Eksamensforberedelse

7 – og hvad så?

IMG_9012
Hej på bloggen!

I tirsdags trak jeg en case, og havde 24 timer til at forberede et oplæg til denne case. I onsdags var jeg så oppe og fremlægge, og jeg fik 7! Det er første gang, i mit liv, at jeg har været så glad for et 7-tal. Normalt er alt under 10 og 12 uacceptabelt for mig, og det ville absolut ikke være bedre for mig, samtidig at høre, at samtlige andre har fået 12 osv., som jeg også hørte på.
Men jeg var faktisk for én gangs skyld tilfreds med mit 7-tal, fordi det er det, jeg har fortjent, både på godt og ondt. Da jeg sad inde til eksamen begyndte jeg at græde som det første 🙂 mega på altså.
Det sagde de dog ikke så meget til, de har jo nok prøvet det før. Men sagen er den, at jeg altså blev rigtig ked af det, fordi jeg blev fyldt med angst, og et gigatisk pres. Jeg var så nervøs for, at jeg ikke kunne leve op til deres eventuelle forventninger, og jeg er ellers ikke typen, der lider af eksamensangst, men presset blev altså for stort, og jeg begyndte at græde. Jeg synes det er så svært, fordi jeg så gerne vil gøre mit bedste og imponere, og jeg vil bare så gerne vise, at jeg godt kan, og så bliver jeg hunderæd for, at jeg så ikke kan alligevel, og at det indtryk vil være for evigt stemplet i dem, til hver gang de ser mig – det var hende, der skuffede os helt vildt til eksamen
Logisk ved jeg jo godt, det ikke er sådan, det fungerer, men jeg kan ikke ryste det af mig, lige meget hvad. Især 24-timers er virkelig provokerende for mig, fordi jeg føler, at de synes, jeg skal have forberedt mig i 24 timer, legit, 24, hvilket jeg altså ikke har. Jeg er rigtig træt og døsig p.t., jeg sov 8 timer måske om natten, og så tog jeg samlet set 4 lure, der hver varede ca. en halv time. Derudover har jeg set film med min lillebror, spist, og bare chillet, og så lavet min opgave. Hvilket er et stort chill-skridt, i forhold til min sidste 24-timer på HF, hvor jeg arbejdede straight i mindst 20 timer. Jeg sov 2 timer, jeg så nok serie i en time, og så var der lige mad og sådan lidt hist og her, men ellers arbejdede jeg derudaf, og jeg fik 10.
Det gjorde jeg ikke denne gang, og jeg tog nok lidt for let på det, men sådan er det. Sagen er den, at jeg var træt, jeg kunne ikke fokusere, og jeg gjorde mit bedste. Der forventes ikke mere af mig, end mit bedste, og lige denne dag, var et 7-tal mit bedste. Jeg er sgu bestået, hvad mere kan jeg bede om?

Anyway. Jeg kom videre, jeg rystede som en chihuahua, jeg var helt fortabt, og jeg prøvede at fortælle; og det fik faktisk rigtig godt, jeg kunne huske mange af de ting, jeg ellers ikke troede, jeg kunne huske, og jeg fortalte derudaf i mit oplæg. Jeg nåede ikke det hele, men det er jo klart, hvis jeg også sad som en crybaby, ikke? Men det nåede vi jo så senere, da der skulle stilles spørgsmål, hvor jeg formåede at svare på en del af dem. Der var også nogle, jeg ikke kunne, eller jeg måtte opgive, fordi jeg ikke kunne huske mere; jeg var for stresset og rystet til at kunne koncentere mig om at huske det, selv om jeg godt vidste det. Sådan er det. Én gang måtte jeg kigge i mine noter, og det trak så ned, fordi det var en ting, jeg skulle kunne uden at kigge i mine noter.
Derudover var eneste kritik, at jeg havde gået for meget i dybden, og ikke kigget bredt nok, som spørgsmålet gik på. Og det er jo, hvad det er. Derudover skulle jeg være mere faglig præcis i min brug af artikler, og ikke genfortælle dem, men derimod bare frem til resultater, og jeg skulle ikke være så usikker.

De sagde, jeg var god til eksamen, og god til at gå til eksamen, og jeg skulle aldrig tro noget andet – og jeg ved, jeg er god til at gå til eksamen, jeg bliver bare så overvældet af pres lige inden, fordi jeg vil gøre det til UG, og det er mit problem. Det skal jeg lære at arbejde med. Og de var meget imponerede over mig. De sagde, det var så flot, jeg slet ikke kiggede i mit oplæg, og at jeg kunne det hele udenad (næsten) – og at det altså ikke var det, der blev forventet af mig. Jeg måtte GERNE kigge i mit oplæg. Der var ingen, der forventede, jeg kunne det her svære stof udenad, og jeg satte altså baren alt for højt til mig selv, fordi det var slet ikke det, de så på. Jeg skulle bare kunne formidle det, jeg havde skrevet om i oplægget, og det var det eneste, de kiggede på – om jeg så kiggede i oplægget imens eller ej, det var, hvad det var. Det var jeg meget overrasket over; jeg kommer jo fra folkeskole og HF, hvor du skal kunne det hele udenad, da det ellers trækker ned, så det var selvfølgelig det, jeg gik efter!
Og det skal jeg IKKE fremadrettet.

Det jeg vil sige er bare, at det ikke er nogen skam, at lade sig selv leve, mens man sidder og forbereder eksamen. Du skal ikke sætte baren alt for højt, du skal ikke bekymre dig alt for meget. Du gør dit bedste, og det er det eneste, nogen kan forvente af dig.
Og jeg er fandeme stolt af mit 7-tal, jeg er så, og det mener jeg. Jeg kan nu officielt kalde mig modul 4 studerende, når jeg skal ud i klinik på gastromedicinsk. Og det blev også fejret med en dejlig pepsi max da jeg kom hjem. <3
Glem ikke at følge mig på Bloglovin’, enten med profil derinde, emailadresse eller facebook.

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Eksamensforberedelse