Tokyo – dag 1 – Shibuya

Ved 15-16 tiden samme dag, onsdag, efter at være ankommet (grundet de 7 timers tidsforskel mellem Danmark og Japan, landede vi onsdag formiddag, selv om vi tog af sted tirsdag over middag), smuttede vi ned til Suitengu-Mae Station, der ligger en 10 minutters gang væk, og tog Tonzamon Line til Shibuya. Vi checkede ind med vores Suica kort, og turen kostede lige knap 200 yen.

Inden da måtte vi dog lige på Starbucks, der ligger 3 minutters gang fra hotellet, så vi kunne køle lidt ned… 😛

Planen var, at det første vi skulle se, var statuen af Hachiko (en hund – har ikke fået set filmen, men vil gerne… hunden her fulgte sin ejer hjem fra Shibuya Station hver dag efter arbejde, men en dag kom ejeren ikke hjem – frem til sin død tog Hachiko til Shibuya Station hver dag, for at se, om ejeren var kommet hjem).
Men lige meget hvad, kunne jeg ikke finde den lortehund! Jeg gik op af metroudgangen, hvor der stod Hachiko, og jeg kunne bare ikke finde det… Shibuya Crossing fandt vi dog (stort lyskryds). Det var lidt svært at få gode billeder, når der var så mange mennesker, og så meget fart på!

^ Vi fandt også denne poster på stationen, og jeg MÅTTE have et billede. Synes det var sjovt, at man tog hele vejen til Tokyo, og stadigvæk kunne finde noget hjemmefra :’)

Vi satte herefter kurs mod Tokyu Hands, der skulle være en gigantisk souvenirforretning. Lille Cecilie havde forberedt ruter hjemmefra, men det var åbenbart forkert antaget, tak Google Maps, det viste sig nemlig, at Tokyu Hands lå på den anden side af Shibuya Crossing, og ikke modsatte vej, som jeg troede… Jeg så et gigantisk Forever 21 skilt, og tænkte, at måske kunne butikken ligge den vej… og ganske rigtigt, efter lidt tids gåtur fandt vi det. Gaderne var smalle og fulde af liv.

Vi rendte rundt derinde i lang tid, og der var mange…. mange etager. Brorlille var lidt udkørt, må man sige. Herefter ville han gerne finde et sted og spise, og hjem. Forståeligt nok – ingen af os havde fået noget søvn!
Vi ville også gerne have været i Purikura No Mecca, en photobooth, hvor den laver ens ansigt om til et manga-inspireret ansigt… men vi kunne ikke finde det, så vi opgav.
Vi smuttede herefter på McDonald’s efter lillebrors ønske, hvor de – chockingly enough – heller ikke fattede en fucking klap engelsk… jeg bad 100 gange om en nugget menu med 9 nuggets… jeg fik 5, en barbeque, ingen fritter og en cola? rip…. brorlille fik sig en Filet-O-Fish med fritter og cola.
Herefter smuttede vi i en Family Mart (en lille kiosk), hvor jeg købte tre styk sandwich, lidt smådyrt, men jeg måtte lige havde noget andet i maven også, selv om jeg ikke var så sulten.

Da vi kom ud fra Tokyu Hands, var det blevet mørkt, i øvrigt, og Shibuya tog sig prægtigt ud i mørket, må man sige!

Herefter satte vi kurs mod Stationen igen, så vi kunne komme hjem! Og der stod bare 100 mennesker, da vi kom, og jeg tænkte bare “godno”, og hvad stod de og gloede på? Hachiko. Fucking Hachiko.
Bror og jeg havde bare staset rundt i cirkler fucking HELE VEJEN UDENOM DEN, og derfor havde vi ikke set den!
Vi skal til at tage billeder, og randomly – virkelig randomly – begynder en mand at snakke japansk til os og vi står bare??? og han snakker og vi står??? En ung japaner tager til sig at oversætte mandens japanske til engelsk til os, som vi kan forstå – det viser sig så, manden gerne vil tage et billede af os ved statuen.
Som de gode danskere vi er, vil vi jo vente til andre er færdige med at fotografere sig selv foran statuen – nix, det er ikke kotyme i Japan. Så vi stod der foran statuen og fik taget billede. Belysningen er lidt skidt, da det jo er aften. Med blitzen på, blev billedet for mørkt.

Efter billedet ævlede manden løs på japansk 🙁 og viste os billeder fra sin telefon af sin datter. At first, it was cute, men han blev ved!!! og snakkede kun japansk??? og viste os billeder af hende i Disneyland, og så billeder af en butik han ejede (tror jeg), og de ting han lavede??? fucker underligt, og han snakker om sake, ved ikke, om han spurgte om vi havde drukket, eller sagde han selv havde??? så weird. Og jeg stod “we are just gonna take some pictures and then leave, ok” og han fattede hat 🙁 til sidst måtte vi bare gå lol
– så tog vi Hanzomon Line tilbage til Suitengu-Mae, og kloge mig vidste jo LIGE hvor vi skulle gå hen. Brorlille var dødtræt, og jeg stod bare “vi er hjemme kl 20, vent og se!!!” ja, idioten farer så vild, hello :))) typisk, så vi måtte bare vandre forvirrede rundt, tilbage mod udgangspunktet… og vi spurgte samtlige japanere, der selvfølgelig ikke kunne motherfucking engelsk.
Til sidst fandt vi en, der pegede os i retning af Kayabacho, og vi begyndte at gå. Turns out vi var kommet op på en anden side, end jeg troede, så vi skulle modsatte vej af, hvad jeg troede. Long story short – vi var hjemme klokken 21. Herefter skulle vi tjekke facebook, instagram, ask, snakke med familie, osv., og jeg skulle i bad. Klokken nåede at blive godt 00, inden jeg kom i seng. Bombet efter en lang dag!

– Cecilie x

Glem ikke at følge mig på Bloglovin’, så du ikke misser et indlæg af min japanske rejse! <3