Vietnam 2018 – Dag 27 – Saigon Zoo & Botanic Garden

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

I dag skulle vi besøge Saigon Zoo og Botanical Garden, hvilket jeg havde glædet mig helt vildt til, da jeg herremeget elsker zoologiske haver, hehe. Der var 2-3 km, fra vores hotel, og selv om vi kun var Z og jeg, fra vores “gang” der ville med, så ville Z tage en taxa. Efter hele låse-ude-showet i går, og det faktum, at fysioterapeuterne var 6, og det største man kunne bestille af taxa var en 7’er, besluttede jeg mig for at gå. Jeg vidste, jeg ville få det bedre med mig selv, af at gå, og jeg vidste, at det var dét, jeg gerne ville. Så jeg smækkede noget musik i ørerne (havde netop downloadet en masse Oasis, og nogle andre sange, min kæreste plejer at høre, og Topgunns VARM), og så var det ellers af steeed. Jeg gik og havde det fantastisk, og jeg var i pissegod tid, så jeg smuttede også lige i 7/11 og købte en iskaffe til den nette sum af 3 kr. I fucking wish, det kunne gøres i Danmark, altså dammmn bro. Og den var lækker oveni købet :’)

 

Nå, afsti-afsted. Jeg ankom lidt senere end de andre, men stadigvæk til tiden, og selv om jeg var lidt halvsvedig af gåturen, så fortrød jeg intet. Det havde været pisselækkert. Vores guides kom og hentede os, og gik med os ind i Zoo.

Noget af det første, jeg så, da jeg kom ind, var aberne.

 

Hvor cute er de ikke lige? Og selv om jeg hader at sige det, fordi jeg er rødhåret, og min kæreste af og til kalder mig en orangutang, så var den da bare den sødeste??? AWH.

Fik også spottet et pinsvin inde i buret, men kunne desværre ikke få et godt billede af det 🙁

Det eneste billede, der blev taget i Zoo med mig på – godt i gang med at fotografere, selvfølgelig!

Abeburet from afar.

Det næste, vi fik æren af at se, var toiletterne, og elefanterne. Mit hjerte smeltede lidt. Min mor og lillebror elsker elefanter, og det fik mig til at føle mig helt blød om hjertet, sådan at se de søde pus. Også selv om elefanten på de sidste 2 billeder havde gang i noget, der virkelig lignede ballade…

Så fik vi også set girafferne, og en lille smutvej(?)

Herfra noget af det botanisk have, vi egentlig kom for – eller, guidesne kom for. Jeg kom for dyrene! Men her fik vi lidt at vide om, hvad der voksede i haven, og hvad det kunne bruges mod. Det var spændende nok, meeen, jeg havde nu engang travlt med at fotografere dyr #notsorry

 

Så midt i al idyllen, eller hvda man nu skal sige, så var der bare en forlystelsespark? Herresært. Et er, der er en botanisk have sammen med zoologisk have… det kan jeg godt gå med til. Men forlystelser? Ej, helt ærligt.

 

SÅ kom vi til tigerene, og jeg var mega excited.

Så excited, at jeg vitterligt ikke kunne lade være med at tage 700 billeder. De var da for cute <3

Noget, der dog ikke var cute, var løverne her.

De så fandeme triste ud, begge to. Fik helt ondt i hjertet jo 🙁

Så blev det tid til lidt mere cute abe-ballade… jeg havde virkelig lyst, til at tage den med hjem 🙁 #trorskatvillebliveglad #måjeggodt?

En lille Kong Julien (hjælp, hvad fanden er det nu, de hedder?), og en odder. Odderen var ret cute :’) Det var de store rotter, der løb rundt i diverse dyrs bure dog ikke. Ewie.

 

Så fik vi lov til at rende lidt rundt på egen hånd… Jeg fandt straks dinosaurerne, hehe.

Og nogle søde bjørne…

Og hyæner.

Bedst af alt, var dog elefanterne, og jeg fandt da også vejen tilbage til dem igen <3

 

Generelt set måtte jeg jo lige et smut på savannen.

Og så så jeg de mest grimme, skræmmende, løstgående fugle, jeg nogensinde har set :)) var sikker på de ville flå mig levende. Puha. Not a fun time. De så virkelig scary ud i virkeligheden.

Jeg så også en påfugle-parringsdans, en sørøverpapegøje, og vendte tilbage til det store abebur… jeg kunne ikke lade være, jo.

 

Så har jeg en trafikprop, på vejen hjem, mig med min lækre iskaffe, og et kæmpespil plastret over ansigtet, fordi jeg hørte Oasis (og på turen hjem VARM), og footage af, hvor meget is, man egentlig skal have i maven, når man krydser vejene hernede 😛 Man skal BARE gå over… iskoldt… gå over… puha.

 

På turen hjem gik jeg forbi Post Office, da jeg alligevel skulle den vej, hvor jeg købte en souvenir til min lillebror, og derfra gik jeg videre over på Ben Thanh. De andre var taget hjem med taxa før mig, så jeg var alene det sidste stykke tid i zoo, og valgte derfor at gå hjem. Eller, mest fordi jeg gerne ville gå hjem, egentlig. Det passede mig perfekt, og jeg fik løbet nogle af de ærinder, jeg gerne ville. Jeg havde været i tvivl om nogle gaver, og nu havde jeg chancen for at load op, og få købt dem – og så fandt jeg den søøødeste elefantkjole, som jeg bare måtte eje. På turen hjem hoppede jeg i Family Mart og købte endnu en iskaffe, som jeg nød med min frokost.

Om eftermiddagen skulle vi lave Final Presentation, og på grund af en misforståelse, hvor jeg fik lukket en dør så hårdt, at den smækkede (fordi jeg var ked af det, og bare skulle væææk fra situationen), blev der bare råbt af mig af en, som jeg troede, var min veninde, at jeg slet ikke skulle komme tilbage :)) Så jeg gik op på værelset, og så græd jeg ellers bare som pisket. En af de andre piger, som jeg egentlig ikke er særlig tæt med, og som jeg 1) troede hadede mig og 2) var møgsyg, kom op for at trøste mig, og jeg fik det lidt bedre. Det hjalp dog ikke på, at jeg pludselig fik enormt mange smerter i foden – da jeg frustreret var gået op på værelset, må jeg have vrikket om på foden, for den gjorde pludselig bare virkelig nas, og begyndte også at hæve og blive virkelig grum (den havde allerede været forstuvet før, så den mindste belastning eller vrid i anklen, ville kunne få den til at fucke helt op – which also happened), så jeg måtte skrive til vores kontaktperson i Vietnam, om de kunne skaffe nogle krykker til mig, jeg kunne bruge, da jeg gerne ville med på turen dagen efter til et tempel. Hun svarede ikke rigtig, og da vi skulle spise aftensmad, måtte roomie støtte mig. Restauranten lå tre-fire bygninger væk, men jeg kunne nærmest ikke gå selv… det var superakavet. Jeg bestilte noget pasta-pesto, der var superskuffende, for at være ærlig. Tør kylling, tør pasta, alting var tørt. Mega trist.

Men til gengæld var mine recolor-billeder ankommet, og jeg var mega tilfreds med dem, jeg synes, de blev sååå fine. <3 og næsten helt ens. Meget tilfreds.

Som jeg gik hjemover, fandt jeg ud af, at der var blevet leveret krykker i receptionen fra fysioterapeut-uddannelsen, som jeg kunne tage med op. Jeg var totalt embarassed, fordi det var mega-meget gammelmandskrykker, aner ikke, hvad helvede de hedder, men det var én krykke, og den var så grim, og det var nærmest umuligt at gå med lortet. Very sad time.

 

Så senere på aftenen fik jeg også bare de vildeste mavekramper, jeg nogensinde har oplevet – troede ærligt, at jeg havde fået indre blødninger. Troede virkelig, jeg skulle dø, holy shit. Så jeg måtte have en pose med isterninger på den hævede fod, og en pose med varmt vand på maven, Z var en rigtig trooper-sygeplejerske, der tog sig godt af mig, mens jeg bare lå og klynkede. Awful time. Jeg faldt dog eventually i søvn, og der var heldigvis ikke noget galt med mig, for jeg havde det fint nok dagen efter, thank god. #spoileralert 😛

 

Det var det for i dag!

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x