Havnefest??

Hvad har jeg lært i SFT? #1

Nu er der sikkert flere af jer derude, der undrer jer over, hvad filan SFT er.
Ganske forståeligt.

SFT står for Social Færdigheds Træning, og er en gruppe, jeg er startet i for fem uger siden, hvoraf de sidste 2 har været sommerferie. Første uge var der primært bare introduktion, så arbejdet begyndte først anden uge.
Gruppen er hver fredag fra 11-12:30 i det psykiatriske regi på hospitalet, og er bl.a. et tilbud, der findes i OPUS-tilbuddet, som jeg går i. Måske der kommer en nærmere forklaring om OPUS, og grunden til jeg er der. Det må tiden vise. For nu snakker vi bare SFT.
Jeg har kun været i SFT tre gange, så jeg har selvfølgelig ikke nået at lære helt vildt meget, men de ting jeg har lært, vil jeg gerne dele med jer, der læser med, og måske har nogle psykiske udfordringer, begrænsninger, eller lignende – og selv hvis I ikke har noget af det, er jeg ret sikker på, at det kan bruges alligevel.

Så jeg tænker, at starte op med det, jeg lærte den første gang. Jeg tager udgangspunkt i de hjemmeopgaver, vi har fået for.
Den første handlede om advarselstegn/advarselssignaler. Den synes jeg er meget vigtig, og utrolig relevant, om man har problemer med psyken eller ej. Egentlig går denne opgave bare ud på at registrere, hvad for nogle tegn, man oplever fysisk og psykisk, når man bliver lidt for presset, eller er i gang med at få et tilbagefald i sin sygdom. Når disse er registreret, kan man begynde at observere og måle på dem, og dermed tage tingene i opløbet, så man måske når at reagere og gøre noget ved det, der presser en, inden man får et tilbagefald, får stress, eller hvad det nu kan være. Jeg fik selv rigtig meget ud af at snakke med mine forældre og en veninde om mine tegn.

De tegn, som jeg f.eks. mærker (og der er mange) er følgende:
– Jeg får rigtig svært ved at koncentrere mig.
– Jeg får indsovningsbesvær (svært ved at falde i søvn), eller sover alt, alt for meget og er virkelig træt.
– Jeg føler mig ikke rigtig interesseret i noget, og nyder ikke de ting, som jeg gør (og som jeg måske plejer at nyde).
– Jeg føler mig utrolig rastløs og urolig. Dén er lidt tricky, fordi det gør jeg faktisk i forvejen…. det gør jeg egentlig med alle tegnene, men de bliver forværret, når jeg er i en dårlig periode.
– Jeg føler mig mere deprimeret end ellers. Initiativløs, ked af det, osv.
– Jeg får sværere ved at huske ting end ellers. Dette påvirker mig dog ikke meget.
– Jeg bliver opslugt af en eller to ting. Den fylder heller ikke helt vildt meget, men i dårlige perioder har jeg med at zoome helt ud fra virkeligheden, og så zoomer jeg ind på én lille ting, der slet ikke har nogen reel betydning, og lader det totalt konsumere mig, i den periode, hvor jeg har det skidt.
– Jeg trækker mig fra venner og familie, isolerer mig.
– Jeg bliver meget paranoid, og tror, at andre snakker om mig eller griner af mig.
– Jeg mister interesse for mine venners ve og vel, og for verdenen.
– Jeg får det skidt af meget små årsager, dvs. der skal ikke ret meget til, før jeg bliver rigtig ked af det. Og vi snakker virkelig ingenting, jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er brudt grædende sammen, fordi mine forældre har inviteret mig ud at spise f.eks., fordi jeg bliver helt rundt på gulvet over det.
– Jeg bliver overstadig og ophidset.
– Jeg føler mig meget værdiløs og nytteløs.
– Jeg bliver overdrevent aggressiv og irritabel (spørg bare mine venner). I forlængelse heraf bliver jeg rigtig gal over småting.
– Jeg bliver ligeglad med mit udseende, jeg orker ikke gå i bad eller tage mig af mig selv.
– Jeg kommer nemt i skænderi med f.eks. familie.
– Jeg får tanker om at skade mig selv eller begå selvmord. Dén her er svær at sige højt, fordi jeg altid har syntes, det var ekstremt pinligt. Men det er et kæmpe red flag for mig, og noget jeg SERIØST skal holde øje med og tage seriøst.
– Jeg bliver lettere nervøs for, om jeg er ved at blive sindssyg eller miste besindelsen.
– Jeg får tanker om at skade eller dræbe andre. Jeg har rigtig tit voldstanker, not gonna lie, hvilket jeg også synes er ekstremt pinligt, men det hører under min diagnose, og det trøster mig utrolig meget, at vide, at det altså ikke er mig, der er skingrende skør, men at jeg har nogle forstyrrelser i mine tanker/i min hjerne, der gør det. Og jeg kunne selvfølgelig ALDRIG finde på at handle på det!
– Jeg får mere lyst til daydrinking og trang til at tage stoffer (har aldrig taget stoffer tho), for at glemme tingene.
– Jeg har svært ved at komme tilbage til den positive side, når jeg bliver opslugt af mørket.
Jeg oplever angst og ængstelighed over småting, samt random panikanfald eller grådanfald.
– Jeg får tankemylder.
– Jeg bliver meget sarkastisk og selvironisk, og joker med ting, der literally ikke er sjove.
– Jeg skriver meget i dårlig capslock, det giver nok ikke mening for normale mennesker, men ja… haha.
– Jeg svarer folk meget kort og uinteresseret.
Og så er der en sidste, jeg har lagt mærke til i lige denne periode, hvor jeg har det dårligt:
– Mine bizarre/magiske tanker bliver forværret.
– Dvs. jeg føler at folk kan høre/læse mine tanker, og har tænkt sig at handle på dem. Så når jeg f.eks. får en tanke om at skade andre, eller bliver bange for at nogen kommer til skade, frygter jeg, at nogen hører tanken og udfører den.
– Mine tanker indgår også i at jeg føler mig mere overvåget end ellers, at nogen holder øje med alt hvad jeg gør, at intet er sikkert.
– Og jeg føler at alt er konspiration møntet på at fucke mit liv op, og ødelægge mig.

Ovenstående er alle mine advarselstegn. Jeg får selvfølgelig ikke altid dem alle på samme tid (og andre gange gør man), men når jeg oplever nogen af dem, så ved jeg, at jeg skal finde ud af, hvorfor jeg har det sådan, og få gjort noget ved det så snart som overhovedet muligt, så det ikke fortsætter, og jeg derved får det værre.

Andre advarselstegn kan f.eks. være:
– at føle sig spændt og nervøs, at spise mindre, at beskæftige sig med religiøse emner, at høre stemmer eller se syner, at tale sort, at have en fornemmelse af, at andre kontrollerer en, at have mareridt, at have fysiske smerter og besvær, og en milliard andre ting.

Advarselstegn kan være alt muligt, og er meget, meget individuelt. Også blandt folk med samme lidelse.

Det jeg har gjort, efter jeg registrerede mine tegn, det er, at jeg har skrevet dem alle sammen ned på en seddel, som jeg har liggende i min pung, så jeg hele tiden er opmærksom på, hvad jeg skal være opmærksom på ved mig selv. For det kan meget vel være, at jeg føler, jeg har det skidt, og jeg mærker tegnene, men negligerer dem, og så er det meget rart at have noget konkret, fra en dag, hvor jeg havde det fint, og var klar i hovedet og skrev alt ned, der er seriøse tegn, som jeg skal handle på – og så gøre dette.
Så jeg vil anbefale andre, der har f.eks. en psykisk lidelse, eller som bare er måske let modtagelige overfor stress, til at kigge lidt på, hvad jeres krop og sind gør, når I har det skidt, og får det skrevet ned, så I er i stand til at handle på det (og så andre er). 🙂 Og dét er hvad jeg har lært i første omgang af SFT.

Jeg håber I kunne lide indlægget, selv om det er lidt anerledes. Jeg lover, at den her blog ikke udelukkende bliver “jeg er psykisk syg se mig, elsk mig, hAV MEDLIDENHED MED MIG”, men det bliver en del. Og der kommer til at komme de her indlæg ugentligt, hvis jeg får taget mig sammen til det, i håb om at inspirere andre, og “uddanne” andre på det her punkt. Jeg synes, jeg møder så mange ignorante, imkompetente mennesker. Det kan være, de ændrer mening eller får mere forståelse, når de kan læse, hvordan det er, og hvordan man kan arbejde med det 🙂 Så ja, prøv det ud, og skriv gerne i kommentarerne, hvis I har nogle advarselstegn. Både nogen som er beskrevet, men også hvis der er nogen, der ikke er. Altid rart med lidt inspiration – jeg fandt først ud af, at jeg blev ængstelig og fik tankemylder, efter nogle andre i gruppen nævnte det, og jeg fik reflekteret og tænkt “hey, det gør jeg sgu egentlig også”. Så inspirér hinanden, for faaaaen 🙂

niwi6651

Glem ikke at følge med på bloglovin‘.
Til vi ses igen:

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Havnefest??