Udskrevet x

Hej på bloggen. Jeg blev udskrevet igen dagen efter, dvs. d. 5 december, efter at have været indlagt i godt og vel 4 døgn.
Jeg har ikke haft skrevet et indlæg om det før nu, fordi jeg faktisk var rigtig ked af, at blive udskrevet. Jeg havde det stadigvæk rigtig dårligt, og jeg kunne ikke forstå, de ikke ville hjælpe mig, så jeg var helt opløst. Det var absolut ikke rart, og jeg har kæmpet, for at holde sammen på mig selv disse dage. Jeg håber, jeg snart får det bedre.

Jeg har taget en beslutning om at dele, lige kort, hvorfor jeg var, hvor jeg var.
Jeg blev indlagt på psykiatrisk akutmodtagelse, grundet store angstproblematikker. Jeg har i mange år lidt af angst (bl.a.), og har ikke delt det på bloggen før, fordi jeg ikke ønskede at blive kendt som “hende med angst”. Jeg ville gerne arbejde mig op med en god blog, og ikke en blog folk læste, bare fordi jeg havde en sygdom – jeg ville ikke blive kendt på det, at være syg.
Men det er jeg, og det er en del af mig, så måske det egentlig er på tide, jeg får åbnet lidt op for det på bloggen også?
Anyway! Jeg har i lang tid lidt af spændinger i maven grundet angst, og deraf vejrtrækningsbesvær, der gør det svært for mig at fungere – både i min normale hverdag, fordi jeg ikke kan koncentrere mig, men også i sociale sammenhænge, hvor jeg hele tiden skal tage hensyn til min (dumme) krop, der opfører sig dumt, og samtidig også hele tiden diskret at skulle “fixe” mig selv, uden nogen fandt ud af, jeg havde et problem. Det har været utrolig udmattende. Det har stået på i 8 år, men er blevet tiltagende værre i løbet af den sidste måneds tid. Så meget, at det er alt, der fylder i mit liv.
Det står på fra morgen til aften, alle sekunder i døgnet, nogle gange mere udpræget end andre. Jeg kan aldrig fuldkommen abstrahere fra det, for jeg kan hele tiden mærke det, og kan ikke løbe fra det, hvilket gjorde mig tiltagende frustreret og stresset, fordi jeg følte mig magtesløs. Jeg kunne intet gøre for mig selv – og kan stadigvæk ikke – og det stresser mig helt vildt, at det er lige op til jul, at jeg skal få det så skidt. Det eneste jeg vil, er jo at nyde højtiden med alle mine kære, men det eneste jeg kan tænke på er, at jeg bare gerne vil sove, for at stikke af fra den ubehagelige følelse, jeg har indeni.
Af samme grund valgte jeg at sige fra og lade mig indlægge, og se, om de kunne hjælpe mig.

Jeg fik noget Oxapax, der er en beroligende benzodiazepin, men det hjalp slet ikke på min angst.
Dagen efter forklarede jeg, at det slet ikke havde hjulpet, og det næste pn (medicin man får efter behov), jeg fik var Oxapax suppleret af Truxal “mod nervøs lidelse”, som der står på min recept (griner lidt irl). Det slog det værste ned, når jeg fik det meget skidt, men det kunne slet ikke fjerne min angst, eller få den slået ned, som lægen ellers håbede på.
Et par dage efter blev jeg udskrevet – og jeg havde det lige så skidt som før. Jeg fik pn, der ikke virkede, og ingen var villige til at tage sig af mig, eller hjælpe mig med at tage mig af mig selv, og det stressede mig enormt, at jeg efter fire døgn på akutmodtagelsen, stadigvæk ikke havde fået nogen råd, vejledning eller øvelser. Intet.
Jeg fik at vide, jeg skulle lave en kriseplan, til når jeg fik det skidt – men de forstod tydeligvis ikke, at jeg havde det skidt hele tiden, og intet kunne fjerne mit ubehag, og det var derfor, jeg i det hele taget var indlagt… så det fik jeg intet ud af.

Søndag aften kom mine forældre på besøg, og de havde taget mit nyankomne tøj med – jeg havde bestilt tøj på Boohoo.com, da de havde Black Friday weekend, hehe. Og der kommer selvfølgelig et separat indlæg, når jeg lige får nosset mig sammen. De havde også en adventsgave med til mig, og en “tak-for-hjælpen-til-juletræsfesten”-gave med. De havde været til juletræsfest på daddy-os arbejde, og normalt hjælper min bror og jeg til med forberedelserne. Fordi jeg stadigvæk havde det skidt, måtte jeg blive væk fra forberedelserne, og selve festen, hvilket selvfølgelig var nederen, men jeg kunne jo ikke rigtig ændre på det. Så jeg fik en dej-dispenser, jeg havde snakket om i noget tid, og jeg fik en termoflaske på 750 ml, som jeg havde ønsket mig i julegave. Tilmed havde de et honninghjerte med til mig, hehe. Og min søde mor havde taget tingene fra min slik-pakkekalender med, fra de dage, jeg havde misset, og havde også medbragt lidt julepynt.
Senere samme aften, fik jeg også besøg af min farfar, og vi snakkede lidt.

Mandag eftermiddag blev jeg udskrevet, og min mor og moster kom for at hente en ulykkelig, tåreopløst Cecilie. Min mor forsikrede mig, at vi nok skulle finde ud af alting…
Og min moster havde en “get-well” gave med til mig – en lille Cecilie trip-trap-nisse. Bogstaveligtalt! Så den siger jeg tak for, den er blevet pakket ud og sat op blandt det andet julepynt, jeg har på værelset.
Vi kørte hjem, og tog et smut forbi apoteket, hvor jeg fik hentet mit pn-medicin, så jeg havde noget at støtte mig op af, hvis dagene skulle blive svære efter udskrivelsen.
– og det gjorde de. Allerede mandag aften var jeg opløst i gråd igen og var fuldkommen ulykkelig, og kunne intet overskue. Jeg havde det så skidt, og jeg var så opgivende. Der var jo ikke nogen, der ville hjælpe mig, så hvorfor skulle jeg overhovedet prøve at få det godt igen? Heldigvis har jeg en støttende familie, og nogle støttende veninder, der er klar til at samle mig op, når jeg får det sådan…. og efter en nats søvn, var jeg også lidt mere på højkant, og klar til at kæmpe endnu en angstpræget dag med spændinger i maven.

Glem ikke at følge med på Bloglovin’, så du kan se, hvornår jeg poster noget nyt!

– Cecilie x