Vietnam 2018 – Dag 4 – Kakerlak & Første skoledag

Hej bloggen, og velkommen tilbage til Vietnam.

 

I dag startede rigtig specielt ud. Som nævnt i sidste indlæg, var jeg voooldtræt, og gik i seng ved 16-tiden, i guess, og sov i lange, lange baner.

Indtil omkring kl. 4, hvor min roomie, Z, udbryder:

“CILLE! VÅGN OP! DER ER EN KAKERLAK UNDER DIN SENG.”

Jeg svarer, meget søvndrukkent: “Z, jeg er ligeglad, jeg vil sove.”

Selv om jeg ligger med hovedet ned i puden, kan jeg nærmest se Z’s forbavsede udtryk for mig, for stilheden siger alt. Jeg prøver at sove lidt, indtil jeg eventually sætter mig op, og går nogenlunde: “Hvad foregår der?”

Og Z begynder så at forklare mig, at der er en KÆMPE kakerlak i vores værelse, og jeg er sådan lidt… yea right. Indtil jeg så fucking ser dyret løbe henover gulvet.

I shit you not, den var fra min pegefinger, og ned til min håndrod, i strakt finger. That’s pretty fucking huge. På 6. sal. Det er så et nej herfra. I lang tid sidder vi bare sådan lidt “øh hvad fuck gør vi nu”, indtil den pludselig kravler op i gardinerne? 🙂 Jeg var ikke lige klar over, de bæster kunne klatre, så jeg gik selvfølgelig i fullblown panik. Vi ilede ned i receptionen, og spurgte, hvad helvede, vi skulle gøre. En ung fyr, der ikke snakkede et kvæk engelsk, gik med os op på værelset, for at udrydde den her kakerlak, og vi fik lovet et nyt værelse i morgen. Så efter udryddelsen, lå vi bare og stirrede fortabte på hinanden, og tænkte “hvad nu?”

Min mave begyndte selvfølgelig at rumle ret hurtigt, for det var efterhånden noget tid siden, jeg havde spist. Og jeg var sulten. Og så var der pludselig lang tid, til kl. 7, hvor morgenbuffeten åbnede. Bare skyd mig?

Kl. kvart i 7 besluttede Z sig for, at nu ville hun sove – staklen havde ikke lukket et øje hele natten. Jeg fik spist nogle knækbrød, og prøvede at overleve.

Den gode nyhed var jo, at jeg havde masser af tid til at lægge makeup, m.m., men jeg begyndte hurtigt at kede mig… men nontheless.

Anyway – outfittet for dagen så således ud. Jeg vidste, jeg skulle have knæene dækkede, så det gjorde jeg, og tog en trøje med, til at dække mine skuldre.

 

Da vi først skulle møde i skole kl… 2, eller sådan noget (?), jeg har ikke lige programmet på mig, besluttede vi os for at udforske lidt i mellemtiden i Distrikt 10, så vi tog en taxa til templet Chua Giac Lam, som vi kiggede på. Jeg syntes, det var rigtig trist, der ikke var noget engelsk skiltning, fordi jeg var lidt nervøs for, om jeg var for offensiv med mit tøj, og hvornår man skulle af og på med skoene??

Vi startede med at gå lidt rundt uden for templet, hvor der bl.a. var et gravsted, og en dame, der havde duer inde i et bur, og ville i kontakt med os, men vi forstod hende ikke? M og D endte med at gå munkeparade inde i en af lokalerne, sammen med de lokale, og chante deres melodi. Det var specielt.

Til sidst gik vi op til templet, hvor vi lige pludselig blev inviteret indenfor. Det var en stressende affære, fordi manden snakkede ikke engelsk, og jeg var bare forvirret. Men op, det kom vi – og der var SATME langt op. Der var figurer på alle etagerne fra buddismen, men jeg valgte ikke at tage nogle billeder, af respekt for deres kultur, da man i Tokyo ikke måtte tage billeder inde i templerne.

Vi nåede toppen, og det var en fantastisk flot udsigt!

Lige et billede på, hvor højt oppe, vi egentlig var. Der var så smukt. Bagefter gik turen selvfølgelig ned igen, og vi sonderede lige terrænet på ny, og slog lidt tid ihjel – der var nemlig stadigvæk et stykke tid til, at vi skulle møde på universitetet.

Hvilket selvfølgelig gav mig masser af tid til at tage billeder af bygninger og huse, som jeg fandt interessante. Awhie. Jeg var så glad. Jeg syntes også, det var pudsigt, at se små helligdomme udenfor, som fotograferet her på nederste billede.

 

Efter at have set os lidt omkring, slog vi lejr ved en lille café. Hvor alting sjovt nok stod på vietnamesisk, og de kunne ikke et kuk engelsk. Men kold te, det fik vi serveret. I laaange baner. Det eneste, de kunne oversætte, var avocado. Så vi fik alle sammen, på nær Z, avocado-juice-smoothie.

Den smagte egentlig fint nok, men… den var pisseklam i længden. Som i virkelig klam. Som i, teen smagte pludselig næsten helt godt. Bort set fra Z. Hun hadede teen. Så M fik lov til at drikke dobbelt op på te, og fik lov til at drikke dobbelt, hver gang vores glas fik en refill. Hvilket var ofte.

Da tiden var inde, bestilte vi en Grab til universitetet. Eller, hospitalet, og så fik vi at vide, at universitetet var den anden vej. Nogle søde, vietnamesiske studerende tog i mod os, og fulgte os op til det rum, vi skulle være i.

Vi fik noget af et kulturshock, da vi så, at gangene bare flød med elever, der lå og sov. Det fandt vi så ud af skyldtes, at de fleste af dem havde 2 timers pause, når de var på hospitalet, og det var lige tid, til at nuppe sig en lur. Smart nok.

Da vi kom op i mødelokalet, var der forberedt snacks til os, som I kan se, jeg var nysgerrig og smagte dem alle. De var okay. Vi fik også serveret en vand, og fik en lille konvolut med skema, navneskilt, notesblok og kuglepen i (billede kommer i min haul, på et tidspunkt).

Jeg er åbenlyst en del mere excited over min “første” skoledag, end jeg burde være. Men hey – jeg er i fucking Vietnam, for at studere sygepleje. Det bliver jo ikke federe, så kan man være andet, end et kæmpe tandpastasmil? Nej, vel?

Da fysioterapeuterne også ankom, blev vi præsenteret for universitetet, og blev ret pludseligt smidt ud i, at vi skulle lave Baby-shark dansen. Og så gik musikken ud. Så vi skulle alle synge i stedet for. Kan du sige akavet?

Bagefter blev vi mixet med nogle vietnamesere, og skulle præsentere os selv, m.m. Så havde nogle elever forberedt et dansenummer for os. Derefter kom vidst et sangnummer. Og så skulle vi lege. Vi skulle parre os med en vietnameser, og så skulle vi få en ballon til at springe, ved at kramme – i ballonen var der en lille note, med et vietnamesisk frugtnavn på. Vietnameseren skulle så forklare frugtens udseende, jeg skulle finde frugten, fortælle hvad den hed på engelsk, og udtale dens vietnamesiske navn, mens det blev filmet af vores lærere. Ultra pinligt. Bagefter legede vi nogle traditionelle lege og gik på stylter. Efter det, var der yderligere mere underholdning. Noget af det sidste underholdning fra elevernes side, var det her dansenummer (det var federe med musikken, men BD vil ikke lade mig lægge videoer op, så øvbøv for mig) – men jeg forelskede mig sgu i den dragt der, og syntes, at hende pigen havde de fedeste moves.

Jaja. Som tingene lakkede mod enden, så skulle vi lige alle sammen danse, og have taget fællesbillede.

Bagefter skulle sygeplejerskerne mødes med de lærere, vi skulle have fra i morgen af og to uger frem. En sød studerende blev og ventede med os, og det viste sig, at hun selv havde været på udveksling til Danmark, så vi klingede enormt godt sammen med hende.

På et tidspunkt kom de to lærere, og fortalte os lidt om, hvad vi kunne forvente, at vi skulle lave nogle opgaver/refleksioner, og klargjorde mødetider og mødesteder for os. Som det sidste på dagsordenen fulgte den studerende os hen på det hospital, vi skulle være på næste dag. Pissesødt af hende!

 

Da vi var helt færdige, og havde sagt farvel, bestilte vi en Grab hen til en vegetarrestaurant, som en af de andre piger gerne ville hen på, og vi kørte af sted.

Lille scooter-stemningsbillede på vejen. Vi kørte af sted, og M siger bare “det her ser ikke rigtigt ud”, og vi andre var sådan “vi er på vej det rigtige sted…” og hun siger bare: “Vi er sikkert på vej til Hanoi eller sådan noget shit”.

Pludselig finder vi andre også ud af, at noget er galt, så vi fortæller manden, at vi ikke kører det rigtige sted hen…

Han kører os ind i en gyde. Han taler selvfølgelig ikke ret meget engelsk. Turns out, at vi skulle af med 600.000 dong (200 danske kroner), og der var en fejl i adressen, sagde han. Vi sagde, vi ikke havde tænkt os at betale 600.000 dong, og at vi bare ville af nu, og ellers skulle han køre os til vores hotel, og så skulle vi nok betale max 350.000 dong. Han ville ikke. 600.000 eller intet.

Vi var selvfølgelig fanget i bilen, fordi dørene var låst, og han snakkede ikke engelsk, så jeg måtte diskutere med ham over fucking google translate, den ene af pigerne sad og vrælede, og hende og en anden insisterede på, at vi gav ham pengene, hvor mig og de to andre var sådan “no fucking way, han får ikke 600.000 for at dumpe os herude i ingenting”… og vi diskuterede i en time, og det blev mørkt… til sidst fik jeg den lyse idé, at en af pigerne havde en vietnamesisk veninde, så jeg spurgte, om vi ikke kunne ringe til hende over messenger, og få hende til at forklare situationen – manden var nemlig stålsat, lyttede ikke til mit fantastisk gode tilbud, og begyndte at komme med whine-historier om sin datter der skulle på college eller whatever. Hun satte ham på plads i telefonen, for uden at sige mere, begyndte han bare at køre os af sted, og ikke engang til vores hotel, men til den restaurant, vi ville hen på!

Vi endte med at skulle af med 250.000, hvilket var ret dyrt, men sådan var det bare… bedre end 600.000. Vi gik ind på restauranten, den ene af pigerne rystede stadigvæk og havde bare tårer i øjnene, og jeg forholdt mig køligt til situationen, og var egentlig ligeglad, mens hendes paranoia tog over “hvad nu hvis han ser os gå herind?” – “Ja, hvad så? Han kommer jo ikke og jagter os, så.” xD

Vi fik spist, og vi gik hjemad, og efter det var det direkte på hovedet i seng.

Jeg lå og puttede lidt, med min yndlingsputtemakker:

Havde fået lov af min kæreste til at tage en af hans t-shirts med, til at sove med, så det gjorde jeg, og den duftede helt perfekt af ham, og gjorde, at jeg følte mig lidt mindre alene, dernede. Må sige, jeg var ret glad for, at have fået den idé, hehe. Jeg husker ikke umiddelbart, at der skete så meget mere den dag, men det var også rigeligt! Kakerlakhelvede, Tempeludforskning, Første skoledag & Afpresset i en taxa var egentlig okay events for én dag, syntes jeg!

Så nu var det bare lige på hovedet i seng, inden vi skulle op og i klinik på hospitalet dagen efter. Zzz.

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x