Nytårsfortsætter?

Bruhhh, så kom vi alle – forhåbentlig helskindede – ind i det nye år.

”Nyt år – ny mig!” Lyder det bekendt? Jeg har i mange år gået og trippet på dén. Men hvorfor vente til nytår? Og hvad er der i øvrigt galt med mig?

Jeg er god nok, som jeg er. Jeg skal ikke laves om. Men jeg kan forbedre mig. Derfor er mit nytårsfortsæt at forbedre mig selv. Gøre mig til en bedre version af mig selv.

Jeg har gennem den sidste måneds tid gennemgået en masse emotionelt, som jeg har haft rigtig svært ved at kapere. Negative tanker og følelser, der fuldkommen har haft knust mig, og gjort mig fuldkommen ugidelig. En følelse af konstant udmattelse, og manglende glædesfølelse. Det er underligt at se andre mennesker smile, grine og være glade – og gøre det samme selv, men samtidig føle sig helt tom indeni.
Der har aldrig været ét tidspunkt, hvor jeg har følt mig god nok – til noget. Det var ligegyldigt, hvor mange tolvtaller, jeg høstede hjem i skolen. Ligegyldigt, hvor meget ros jeg fik fra andre, for de ting, jeg lavede, uanset hvad det var. Det var ALDRIG. Godt. Nok.
Ikke for mig.

Den sidste måned har jeg døjet endnu voldsommere med denne følelse af, ikke at slå til. Jeg er faldet bagud på mit studie, hvilket jeg er ked af, men jeg kæmper så hårdt, jeg nu kan, selv om det er svært, når man hele tiden render rundt i en eller anden form for døs, uden helt at vide, hvad der foregår, og hvad man skal tænke.
Efter at have fået renset luften, og fået sat ord på de ting, jeg har følt, har jeg fået det betydeligt bedre. Det har hjulpet at snakke lidt om det, i stedet for bare at rende omkring og lade som ingenting. Det er stadigvæk svært, og det gør stadigvæk ondt, men jeg er langsomt på vej op igen, tror jeg.
Jeg er stadigvæk ualmindeligt udmattet og træt hele tiden. Nogle gange sover jeg 15 timer på et døgn, andre gange 6 timer. Det varierer. Uanset hvad, er jeg træt. Men jeg føler selv, at jeg er ved at få noget “følelse” tilbage i kroppen. At jeg kan mærke gode ting igen. At der faktisk er lidt lys for enden af denne her nedtur.
Jeg har været nede før, men intet i denne kaliber, derfor har det også slået rimelig hårdt. Jeg tror også, at det er derfor, det har taget lidt ekstra tid, at komme ovenpå igen. Men nu er jeg på vej, og det er trods alt en start.

Så nyt år, ny mig?
Arh, ikke helt. Nyt år, bedre mig. Der er ikke noget galt med mig.
Hvem er det, der tror, jeg ikke slår til? Der synes, jeg ikke er god nok, lige meget, hvad jeg gør?
Mig.
Jeg er den eneste, der tænker de tanker – og hvorfor? Er der nogen logisk grund til, at jeg går rundt, og gør mig selv i dårligt humør, fordi jeg er usikker?
Det er pissesvært at “bare” se lyst på tingene, for det kan man ikke “bare”. Folk siger det altid, som om det er noget, der kommer let og ud af det blå, men det gør det altså ikke. Det tager tid, det tager vilje, det tager, at man faktisk gider stoppe op og tænke. Og det gør man ikke altid, fordi det bare er automatisk. Det er blevet rutine.
Hver gang, jeg går forbi en gruppe teenagere, der står og griner.
“De griner af mig. Åh gud. Hvad har jeg nu gjort? Stop. Uha. Kig ned. Ignorér dem. Gå hen til sidegaden og gå en omvej, så du ikke behøver se dem i øjnene.”
ØØØØØØH??????
Nej, Cecilie.
Hvem siger, de griner af dig? De har dårligt nået at se dig, på den afstand. Hvorfor griner? Du er bare én ud af 100 andre mennesker, der kommer gående. Hvorfor skulle det lige præcis være DIG af alle, de besluttede sig for at grine af? Er det muligt, at de enten har det sjovt, eller blot har gjort det til en hobby, at få folk som dig, til at tvivle på sig selv? Hvem tror, de griner af dig? – Og hvad hvis de gør? Hvad betyder det for dig? Du kender dem ikke. Du kommer aldrig til at kende dem. Hvorfor har det så betydning? De er sikkert et par low-life tabere, der ikke har meget andet at tage sig til, end at stå og grine af mennesker, der kommer gående, og faktisk gør noget med deres liv.
Så NEJ, ikke kig ned. Du har IKKE gjort noget galt. FUCKING VIS DEM, AT DU IKKE GIVER EN FUCK FOR DERES GRINERIER, HOVEDET HØJT, GÅ AF STED, SOM ER DE INTET ANDET END FUCKING DYR. RYK DIG IKKE FOR DEM. LAD DEM RYKKE SIG. FUCKING LAD VÆRE MED AT GÅ NED AD EN SIDEGADE, BARE FOR AT KOMME UDEN OM DEM – VIS DEM DU ER SELVSIKKER, OG AT INGEN KAN TAGE DET FRA DIG.

Dette er blot et ud af mange eksempler på, hvordan det går mig, når jeg færdes i verden, grundet mine usikkerheder.
Dét skal ændres. Og hvorfor ikke nu? Hvor jeg endelig er ved at komme ovenpå? Hvorfor være “ok”, hvis jeg kan være “super”?
Jeg er Cecilie, og det er der ikke noget galt i – jeg er god nok, som jeg er, og jeg kan ikke vente med at vise det.

– Cecilie x