Hvad har jeg lært i SFT? #15

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Fra sygeplejerskeindlægget, om mit ophold på Ortopædkirurgisk afd., springer jeg nu videre til min patientrolle i SFT endnu engang.

Som jeg nævnte i forrige indlæg, synes jeg det var helt vildt svært, at hoppe direkte fra den ene rolle til den anden – som professionel, agerende sygeplejerske, til “uvidende” patient. Det er jo ikke fordi, jeg er uvidende, når jeg er i min patientrolle, men jeg har en anden rolle der, fordi jeg behandles af nogen, der er langt mere professionelle, og har meget mere erfaring – og så er det selvfølgelig mig, der er omdrejeningspunktet. Mig, der skal arbejdes med. Det er lidt noget andet. Jeg har enormt meget sygeplejeteori, og meget af det har jeg også kunnet bruge ift. mine egne udfordringer, men det er alligevel noget helt andet, når andre bruger tingene “på” en. Men selv om det er hårdt, er jeg også vild med den kontrast, det hele giver. Og jeg er sikker på, at det styrker mig i sidste ende, i mit virke som sygeplejerske, at jeg har prøvet begge dele.

NÅ. Denne uges SFT var lidt i forlængelse af det andet. Vi blev spurgt, om vi syntes, det var hjælpsomt, at høre om andres strategier, og sidde og analysere på dem, og jeg var i hvert fald en af dem, der sagde ja. Både fordi det var rart at blive inspireret, men også fordi det kan være svært at bevare overblikket som enkeltperson over, hvad man synes, at tingene giver en, og hvad det koster, hvor man i fællesskab lidt bedre kan komme med flere ting, som man ikke selv havde tænkt over, faktisk havde betydning for en, men som man så set i bakspejlet godt kan se, har betydning. I sidste uge handlede det bl.a. om selvskade som strategi, hvor den, der bragte det op fortalte, at det var problematisk for vedkommende at selvskade, fordi så kunne vedkommende ikke hjælpe andre. Den havde jeg slet ikke tænkt over selv. Ikke på samme måde, i hvert fald. Jeg havde jo godt tænkt over, at det var grimt, og at folk nok ville se ned på en, og måske føle sig utrygge – men jeg havde ikke decideret tænkt over, hvad det ville gøre ved min autencitet. Så det var HELT klart noget at tænke over.

Så, det, der foregik var, at vi skulle finde en strategi, til at komme af med negative tanker og følelser, finde effekt på kort og langt sigt, finde ud af, om det bragte os tættere på det, vi ville med vores liv, og hvor meget det kostede os.

Den første strategi, der blev budt ind med var “høre musik, vippe med hovedet, slappe af, isolere sig, gruble”. Det var en lidt lang en, der nemlig havde flere formål, og vi så på den som en helhed. Personligt bruger jeg ikke lige helheden, men jeg kan godt relatere til dele af den… så derfor inkluderer jeg den i dette indlæg. Vedkommende, der fortalte om strategien fortalte, at for ham/hende gik følelserne væk, og de kom ikke tilbage igen. Det bragte vedkommende tættere på et godt liv, ift. at høre musik, fokusere på musikken, reflektere over måder at forbedre sig på, og gav vedkommende større indsigt. Til gengæld kostede det vedkommende en del tid, i nogle tilfælde relationer til andre pga. isolationen, strategien fører med sig, og energi, i form af, at vedkommende blev træt af at bruge strategien.
- Jeg har ikke nogen egentlig konklusion, på denne her. Personligt synes jeg jo det er en forholdsvis god strategi, hvis følelserne altså går væk. For mig gør de bare ikke det altid. Men den er helt klart en knapt så omkostningsrig strategi, og altid et forsøg værd, hvis man har det skidt – hvis ikke den virker, kan man jo bare gå videre til en anden!
Næste strategi, der kom på bordet, var “stofmisbrug/misbrug generelt”, som også var en af dem, jeg syntes var enormt vigtige at tale om. Jeg har aldrig selv taget stoffer, men jeg ville da absolut lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg har overvejet det. Utrolig mange gange. Når min angst bliver rigtig slem, så kommer trangen da over mig… den lille stemme i hovedet, der siger “hvis nu du bare tog en bane coke, så ville du måske ikke være så angst. så ville du måske fungerer som et normalt menneske. så ville tankemylderet stoppe”. Heldigvis har jeg altid haft en anden, større stemme, der mindede mig om, hvor komplet åndssvagt – undskyld, hvis nogen af jer derude tager stoffer, og finder det hjælpsomt – det ville være. Og lige netop her, gennem analysen, fortæller jeg hvorfor: vedkommende, der fortalte om det, sagde, at følelserne som regel kun gik væk kortvarigt, og de kom altid tilbage for fuld hammer igen bagefter, værre end før, fordi de blev efterfulgt af selvhad. Så allerede her, kan jeg informere jer om – don’t do drugs to cope with ur mental illness!!!!!! Men hvis du ikke er overbevist, så tager vi den lige skridtet videre. Personen, der fortalte om det, sagde, at det på ingen måde bragte ham/hende tættere på det liv, han/hun gerne ville have. Derimod kostede det en masse. Obviously, var det pikkedyrt, men derudover røg vedkommendes almene fysiske og psykiske velbefindende helt i bund, og vedkommende fik hverken uddannelse eller job. Jeg kan så fortælle jer, at man også risikerer at miste en del af ens relationer, selvfølgelig ikke dem, man evt. tager stoffer med, men de andre, vil langsomt begynde at tage afstand. Derudover risikerer man også, at blive involveret med sketchy typer, og altså, you can literally die from drugs, så altså…
- Konklusion? DON’T DO DRUGS KIDS. Det er legit en af verdens værste mestringsstrategier, fordi den giver falsk lykkefølelse og falsk kontrolfølelse.
- PS. det gælder i øvrigt for alt misbrug, dvs. også pillemisbrug, madmisbrug, igen selvskade, osv. Seriøst – få hjælp og kom ud af det, for det er pissefucking farligt.

Så havde vi ikke mere tid til denne del, men jeg vil altså også gerne lige dele en af mine mestringsstrategier, der faktisk fucking virker…

“Være sammen med familie/venner”. Meget simpel. I et af mine første SFT-indlæg skrev jeg, at et af mine advarselstegn på, at jeg fik det værre igen var, at jeg begyndte at isolere mig. Ikke noget, jeg selv havde lagt mærke til, men noget min mor havde opdaget, at jeg gjorde. Så derfor har jeg nu prøvet at have mere fokus på, ikke at gøre det, og række ud, hvis jeg har det dårligt. Og egentlig har jeg også gjort det i lang tid på et mere ubevidst plan, når jeg har hevet fat i min lillebror, mens jeg boede hjemme, og spurgt, om vi ikke skulle se film, om vi ikke skulle spille et spil, o.lign. Men anyway: følelserne går nogle gange væk, og andre gange gør de ikke, for mit vedkommende. Man kan lige så godt være ærlig. Det er ikke altid, det virker. Men det kommer også stærkt an på det sociale samspil lige dén dag, og hvor god jeg er, til selv at hive mig lidt ud af tankerne og være nærværende. Fordi nogle gange fylder tankerne bare enormt meget, og selv om jeg så prøver at hygge og være sammen med dem, jeg holder af, så bliver de ved med at fylde. Så er det positive bare, at så længe jeg så er sammen med min familie/venner, så gør jeg i hvert fald ikke tingene værre, f.eks. ved at gruble over det. Og det bringer mig tættere på det, jeg vil med mit liv. For det jeg vil, det er jo, at være sammen med min familie/venner. At være glad, at være rask, at kunne grine og hygge, og når jeg siger “fuck dig depression/angst/skizotypi”, og er sammen med andre, i stedet for at isolere mig, så kommer jeg jo tættere på mit mål. Til gengæld synes jeg også, det er en dyrere fornøjelse. Ikke rent økonomisk set, men jeg synes, den er svær. Fordi den kræver overskud. Jeg skal tage mig sammen, til at se nogen, og jeg skal tage mig sammen, til at spørge nogen. Jeg synes den er hård, fordi jeg tit føler, jeg er en byrde, og jeg tør ikke spørge folk, om de lige vil hænge ud, fordi jeg har en dårlig dag, fordi… jeg gider bare ikke sætte så meget fokus på det, vel? Så det er rigtig svært at komme over dén grænse, synes jeg. Nogle gange kræver det også at jeg sidder i sådan et halvt panikanfald, i al den tid, jeg er sammen med vedkommende, hvilket kan være enormt krævende. Derudover tager det nogle gange lang tid, før det her virker. Nogle gange skal man være sammen med en nærmest en hel dag, før jeg føler, at det har hjulpet på mit humør, hvor at hvis jeg bare lige gjorde, som mit hoved sagde, og sparkede til noget, jamen så var følelserne væk på mindre end fem minutter…
- Så konklusionen er: en rimelig bivirkningsfri strategi, der har enormt mange positive fordele, men som også kræver noget, der kan være svært, hvis man i forvejen har det dårligt. Men hundrede procent en strategi, jeg er fan af, og som jeg vil blive bedre til at benytte mig af, for jeg har faktisk et rimelig godt, stabilt netværk, som jeg ved, vil være der for mig – jeg skal bare blive bedre til at bruge det. Så det må jeg gøre.

Til slut fortalte vi om de mål, vi havde haft i SFT. Jeg synes, det her indlæg blev lidt langt, så jeg laver et separat et, med mine mål i.

Men et af de andres mål var bl.a. at være mindre hård ved sig selv, og vedkommende sagde det her gyldne citat, der simpelthen fik mig til at grine så meget, selv om det slet ikke burde: “Jeg kan godt være lidt selvhadende nogle gange, så… det vil jeg gerne blive bedre til ikke at være.” Der er absolut INTET sjovt ved det, men det var bare så pinefuldt relatable, at jeg bare havde lyst til at skrige “fucking same, min ven”… hvilket selvfølgelig var totalt upassende, så det gjorde jeg ikke. Men jeg synes budskabet er godt – ingen grund til at være så selvhadende. Mere selvelskende, i stedet for. Much better.