Hvad har jeg lært i SFT? #7

Hvad har jeg lært i SFT? #8

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu et indlæg om SFT.

 

I dag var der fokus på den svære samtale, og den gode samtale…

Jeg havde encountered begge.

Men der gik en på før mig, som havde en dårlig samtale, så der blev efterspurgt en god, og der valgte jeg så min gode.

Vi skulle beskrive samtalen, og jeg valgte så en messenger-samtale, jeg havde haft med min studieveninde, K. Sagen var den, at jeg havde det rigtig skidt, og var ked af det, så K havde spurgt, om jeg var okay.

Det vi så gjorde var, at vi analyserede ud fra den kognitive diamant (krop, tanker, følelser, adfærd), med særligt fokus på tanker og følelser, hvor jeg lidt akavet måtte ridse op. Jeg grinede en del imens, og de stod også lidt, de professionelle, “Cecilie er du sikker på det her er en god samtale, for den lyder virkelig dårlig”… Det er lidt personligt, men jeg tænker what the hell, jeg deler det her på bloggen alligevel. For det er svært at have psykiske problemer, og der er ikke noget at skamme sig over – og den her analyse hjalp mig enormt meget, så jeg håber, den kan inspirere lidt.

Som sagt havde jeg det enormt dårligt, så vi startede med at gennemgå tanker. Tankerne, jeg lige huskede på stående fod, var tanker som “hun er ligeglad med mig, hun spørger bare for at være sød/fordi hun er nødt til det”, “jeg er også bare irriterende at høre på”, “jeg er dum, mine problemer er dumme, jeg er smålig”, og den hårdeste, “jeg burde bare dø, når jeg er så dum og irriterende, det er bedst for alle”. Auch. Og det er jo så de her negative, automatiske tanker, jeg tror, jeg har omtalt her på bloggen før… de slår sgu lidt hårdt indimellem, synes jeg.

Moving on til følelser. Disse skulle gradueres fra 1-10. Så jeg startede med den mest indlysende, der var, at jeg var ked af det. Den fik gradueringen 9. Jeg var også ængstelig og paranoid, fordi jeg netop følte mig irriterende, osv. Begge disse landede på 6-7 stykker. Afslutningsvis var jeg frustreret, og den landede også på en 9’er. For inderst inde vidste jeg jo godt, at det var fjollet, jeg prøvede at bagatellisere mig selv, for selvfølgelig var det vigtigt, og selvfølgelig var hun ikke ligeglad – ellers havde hun jo ikke spurgt mig i første omgang!

Og så kom hele humlen, der jo så var, at vi skulle se på, hvorfor samtalen blev god. Det gjorde den bl.a., fordi K var rigtig god til at anerkende, hvordan jeg havde det, og hun lyttede meget ufortrødent til alt det, jeg havde at sige. Jeg havde haft en dårlig dag i skolen, hvor nogle piger, jeg troede var mine veninder, på det groveste havde ignoreret mig hele dagen. Det lyttede hun til, og hun forstod, og hun anerkendte følelsen, og hun sagde noget til mig, der virkelig fik mig til at tænke – nemlig at “lige meget, hvor lidt du tror, du betyder, så skal du altså vide, at du betyder alt for mig!” eller noget i den stil. Og det gjorde mig så glad. For hun så mig, og hun anerkendte den følelse, jeg havde. Men hun fortalte mig også, at det altså ikke var sådan, hun så mig. Og det betød bare alt, lige i det øjeblik. Så greb vi fat i noget af den ængstelighed jeg havde, hvor det kom frem i lyset, at hun faktisk tænkte enormt meget på mit velbefindende, og var meget hensynsfuld i sin ageren overfor mig, og hun kommunikere de ting, hun nogle gange syntes var svært, således at vi fik forventningsafstemt overfor hinanden, hvilket var enormt rart, fordi jeg havde faktisk ikke turdet snakket med hende om det, ved selv at tage fat, men det følte jeg nu, at jeg bedre kunne. Dertil spurgte jeg også ind til hende, og anerkendte hende… så alt i alt, var der masser af tillid og fortrolighed og anerkendelse, og lytning, der gjorde, at samtalen blev enormt god, og slet ikke så ubehagelig, som jeg havde frygtet.

Vi kan i øvrigt lige få nogle bonusfacts på banen om min krop – den rystede, jeg græd, jeg havde ondt i hovedet og i maven, og jeg kunne ikke trække vejret ordentligt. – og min adfærd var jo så, at jeg tog fat i hende og skrev tilbage til hende. <3

Og efter vores “gode samtale” her, mærkede jeg jo så en lettelse i kroppen, nogle tanker, der var blevet neutraliseret lidt – for hun var jo ikke ligeglad, jeg var ikke irriterende, jeg var ikke dum, og jeg burde absolut ikke bare dø! Jeg var vigtig, hun holdt af mig, og intet var for småt, til at hun ville snakke med mig om det, for jeg skulle ikke gå rundt og have det dårligt. Hvilket i sidste ende også fik de værste af følelserne til at blive dæmpet en anelse, så de ikke var lige så intense mere. Så alt i alt – en enorm succes, og en enorm stor ressource, at have sådan nogle mennesker i sit liv.

Her fik jeg også at vide i plenum, at man netop også selv kunne gøre meget, for at samtalen forblev god, i forhold til også at anerkende modparten osv. Enormt lærerigt, og noget, man måske slet ikke tænker over, men som gør en kæmpe forskel.

 

Der kom en til god samtale på banen, efterfulgt af en dårlig, og jeg har ikke tænkt mig at udlevere her i detaljer, hvad de handlede om. Primært fordi jeg ikke husker det mere – jeg skrev ikke ned til det, jeg koncentrerede mig mest bare om at lytte.

Men særligt den dårlige fik… ja, den rykkede sgu noget i mig. For vedkommende, der sagde det, fortalte, at han havde haft så mange negative tanker, og så meget selvkritik, at det havde fuldkommen bremset ham i de ting, han gerne ville sige, så han havde opgivet på forhånd, og egentlig ikke fået kommunikeret de ting, der var vigtige for ham. Og det gør jeg selv enormt tit, især i forhold til min primærbehandler, der slet ikke lytter til mig. Jeg har flere gange bedt hende om at give mig en tid hver uge, fordi det er det, mit behov er, og det mit OPUS-tilbud går ud på. Jeg har også fortalt hende, at når hun ikke gør det, og ikke lytter til mig, får det mig til at føle, at jeg er komplet ligegyldig, og jeg stopper bare med at spørge, fordi jeg er jo alligevel lige meget, og jeg har ikke brug for noget hjælp, for jeg er ikke syg. Jeg spilder bare alles tid. Osv. Og selv på trods af det, giver hun mig stadigvæk ikke mere regelmæssige tider; og jeg giver jo op. Jeg kan fysisk ikke få det over mine læber, at jeg har brug for flere tider. Jeg klapper fuldkommen i som en østers, fordi mine tanker bliver så voldsomme, og styrer så meget. Men det, at være bevidst om det, tror jeg er et enormt skridt i den rigtige retning. Nu skal jeg bare forsøge at bryde med den tanke <3

 

Derudover fortalte underviserne, at tanker og følelser ofte dikterede, om det blev en god samtale eller ej, idet vores tanker og/eller følelser, ofte ville smitte af. Så hvis vi havde mange negative tanker omkring os selv og samtalen, ville det ofte også risikere at ende i en dårlig samtale – og vice versa, hvilket også er rigtig vigtigt at huske.

 

Afslutningsvis gennemgik vi lige, hvad åbne og lukkede spørgsmål var… fordi næste hjemmeopgave handlede om, at få spurgt nogle åbne spørgsmål. Disse er spørgsmål, der “tvinger” vedkommende til at svare med flere ord, og ikke bare ja/nej, og er ofte hv-ord, som f.eks. hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan, osv. Og lukkede spørgsmål er så dem, hvor man typisk bare svarer ja/nej.

Men derudover findes der også vurderinger, konklusioner eller konstateringer. Kært barn har mange navne. Men det er f.eks. ting som “nå det lyder da hyggeligt”, “ej hvor rart”, “godt for dig”, osv.

INGEN af disse er mere rigtige end den anden, da alle tre elementer er vigtige i en samtale i passende mængder. Vi gennemgik også en øvelse, hvor vi skulle spørge hinanden/fortælle, og bagefter så vi på, om vi kom igennem alle sammen – og det gør man. I en helt normal samtale, kan man ikke undgå, at komme indunder alle tre punkter. F.eks. “Hvad har du lavet i weekenden?” – “Jeg har været på dyreskue.” – “Det i København?” – “Ja.” – “Det lyder hyggeligt.” Voila, alle tre samlet i én, kort samtale.

Det er ikke noget, jeg har tænkt over før, men det gør jeg helt klart nu. For jeg har ofte tænkt, at det er sært/kedeligt, når man bare kommer til at skrive “hyggeligt” til folk, der har sagt noget… men det er faktisk rimelig almindeligt, og nødvendigt i en samtale – og hvis vedkommende, man snakker med, ikke er enig, siger det jo nok noget til det, i form af “nej” eller “njahhh” eller “ikke helt”. Så det tager jeg helt klart med videre, sammen med den med, at de negative tanker kan få lidt for meget kraft, hvis de afholder en fra at sige det, man gerne vil <3

Det var det for denne uge. Og jeg vil KLART anbefale andre, at prøve at kigge lidt mere kognitivt på gode og dårlige samtaler, og se, hvad der spiller, og hvad der ikke gør, og se, om man kan finde et mønster, og nogle strategier til, hvordan man i hvert fald kan gøre sit for, at det bliver en god samtale. Det vil jeg i hvert fald begynde på <3

22279176_895240653966129_515276833_o

Glem ikke at følge med på Bloglovin’, og til vi ses igen:

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad har jeg lært i SFT? #7