Tokyo 2017 – Dag 8 – En glædelig overraskelse i Roppongi

Velkommen tilbage på bloggen! Det her indlæg er i forlængelse af dette, jeg smed op i går!

 

Min lillebror og jeg havde gået rundt i Roppongi, og faret vild på vej til Tokyo Tower, men nu var vi endelig på rette kurs, og pludselig sker der så det, at vi finder….

YUP!!!

 

I’m not gonna lie… jeg skreg næsten! JEG BLEV SÅ GLAD!!! look at this magical place!!! Helt uden at prøve!!!!

Sidste år var det bare number one goAL at finde Hard Rock Café, men jeg kunne bare fucking ikke finde det lort, og jeg havde fuldkommen opgivet at lede efter den igen, og så stumblede vi bare across it, og AH jeg blev så excited, jeg faktisk er ret sikker på, at der kom en unreal lyd fra mig, da jeg spottede den og tvang lillebror ind i Rock-shoppen, fordi jeg skulle se, hvad de havde af merchandise derinde.

Til min enorme fucking lykke, så havde de selvfølgelig den basic tee, jeg bare SÅ gerne ville have, og ikke købte sidste år i Ueno, fordi der stod “Tokyo Ueno” på den, men på denne her stod der KUN TOKYO, så jeg måtte fucking bare eje den!!! I don’t remember the price, men det var omkring 200 kr, og så tror jeg nok, der blev charget 170 eller 180 for den, og så blev jeg bare mega glad, fordi det var billigere, end jeg havde regnet med <3 much love

Og så begyndte min kære lillebror jo så at være en fucking hater, as usual. “Hvor er du bare kikset, du kan da ikke have sådan en trøje, når du ikke engang har været inde på restauranten!” og så stod jeg :))) det kan vi da bare gøre :))) jeg var egentlig ikke sulten, men ude foran havde de sådan en elektronisk fidus, hvor man kunne se priser osv., og de havde tilfældigvis et frokost-offer – en burger med fritter og all you can drink for 1200 yen, altså ca. 70 kr. Så jeg overtalte lillebror – der dog var ret bummed, og det var jeg i øvrigt også, over at vi om morgenen havde fået at vide vi skyldte 10.000 yen (600 kr!!!) pr. person for middagen i går…. whoopsie. Men jeg convincede ham om, at det altså var en once in a lifetime, og at vi bare kunne dele.

Så vi gik ind og bestilte, og jeg var så over-fucking-hyped glad!

Sagen er den, at jeg har været på VIRKELIG mange Hard Rocks i min tid. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men det er bare et sted, vi altid er kommet som familie, når vi har været ude og rejse. It feels like home. Vi har været i Florida/Miami, i San Diego, ret sikker på et andet sted i USA også, men kan ikke huske, om det er San Francisco?, O’ahu, Maui, Prag, Malta, København, Barcelona, London, kan ikke huske, om der har været flere, og nu også Tokyo! Jeg var så lykkelig. Jeg kan sådan mærke mit hjerte svulme op af glæde, faktisk, haha.

Nå, men ja, vi fik bestilt and all, og vores servitrice var lige henne og fortælle, at vi ikke kunne få all you can drink, men kun et enkelt glas, da vi delte menu. Hvilket var fair…

Vores burger kom, og jeg var selvfølgelig lige en lidt dum blogger, og glemte at tage billede, inden jeg fuldkommen maltrakterede den stakkels burger (i’m so sorry).

Vi hyggede os kongeligt, og snakkede på livet løs, mens vi spiste og bare hyggede os i hinandens selskab, og roste burgeren til skyerne, for at være så fantastisk.

 

Som vi er færdige med at spise, og sidder og slapper lidt af, siger min lillebror pludselig “den var altså rigtig god den burger……. skal vi……… dele en til……….” og det endte det så med, at vi gjorde. Det var ret akavet at kalde servitricen hen og sige, at vi gerne ville bestille en menu mere, men vi gjorde det, for det smagte simpelthen bare så dejligt! Bøffen var lækker og saftig, og det var bare himmelsk, altså truly. Jeg var ikke engang sulten, ovenpå den gigantiske frappé, men det smagte simpelthen for godt, til at man kunne lade være.

Og nr. 2 burger huskede jeg jo så at tage billede af 😛

Servitricen spottede så, at vi sad og tog billeder af hinanden, så hun spurgte, om hun ikke skulle knipse et af os – det blev ikke så godt, fordi det var ret lyst og sådan, men det var da meget cute alligevel – og supersødt af hende!

Efter det begyndte vi at spise vores burger, og bare had a blast. Altså den burger var bare så fucking god. I swear to god. 11/10. Og fordi vi havde bestilt en menu mere, fik vi selvfølgelig så all you can drink på – hvilket var meget godt, fordi det var fandeme varmt udenfor!

 

At some point kommer servitricen sådan over til os, og spørger, hvor vi kommer fra. Vi forklarer, vi er fra Danmark. Hun bryder ud, at hun bare elsker mit outfit, og jeg står bare “omg du er så smuk, altså, og jeg elsker bare de uniformer I har her!” og hun takkede mange gange, og jeg sagde, hendes makeup bare var fleek, osv., og hun var meget glad.

Vi begyndte så at snakke sammen, og hun spurgte ind til, hvad vi lavede i Tokyo, hvor længe vi skulle være her, om vi havde prøvet Hard Rock før, om vi var i gang med at rejse jorden rundt (fordi hun syntes, vi havde været mange steder, haha), og vi sådan snakkede, og pludselig siger hun så “oh you are family? I’m so sorry, we were talking, the staff, if you were boyfriend girlfriend, i’m so sorry” og lillebror og jeg kiggede bare på hinanden sådan…. :)) ew.

Men vi snakkede videre med hende, og hun fortalte om Japan og japansk kultur, og hun fortalte om sit arbejde her, at hun var nyansat – 3. måned eller sådan noget – at hun var i gang med at studere, at hun studerede til noget hotelmanager, eller sådan noget, og hun spurgte ind til Danmark og dansk kultur, og vi fortalte om høje skatter, men at vi til gengæld havde free health care og uddannelse, og fik penge for at tage en uddannelse, også selv om de havde skåret lidt i vores penge (og ændret fri uddannelse-systemet), osv., og hun var MEGET blown away.

Og som den dumme dansker jeg er, begyndte jeg jo bare at OVERHYPE DK, fordi jeg fik en sudden fornemmelse af…. fæderlandskærlighed :))) og hun tog mig på sengen og bare “what is there to see in Denmark” og man kunne bare se lyset forlade mine øjne og bare “fuck” køre rundt inde i mit hoved, idet jeg,,, svarede med “the little mermaid, a Danish author made her up” LOL og “uhm, tivoli, it’s an amusement park… the inspiration for Disneyland actually…. uhm and that’s about it actually…. uhm, our country sucks, to be honest omg” og lillebror brød ind “the round tower… it’s a big… round…. tower, uhm” og vi stod bare :))))) fuck DK er shitty, ærligt lol fuck

Men vi fik sgu solgt det alligevel, for hun virkede ret hooked på at tage af sted en dag. Jeg måtte også lige fortælle hende om vores surferstrande, og det viste sig så, at hendes far var tideligere surfer. Lolz.

Vi fortalte så om at vi bare kunne gå gratis til lægen, og det var hun også bare helt blown away over, og virkelig “I wanna live there!”, og hun fortalte, at det kostede 120.000 yen, tror jeg det var, pr. semester at gå i skole… jeg var ved at dø. Det er fandeme mange penge. Jeg tror faktisk, det var mere end det. Det var virkelig dyrt, i hvert fald. Og vi kom frem til, at hun blev betalt 1.000 yen i timen – altså 60 kr, og så måtte vi fortælle hende, at det er det, man får som ungarbejder i DK, og at man hjemme i DK ofte fik 2.000 yen eller mere pr. time, hvilket hun syntes var HELT VILDT. Hun fortalte også, at hun var 18 år gammel, og både lillebror og jeg blev all blown away. Vi snakkede med hende i over en time, og hun lærte os nogle basic, must know japanske fraser. Jeg kan ikke huske, om det første var sei-masei, eller sådan noget, som havde flere betydninger, og derudover så do-to-me-masta, eller sådan noget, og hun forklarede det var “kinda like don’t touch my mustache”, hvilket vi syntes var supersjovt, og hun lavede de sjoveste gestusser, mens hun udtalte de forskellige fraser. Sidstnævnte her betød vidst nok undskyld. Hun var fandeme sød, det var hun altså.

Hun fortalte, at vi kunne gå op i VIP-loungen og lige kigge, så det gjorde vi selvfølgelig! Det var ret fedt at prøve.

Vi kom vidt omkring i samtalen med hende, og snakkede bare om alt mellem Himmel og Jord, og det var simpelthen bare så rart! Man møder sjældent nogen, der taler så godt engelsk, som hun gjorde, og hun syntes endda ikke engang, at hun var særlig god.

Hun fortalte også om, at hun altid havde drømt om at være model, og så havde forfulgt den drøm, men at de virkelig havde presset hende til at være ekstremt tynd, og hun var i forvejen en MEGET slank pige, og hun fortalte, at hun måtte opgive, og indse, at den drøm sgu ikke var for hende, for hun gik rundt og var svag og havde hovedpine hele tiden, så det havde hun lagt på hylden, hvilket jeg syntes var enormt sejt!

Hun fortalte, at hun snart havde fri, og at hun nok skulle en tur over i baren, inden hun tog hjemover…

Vi fik spist færdig, mens hun gjorde det, hun nu skulle på jobbet, og i samme øjeblik kom der en ny Royal Blood sang på, som bare hypede mig endnu mere. Takket være en, jeg har skrevet med, der engang skrev, hun skulle til koncert med dem, blev jeg ellevild med dem, og havde hørt deres første album på repeat en billiard gange, og mens min lillebror var ude og tisse, sad jeg bare ved vores bord og jammede, og jeg syntes musikken lød så bekendt, men ikke teksten, og lige inden den sluttede, så jeg så “Royal Blood – Lights Out” på skærmen!!!!! amazing. Senere googlede jeg den, og fandt frem til, at jeg nok også havde hørt “I Only Lie When I Love You”, for den virkede også bekendt på mig… det var seriøst bare amazing.

Inden hun tog hjem, eller hvad hun gjorde, hende vores servitrice, kom hun over til os for at sige farvel.

Vi havde tideligere på dagen spurgt hende, om deres “tip culture” her, fordi man normalt ikke giver drikkepenge i Japan, hvilket hun var meget ked af, men at fordi hun arbejdede på en amerikansk kæde, så måtte hun gerne tage i mod dem, men det var ikke et krav…

Så da hun kom over, for at sige farvel, slidede min bror og jeg hende en 500 yen. Jeg sagde, at vi ikke havde så meget, så hun måtte få den, og hun misforstod, og var all “nooo, if you don’t have so much money i can’t take this!” og vi stod sådan “nonono!! we just meant we wanted to give you more!!! you earned it, please take it!” og hun blev bare så glad! Og vi følte bare, vi var rigtig cheap as fuck, ikke at have givet hende mere, men det slog os langsomt, at vi sådan set havde givet hende løn for en halv time, så… det var måske ikke that bad alligevel. En 30 kr i drikkepenge for måltid til 140-150 kr? Nu jeg lige tænker over det, var det faktisk en ret stor tip, vi gav hende… vi var bare så vant til at yennen er ingenting, haha. Anyway – vi gjorde hende glad, og hun havde virkelig gjort vores dag rigtig, rigtig dejlig. Det var så rart at snakke med hende, og hun var så oprigtigt interesseret i os, og det var bare perfekt. Altså. Virkelig. Det tog os 2-3 timer at spise frokost, så vi kom bagud med tidsplanen, men det var sgu det værd, syntes vi.

Og også selv om det havde kostet lidt, så var det egentlig helt i orden, fordi vi havde virkelig fået en oplevelse med os i købet. Så vi gik derfra mætte, glade og bare… som helt nye mennesker, nærmest. Vi kunne slet ikke stoppe med at snakke om, hvor fantastisk hun havde været, og alle de ting, vi havde fået at vide om sproget, kulturen, osv. Det var SÅ fedt.

Det kan VARMT anbefales. Hard Rock Café Roppongi – 100% worth it.

Og så endte jeg med at høre de to sange fra Royal Blood på repeat i 2 uger… så det var nice… ja…. haha.

Og senere på dagen fik vi skrevet til sensei, at vi syntes, beløbet fra aftenen før (10.000 yen pr. person) var ret meget, og at det havde vi ikke lige regnet med, og nogle andre ting, jeg vælger at holde privat, og de var meget forstående, og sagde, at vi bare kunne betale 10.000 i alt. Det easede lidt skyldfølelsen over at have spist “dyrt” ude her i Roppongi!

Så alt i alt var dagen VIRKELIG vellykket, og jeg er bare stadigvæk helt høj og glad over den oplevelse. Jeg syntes sgu hun var fantastisk, hende vores dejlige servitrice, og jeg er inderligt ked af, at jeg ikke kunne forstå hendes navn, dengang hun præsenterede sig. Men ja…. sådan er det <3

 

Det var alt for denne gang. Glem ikke at følge med på Bloglovin‘! Til vi ses igen:

– Cecilie x