Modul 6 eksamen?

Der har været stille på bloggen, de sidste 2 uger, og det skyldes, at jeg har haft forberedt eksamen! Ja, du hørte rigtigt – eksamen.

Min kliniske vejleder var også noget overrasket over, at jeg var på vej til at slutte mit ophold på plejecenteret – og lad mig sige, det er jeg ikke. Jeg har pænt gået og talt dagene ned, for de har været utrolig lange og kedelige, for at sige det, som det er. Jeg ved selvfølgelig godt, at dette var et modul, jeg skulle igennem, så jeg har også taget det og gjort det bedste ud af det, men man kommer ikke uden om, at dagene er lange, når man er færdig med arbejdet klokken 10, og alligevel skal vente til klokken 15, før man har fri. I 10 uger. Jeg er jo så studerende, så jeg har jo tid til at være nysgerrig, spørge, lave nogle tiltag, der ellers ikke normalt ville blive lavet, osv., men mine borgere var ikke interesserede, og så kommer man jo ligesom ikke så langt. Jeg prøvede selvfølgelig at motivere dem, men de var bare ikke interesserede, og det måtte jeg jo acceptere. Så i stedet har jeg lallet rundt og gjort rent, tømt opvasker, etc. Men nu er der kun tre dage tilbage, og så har jeg mellemuge, og så er det videre til næste modul. Som jeg takket være skolen absolut ikke ser frem til, selv om det ellers var det modul, jeg havde set frem til, siden jeg startede min uddannelse. Way to go at ødelægge det for mig, UCC. Cadeau til jer, I må være stolte.

NÅ, men videre til det, dette indlæg handler om – eksamen!
Jeg skulle både udarbejde et skriftligt oplæg om en sygeplejesituation, et sygeplejeforløb, eller en sygeplejefaglig problemstilling, og jeg valgte forløbet. Her fortalte jeg om en borger, og brugte teoretikere som Orlando, Orem og Antonovsky, og kom omkring de centrale ting her og fik blandet noget KRAM-faktorer ind i det også. Personligt synes jeg, mit skriftlige oplæg var spot on.
Mit mundtlige oplæg var jeg lidt i vildrede med, men dagen inden jeg skulle op, lykkedes det mig at finde en artikel, jeg ellers fik udleveret på modul 4, der bare var perfekt ift. de problemstillinger jeg havde, som var noget manglende sygdomsindsigt, og de konsekvenser, dette har. Artiklen var fra Sygeplejersken, og hed “Den Umotiverede Patient Findes Ikke”, hvor de brugte Den Motiverende Samtale. Meganice, fordi jeg også havde om denne på modul 5, ohyea.

Feedbacken fra opgaven var stort set kun kritik. Jeg fik ros for mit mundtlige oplæg, fordi det var spot on ift. problemstillingen, og jeg brugte artiklen godt ift. at reflektere over egen praksis, osv. Men opgaven, ohboi, they did not like. Jeg skulle dog blive skarpere på at bruge faglige kilder, når jeg argumenterede mundtligt, og ikke refere til f.eks. min mor, hvilket i øvrigt også var megadumt af mig. Det var totalt en dummefejl, fordi vi havde egentlig haft om emnet på skolen, så jeg skulle bare have trukket det derfra, men jeg spurgte min mor dagen inden, hvad hun syntes, og hun bad mig have i baghovedet det her med borgerens generation og de levevilkår, denne har, bl.a. ift. rygning og alkohol, fordi det var meget normaliseret, da borgeren var ung. Jeg havde bare ikke lige tænkt over, da jeg sad til eksamen, at det selvfølgelig ikke var min mor eller hendes ord, jeg skulle referere til. Så ja, knapt så kvikt. Don’t forget children.
Videre til opgaven. Først og fremmest var jeg uprofessionel og dagligdagstalende i mit sprog i nogle passager, hvilket jeg egentlig ikke havde tænkt over. Jeg var lidt i tvivl om, om jeg brugte fagordene som jeg skulle, hvilket de ikke sagde noget til, men de referede til fraser, hvor jeg havde skrevet, at jeg vurderede borgeren havde god egenomsorg ift. kost, fordi vedkommende var af normal ernæringstilstand, og der ikke lå slik og flød alle vegne i lejligheden. Set i bakspejlet var dette selvfølgelig ikke kvikt skrevet, men jeg havde slet ikke tænkt over det, fordi personalet også selv havde snakket sådan ift. en anden beboer, der havde en problematik med dette. Den anden frase, de highligtede for mig var “jeg kan ikke gøre så meget, fordi […] og x går ikke fordrukken omkring” – endnu en dummefejl. Men igen noget jeg ikke havde tænkt over, da det sådan set var min egen kliniske vejleder, der brugte netop det ord, om den pågældende borger. Så alt i alt, skal jeg vidst være mere kritisk og neutral i det, jeg skriver. Og det kan jeg jo godt se – jeg ville aldrig skrive de udtalelser i f.eks. en journal, så hvorfor jeg skrev det i opgaven…. ja, en dummefejl, jeg har ikke meget mere at sige til det, haha.
Derudover synes de, at jeg lavede for meget namedropping, og brugte ikke begreberne og teorierne, jeg havde valgt til noget, hvor jeg er dybt uenig. Det sagde jeg dog ikke derinde. Det er ikke fordi jeg skal forsvare det, jeg har gjort, fordi… det skal jeg ikke, og det er pisseligegyldigt. Jeg snakkede nemlig med min vejleder, der så ikke var med inde til eksaminationen (og det troede jeg sådanset hun ville være), omkring opgaven, fordi der var en masse krav, ift. der skulle være noget sygeplejeproces med, og der skulle være en sygeplejeteoretiker med, og jeg skulle have noget mestring med, fordi det stod i mine læringsudbytter, etc. Ja, men jeg havde ligesom kun 9.600 tegn med mellemrum, hvilket altså ikke er ret meget, når man pludselig skal have så meget med. Derudover skulle jeg argumentere for, hvorfor jeg havde fokus på de ting, jeg havde, og der måtte jeg bruger en henvisning til Virginia Henderson, for at forklare, at grunden til jeg havde fokus på personlig pleje og bleskift bl.a. var for at borgeren følte sig godt tilpas. Derudover havde jeg snakket med min vejleder om, hvordan det skulle gøres, og hun var 1) enig i, at vi var så langt i forløbet, vi ikke skulle forklare teorierne, men bare bruge dem og 2) at jeg bare skulle kunne koble teori og praksis sammen. Så disse råd fulgte jeg jo så, og sagde ikke ét ord om teorierne som sådan, men forklarede selvfølgelig lige sammenhængen ift. praksis, de steder, hvor det gav mening – f.eks. ved sammenkoblingen af Antonovskys komponenter, der til sammen giver OAS, eller ved misforhold mellem egenomsorgskrav og egenomsorgskapacitet, der så giver egenomsorgssvigt. Eksaminatorerne var absolut ikke enige i denne måde at gøre tingene på, og det var alt for overfladisk og namedropping- og begrebsdropping agtigt, og jeg brugte det ikke til noget (hvor jeg er uenig, for jeg brugte det netop til at forklare om mine handlinger og vurderinger), og ja. Og der har jeg kun at sige – det kan fandeme kun blive overfladisk, når jeg skal have 2-3 forskellige teoretikere med og også skal skrive en længere præsentation med forløb, etc., og jeg kun har 9.600 tegn med mellemrum. Altså, andet er jo nærmest umuligt. Så det tager jeg ikke så tungt. Og hvad resten angår, blev jeg vejledt forkert, så det kunne være, man skulle tage fat i vejlederne og blive enige om, hvad man vejleder i. 🙂 Så det er cool nok. Selvfølgelig er jeg ikke bedre end andre, og jeg skal også tage kritikken til mig og bruge den konstruktivt, men det er også bare vigtigt for mig at pointere, at man ikke bare altid skal tage kritikken for det, den er. Og det er heller ikke fordi jeg vil fralægge mig ansvaret for at opgaven ikke blev som de ville have det, men der var måske en chance for, at den var blevet bedre, hvis jeg var blevet vejledt i det, i stedet for at blive vejledt i noget andet. For de sagde til mig, at jeg skulle først have et teoriafsnit, og så et brug-af-teori afsnit. Og det tror jeg måske er lidt smag og behag-agtigt, så inden jeg beslutter at ændre min måde at skrive opgaver på, vil jeg lige have kortlagt, hvad det rent faktisk går ud på, og at der ikke er flere misforståelser. Fordi enten så er det en smagssag, og ellers er vejlederne ikke blevet vejledt i, hvordan de skal gøre deres job, og så er det jo dér, man må gribe ind. Either way – jeg tog det ikke så tungt.

Og det var der heller ingen grund til, for jeg bestod mit modul. Det var bare bestået-ikkebestået, så jeg fik ikke at vide, hvorhenne jeg var præstationsmæssigt, men det er også ligegyldigt. Faktum er, at jeg kom igennem, og det er superdejligt 🙂 Så nu har jeg lige de sidste 3 dage i klinikken her inden påske, og så har jeg ellers mellemuge indtil d. 24, hvor jeg så starter igen…. og måske har jeg allerede et skriveprojekt til mellemugen 🙂 Så alt i alt, utroligt spændende. Så ja – et skridt videre til færdiggørelse af min uddannelse.

I undrer jer nok lidt over, hvorfor jeg har skrevet feedbacken ned, når I ikke har set min opgave, etc., men jeg tænker alligevel, at der er nogle gode pointer, f.eks. ift. at finde ud af, hvor man har tingene fra og bruge faglige kilder, at man passer på med dagligsdagsudtrykkene og fordømmelserne, og at man lige får tjekket op på, hvordan man skriver en opgave. For jeg tror, jeg var heldig, at kunne redde den, fordi jeg også havde en mundtlig del. Jeg er nemlig lidt bange for, at hvis det kun var det skriftlige, der blev bedømt, så var jeg dumpet :// og det kan vi jo ikke have sker for nogen, vel?
Derudover – sidder der nogle sygeplejersker derude og læser med – så har jeg hakket af, at min opgave gerne må bruges i undervisningen, og alt det her, så I kan bare skrive, hvis I gerne vil se den. Så vil jeg anonymisere den yderligere og sende den i jeres retning. God dag derude <3

17857420_796184643871731_19993311_n

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘.

– Cecilie x

Sygeplejerskeuddannelse: fra modul til semester?

Jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen lige efter, jeg havde afsluttet HF. Jeg startede på den studieordning, der er fra 2008, hvor man har moduler. Hvert modul varer ca. 10 uger, hvorefter der er 1 uges mellemuge, hvor man kan studere og gå til omprøve, og være i praktik, hvis man mangler at indhente lidt på dén konto.

Sygeplejerskeuddannelsen blev revideret i 2016, hvor man skiftede over til semestre, dvs. ca. 20 ugers varighed. Det rammer også mit hold fra august, 2017. Her rykker vi over på semester 5, i stedet for modul 9.
Det skaber dog nogle komplikationer for os, ift. at semester 5 er helt anerledes struktureret, end det modul 9, vi ellers skulle have rykket over til. Vi kommer til at blive bedømt på en masse bl.a. videnskabsteori, forskningsmetode, teknologi og klinisk lederskab, hvilket vi ikke har haft på nogle af de tideligere moduler. Vi får en lille supplementsperiode på 5 uger i semester 5, hvor vi kan få læst op på nogle af disse ting, men jeg føler langt fra, at det er nok, taget i betragtning af, at vi også skal forberede stoffet på semester 5. Derudover skal vi ud i 6 ugers klinik på semester 5, og vi skal i øvrigt også læse op til og studere til en farmakologiprøve, der skal bestås med min. 95%, samtidig med, at vi skal koncentrere os, om den interne prøve, vi skal bestå på semester 5. Vi skal altså lære hele semester 5, samtidig med vi lærer en del fra de tideligere semestre, samtidig med klinik, og samtidig med ekstrem terpning af farmakologi og lægemiddelhåndtering/lægemiddelregning? Dét synes jeg er utrolig stressende.
Derudover gennemgår vi nogle ændringer ift. at vi mister en hel mellemuge hver gang vi skifter semester. Hvor vi før havde 10 ugers modul, 1 uges mellemuge, 10 ugers modul, 1 uges mellemuge, så har vi nu 20 ugers semester, 1 uges mellemuge. Det synes jeg er hårdt ift. at jeg brugte mine mellemuger på at studere, og læse op på det pensum, jeg ikke havde nået, fået sat mine noter i orden, etc., da jeg i hovedet ikke kan overskue det i de uger, hvor jeg er i skole og/eller klinik. Det gør mig utrolig bange for at komme bagud på mit studie, fordi jeg ikke kommer til at få tid nok, til at lave alt.
Derudover er vores fravær også rykket fra max 20%, til max 10%. Jeg har i og for sig forståelse for, at man ikke bare skal drive den af og blive væk fra studie osv., men der er ikke rigtig forståelse for, at der er nogle faktorer i nogle menneskers liv, der gør, at de måske bare bliver nødt til at være lidt mere fraværende. Jeg f.eks. går til fysioterapi 1,5 time på et bestemt tidspunkt af dagen, og det kan jeg ikke bare rykke. Jeg skal også starte i en social færdighedstræningsgruppe, der også kommer til at ligge inden jeg får fri fra klinik. Det betyder, at jeg hver uge skal have 1,5 times fravær, hvilket altså rigtig, rigtig hurtigt løber op i en del timer. Så mange timer, at jeg ikke kommer til at have “råd” til at være syg, så hvis jeg pludselig rammes af influenza, så har jeg ikke noget andet valg end at tage i skole? Eller hvis jeg skal have en akuttid ved læge, øjenlæge (hvilket jeg går meget til lige p.t.) eller tandlæge, så er det bare sur røv, fordi jeg har ikke timer nok til at kunne tage fri/fravær? Jeg har allerede det sygeste stress over det. Jeg føler allerede nu, at jeg ikke rigtig har noget valg. Jeg kan vælge at gennemføre min uddannelse, eller jeg kan vælge at gå i behandling og prioritere at få det godt. Jeg kan ikke vælge begge dele. Og det gør mig sindssygt stresset, fordi jeg ved, at jeg kommer til at vælge min uddannelse. Men hvilke konsekvenser får det så ikke for mig som menneske, når jeg stopper med min terapeutiske behandling og dropper fysioterapi? Jeg kommer til at blive et meget nedbrudt, skrøbeligt menneske. Og det er ikke nogens skyld, andet end min egen, men jeg synes alligevel det er lidt uretfærdigt, at man skal tvinges til at vælge i et “velfærdssamfund”. Jeg synes altså, det er strengt. Derudover er der en masse, der nogle gange er nødt til at gå en halv time eller et kvarter før, for at kunne nå at klæde om og nå en bus, så de kan komme på arbejde. Men det er der også manglende forståelse og fleksibilitet for mange steder, og det tæller også som fravær. Men de mennesker, der skal af sted på arbejde, har faktisk brug for at komme på arbejde og tjene penge til deres husleje, fordi SU’en ikke rækker. Så står de pludselig og skal vælge mellem husleje/mad eller uddannelse? – selvfølgelig kan man kompensere for lidt af det, ved at være i klinik i mellemuger eller sommerferie, men det betyder også bare, at man hele tiden er et skridt bag alle andre, fordi du så ikke kan catche up på alt det andet arbejde (læsning, noter, forberedelse), fordi du er nødt til at være i klinikken. Alene tanken får mig til at tudbrøle, fordi jeg bliver så stresset, og i teorien er der intet at stresse over endnu, jeg skal bare chille the fuck out, men det kan jeg ikke, fordi jeg er så angst for ikke at kunne klare det. Jeg synes mit liv er ubeskriveligt hårdt lige nu, så at det kun bliver strammere fremadrettet er slet ikke ti at kapere i min lille ærtehjerne, kan jeg godt fortælle jer.
Og så er der farmakologitesten… jeg har fuld forståelse for, at de har brug for dokumentation for, at vi KAN finde ud af de her ting, men det er også bare en massiv stressfakor, når det kommer oven i alt det andet, vi skal på semester 5. Jeg er fucking dårlig til matematik og regnskab, jeg bliver forvirret, og jeg kan ikke lure, hvornår jeg skal bruge hvilken formel, og hvilke tal, jeg skal sætte ind. Jeg kommer ikke til at kunne klare den her prøve, fordi jeg kan ikke gennemskue, hvad jeg skal gøre, og jeg har ikke mulighed for at spørge om hjælp (ikke at jeg gjorde det, da jeg lavede farmakologitesten, men jeg havde tid, og jeg havde så mange forsøg, jeg overhovedet havde lyst til). Jeg lukker helt af i matematiktests, jeg bliver forvirret og jeg bliver stresset, og jeg kan simpelthen ikke forstå noget, når jeg bliver stresset. Selv de mest basale ting, fatter jeg ikke en klap af. Og jeg har altså kun 3 forsøg. 4 med lidt held. Får ærligt tårer i øjnene over at tænke på det, haha, rip.
Sidst men ikke mindst: hvis jeg grundet et eller andet mirakel klarer mig over på semester 6, så klarer jeg den næppe meget længere end det. Semester 6 er nemlig “klinik-semestret”, og betyder rent ud sagt 18 ugers ren og skær klinik i træk, dvs. uden den mindste pause. Jeg synes i forvejen 10 uger er utrolig uoverskueligt, og jeg har kronisk lyst til at tude, og jeg er så udbrændt og ked af det og dårligt tilpas, når jeg kommer hjem. Jeg har ikke tid til noget, og jeg er hele tiden bagud. Altså literally, hele tiden. Fremadrettet bliver de fleste klinikker nok på nærmeste hospital, og der skal jeg op senest 5:30, for at nå af sted og møde klokken 8, så hvis jeg skal møde 7:30, eller rettere 7:15, så jeg kan nå at klæde om, så skal jeg nok op 4:30, med lidt held klokken 5. Så er der transporten hjem, og den sætter jeg til 2 timer. Så er jeg hjemme klokken 17, ca. Efter sådan en dag er jeg bombet og helt færdig, og jeg har brug for mindst 9 timers søvn, da jeg ellers bliver endnu mere ængstelig, utilpas og i dårligt humør, og kommer ikke til at have the slightest chance for at komme op om morgenen. Så skal jeg i seng ved 19-20-tiden om aftenen. Kan I alle se, hvor det her bærer hen? Der er simpelthen ikke timer nok i døgnet i forvejen til, at jeg kan overskue det her i 10 uger, så hvordan skal jeg nogensinde klare mig igennem 18?

Der er heldigvis lang tid til semester 5 og 6, men jeg tvivler på, at jeg når at få det godt nok til, at jeg kan magte det, fordi jeg synes i forvejen alting er virkelig hårdt lige nu, og der bliver hele tiden ved med at komme nye stressfulde ting, jeg skal forholde mig til, og det er kun en brøkdel af det, jeg har skrevet om her på bloggen… altså virkelig. Jeg troede alting gik pissegodt og den rigtige vej, men de sidste par måneder har det mest bare været dårlig nyhed på dårlig nyhed på dårlig nyhed, der langsomt stresser mig mere og mere til et punkt, hvor jeg føler, jeg literally er ved at blive fuldkommen skør. Jeg er et menneske, der føler ting meget intenst, så når jeg bliver ked af det eller stresset, så fyldet det rigtig meget, og jeg har svært ved at abstrahere for de følelser, og de kommer til at overtage hele min hverdag. Det her indlæg er skrevet helt fra bunden af mit hjerte, selvsamme dag, jeg har fået alle de her informationer om, hvordan mit studie bliver fra sommer/efterår 2017 og frem. Det betyder også, at følelserne er utrolig intense lige nu, fordi det er i dag, beskeden er kommet, og det ikke har noget at bundfæste sig i mig endnu, så det kører bare rundt som små stress”løbere” i mine blodbaner, og fordeler sig i hele kroppen.

Men nu vil jeg få ordnet de sidste af dagens pligter, og dope mine øjne med øjendråber, for de svider helt ufatteligt meget af al den gråd, de er blevet udsat for i dag (faktisk har gråden ikke været så slem, den er bare hele tiden dukket op, hver gang jeg troede, den var forbi, så mine øjne ikke rigtig har fået tid til at chille), og så vil jeg smutte under dynen, slappe af med noget varmt at drikke, og koble hovedet fra med henholdsvis tv og tegneserier (sandsynligvis manga – not ashamed… okay maybe a lil). Derefter vil jeg sove, og så er følelserne forhåbentlig kommet lidt mere på afstand. De kommer ikke til at gå væk, det kender jeg mig selv nok til. Men hvis jeg ignorerer, at denne her begivenhed er fundet sted, så kan den ikke stresse mig eller gøre mig ængstelig, og så kan jeg grave det frem igen, når jeg har overskud til at gøre noget ved følelserne, så de ikke bare handlingslammer mig og gør, at jeg mister modet.

Det var godt nok et negativtladet indlæg, hva’? Hold da helt op… amazing. Men det skal der også være plads til. Jeg elsker mit studie, det er superspændende, og jeg kan godt forstå, vi skal overgå til den nye ordning, så vi også bliver uddannet indenfor det sidste nye, men jeg har det godt nok stramt med ændringer, især så drastiske nogen af slagsen… og sådan er det nu engang. Heldigvis hjælper det at skrive om det, så tak til jer, der læste med til vejs ende.

img_1342

Billedet her er fra mit ophold på Gastromedicinsk, hehe.
Glem ikke at følge med på Bloglovin’ <3

– Cecilie x

Sundhedsplejen

Jeg har haft travlt med klinik på plejecenteret og fastlagt studieaktivitet, efterfulgt af tre dage – 2 hele dage – i sundhedsplejen, hvilket jeg synes har været enormt spændende. Jeg røvkeder mig ærlig talt på plejecenteret, og jeg fiser rundt og laver alt muligt lort, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal begive mig til, der sker ingenting… men sundhedsplejen, det var… egentlig også kedeligt, fordi jeg bare observerede, men alligevel noget andet. Jeg har i alt været med til 6 besøg i løbet af de 2 dage, hvoraf jeg kendte en af dem fra min HF-klasse, det var lidt sjovt. Tillykke med baby <3

Jeg bed dog særligt mærke i en oplevelse, jeg havde i fredags. Jeg skulle med ud til en arabisk flygtningefamilie, der havde tolk på. Dette syntes jeg var enormt spændende.
Igen observerede jeg bare, og fulgte med i kommunikationen mellem forældrene og den sundhedsplejerske, jeg fulgtes med, J, og selvfølgelig tolken. Mens de snakkede, bed jeg særligt mærke i, hvor pænt et sprog, arabisk egentlig var, og jeg kunne ikke lade være med at dagdrømme lidt om at sidde på en arabisk restaurant og spise arabiske retter og snacks, åhgud :/ jeg ved ikke helt, hvad der går galt i mit hoved, men jeg synes virkelig aldrig kultures mad er noget af det mest spændende, og jeg blev også draget af, at der var nogle flotte småkager på bordet, som jeg egentlig gerne ville smage, men jeg turde ikke helt, awkward.
Vi blev budt på kaffe og te, og jeg valgte te, og J valgte kaffe. J fik så valget mellem Nescafé og arabisk kaffe, og hun foretrak så instantkaffen, haha. Det var lidt sjovt. Vi snakkede meget om deres baby, der var 1 mdr., og babyen var simpelthen så sød, altså… hun var bare det cuteste i verdenen, jeg var så blown away over det lille væsen.
Da tingene lakker mod enden, nupper J så en småkage, og jeg ser mit snit til at gøre det samme, og nøj de var gode. Det var sådan nogle små “medaljer”, idk, og så var de stribede i hvid og brun, og så virkede de lidt hule/luftige, når man bed i dem, og indeni var der så nærmest en plade nutella? Haha, mega dårligt beskrevet, men gode, det var de, og jeg måtte også snuppe en til, hehe.
Vi fik talt med parret om alt muligt også uddannelse og job, idet moderen egentlig gerne ville gå hjemme, og det måtte vi så forklare, at sådan gik det altså bare ikke helt her i DK. Man blev i hvert fald ikke betalt for det… de spurgte også ind til min uddannelse, og hvad jeg ville efter den.
Da vi skal til at gå, så tager faren en lille kuppel med bolcher, og tilbyder mig, og jeg er både høflig og nysgerrig, og snupper en. Så går han over til J, der først afviser, men så tager en, da han cirkulerer tilbage til hende. Han beder hende så tage flere, til hendes børn, og hun tager så lidt flere, og han bliver ved med at tilbyde, hvortil hun så må sige nej, ikke flere… og så tilbyder han mig igen, og jeg tager så én mere, og siger “Til min lillebror”, hvortil hans kone spørger, om jeg har en lillebror, og jeg nikker. Hun spørger så om noget andet, jeg ikke forstår, og kigger over på sundhedsplejersken, der siger, at hun spørger, hvad han hedder. Så det oplyser jeg, hvortil hun smager på navnet og udtaler det lidt prøvende, og bagefter siger, det er et godt navn. Ret sødt. Jeg fortæller hende også, at han er 16 år.
Familien var meget venlige, og ville da også gerne have vi blev lidt længere, de spurgte så meget, at sygeplejersken måtte sætte en fod i jorden og sige, at vi altså skulle videre, hehe.

Men alt i alt en rigtig dejlig oplevelse, synes jeg. Utroligt spændende at se en anden kultur, og en anden familie snakke et sprog, som man slet ikke forstår, og hvordan man overkomme denne sprogbarriere, og hvordan man får relation og tillid til at blomstre, trods at der sidder en tolk, der formidler det vi siger og omvendt. Utrolig spænende, synes jeg, og nu går jeg så med en fornemmelse i maven om, at jeg gerne vil lære arabisk??? damn, haha.
Næste uge kommer til at foregå på skolen, så det bliver næppe lige så spændende, og derefter tilbage til plejecenteret… jeg glæder mig ikke specielt meget, men det skal jo overstås.
Derudover har jeg fået en mega dårlig, og totalt uøsnket klinikplads i næste klinik, så det er jo bare fabulous… men det hører et andet indlæg til, haha. Så ja. Det var alt for denne gang, om den lille arabiske familie. Jeg håber, alt kommer til at gå dem godt, de var simpelthen så søde og dejlige. Held og lykke <3

img_1949

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘, så du er opdateret på, hvornår jeg poster 🙂

– Cecilie x

Modul 6 studerende – første uge

Fra i mandags, d. 6. februar kunne jeg officielt kalde mig Modul 6 sygeplejerskestuderende. Dette modul drejer sig om kroniske syge, og foregår i primærsektoren. Så jeg er på et plejecenter i min egen kommune. Det er dejligt, at transporttiden ikke er helt ligeså lang – selv om den stadigvæk er et godt stykke. Stedet er 15-17 km fra mit hjem, og alligevel tager det 45 minutter at komme af sted om morgenen, og det er selv om alting passer! Det tager længere tid, når jeg skal hjem. Utroligt.
Selve modulet har jeg overhovedet ikke set frem til, så det er terrible. Men jeg tager det med oprejst pande, og siger til mig selv, at det “bare” er 10 uger, og at de er nødvendige for at komme igennem studiet – og det er jo sandt, hæhæ.
Jeg føler mig på plejecenteret meget… mærkeligt tilpas som sygeplejerske, fordi vi får en masse opgaver, der intet har med sygepleje at gøre, f.eks. vaske tøj, lave mad, vaske op, rydde op, osv. Det synes jeg slet ikke er opgaver, der kommer mig som sygeplejerske ved, og jeg synes det føles meget forkert, må jeg nok erkende. Men jeg må se, hvad der kommer til at ske i de næste par uger. Så ja.
I denne uge har jeg været på skole – hvilket i øvrigt er en mega underlig sammensætning af modulet, at vi tager en uge i klinik, så en uge i skole, så tre uger i klinik, så en uge i sundhedspleje, en uge i skole, og to-tre uger i klinik? Weiiird. I denne uge har jeg derfor været i skole, og er blevet undervist 🙂 Så det var egentlig en lille opdatering på, hvordan mit første møde med primærsektoren forløb.
Derudover skulle dette indlæg være udgivet i onsdags, da jeg skrev det, men bloggersdelight gik ned og slettede hele indlægget, så jeg måtte starte forfra, haha.

Nu vil jeg så se resten af Disneysjov færdig, hvorefter jeg skal ind og hygge med min familie og se xFactor. God fredag <3

unavngivet
Glem ikke at følge mig på bloglovin‘ <3
– Cecilie x

Jack in the Middle koncert på UCC

Wuhu, så kom der nyt indlæg på bloggen igen!
Jeg havde egentlig tænkt, at mit næste blogindlæg skulle handle om den tur, jeg havde til Maribo i midt-oktober (mig, langsom til at blogge? Nej da), men nu kom der noget andet, mere aktuelt op, så det tager vi sgu først, hæhæ.

Det kommer næppe som et chok, for jeg, der har fulgt mig, men jeg går på sygeplejerskeuddannelsen på UCC Nordsjælland, og til jul er jeg hele 1,5 år inde i min uddannelse!
Anyway… I fredags havde vores Campusråd fået stablet en koncert på benene på skolen, med rockbandet Jack in the Middle, og selvfølgelig skulle jeg da med. Jeg har siden mit sidste indlæg været til øjenlægen, der sagde, at jeg ikke har øjenbetændelse, men bare tørre øjne… Det skabte lidt problemer, da mine øjne stadigvæk svider og gør ordentlig nade, og jeg var opsat på, at jeg skulle have linser i. Det blev en pinefuld affære, men det lykkedes, og efter et par liter alkohol indenbords, begyndte det at gøre knapt så ondt…

Koncerten startede klokken 17, så jeg gjorde mig klar hjemmefra, og drak en enkel cider i toget. Da temaet jo var “rock and roll”, måtte jeg da også klæde mig herefter – så det blev til en Jack Daniels t-shirt, et par sorte nylonstrømpebukser og et par shorts, samt selvfølgelig rød læbestift – duuuh.
Da jeg ankom på skolen, mødtes jeg med nogle af pigerne, både fra min egen uddannelse, og fra klassen under os – og over. Så vi var en lille håndful tøser, der hyggede os til koncerten, der startede, og jeg fik drukket endnu en cider, da jeg bare ikke er fan af øl (sorry) – jeg ødelagde mit “hardcore” udtryk, ved ikke at drikke øl… altså… En af pigerne fra klassen, M, og jeg hyggede os gevaldigt. Bandet var godt, og jeg synes, at I alle skulle gå ind og tjekke dem ud, hvis I ikke kender dem i forvejen.

img_9961 img_9962

Efter koncerten tog vi festen videre ned i skolens fredagscafé – sammen med bandet, uhlala.
Her fik jeg bestilt en dobbelt isbjørn i et stort glas, og hvis man kender mig godt, ved man, at jeg fyrer isbjørne derudaf. Vi spillede High Jack, alle os tøser, vi var ca. seks, og de tre af bandmedlemmerne – forsangeren Thor, guitaristen Sebastian, og bassisten Mathias. Det gik der en time eller to med, og vi havde det – synes jeg – hylende morsomt. Der røg i hvert fald lidt alkohol indenbords for de fleste af os, og en af de andre piger, D, nåede da også lige at få smækket albuen ind i kæben på mig, da vi begge i panik skulle rejse os op, for ikke at komme til sidst… D var meget chokeret over det, og jeg grinede egentlig bare – det var jo “bare” en albue, haha.

Efter at have spillet tilpas mange runder High Jack, så måtte vi videre til Beer Pong – og da gutterne fik frie bajere, var det selvfølgelig dem, der måtte op i baren og hente, til vores lille leg.
Vi delte os op i hold – Sebastian, M, jeg og til dels Mathias mod A, S, D og Thor. Needless to say, så vandt mit hold. Mathias og Maria var i særdeleshed god til at ramme, og jeg fik da også ramt 2 gange… og det blev lidt tæt til sidst, fordi det andet hold begyndte at hale ind på os, men nej, vi crushede dem fuldkommen, hehe.
Og det gik også for os, når vi spændede af sted for at gribe de lange (og korte!) bolde, for at få ekstra ture, hold da op, D var vild, haha. Det endte da ved flere lejligheder med, at vi var flere, der rullede rundt på gulvet.

Herefter røg vi videre til bordfodbold – og not gonna lie – jeg tabte massivt, uanset hvilket hold jeg var på, fordi jeg bare er en gigantisk taber til det (lorte) spil. Efter at have snakket lidt frem og tilbage, blev vi enige om, at vi skulle til København og have jordbærfisser (brah?).
Da vi skulle til at tage af sted, kom M meget foraget ud til Thor og jeg, der stod og ventede på samtlige andre – vi havde lidt svært ved at samle tropperne… Men M kommer simpelthen ud, og jeg glor på hende ?? “Jeg skulle stjæle en cola, og jeg tabte dem, og nu bruser den bare ud over det hele.”
Dum som jeg er, falder jeg først grinende sammen på gulvet, hvorefter jeg sprinter af sted for at se, om hun taler sandt – og ganske rigtigt, på gulvet i kantinen ligger en cola bare og bruser… jeg flækkede. Især fordi hun virkelig kæmpede for, at det var hende, der var offeret i situationen.

fullsizerender

Vi kom – efter en time eller sådan noget – endelig videre i teksten, og begyndte togturen mod København, godt visne, de fleste af os. Vi kom frem til Vela, som var en eller anden lebbebar i KBH, hvor vi fik drukket disse famous jordbærfisser, der for mit vedkommende, ikke var noget at prale af…. men ohwell. Det var noget jordbærsmoothie-agtigt med tequila. A og jeg kedede os gevaldigt, og jeg synes egentlig ikke, det var pissefedt. Vela var propfyldt, og vi sad af lort til…
Og så var det, at A og Mathias fik stablet på benene, at vi skulle hjem til ham, til noget privatfest-hygge. M gad ikke tage toget, det var for koldt, syntes hun, så hun sprang ud på vejen og prajede en taxa – excuse me, nok er jeg sygeplejestuderende, men jeg kan sgu ikke lappe dig sammen, hvis først du bliver kørt over, vel frøken…
Vi fik en taxa, og stakkels taxachauffør, siger jeg bare… for nærmest i samme øjeblik, vi trådte ind i taxaen, begynder D at snakke om, at hendes kæreste (som vi alle kender), ikke kan lide sovs, andet end brun sovs… og så snakkede vi bernaisessauce, og inden vi vidste af det, begyndte M at kævle op om, at pulversovs var lavet af djævlen, og at dåsesovs fungerede bedst, hvis man ikke kunne lave det fra bunden – det var der dyb uenighed omkring, og vi diskuterede sovs i al den tid, vi sad i taxaen, og chaufføren skraldgrinede af os, fordi trods at være blevet nedstemt, blev M ved med at kæfte op om, at dåsesovs var bedst………

Langt om længe nåede vi frem til lejligheden – drengede var ude at købe ind, så de gik os i møde, og vi kom endelig op i varmen (lemme tell u, det er ikke sommer mere).
Vi hyggede os gevaldigt, og begyndte selvfølgelig straks at spille drukspil, hvor M igen blev stemt ned, angående hvad vi skulle spille… haha. Det var utrolig hyggeligt. Jeg var dog rimelig godt stegt, og mine øjne var begyndt at fucke ret voldsomt, ligesom min vejrtrækning, så selv om det var fedt, var jeg jævnt klar til at komme hjem – så da D ville tage hjem, tog jeg med hende… Vi missede lige akkurat vores tog, så vi skulle vente en halv time, og 7/11 havde lige akkurat nået at lukke klokken 1, så vi gloede bare fortabte og fulde på hinanden…. what now?
Det endte med, vi tog ind på Hovedbanegården, gik i 7/11, købte chips, frådede chips, og ventede på vores tog, hvorefter vi tog hjem til hende og kærestens lejlighed, hvor vi crashede og faldt i søvn!

img_9963 img_9965

Alt i alt en vellykket, hyggelig koncert, og en dejlig omgang druk bagefter (jeg vil nødig sige fest, for det var egentlig mest bare…. alkohol). Musikken var god, og drengene var rigtig søde og nede på jorden. Så hvis I er til rock, eller er nysgerrige på bandet, synes jeg bestemt, I skal tage et smut forbi Facebook eller Youtube, og tjekke Jack in the Middle ud, hehehehe!
– Det skal i øvrigt ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker at tage dumme selfies, hvilket nok kan mærkes, haha.

Glem ikke at følge mig på Bloglovin’, så du ikke misser et indlæg, og hav det godt, til vi ses igen!

– Cecilie x