Vietnam 2018 – Dag 24 – Kanotur & Hard Rock Café

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

Endnu engang stod vi op i noget, der kunne minde lidt om paradis, og jeg skyndte mig ned i buffeten, for at nå at få cornflakes og mælk, samt vandmelon, banan og dragefrugt til morgenmad. Jeg var sååå ked af, at vi i dag skulle hjem fra dette fantastiske sted. Nok hadede jeg alle krybene, og det faktum, at jeg sov med myggenet om min seng… men jeg elskede deres morgenmadsbuffet højere end livet selv. Bagefter var det direkte op på værelset, fordi jeg blev dårlig (havde lidt ondt i maven…), og derefter direkte ned i poolen og slappe af og hygge.

Vi mødte nogle af de andre piger, og hyggede sammen med dem, hehe. Bagefter gik nogle af os piger en tur i omgivelserne, for at komme ned til stranden, der desværre var lukket. Vi fortsatte videre ned langs vandet, for at se, om vi kunne komme ned til stranden længere nede – altimens jeg knipsede lidt stemningsbilleder fra resortet.

Vi kunne selvfølgelig lige ane stranden, på den anden side af vandet…

Så kom nogle af vietnameserne, og forklarede os, at der altså var lukket på stranden, fordi det blæste meget, og ikke var forsvarligt… så spurgte de, om vi ville ud og sejle i kano. Vi kiggede lidt på hinanden, og ingen af os havde rigtig lyst, og vi prøvede også, at greje os ud af det, ved at sige, vi ikke havde råd, ikke havde pengene med, osv. Men de sagde bare “we pay for you”, og inden vi vidste af det, så var vi spændt fast i kanoer og skulle ud og ro…

Altså, det var sjovt nok, men… kanoer havde vi ligesom også derhjemme, i Danmark, så det var jo ikke det vigtigste i verden for os.Men vietnameserne var så glade, og ville så gerne, så vi gav os. Vi sejlede en runde op og ned, og derefter skulle jeg af… vietnameserne kaldte heldigvis bare nogle stakkels fysioterapeuter over, som gik på broen, og fysserne turde ikke andet, end at komme, for er du sindssyg, de små mennesker råbte højt! Jeg skyndte mig at sige, at jeg måtte hjemover, for jeg fik pludselig dårlig mave igen, og måtte bare hjem… NU. Puha. Mega ubehageligt. Så jeg kom hjem, på toilettet, i bad, m.v. og så måtte jeg ellers tage noget opløsningsmedicin mod diarré :/ det var ikke særlig slemt, men jeg vidste, jeg snart skulle køre i laaang tid i en bus, og fandeme nej, om jeg skulle risikere at skulle på toilettet der… NOPE.

Bagefter stod den på frokost, traditionelt vietnamesisk, og min mave gik i kramper igen. Jeg endte med at sidde og spise lidt ris, og det var ligesom det… Og så skulle vi ellers ud at køre!

Lidt sidste billeder, inden vi betalte de 1.000.000 dong for den ekstra overnatning, og forlod hotellet.

Jeg ved ikke, om det er til at fornemme, men det her var altså ikke et sjældent syn – køerne gik MEGET frit ude på landet, og gik VIRKELIG ofte ude på vejen. Det var supersjovt at sidde og se, haha.

 

Lidt flere stemningsbilleder, som vi kørte hjemad mod Ho Chi Minh City.

 

Det var SÅ smukt, virkelig! Billederne does not do it justice. At all.

Vi pit-stoppede ved en mark(?), hvor de havde køer og får.

De første to ko-billeder er af en ko, u guessed it, og det sidste er af en kalveunge. Vi havde enormt ondt af den store ko, fordi den var så sygeligt tynd, og bare så virkelig skidt ud 🙁

Og vi kiggede på søøøde får.

Men vigtigst af alt, så kiggede vi på det SØDESTE lam :’)) Måtte skrive til min kæreste hvad en fåreunge hed, for jeg kunne ikke huske det, hehehe, upsi, og så sendte jeg ham det her billeder, og han var bare sådan… sendte mig billede af lamb chops. Are u fucking kidding me? I sent u the cutest lamb and u do this shit?? eff u.

Bagefter kørte vi videre, og havde 1 pitstop mere, til at “handle”, hvorefter vi kom hjem til Ho Chi Minh.

 

Her valgte nogle af pigerne at tage på Hello Weekend Market, fordi det i denne weekend var placeret ved Post Office, og jeg tog med for at få fikset mine billeder, og fordi Hard Rock Café lå i nærheden af det, og nu ville jeg altså gerne spise der… Så jeg tog med, og jeg fik talt med dem om de billeder, jeg fik tegnet. De fortalte, at kunstneren ikke var på arbejde, og de havde ingen kunstnere, der kunne gøre det anerledes. De havde forsøgt sig igen med en ny kunstner, men det var også bare grimt af helvede til, og var meget i fransk stil, og det var jo ikke det, jeg ville have. Vi endte med at komme frem til en løsning om, at de lavede recolor på mine gamle billeder, og det var jeg meget tilfreds med. Jeg gik og kiggede lidt rundt, og da vi var færdige, fik Z og jeg udleveret nogle energidrik, der smagte uplacerligt, og Z gik helt amok i festival spil, det var ret cute at se på, hun var så glad, da hun vandt… I øvrigt, på vores sidste hello market købte jeg en superlækker sodavand med fersken, og jeg fik også gratis matcha is, fordi manden var tyrker, og Z var tyrker, så de bondede herre meget… hehe, glemte det i det indlæg, så det kom lige med her 😛

 

Bagefter var Z så sød, at gå med mig på Hard Rock Café, og jeg var superglad. Jeg havde advaret hende om, at det måske godt kunne larme lidt… men til vores held, var der live nede i kælderen med et band fra Malaysia eller Indonesioen, så vi valgte bare at sidde ovenpå, hvor musikken var lidt afdæmpet. Jeg har intet i mod musikkens højde dog, da det bl.a. er det, jeg kommer der for 😛 Men nu havde jeg en gæst med, sååå… haha. Det var enormt hyggeligt, og jeg bestilte en drink, jeg længe har drømt om at smage – Electric Blue.

 

Tror så nok lige, jeg var den GLADESTE bønne, nogensinde. #happybean. Dog var min drink ikke sååå god, som jeg havde forventet. Vores tjener spurgte, om jeg ville have glasset med hjem, da det kostede 100.000 dong ekstra, og jeg spurgte, om jeg måtte kigge i Rock Shoppen, inden jeg besluttede mig. Han sagde ja, men da han kom med vores mad, så havde han sgu pakket et glas ind til mig og alt muligt, så… jeg gav mig bare. Herregud, det var 28 kr ekstra, og så havde jeg en souvenir, hvis nu jeg ikke fandt noget…

Derudover udfordrede jeg mig selv, og prøvede en Local Legend, fremfor en normal Legend, som jeg altid bestiller. Der var spejlæg og avocado i deres local, så jeg tænkte why the fuck not. Det er ting, jeg elsker, så det kunne ikke rigtig gå galt… og jeg kan LOVE jer, det smagte godt. Jesus fuck me up, den var superlækker, og hvis jeg havde haft mere plads i maven, så havde jeg ædt en til, for det smagte luuuksus. Ahhh, jeg var så glad. Lige, hvad jeg havde brug for, uhm.

 

Efter maden gik vi ned for at høre live, og det var egentlig hyggeligt nok, selv om bandet ikke var særlig godt. De sang en masse sange, andre havde lavet, og det var fint nok. Z og jeg var lidt skuffede over, at vi fandt ud af, at der var Linkin Park Tribute fredag (og vi skulle hjem tidligt lørdag morgen)… sad time. Det blev dog hurtigt opvejet, da de begyndte at synge Oasis, Don’t Look Back in Anger – dér smeltede mit hjerte sgu! Vi hører af og til Oasis derhjemme, min kæreste og jeg, og han synger aaaltid Wonderwall til mig, which makes me v happy bean, men vi hører også af og til Don’t Look Back in Anger, og i love it, og det mindede mig så meget om at være derhjemme sammen med ham, og jeg var sååå glad, jeg bare havde tårer i øjnene og sang mit hjerte ud.

Bagefter gik vi op i Rock Shoppen, hvor jeg ledte efter souvenirs. Da jeg var barn, købte jeg tit bamser med hjem, men den bamse, jeg samler på er udgået, hvorfor jeg begyndte at købe t-shirts i stedet… og well, jeg blev også lidt voksen, så… jeg ledte efter en pæn t-shirt, og fandt en. Til min sadness, så havde de ikke Hard Rock Rewards kørende her, til gengæld så fik jeg rabat, fordi jeg havde spist på restauranten, så det var lækkert nok. Bagefter tog vi hjem, men ikke før søde Z lavede et mini fotoshoot af mig, hehe. Best girl.

Er der nogen tvivl, overhovedet, om at jeg var i mit es? Jeg var pisseglad. Det var mit ENESTE Vietnam mål, og det var endelig blev indfriet, og selv om det er en lidt dyrere fornøjelse, så var det alle pengene værd. Jeg ELSKER Hard Rock med hele mit hjerte, har altid kommet der, vil altid komme der. Jeg elsker det. Og hvad bedre var, at min mave slet ikke gik i kramper under maden #gladbønne!

Så alt i alt, enormt vellykket! Z og jeg gik hjem bagefter, fremfor at tage en grab, og det var superhyggeligt, trods tidspunktet af aftenen. Da vi kom hjem, var det direkte på hovedet i seng, fordi en dag på et nyt kliniksted ventede mandag morgen…

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x