Eksamenssvar & karaktersnak

Hej på bloggen! Jeg har fået min eksamenskarakter tilbage, og får en udtalelse om 10 dage, ca.
Jeg er stadigvæk sløj, snottet, hoster, er generelt skidt tilpas, og har lidt svært ved at fokusere på mit studie, og jeg er meget træt, så bloggen har ikke lige fået første prioritet. Men her er jeg!

29. februar fik jeg svar (en dag tidligere!!!), og jeg var voldsomt skuffet. Virkelig ked af det, sur på mig selv, og skuffet over min egen præstation. Jeg fik et 7-tal, hvilket er over middel, og sådan set er en okay karakter.
Problemet for mig ligger bare i, at jeg er en 12-talspige. Jeg har altid fået 10-12, og har altid stræbt efter, at gøre det, så godt som overhovedet muligt – og bedre end det! Ofte er det slet ikke “godt nok” for mig, at få 10, jeg vil helst have 12, og selv der, er jeg ikke altid tilfreds. Hvilket er hårdt og svært.
Fordi, man er nødt til at erkende, at man fandeme ikke kan få 10 og 12 i alt (selv om min lillebror har knoklet røven ud af bukserne og fået det, the hell, bro??? men tillykke). Sådan er det bare – man har forskellige styrker og svagheder, og det er okay, at man ikke får en supergod karakter, så længe man har arbejdet, og knoklet med sin opgave, og gjort den, så godt, man selv nu kunne.
Nu ved jeg ikke, hvad jeg har “gjort galt”, men her ligger der et problem for mig – hvad nu, hvis det var noget, jeg kunne have gjort anerledes, men var for stædig til at gøre anerledes? Ugh, det stresser mig, og det gør mig sgu ked af det. Det gør det.
Mange andre fra min klasse har gjort det betydeligt bedre, og fået 10-12, og jeg er STOLT af jer alle!! I har klaret jer godt, det har I sgu, og det er hundrede procent fortjent. Jer, der har fået 4-7, eller endda er dumpet, I har sgu også klaret jer godt, og gjort, hvad I kunne, og der er intet galt med jer! Så længe I er bestået, eller er klar på at give den endnu en skalle, og forsøge at bestå igen!

Hvordan kan jeg være så positiv overfor andre, og deres karakterer, men ikke mine egne?
Jeg aner det ærlig talt ikke.
Jeg har aldrig følt mig god nok – jeg var altid en outsider, jeg var sgu ikke den smukkeste, og jeg holdt lidt for meget af kage og søde sager (har ikke været tyk, bare nærmest kronisk oppustet), jeg er hidsig, etc., jeg har aldrig følt, jeg passede ind.
Nogle ville selvfølgelig sige, at det ikke er en dårlig ting, at man skiller sig ud – og selvfølgelig er det ikke det, men jeg har altid følt, at jeg skillede mig ud alene, og jeg hvilede ikke nok i mig selv til at føle, at jeg var lige så meget værd som andre, selv om jeg var anerledes. Skole har altid været det, jeg var god til – også selv om jeg ikke fulgte med, talte for meget i timerne, ikke lavede lektier (sorry mom & dad), sov i timerne, da jeg blev teenager (SORRY), og lignende. Det kan godt ses på mit karakterblad, jeg fik mange 4-7 taller, men hvis jeg gerne ville, var jeg sgu god.
Når jeg endelig besluttede mig for, at nu skulle der sgu ske noget, så gjorde det også. Jeg scorede højt til min afgangseksamen i 9’ende, selv om jeg havde svage punkter, selvfølgelig. Fik 7 i kemi og biologi, 10 i historie, og så vidt jeg husker 12 i engelsk og dansk – og 7 i matematik. Karakterer, jeg egentlig havde det fint med.
Min afgangseksamen i 10’ende gik egentlig også okay, selv om jeg ikke fulgte med – 10’ende var meget useriøs, vi brugte meget tid på at flantre omkring, gå på McD og lignende, hov.

HF ændrede meget – skulle man tro.. jeg fulgte godt med det første halve år, men i takt med, at jeg fik venner, fokuserede jeg lidt mindre på skolen, og mere på mine nyfundne venner – og selvfølgelig skal man fokusere på skolen, og ikke glemme dette, men for mig gav det langt mere overskud, at jeg havde venner, og jeg ikke kun bare var “skolepigen”. Det var dejligt. Lektierne lavede jeg ikke, noter svang lidt frem og tilbage, jeg var ufokuseret, men jeg var glad. Til gengæld lagde jeg al min tid i mine afleveringer (i hvert fald de sidste 24 timer inden aflevering, lol), og fremlæggelsesopgaver, osv., og her klarede jeg mig eksemplarisk.
Jeg gik ud af HF med 7 i skriftelig matematik, 4 i mundtlig, 12 i NF (kemi/biologi/geografi), 7 i mediefag, 12 i skriftlig engelsk på A niveau, 10 i mundtlig, 12 i mundtlig dansk på A niveau, 10 i skriftlig, 10 i psykologi på B niveau, og 12 i KS (religion/historie/samfundsfag) – og derved havnede mit gennemsnit fra HF til at ligge på 10,8.
Jeg var så ked af det, fordi jeg fik 10 i mundtlig engelsk, der var min sidste eksamen, og det betød, at mit gennemsnit faldt fra 10,9 til 10,8, og jeg havde jo håbet, jeg lige kunne nå at få 11.
Men sådan er det, og når jeg ser tilbage, er jeg sgu egentlig stolt.

Jeg gik direkte på sygeplejestudiet, og jeg fik 10 i min første eksamen på Modul 1.
Af samme grund slog det også hårdt, da jeg så kun fik 7 nu.
Jeg er ikke stolt, og jeg føler ikke, dem omkring mig er stolte heller. Og det ved jeg, de er, men…
En veninde sagde, at hun godt vidste, jeg var ked af det, men at hun selv ville være tilfreds, fordi 7 sgu var en god karakter? Og min mor sagde, at jeg ikke kunne regne med, at jeg ville kunne opretholde 10-12 taller, fordi jeg var på et helt nyt niveau nu – et højere, sværere ét, og derfor måtte jeg forvente, at mine resultater kunne dale, selv om jeg gjorde mit bedste – og at det var helt okay!

Derfor forsøger jeg nu at acceptere, at jeg har fået 7 i min eksamen på Modul 2 – og det er svært, men jeg har sgu ikke noget valg. Jeg er bestået, så hvorfor ikke bare ligge det bag mig, og komme videre på Modul 3?
Af samme grund har jeg også besluttet, at det kunne være en idé, at jeg ligger mine tidligere eksamener op evt. med feedback, for at hjælpe medstuderende og andre.
Og som min lillebror så fint sagde til mig: “Jeg er ikke en facitliste.” 
Altså – nej, jeg er ikke den, med alle svarene, og der skal ikke stoles blindt på mig. Det er ikke et “Cecilie får altid 12 så vi følger bare hendes eksempel”, fordi NEJ, det gør jeg ikke. Jeg prøver mig frem, ligesom andre skal, men nogle gange kan det være lettere, hvis man har lidt inspiration til, hvordan man kan besvare en opgave.

Jeg er ikke en facitliste, jeg er en studerende, der prøver mig frem, og lider både nederlag og sejre. 

– Cecilie x