Vietnam 2018 – Dag 5 – 1. dag på Medical University Hospital

Jeg er allerede træt af at skrive det i hvert indlæg, for jeg føler mig totalt dum… men hej bloggen 😛 Og velkommen tilbage. I dag var første dag i kitlen på Hong Bang Street i distrikt 5, Ho Chi Minh City.

Den første uge skulle vi bruge på de kardiologiske afdelinger, hhv. to dage på interventionsafsnittet, og to dage på medicinsk afsnit. De første to dage foregik på “Cardiology Intervention Department”. Her har de bl.a. patienter, der har PCI eller stents, og så har de en mini intensiv-afdeling. De håndterer også patienter, der skal ned og opereres. Vi fik en rundvisning på afdelingen, og var også kort nede og se den kirurgiske afdeling.

Herefter fik vi nogle flere data om afdelingen. En sygeplejerske her har ca. 6-8 patienter, og de får i gennemsnittet 500$ i løn – jeg tænker det må være ugentligt? Lønnen afhænger selvfølgelig af, hvilken type vagter, sygeplejersken har haft. Derudover får hun en bonus, jo længere tid hun har arbejdet samme sted.

Derudover har personalet i Vietnam 12 dages fri om året – som ikke må afholdes samme tid. Det er mod vores 4-6 ugers ferie, som vi kan holde lige så sammenhængende, vi har lyst til, nærmest. Har man sygedage, bliver disse taget fra ens feriedage. Man optjener 1 feriedag ekstra, for hvert 5. år, man arbejder det samme sted. Derudover har personalet 6 måneders betalt barsel, hvis de er mor til barnet – og 3 dage, hvis de er far. Til gengæld er pensionsalderen lav – 55 år for kvinder, og 60 for mænd. Dog føler de sig ofte for friske, til at gå på pension, hvorfor mange tager et job bagefter.

 

Patienterne betaler for at komme på hospitalet, og kan vælge mellem tre forskellige værelsestyper. Et 4-patients værelse koster 50$ om dagen, et 2-patientsværelse koster 75$, og et 1-værelses koster 100$. Har man 1-værelses får man også air condition, køleskab, borde og stole, og skabe. Betalingen dækker værelsesudgiften, personalet og maden. Derudover dækker det også, at 1 pårørende kan blive på hospitalet og sove, da det i Vietnam er kotume, at det er de pårørende, der hjælper til meget personlig pleje m.m. De pårørende modtager som oftest også for medicin, og kvitterer for modtagelse heraf, og administrerer den, hvis det f.eks. er tabletter.

Under hele opholdet skrives der løbende ned, hvilken medicin, patienterne får, hvilke behandlinger, de får, m.m., som så til sidst regnes sammen, og de så får en regning herpå (mere om sygesikring m.v. kommer i et andet indlæg). Derudover mixes mænd og kvinder på værelserne, hvilket ikke ses i Danmark, medmindre der er overbelægning.

 

Vi fik lov til at fotografere undervejs, og jeg vil derfor dele nogle billeder med jer, af forskellige hospitalsfaciliteter.

Her ser vi hospitalets gang, og en lille fold-ud-seng til de pårørende, der fungerer både som stol og seng, hvilket vi syntes var sindssyg smart. I Danmark sover de pårørende ikke så tit hos patienterne, men sådan en stol ville jo kunne bruges på andre måder også, hvis der f.eks. er mange pårørende samlet på én gang, så ville den være nyttig, fremfor at man skal stjæle stole fra opholdsrum el. andre patientstuer. Noget andet vi bed mærke i, var det her dropstativ i loftet – det har selvfølgelig både pros and cons. En pro er, at de dropstativer, der står på fødder, tit står i vejen – og dem på sengene er sjældent høje nok til, at i.v. kan flyde ordentligt, hvorfor man tit har brug for de højere dropstativer på fødder. Her ville et dropstativ i loftet jo være eminent. En ulempe er selvfølgelig, at den er lidt svært at have med at gøre, når patienten f.eks. skal ud og tisse m.m. Afslutningsvis er der her lidt vanddamp koblet til et næsekateter, når der gives ilt, for at modvirke tørhed i næsehulen – det er jo også ret fikst fundet på, da tørhed ofte er et stort problem.

Af andre ting, så var der en telefon på hver af stuerne, så sygeplejerskerne kunne komme i kontakt med patienterne – det var jo smart, fordi sygeplejerskerne ikke altid kan nå ind til patienterne, når de kalder, og via telefonen vil de kunne notificere patienten om, at de har modtaget kaldet, men lige er ophængt. De havde også inde på ICU et vendeskema med form som et ur, og som hang oppe over patientens seng. Det syntes jeg var smart, fordi jeg tit oplever, at selv om jeg er meget fokuseret på de her vendeskemaer, så er det ikke altid, mine kollegaer er det. Nu var det selvfølgelig på ICU her, og jeg skal ikke kunne sige, om det er det samme på intensiv i Danmark – men det ville da være smart, da det skaber fokus på at få repositioneret patienterne, for at undgå de her tryksår. De havde også en ready-2-go akut-anafylaksi-boks med adrenalin pakket og klart i deres dropvogne, hvilket også var supersmart! Nu har jeg ikke oplevet et anafylaktisk shock close up, og det er jeg fandeme glad for (!), men jeg ved da, at i akutte situationer, så står vi altså ret tit og mangler kanyler, medicin, osv., og så skal man løbe ud i medicinrummet, men man må heller ikke løbe, fordi det skaber panik, og det tager bare sindssyg meget af ens tid, der hvor den ellers virkelig gælder. Så hvis man er på en afdeling, hvor det giver mening at have anafylaksi-bokse eller bare akut-bokse generelt, så ville jeg da sige go for it! For det kan spare enormt meget tid. Til slut, så havde de forskellige farvet ID-armbånd på, afhængig af, om de var faldtruet eller ej. Det blev jeg jo lidt forelsket i, for det var da PISSEhamrende smart. Jeg har før været på ortopædkirurgisk afdeling, og jeg må sige… jeg ved sgu ikke, om de patienter, der ikke er mine, er faldtruet eller ej, eller må støtte eller ej, så jeg har enormt svært ved at hjælpe dem. Hvis de havde sådan et lille ID-armbånd, der fortalte mig det, ville da det hjælpe min arbejdsgang enormt meget. Her betød rødt armbånd faldtruet, og hvidt armbånd ikke-faldtruet. Det bliver da ikke nemmere? Der var også forhæng mellem sengene, som kunne trækkes for hele vejen rundt, hvilket jeg også var betaget af. Jeg synes tit herhjemme, at der kun er de her dele-skærme, og dem er der aaaldrig nogensinde nok af, og man skal altid løbe rundt og lede efter dem – og det er bare ikke fedt for nogen parter, hvis man har en akut situation, man lige skal tage sig af, der ville et forhæng jo være smart nok.

Det her er blot LIDT af den viden, jeg har fået tilegnet mig på min første dag, og LIDT af den inspiration, jeg oplevede at få. Jeg var så mindblown, jeg syntes, det var helt vildt!

 

Vi fik endnu en rundvisning rundt, og jeg kan love jer for, at det her hospital var smukt. Tror jeg ville blive instantly cured, uanset hvad jeg fejlede, hvis jeg var indlagt her, udelukkende på grund af, hvor betagende det var at være der. Haha.

Jeg mener, helt ærligt!?

Vi var færdige omkring kl. 10-11 stykker, og blev vidst rundt. Derudover syntes vores sygeplejerske-lektor, Ms. Trinh, at vi også liiige skulle have taget billeder over alt, så vi legede fotomodeller for en dag. Det her er kun et udpluk, af det, vi stod model til…

Jeg vil være ærlig og sige: der var nogen, der syntes, det var træls. Jeg syntes, det var pissehyggeligt. Jeg var overrasket over, hvor meget vietnameserne gik op i de her billeder, for det havde jeg ikke lige… well, forudset! Men glad, det var jeg da bestemt. Jeg tænkte, at når vi tog så mange billeder, så måtte da bare ét af dem blive pænt, ikke? 😛 Dog ødelagde min kæreste hurtigt min selvtillid, for et par dage efter, de her billeder var taget, ringede jeg grædefærdig til ham, og vi snakkede lidt om alting, og da jeg var faldet ned, så sagde han: “Ved du hvad, jeg har lagt mærke til? Du har virkelig dumbo-ører.” … Jamen-øh, tak skat? “Bare rolig, har lagt mærke til, du ikke er den eneste.” Jamen det gør jo det hele meget bedre! Pft.

 

Efter photoshootet gik vi en tur ned i kantinen, hvor vores søde, søde Ms. Trinh gav frokost!

Jeg er lidt for glad for at spise frokost, åbenbart. Bagefter fik vi FRI. Søde Ms. Trinh viste os, hvilken vej, der ville være nemmest for os at gå hjem, hvis det var det, vi ville. Hvilket det var, på trods af, at det tog en time. De andre var lidt skeptiske ved det – det var jo sindssyg varmt og alt muligt. Jeg havde det fint. Jeg glædede mig. Jeg syntes, det var megahyggeligt. Jeg elsker at gå, jeg kan mærke, jeg bliver gladere, når jeg går meget. Så jeg var sådan set rimelig godt tilfreds.

 

Og så alligevel ikke…

Tre af os valgte at shoppe lidt, mens de to andre gik hjem i poolen. Fint nok. Jeg ville nemlig gerne shoppe, hehe. Dog ikke ligeså meget, som de to andre. De gik ind i alle butikkerne, og har en meget anerledes tøjsmag end jeg, så jeg stod meget akavet og kiggede på. Især en af dem havde ikke rigtig noget respekt for, at der var andre end hende selv med, og kunne blive derinde i halve og hele timer… men jeg er en god veninde, og jeg stod tålmodigt og ventede, og kom med feedback til det tøj, hun prøvede.

Så er vi endelig inde i en butik, hvor jeg også kan være med, og jeg finder nogle ting. Den anden pige siger “jeg går ind i prøverummet,” og jeg siger “det gør jeg også!”, men hende den første pige napper så det prøverum, jeg er på vej ind i. Så er det igen bare mig, der står og venter, alene, mens de to prøver tøj. Fint nok. Jeg blev så derude, kom med feedback, og da hun så er færdig, går jeg selvfølgelig ind. Jeg kommer ud, og så er hun sgu gået? Hun gad ikke lige komme med feedback til mig, selv om jeg har stået og ventet i evigheder på hende. Nice nok da. Så det ødelagde totalt meget min dag. Det endte med, at jeg bare måtte stå selv og prøve tøj, og komme med min egen feedback, ift. om jeg kunne lide det eller ej. Præcis ligesom jeg gør hjemme i Danmark. Nederen… resten af turen var jeg riiimelig stille.

Udsigt på vejen hjem, og fra Z og jegs hotelværelse.

 

Da vi kom hjem, besluttede Z og jeg os for at gå op i poolen, og vi NØD at have det hele for os selv.

Udsigten var pisseflot, og vandet var superlækkert, og vi grinede og hyggede.

 

Vi havde aftalt, at vi skulle se vanddukketeater senere på aftenen, kl. 19(?) tror jeg. Vi skulle gå omkring kl. 18, mener jeg det var, og lidt i 17:30 spørger Z og jeg pigerne, om de vil have noget at spise, da vi er sultne. Det vil de ikke, og kom med kommentarer om, at vi “bare skulle klemme maverne sammen”, da vi sagde, vi var sultne, og ville finde noget. Ret upassende?? Jeg har tideligere i mit liv fastet rigtig meget i præg af min anoreksi, og kan derfor ikke længere rent fysisk tåle at faste/ikke spise, i længere tid, da jeg så bare kaster op. Så vi sagde, at vi ville finde noget hurtigt, så.

Kl. lidt i 18, vælger de så ikke at give en melding om, at de går, men skriver bare “vi er gået nu”. Okay? Z og jeg havde ingen adresse, og måtte så spørge efter den, og gå af sted alene. Needless to say var jeg enormt sur. Både over kommentaren, men også fordi de bare var skredet, på trods af, at vi havde en aftale om at følges kl. 18 (eller hvornår det nu var – faktum var i hvert fald bare, at de gik før aftalt, og uden os). De undskyldte det med, at de troede vi var gået ud for at spise og ikke var klar… for man kunne jo ikke bare have spurgt…

Så 2 minutter inden vi ankom til Golden Dragon teateret, så skriver de, at de har betalt og er gået ind. Okay. Intet med “hvor langt er I?”. Nope. Bare gået ind. For igen: vi skal jo ikke følges eller være en gruppe eller noget som helst, vi må da bare klare os selv. Needless to say, jeg blev lidt yderligere småirriteret.

Men vi kom ind, og der var heldigvis plads til, at vi kunne sidde alle fem samlet, men altså, hvor jeg skummede, og havde svært ved at koncentrere mig om stykket. Det var af gode grunde lidt svært at forstå, da ingen af os taler vietnamesisk, og derudover kørte mit hoved selvfølgelig i totalt overdrive, på grund af dagens events. Men hen mod slutningen lykkedes det mig da at nyde showet – og Z sagde også, at jeg bare skulle glemme alt om det, så det prøvede jeg på.

Og selv om jeg ikke forstod vanddukketeateret, så synes jeg, at det var rigtig flot lavet, og en rigtig sjov måde, at lave teater på – det må jeg sige. Var alligevel lidt imponeret. Efter teateret, gik vi alle sammen ud for at spise pizza på Magherita Pizzaria, som lå nærmest lige overfor, hvor vi boede. Betjeningen var lidt skod, da de glemte en af vores bestillinger, men jeg syntes pizzaerne var enormt gode, og LIGE det, jeg havde brug for den dag!

 

Så alt i alt, en forholdsvis fornuftig dag, med nogle problematikker, som slog mig lidt ud – men enormt faglig lærerig og spændende. Så det vil jeg huske den her dag for, selv om den kørte lidt op og ned. Efter pizzaen var det lige lukt på hovedet i seng!

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x