Tokyo – Dag 9 – Okonomiyaki i Asakusa

Efter at have besøgt Senso-ji i Asakusa, gik vi som nævnt efter restauranten Sometaro, der serverer… okonomiyaki, heheheheh.

Vi gik rundt i evigheder, altså, uden pis, evigheder. Det tog virkelig bare hundrede år, og vi vadede rundt samme sted i årtusinder, og jeg var lige ved at give op, da vi efter tredje gang gik ned til metrostationen, for at få net, så vi kunne prøve at finde den lorte restaurant. Så fik jeg den brilliante idé lige at google, og se om jeg kunne finde et billede af facaden, og ganske rigtigt, da vi så gik op for at lede efter den på samme gade, vi havde gået på flere gange før, fandt vi den endelig! Den var lille, og lå godt skjult, men vi fandt den…
Vi blev straks budt velkommen og fik udleveret poser, som vi kunne lægge vores sko i, og så trådte vi ellers ind på måtterne i resturanten, hvor vi fik en siddeplads ovre i et af hjørnerne, og ellers skulle sidde på gulvet, foran det store bord, med en gigantisk indbygget varmeplade. Nysgerrigt bestilte vi to forskellige slags okonomiyaki, og blev enige om, at dele dem.
Da vores ordre var givet, kom tjeneren tilbage med en kold cola til os hver, samt en kold, våd klud, hvilket var så dejligt, da der ingen air-condition var. Så kom de tilbage med nogle skåle med vores valgte ingredienser i, og så skulle vi ellers bare mixe blandingen godt. Tjeneren hældte noget smør eller olie ud på bagepladen og tændte den – og den gav god varme, skal jeg lige hilse og sige – , og da vores blandinger var færdige, blev de hældt ud i klatter på bagepladen. Vi fik at vide, vi skulle vente ca. 5 minutter, og så skulle de flippes, og have 5 minutter igen.
Da de 5 minutter var gået, kom tjeneren tilbage, og spurgte, om vi selv ville flippe – det ville vi da! Man bruger to “flippere” lol, hvorfor er jeg sådan her?, det minder meget om, når man laver bolchemasse, fordi man skulle stikke de to flippere ind under og vende madpandekagen – min gik i stykker :// lillebror klarede det ret flot, vil jeg sige, haha. Så fik vi lov til at smage den traditionelle “sovs” man bruger til Okonomiyaki, og vi blev enige om, at den smagte fint, så det prøvede vi sgu, og kort efter var vores okonomiyaki’er klar! Får ærligt lyst til at skrige okonomiyaki-tid i bedste Hamtaro-stil #why

  

Mit hår er mega kogt fordi der var 30 grader, og det var slutningen af dagen, ikke, heheheh.
Okonomiyakien smagte virkelig godt, jeg var i hvert fald vild med det – lige så vild, som jeg er med ramen, hehe. Jeg må se, om jeg kan finde nogle gode, brugbare opskrifter, så jeg kan prøve at lave det herhjemme 😀

Nå, klokken var omkring 19, tror jeg, da vi blev færdige. Så sendte jeg lillebror af sted i metroen ALENE, via Ginza-linjen, så han kunne komme til Akihabara igen, hvis han ville – og det ville han gerne. Jeg stolede på, at han sagtens selv kunne finde Mandarake, og da han havde flere penge på sit rejsekort, end jeg havde, gav det god mening, at han kunne rejse til Akihabara og fra Akihabara og hjem – jeg havde kun råd til én tur. Så han blev sendt af sted alene, og jeg gik mod Tokyo Skytree, der lå 2-3 kilometer væk… i stedet for at følge vejskiltene, gik jeg bare mod Skytreet, der lyste op i natten – det var ret flot, faktisk. Det er også det, der er billede af, ved siden af ovenstående billede af mig, hehe.

Anyway, jeg gik mod Skytree, ikke fordi jeg som sådan skulle derhen, men fordi jeg gerne ville i Solamachi, for at kigge på souvenirs <3 Jeg fandt en enkel brugbar souvenir, men så stod der made in China, og så droppede jeg den… derudover kunne jeg ikke rigtig finde den reelle sounveir butik (der var en for Skytree obviously, men ikke sådan en rigtig japanske ting-agtig), så jeg stod bare ?? i walked so far for this

Men så

it happened

POKÉMON STORE

Selvfølgelig måtte jeg lige have selfies med gigabamserne, og jeg købte 5 kort, fordi jeg var blevet enig med mig selv om, at efter lillebror havde købt det japanske gudekort i Yu-Gi-Oh, at det faktisk var en ret fed souvenir, at have japanske kort, fra den japanske serie, man nu engang kunne lide… så jeg købte en lille pakke med fem kort i til 12,- eller sådan noget, haha. Selv om jeg var lidt ked af, at de ikke havde nogle gange kort, men kun de nye versioner, med nye pokémons osv., det var lidt… mehh.

Jeg smuttede ned og tog metroen – tog næsten den forkerte fucking metro, ofc, så jeg måtte løbe ud, inden den kørte, og ventede en god del tid på den næste, rest in peace.
Men jeg kom hjem, steg af på Suiten-gu Mae, og gik mod vores hotel.

På vejen mod hotellet, fandt jeg lige over den ramen-restaurant, vi var inde på, hehe. Som I kan se, står det på japansk, nederen, men sådan så skiltet ud, og restauranten lå på strækningen mellem Villa Fontaine Kayabacho og Suiten-gu Mae Station, hehe.

Og så glemte jeg i øvrigt at nævne, at vi lige vi en frappuchino fra Starbucks, da vi gik fra Ueno! Mega lækkert <3

Anyway, jeg kom hjem, vi fik pakket, lillebror var allerede kommet hjem, og han havde købt en gigantisk pakke med 28342328 kort i, for lige under 100,- så han var glad. Vi fandt ud af, da han kom hjem, det var brugte kort, men det havde han det fint nok med, så det er jo godt… og så var de selvfølgelig på japansk, men “han ved jo hvad de kan”, så det er ligegyldigt… haha. Så ja, vi pakkede og smuttede i seng, og jeg glædede mig selvfølgelig til snart at skulle i Disneyland #højdepunkt

Følg endelig med på Bloglovin‘, så du ikke misser en post fra mig <3

– Cecilie x