Forlængelse af OPUS & ny gruppe
Hej bloggen, og velkommen tilbage!
Tjuhej, som tiden går, synes jeg! Jeg har stadigvæk travlt med opgaver, læsning, klinik, og hvad der ellers hører ind under dén gren. Derudover har jeg travlt med en milliard andre ting også, og har også en person, der snupper rigtig meget af min tid, hvilket jeg ikke lige har været ude for før i mit liv… så derfor ryger bloggen desværre lidt ned i prioritet, men jeg prøver, at få skrevet, når jeg nu kan – og jeg tager billeder og planlægger og alt muligt, jeg kommer bare ikke rigtig længere end det.
NÅ. Påskeferie for de flestes vedkommende, og også mit. Men det er nu ikke det, det her indlæg kommer til at handle om. Næ, det her skal nemlig handle om OPUS.
Mine SFT-indlæg har været oppe i forbindelse med OPUS, fordi SFT var et gruppetilbud jeg fik, i præg af min behandling i det, der hedder OPUS (forestil jer min forvirring, da IT-systemet på hospitalet også hed OPUS – det var mærkeligt triggering. Men det er ovre nu, da vi er skiftet over til Sundhedsplatformen, haha!).
Nå, hvad er det her OPUS så for noget, hvorfor er jeg forlænget, og hvad betyder det overhovedet?
OPUS er et toårigt, tværfagligt behandlingsforløb, for unge med skizofreni eller mistanke om skizofreni, skizotypi eller psykose. Jeg falder ind under kategorien “skizotypi”, eller skizotypisk sindslidelse, som det egentlig hedder. Det tænker jeg også at lave et indlæg om, på et tidspunkt. Men jeg kan i hvert fald slå fast allerede nu, at jeg IKKE er skizofren. Ikke, at der er noget galt med det – jeg har mødt masser af unge i OPUS, som er de sødeste mennesker, jeg har mødt, trods deres skizofrenidiagnose. Så folk med skizofreni er altså ikke farlige, drenge og piger. De er ligesom dig og mig, og de er som regel pissesøde, ligesom et hvert andet menneske. De har bare lidt ting at slås med på sidelinjen. Med det sagt, så er skizotypi dog en slags skizofreni, men bare uden hallucinationer og/eller psykotiske episoder, selv om det godt kan forekomme meget sjældent, og meget kortvarigt (kaldet mikropsykoser). Så de to ligger tæt op ad hinanden, og jeg er også i risikozone for at udvikle skizofreni, og dét skræmmer mig sgu lidt. Synes det er svært nok at have skizotypi, magter ikke en udvikling af det, haha.
NOK om det. OPUS er altså et tilbud til denne her gruppe af psykiske sygdomme, og man får en primærbehandler, som man så har samtaler med ugentligt, eller efter behov. Det her fungerede slet ikke for mig. Jeg elskede min første terapeut, men efter mit første halve år i OPUS, så stoppede hun. Hun var virkelig fantastisk, hun forstod mig, vi snakkede godt sammen, hun var rigtig god til at tegne og forstå mine abstrakte tanker, og sætte tingene i orden, når de var i kaos i mit hoved, og det var så rart. En dag havde jeg en virkelig skidt dag, og hun kom op til mig på Frederikssund sygehus, hvor jeg var i klinik, for at snakke med mig – hun var GULD værd. Så skiftede jeg terapeut, og jeg havde enormt meget mistillid til hende. Det gjorde det ikke bedre, at jeg ikke følte, hun forstod mig, og jeg var enormt presset fra flere sider, da jeg undergik det her skift i terapeut. Jeg følte, at min terapeut blev ved med at svigte mig, fordi der gik 2-3-4 uger, mellem samtalerne med hende, en sjælden gang i mellem 6 uger, og jeg syntes det var SÅ meget under kritik, og det slog virkelig min psyke ned. Jeg havde ingen tillid til den her kvinde, overhovedet. Jeg var så vred, jeg var så skuffet, jeg følte mig alene, og jeg havde det rigtig skidt, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Nu har jeg fået lidt mere styr på mig selv, og mit forhold til min terapeut er lidt bedre. Jeg skuler ikke helt til hende på samme måde mere, og selv om jeg ikke ligefrem elsker hende eller synes, hun er den fedeste i verdenen, så kan jeg da tale med hende nu, uden at det er “alt for farligt”. Og jeg vil sige, til trods for, at jeg virkelig ikke døjede hende i en periode, så har det alligevel hjulpet mig at vide, at jeg jo har OPUS. Jeg har et bagland. Jeg har et sted, hvor jeg er tilknyttet, hvor jeg kan være, og hvor nogen holder fast i mig. Så selv om jeg følte intet hjalp dengang, så har jeg det jo bedre nu, og det har OPUS da haft indflydelse i.
Ifm., at man kører i OPUS, har man også en tilknyttet læge. Denne læge står for diagnosticering, statussamtaler, og medicin. Jeg er nu på min 4. omgang medicin. Jeg startede med Abilify, så Zeldox og så Latuda. Jeg fik bivirkninger ved dem alle sammen. Ved Abilify var det rigtig godt i starten, fordi jeg var mere frisk og vågen om morgenen, men hurtigt døde min energi, og jeg blev så træt og døsig, at jeg faldt i søvn alle mulige steder. Zeldox fik jeg en dag nældefeber af, så det skulle jeg ikke tage mere, mente lægen – selvfølgelig fordi der så er risiko for mere alvorlige, allergiske bivirkninger. Latuda gik fint, indtil jeg steg i dosis (pga. manglende effekt), for så skete der det, at jeg en time efter indtagelse af medicinen begyndte at ryste og nærmest være ved at besvime, fordi jeg blev så træt og døsig, og det stod som regel på en times tid, indtil det var væk igen… så det fungerede heller ikke. Nu tager jeg Risperidon, og indtil videre har jeg ingen nævneværdige bivirkninger, men heller ingen effekt. Så det bliver spændende.
Udover primærbehandler og ugentlige samtaler, tilbyder OPUS også psykoedukation, som er undervisning i sygdom, og alt, hvad der hører til. Dette har jeg ikke deltaget i, da jeg ikke rigtig følte behov for det.
Så har de SFT, social færdighedstræning, som er en gruppe, hvor man lærer at tage stilling til, og begå sig i sociale situationer. Det lyder ret banalt, og selvfølgelig kan de fleste godt navigere i sociale sammenhænge, men det gav meget alligevel. Jeg gik i gruppen det halve år, det strækker sig over, og lavede opdateringer her på bloggen, efter hver gang. Indlæggene kan findes her.
De har en afspændingsgruppe, som jeg også går i, og det har jeg gjort siden januar, 2017. Der kom en plads kort tid efter, at jeg havde været indlagt, så det var rigtig fint. Først var jeg rigtig nervøs, og det var jeg de første mange gange, men det er jeg ikke mere. Jeg ser rigtig meget frem til afspændingsgruppen, hvor vi først kører noget ballstick under fødderne, og derefter varmer lidt op, og så kan vi lave hvad som helst, der lige er stemning for, hvorefter der sluttes af med spænd-slap-af-afspænding. Det er SUPER lækkert, og jeg føler virkelig, jeg gør noget godt for mig selv.
Som altid skriver du fantastisk godt. ville virkelig ønske jeg havde de evner, da jeg gik skole. Held og lykke med act. Håber det bliver godt for dig.