Tokyo 2017 – Dag 7 – Alene i Ueno
Så er jeg tilbage på bloggen med et nyt indlæg om Tokyoturen. Vi slår hul på dag 7, eller sagt på en anden måde – halvvejs gennem turen, og kun en uge til, at vi skulle hjem igen. Øvbøv.
Nå, min lillebror havde fået kontaktet mig og sagt, at jeg skulle regne med, vi tog ud og spise (ham og karate-fyrene) i aften, så jeg skulle nok ikke for sent hjem… Det tog jeg med i baghovedet, da jeg drog mod Ueno, for at tage på Tokyo National Museum. Men first, lemme take a selfie (or a few hundred).
Det her er mit fave outfit. Ærligt. Wow. I look so gr8. I deserve everything good in the world. I should be worshipped by way more people than I do. I’m amazing.
Anyway.
Got my butt moving til Ueno, og fandt frem til NationalMuseet. Planen var derfra at tage hen og se Yanaka-Reien, og evt. noget andet, jeg ikke lige husker hvad var, og så tage mod Asakusa, inden jeg skulle hjemover. Men først: museet.
Jeg startede med at gå ind i bygningen Honkan, som I ser her på billedet. På 1. salen var der Highlights of Japanese Art, som viser japansk kunst fra oldtiden og frem til omkring 1900-tallet.
De havde en meget flot Entrance Hall op til Highlights of Japanese Art.
De havde bl.a. denne fine statue, og dette flotte blækmaleri.
De havde gamle mønter.
Nr. 2 skriftrulle her har “gold leafs” på sig. Det så ret fedt ud IRL.
Det her tror jeg nok blev brugt til at beskrive historier eller sådan noget, når man fortalte disse… Jeg synes bare det var pænt, så jeg knipsede et billede.
Så gik jeg forbi et rum, hvor de havde rustninger. Den første er af typen Goinoku, whatever that means, og den anden er Gusoku, igen, idk what that means, og så en hjelm, så jeg synes mindede mig oddly meget om en forgyldt version af Shangs fars hjem i Mulan, men det er måske bare mig???
I samme rum spottede jeg disse sværd, det første er et “tachi” sværd, igen…. what does it mean, og de to nederste er Katana sværd, som jeg er obsessed med udelukkende på grund af Ninja Turtles og mit evige crush på Leonardo #dontjudge
Dette er en Hitatare, som var noget “soldater” bar i Edo-tiden, og det ligner lidt et forstadie til en yukata/kimono, synes jeg.
I det helt gamle, traditionelle Japan, blev de fleste rum i et hjem opdelt vha. skydedøre, eller foldeskærme og det gjorde de også i Edo-perioden, hvor man begyndte at male på disse. Jeg synes det her er helt urimelig flot lavet!
Jeg faldt over denne her “Tebako”, som er en gammel kosmetikboks. Jeg måtte lige tage et billede, der går med det billede, jeg tog af makeuppenslerne på Edo Tokyo Museum, hehe.
Så har vi denne her sakekande, eek, jeg gik og troede det var en tekande… whoops. Men flot, det er den!
Og sidst, men ikke mindst, så synes jeg denne her vifte var virkelig fin…
Og det var sådan set det, der var at se (synes jeg) på førstesalen!
Man kunne også gå ud, hvor man kunne spotte tehaven omme bag ved:
Udsigten var rigtig flot, og det ser ud til at være et virkelig hyggeligt lille tehus, der lå dernede på den anden side af søen!
På stueetagen var der denne figur, og denne her elefant, der viste sig at være en røgelsesbrænder… imponerende håndværk, synes I ikke??
Og så var der de her figurer. Jeg fandt ikke rigtig frem til, hvorfor de eksisterede, men jeg syntes, at de var flotte.
Så var der de her masker, som blev – hvis jeg husker rigtigt – brugt til Kabuki-teater. Jeg synes de var ret flotte og imponerende, og lidt sjove, nogle af dem.
Så var der lige denne her søde dukke-udstilling, hvor man kunne se, hvordan de gik med Daimyo’erne, som vi også så på Edo Tokyo Museum, indlægget kan i øvrigt læses her.
Ulvemaleriet synes jeg var rigtig flot, og så er der her ovenover fotografier fra den sidste del af Edo-perioden og Meiji æraen. Jeg synes ovenstående ligner Kejserpaladset helt vildt, men jeg er ikke sikker på, om det er det!
Jeg gik en tur ind i Gallery of Horyuji Treasures, i håb om, at der var noget spændende, men jeg var ikke videre imponeret. I hvert rum sad der også en kvinde og overvågede alle, der gik ind. Det var vildt sært, fordi de havde armbåndsure på, men selve uret var på indersiden af håndleddet, så hver gang de tjekkede uret – hvilket de gjorde pretty fucking ofte, sikkert fordi de RØVkedede sig – så skulle de vinkle håndleddet på en unaturlig facon for at se det… why is this???
Jeg var også en tur ovre i Heiseikan, hvor de bl.a. kører specialudstillinger for en ekstra pris, og arkæologi (med i entréen). I arkæologi-afdelingen fandt jeg bl.a. en stol af noget, der lignede ler, og en masse figurer og andre spændende sager, som jeg dog har valgt ikke at tage med i det her indlæg, fordi jeg tror, det så ellers bliver liiige langt nok, og jeg hellere vil have noget andet på programmet.
Jeg var en tur forbi Azekura Repository, som tideligere tilhørte Jurin’in templet, men nu er rykket hertil. Dunno hvorfor, men det var da en sød lille tempelfidus.
Så tog jeg et smut igennem Kuromon-Gaten, bare lige for at se, hvad det var all about, og det var egentlig heller ikke så specielt. Så jeg gik helt ud fra museumsområdet, og gik over til Kuroda Memorial Hall, i troen om det var en memorial hall sådan for… idk afdøde eller noget, men det var en memorial hall for en kunstner, og det sagde mig ikke noget. Personligt kunne jeg godt have undværet hele Tokyo National Museum, og jeg forstår ikke, den står i Pocket Tokyo som en af de bedste oplevelser, for jeg er (sorry) sikker på, jeg godt kan finde noget… jeg synes er bedre. Jeg var ikke videre imponeret…. men den engelske skiltning var god, så hvis man er interesseret i kunst, skal man klart tage et kig forbi! Men hvis ikke, så lad være…
Jeg gik derfor langsomt mod Yanaka, for at komme frem til Yanaka-Reien, der skulle være en gigantisk kirkegård, og gravsted for Yoshinobu Tokugawa, som var den sidste shogun. Derudover huskede jeg lige, at det jeg også skulle i Yanaka-området, var at se Shitamachi Museum Annex, som er en 100-årig gammel vinhandel, Kayaba Coffee, som er et lokalt mødested, og har været der siden 1930’erne, med masser af vintage inventar, og derudover evt. Rokuyru Kosen, som er et offentligt badehus. Det lyder da pissefedt?
Jeg var bare ikke skidegod til at finde vej, as per.
Men her er nogle af de “stop”, jeg fandt på vejen. Jeg er helt VILD med den lyserøde bygning. Jeg skulle have været gået derind… why didn’t I? Øv altså.
Og jeg ledte febrilsk efter dumme, dumme Shitamachi Museum Annex i hundrede år, jeg gik frem og tilbage en milliard gange. Lige overfor skulle Kayaba Coffee ligge, altså, hvor svært kunne det fucking være at finde? Og hver gang jeg så et kort, der viste mig vejen derhen, så kunne jeg bare ikke finde det, selv om jeg burde stå lige foran! Det var vildt frustrerende. Jeg fandt aldrig hverken Kayaba Coffee eller Shitamachi Museum Annex.
Nu realizer jeg så, efter jeg er kommet hjem, at ovenstående er fucking Kayaba Coffee. Jeg har fucking gået forbi den her kaffebar 87 gange. Og jeg ænsede det ikke. Hvilket betød, jeg også er gået forbi Shitamachi Museum Annex 87 gange. Fuck, jeg er en nød man…
Jeg fandt de her to bygninger, som jeg fandt oddly satisfying. De har da noget charmerende over sig, selv om de er gået lidt i forfald… eller er det bare mig?
Så fandt jeg det her odd sted, jeg først troede var indgangen til kirkegården. It was not. Det er Ota Kinjos grav, som var en eller anden, der levede i Edo-tiden. Okay… moving on.
Ovenstående billeder er to forskellige steder, der dog lå lige klods op og ned af hinanden, og jeg kan ikke huske, hvorhenne det skilte. Jeg tror nok de sidste tre billeder er for sig selv, men fuck knows. Udover det, er disse billeder det, jeg troede var kirkegården Yanaka. I was wrong. Yet again. Men flot var der!
Så gik jeg bare lidt rundt i Yanaka by, og tog billeder af de flotte spots, jeg selv synes, der var, hehe. Heriblandt disse:
Jeg synes de små, smalle gader ser SÅ enormt hyggelige ud, og jeg synes denne her dør var for grineren, fordi den var sådan, halv størrelse af mig nærmest. Den var virkelig lille. Og midt i en mur. Som der fem skridt længere henne alligevel var åben til… hvad er døren der for? Hvad skal den? Hvem kan komme ind af den?
Yet again troede jeg jo så, at jeg havde fundet Yanaka-Reien, og yet again tog jeg fejl. Jeg aner ikke, hvad dette sted er… men jeg synes igen, der var ret fint. Er også begyndt at blive lidt obsessed med de spande dér, kan jeg godt mærke. Puha altså.
Off I went.
Igen troede jeg, jeg havde fundet det rette sted. Igen tog jeg fejl. Det gik op for mig, at denne grav tilhørte Takahashi Deishu, som ikke helt er det samme, som ham, jeg ledte efter. Men omgivelserne var rigtig flotte, jeg var vild med det, jeg blev faktisk lidt forelsket i det hus med altanen, I ser på første og sidste billede.
Nå. Jeg gik lidt fortabt omkring, indtil jeg faldt over dette:
Så føler man sig bare lidt dum i hovedet. Jeg har været rundt i nærmest alle de templer, der ligger rundt om “here”… og jeg ledte efter en kirkegård…. not my proudest moment.
Jeg faldt over denne fine, halvforfaldne bygning på min Skammens Vej tilbage til mit udgangspunkt, der var Kabaya Coffee, som jeg på daværende tidspunkt jo ikke vidste… var Kabaya Coffee…
Jeg fortsatte, og faldt så over Jyomyoin Temple på min – forhåbentlig – rigtige vej til Yanaka-Reien. Jeg måtte ind og kigge:
Stenfigurerne på sidste billede er “eighty four thousand images of Jizo (guardian deity of children)”. Det var meget fint… et pænt pitstop.
OG SÅ LYKKEDES DET SGU ENDELIG.
Eller, det vil sige, det lykkedes næsten. Løverne er fra indgangen til en eller anden slags “park”, hvorfra man kom ind på noget, der lignede et gravsted, men man skulle meget længere ind i dette gravsted, for at komme ind til det reelle Yanaka-Reien, som jeg læste det på kortet. Tideligere på dagen havde min lillebror sagt, at jeg skulle være hjemme og klar til at tage af sted 18:30, og klokken nærmede sig 16:30-17 stykker, så jeg besluttede, at mit klogeste valg nok ville være, at vende om og begynde at tage hjemad, idet jeg også var usikker på, hvor langt væk, jeg var, og hvordan jeg kom tilbage igen… og at jeg i øvrigt også skulle nå et ærinde på vejen.
Så jeg vendte mig mod Ueno Park og begyndte at vandre hjemover.
Da jeg kom igennem parken, spottede jeg denne:
Ueno Park havde simpelthen deres egen, lille Frihedsgudinde. Da jeg kom ud af parken, spottede jeg Tokyo Skytree. Inde i parken, til gengæld, var der fyldt op med mennesker, og bag det hvide lærred var der forskellige talenter oppe på scenen, hvilket forklarede den larm, jeg havde lyttet til hele formiddagen på museet haha.
Nå, men jeg kom med metroen, stod af på Kayabacho, smuttede i FamilyMart, måtte i min stress finde ud af, at Family Mart ikke forhandlede det, jeg skulle bruge, så jeg måtte vende snuden mod (skræk og ve) Nihombashi, der ellers ligger en del længere væk, så jeg sprang bare af sted, for klokken var efterhånden mange, og jeg havde også lige fundet ud af, at tidspunktet var rykket frem til 18:20, og klokken nærmede sig 17:50, så jeg havde lidt travlt, du ved… dog fes jeg bare over til en af de andre opgange til Kayabacho-Metro Station, idet jeg spottede en Lawson derovre, og thank god, de havde det jeg skulle bruge, så jeg ikke behøvede spurte hele vejen til Nihombashi! Så sprang jeg ellers af sted tilbage mod hotellet, og nåede derop ca. kl. 18. Puha. Men så skulle jeg også nå at tisse, vaske tøj, lægge makeup, etc., så der var fandeme fart over feltet, hold kæft, hvor var jeg stresset! Men jeg nåede det til tiden, på et hængende hår nærmest, og jeg spurtede ud i elevatoren med skoene i hånden, som jeg kæmpede med at få dem på…
Fortsættelse følger 😉 Jeg tænker at tage et separat indlæg om middagen, ligesom jeg gjorde sidste år, så det kommer op snarest muligt. Så glem ikke at følge med inde på Bloglovin‘, hvor I kan subscribe, så I får en email – og ellers så følg min blog, ved at trykke følg blog, hvis du åbner fra din smartphone! Til vi ses igen:
– Cecilie x
Ingen kommentarer endnu