Tokyo 2017 – Dag 13 – Shinagawa, Ebisu & Harajuku

Hej Bloggen, og velkommen tilbage. Vi tager nu fat på vores allersidste dag i Tokyo 2017 🙁

 

Dagen startede i Shingawa, som var et distrikt, vi ikke havde været ude i før. Vi fik inspiration fra den brochure, vi snuppede nede i lobbyen første dag, og havde planlagt det således, at vi tog metroen til Shingawa, og så kunne vi – med lidt held – gå rundt til hhv. Ebisu og Harajuku.

I Shinagawa skulle vi se Sengakuji Temple og Happoen, og vi (jeg) glædede os!

Første stop var som nævnt Sengakuji Temple. Her ser vi Sanmon, Main Gate.

Her ser vi Hondo, Main Hall. Derudover købte vi nogle Incense Sticks, man købte et bundt til 100 yen, som vi besluttede at splitte. Disse blev så brændt af i krukken foran templet, til Buddhaen i håb om “health of everyone and universal peace with pure feelings”. Dette har jeg også nogle videoer af, men as per, kan de jo ikke komme med op med dette indlæg, så det må blive en anden god gang 🙁 Desværre!

Så var det et hus, not sure, om det var det, de her mennesker boede I? Og et berømt blommetræ, Chikaras – Chikara var søn af en eller anden, og begik seppuku (hara-kiri), og træet sagdes, at være blevet flyttet hertil, fra det hus, hvor han begik selvmord. Sidste billede her viser udsigten fra huset og til Ako Gishi gravene.

 

Her har vi så (igen) min obsession med de her cleanse-fiduser. Derudover har vi Chizome (blodplettet) blommetræ og sten… Historien fortæller, at da Asano Naganori begik seppuku, flød hans blod ud og plettede dette træ og denne sten. Ret freaky, men også ret sejt…

Her sre vi Kubi-Arai “hovedvask brønden”. I husker det blodplettede blommetræ og den tilhørende sten, ikke? Well, det var en fyr, der hed Kira Kozukenosukes skyld, at Asano Naganori blev straffet af shogunatet, og skulle begå seppuku/hara-kiri. Asanos tilhængere var obviously ikke fans af dette, så de 47 mand besluttede, at de ville hævne deres herre, ved at dræbe Kira. Så det gjorde de, og huggede hans hoved (kubi) af. Efter dette tog de til Sangakuji, og til deres herres gravsted, for rapportere drabet. Da de nåede frem vaskede de Kiras afhuggede hoved i brønden, og lagde det så foran deres herres grav og annoncerede deres succes.

Lidt klamt, ikke?

Jeg blev ikke helt klog på, hvad dette var, men jeg har en anelse om, at det måske er Asanos grav?

Og her kom vi så op til Ako Gishi gravene. Der var også mulighed for at købe incense her, og mulighed for at tænde dem, så vi tændte dem, vi havde tilbage, og lagde dem forskellige steder.

Jeg lagde en af mine inde i de der huller (billeder 3), og en sammen med de andre her på pladen – der i øvrigt var brandvarm.

 

Resten af historien, fra at tilhængerne havde dræbt Kira, var, at de gik til bekendelse hos autoriteterne, og for at bevare deres samurai-status og ære, blev de idømt alle sammen at skulle begå seppuku ved halshugning, hvorefter de blev begravet ved siden af deres herre i fire separate blokke, som man så kan se her på billederne.

 

 

Og så var der lige nogle “udsigtsbilleder”. Jeg synes det er så vildt, at et sted, der er SÅ flot, kan gemme på SÅ barsk en historie 😮

Vi gik ud, samme vej, som vi kom ind, og begav os mod metro-stationen, for at se på det nærmeste CityMap, hvorefter vi begyndte at gå mod Happoen. 🙂

På vejen spottede vi en masse spændende ting, bl.a. et campus, der mindede mig enormt meget om Tyskland, og en lille, gemt helligdom, som vi dog ikke orkede, at gå op til. Det tog vildt lang tid at nå frem til Happoen, men til sidst lykkedes det endelig, og vi var meget glade! Og en anelse dehydrerede…

 

Inden man gik ind, var der lige denne her cute helligdom, som vi selvfølgelig måtte kigge nærmere på 😛 Man er vel lidt nysgerrig…

Og så var der gaten ind til Happoen. Jeg ser lidt lille ud, eller er det bare mig? Og btw. Jeg ved godt mit tøj er lidt emo/scene, lol, mEN, vi skulle til Harajuku senere jo, og hvis der er ét sted i verdenen, hvor det er OK at se sådan ud, så er det fandeme dér, og det skulle jeg ikke misse!

 

Vi kommer ind, og det første vi ser er den her lille Pavillion-lignende ting. Der kunne man godt sidde og nyde haden, mens man drak en kop grøn te og spiste lidt kage, synes jeg.

Så kom vi forbi et hav af Bonsai-træner. Altså, der var virkelig mange, og de var så flotte. Der var SÅ grønt inde i denne her have, det er helt vildt. Farverne var så skønne! Plus, der var HARDLY nogen myg, så det var bare en kæmpe win!

Nogle udsigtsbilleder, som vi kom gående. Jeg har en idé om, at det på nederste billede er et lille tehus, men who knows? Vi nåede også Hakuhokan, som er en traditionel japansk bankethal. Virkelig flot. Vi stod og kiggede sådan udenfor, og så kom der nogle personaler gående forbi, og spurgte, om vi ville ind og kigge – det ville vi selvfølgelig gerne! Og i respekt herfor, valgte jeg ikke at tage nogle billeder derinde <3 men ham personalen gik så og viste os rundt derinde, og det viste sig så, at jeg tror nok, at sidste år, var der et par, der var blevet gift i hallen – og i dag var så deres årsdag, og de ville komme tilbage og fejre det, så de var i fuld gang med at dekorere på traditionel, japansk manér. Virkelig spændende at se – og folk var så gæstfri og venlige, selv om de arbejdede på livet løs derinde.

Ude foran var der denne her lille “rygerhytte”.

Bagefter gik vi ned mod vandet, og der var SÅ flot på vejen dernedad. Altså… wow.

 

For enden var der denne her Suichin, hvor folk kunne sætte sig ud og få en forfriskning, mens de slappede af og nød køligheden fra vandet… virkelig smukt. Seriøst, hvor amazing ville det ikke lige være? Desværre var der et “man må ikke gå herned” skilt foran, så vi måtte betragte det på afstand og drømme om, hvor smukt det måtte være, at sidde dernede :/ <3

 

Til sidst nåede vi mere eller mindre tilbage til start, hvor der var det her fine “vandfald”, som jeg besluttede, at vi skulle lave et mindre fotoshoot ved, haha. Mens vi var i gang, kom et personale hen og spurgte, om hun ikke skulle tage et billede af os, hvilket vi selvfølgelig takkede ja til! Desværre fik hun ikke lige vandfaldet i baggrunden med, så vi supplerede lige selv med et par billeder… men det blev et rigtig fint billede af lillebror og jeg <3 Jeg takkede damen mange gange for billedet, og hun sagde, vi nok var de første udlændinge, der havde været i år. Jeg sagde til hende, at jeg helt klart ville anbefale stedet til andre udlændinge, så det gør jeg nu – her var flot, og virkelig bare great. Hama-Rikyu kunne også noget, men… jeg tror faktisk, jeg synes, at Happoen er federe! Så hvis du finder dig selv i Tokyo sometime – tjek Happoen ud! <3 desuden koster det intet at komme herind, i modsætning til Hama-Rikyu 😛

For helt endegyldigt at nå tilbage til start, skulle man dog lige over en bette bro, og så over og op af stentrapperne. Det var meget sjovt, at på den ene side, lå der et lille vandløb, hvor vandet løb ud i søen, og på den anden side lå noget, der closeup lignede lidt en hule??

Imidlertid smuttede vi dog ikke tilbage til start – vi spottede nemlig, at nogen andre var gået ned i huset nede ved vandet, så vi besluttede at være crime og gøre det samme.

Oh hey there…

Må indrømme, jeg savnede min selfiestang. Det var svært at få et billede af sig selv og baggrunden!

Lidt stemningsbilleder af, hvad det ville sige helt reelt at sidde der – jeg har også nogle videoer <3

Et par selfies af lillebror og storesøster, og et desperat forsøg på at få søen i baggrunden med <3

Og et “på gensyn”, da vi gik derfra igen </3

Vi gik derfra tilbage og op, hvor jeg lige fik lillebror til at posere for mig en sidste gang <3

Og så var det ellers farvel til Happoen, og mod Ebisu!

Vi skulle også finde noget frokost. De havde en café i Happoen, faktisk, men for whatever reason besluttede vi os for ikke at spise der (???) og gik i stedet mod Ebisu, og regnede med at finde et supermarked af en art på vejen. Dette lykkedes også. Vi rendte ind i noget, der hed Maruetsu Petit, som faktisk VAR et reelt supermarked! Jeg blev så glad! Og lidt ked af det, fordi det var vores sidste dag, og jeg ville ønske, vi havde vidst, at der var supermarkeder at opdrive, for der var bare alt muligt. Lillebror var desværre 2 fast og havde megatravlt, så jeg nåede ikke at kigge ret meget derinde, rip rip rip. Men de havde masser af kølevarer, grøntsager, uendelige hylder med alt hvad hjertet begærede, ville seriøst ønske lillebror havde givet mig tid til at kigge på slik, men nope… og bedst af alt, så havde de kraftedeme bakeoff, ligesom hjemme i DK! Så den stod på varme pizzaslices, en cinnamonbun (troede jeg, turns out senere, at det var en blåbærmuffin-fidus, jeg blev lidt skuffet), og en cola zero. Det bedste af det hele var, at det kun kostede 280 yen for ét pizzaslice, én muffin og en sodavand – altså lige knap 18 kr. Stik den, DK.

Nå, men vi satte os udenfor og frådede vores frokost. Som jeg havde læst kortet, skulle vi fortsætte fremad indtil vi kom til et lyskryds, og så dreje til venstre. Dog gik jeg op til en sælger og spurgte ham, hvilken vej Ebisu lå, inden vi gik videre – jeg magtede ikke at fare mere vild. Han bad mig “go straight”, så det gjorde vi, og havnede pludselig ved indgangen til Institute for Nature Study, vi havde besøgt sidste år (link her, det var IKKE en succes). Jeg fandt dog hurtigt et kort og lokaliserede, vi skulle gå lidt tilbage – dog stoppede jeg lige en businessman og spurgte, om det var rigtigt forstået. Det var det. Så dragede vi videre.

 

At some point begyndte det at regne lidt, så vi hoppede sammen ind under min paraply, mens vi fortsatte, og langt om længe nåede vi Ebisu Station! Så vidste jeg, hvor vi var.

Troede jeg da. Ebisu Station er MOTHERFUCKING stor, så ved I lige dét. Vi gik rundt i 30 minutter, minimum, og jeg anede stadigvæk ikke, hvor fanden, vi egentlig skulle hen. Til sidst stod vi ude foran, og jeg stod… “okay jeg ved hvor vi er nu… det her er bekendt… vi skal dENNE VEJ”, og lillebror stod “er det ikke denne vej”, og så kom der en rar, ung, lidt lækker, britte hen til os. “Do you need any help?” spørger han.

Mig: “We are just trying to find the…”

“Station?” afskærer han mig.

“Ice cream place.”

“Ice cream place?” han kigger på mig, som er jeg faldet fra månen – men det var jeg nu ikke.

“Yes, let me just…” jeg begyndte at tage min taske af, for at finde Tokyo-bogen, så jeg kunne vise ham navnet – jeg kendte godt navnet. Ouca Ice Cream, men jeg anede ikke, hvordan man udtalte ouca rigtigt, og jeg ville IKKE make a total fool of myself. Men inden jeg nåede at finde bogen, havde han fundet det på sin telefon.

“It’s not far from here, I can take you.”

Og fra det moment fulgtes vi så med briten, vi ikke kendte navnet på. Han fortalte, han boede i Japan, da jeg spurgte, og han fortalte, at “it’s funny you know, the Japanese and their umbreallas, everyone has one, and like they are eye-poking level for us, so like, you always have to watch out”, og jeg grinede.

Han spurgte så: “So are you two like boyfriend and girlfriend?” og jeg stod NOPE we are siblings. AKAVET. Jeg fortalte så også, at lillebror trænede karate, og havde sort bælte. Han sagde et eller andet med, at han så hellere måtte watch out.

Så går vi forbi en japansk kvinde med en paraply, og han siger DØDseriøst til mig “Look at her. Look at that umbrella. It’s so big. She doesn’t need it that big! What is she going to do with it? Live under it?” og jeg stod bare OHMYGOD HVAD HVIS HUN KAN ENGELSK DIN TUMPE, jeg blev så forlegen! Nå, men vi fortsatte, og han sagde, at han var nysgerrig for at se dette issted… og lige inden vi nåede derover.

“So it’s your last night. Are you going out tonight then?” og jeg stod “nej”, og han prøvede igen… og igen… “It’s your last night, and you’re really not going out tonight?”, og jeg stod “no, sorry, our plane leaves early!”

Vi nåede frem til Ouca, og vores farvelscene var det MEST AKAVEDE I VERDENEN, fordi jeg vidste ikke, om det var give hånd eller kramme eller what, og så gav han hånd til lillebror, og vi takkede for at han havde fulgt os herhen, og jeg huskede ikke, om jeg gav hånd eller krammede, men han kørte en hånd gennem håret og went: “okay this is awkward goodbye” og stak af HAHAHAHAHAHA. Fuck det var weird… han var så sød og lækker, rip rip rip, i would’ve went out with u, come back 2 me…

Nå, lillebror og jeg kiggede så bare på hinanden all “in… inviterede han os lige i byen?”

 

Anyway – vi var nu på Ouca Japanese Ice.

De havde ikke længere pumpkin-flavor, som ellers var den, jeg havde set MEST frem til at skulle smage, så jeg var en anelse skuffet… Og jeg skulle no way in HELL have matcha igen. Så jeg stod og kiggede nysgerrigt  på to lyserøde farver, men smagene var labeled “Suika Hyouka” og “Momo Hyoka” og du ved, det blev jeg ikke ligefrem klogere af, vel. Så jeg spurgte. Det viste sig så, at være hhv. vandmelon og peach, så jeg besluttede, at det skulle jeg have. Og så skulle jeg have en tredje… det endte med “Soybean Powder and Brown Sugar”. Fordi man kan IKKE tage til Japan uden at smage nogle af de skøre ting, de har hernede.

Kunne ikke vælge ét hipsterbillede, så I fik mange, haha. Som sædvanlig var der også tang nede under, og det smagte klammere denne gang end sidst, så I nearly died. Lillebror fik matcha, peach, watermelon og melon (jeg brød mig ikke om den normale melon sidst, så den sprang jeg elegant henover også). Han kommenterede også, at kiksen smagte som dem, man fik i kirken, haha.

Og nu til det spændende – hvordan var isen!? Vandmelonen var enormt syntetisk i smagen, syntes jeg. Den var jeg sgu ikke fan af. Jeg tror ferskenen var ret god, men jeg husker det faktisk ikke helt… whoops. Hvad jeg derimod husker var, at den brune, soybean powder and brown sugar, den smagte af kaffe i starten, og det kunne jeg ikke lide. Men jo mere, jeg spiste af den, jo mere kunne jeg lide den, og jeg endte med at elske den! Virkelig lækker, omg… Totalt det værd! knapt 30 kr. for sådan en bette is synes jeg er lidt dyrt, men omvendt, så var det SO worth it med de forskellige smage, og jeg skulle have været lige så brave, som lillebror og valgt en større, så jeg kunne få en smag mere med 😛

 

Efter at have nettet os med den lækre is, gik turen i første omgang moood…. Shibuya!

Dét var noget af en prøvelse, det var fandeme svært at finde vej, men det lykkedes, da jeg fandt ud af, at jeg for whatever reason skulle gå mod Shinjuku… og så kunne jeg ikke finde Shibuya Station, fordi de lavede åbenbart noget arbejde dér, så de havde dækket Stationen helt til med afskærmere, og så stod der pil til højre – Shibuya Station, og så gik man til højre, og så pil til venstre – Shibuya Station, og så stod vi bare dér mellem to pile, der påstod hver sin vej var Shibuya Station… men det lykkedes til sidst, at jeg spottede Shibuya 109 bygningen, gik mod den, og fik orienteret mig i forhold til, hvorhenne DisneyStore var, fordi det nåede jeg ikke, den dag jeg var alene, og jeg ville gerne vise lillebror den flotte, flotte Disneystore i Shibuya!

Først så jeg det her enormt søde Pinocchio set-up, jeg IKKE så sidste år. Jeg elsker virkelig Pinocchio-viben, jeg ved ikke helt hvorfor? Jeg endte også med at købe noget Pinocchio, haha. Indlægget fra sidste år kan læses her.

Så så jeg det her cute børneværelse, jeg også så sidste år, men i modsætning til sidste år, spottede jeg så denne gang Peter Pan og billederne af Darling-børnene… Whoopsie. Jeg kan så se nu, at jeg ikke inkluderede dette billede i sidste års indlæg, så nu er det lidt mindre pinligt, haha.

Dette så jeg heller ikke sidste år, og synes jeg også, så meget fedt ud, så enjoy that.

Last but not least har vi så hhv. Alice i Eventyrland udgangen/indgangen. <3 så meget kærlighed til Disney, haha.

 

Efter Shibuya prøvede vi så at finde mod Harajuku, men jeg var lidt usikker på, hvilken vej vi skulle. Jeg begyndte også at få ENORMT ondt i benene, så jeg måtte sætte mig ned, mens jeg bad lillebror shanghaje en, for at spørge om vej. Det viste sig så for mit vedkommende, at jeg havde fået nældefeber UDOVER begge bagskinneben (andet ord?), og knæhaser. Og fy for den LEDE, hvor gjorde det bare ondt. Jeg sad med tårer i øjnene på en trappesten, og kunne bare ikke strække dem ud eller bøje dem ind, fordi det brændte så forfærdeligt.

Men jeg kom på benene igen, og jeg gik over og var med i samtalen, og jeg mistænkte lidt, at fyren havde hørt, at vi havde spurgt om vej til Hachiko, og ikke Harajuku, da han pludselig pegede os i retnings af Shibuya Station… men vi var lydhøre og gik den vej, til vi var tilpas nok langt væk, til at vi kunne vende om igen xD Dog inden vi vendte om, måtte jeg sætte mig ned igen, mens jeg virkelig bare med tårer i øjnene sad “I can’t, jeg må have noget antihistamin og håbe på det går over”, så jeg slugte en pille, jeg HELDIGVIS var begyndt at huske, at have med mig, når vi gik ture. Sagen er den, at jeg lider af varmeudløst nældefeber (bl.a.), og jeg har været ENORMT heldig på turen, men lige sidste dag, så gik den sgu ikke længere. Det er dog lidt sært, hvordan jeg fik det kun på bagsiden af benene, trods jeg havde nylonstrømper på, og trods jeg havde det betydeligt varmere andre steder… men ohwell. Og min nældefeber kan udløses af alt fra solens varme til varme fra drikke/mad til svedproducerende varme. Så… ja, skønno. Men vi gik mod Harajuku, omend jeg haltede lidt.

Vi nåede så til Kiddyland, hvor jeg rekreerede billeder fra sidste år, endnu engang, jeg tog nemlig selfies med denne Stormtrooper og Darth Vader sidste år, men for whatever reason har jeg ikke featured det i mit gamle blogindlæg (her). Jeg genså lige billederne, for at se, om jeg skulle smide dem op i dette indlæg, og nOPE, jeg har ikke featured dem i det gamle indlæg, fordi jeg var ugly as shit, så lad os bare glemme, de findes xD

I Kiddyland var der også en lille Powerpuff-stand, og jeg er AMAZED, hvorfor denne pludselig upspring i Powerpuff pigerne? Er der kommet en reunion??? Noget jeg ikke ved noget om??? What’s going on???

Og så selvfølgelig Disney-standen <3 Jeg fik købt nogle småting her også, som I dog må afvente med at se, til min haul engang udkommer <3 hehe. Derudover var vi et smut i Daiso, hvor jeg sjovt nok også gik shop-amok! Haha.

De havde også denne søde t-shirt i Kiddyland, som jeg var meget tæt på at købe… Late for a Date, haha. Og så var der denne her crazy candyfloss, jeg spottede, den ser ikke særlig stor ud, men tro mig, den var fucking større end det barn, der holdt den man. Og så var hvert lag en ny farve. Mega cray-cray.

Og nu vi var i Harajuku, og jeg havde taget outfittet på, måtte jeg også lige posere lidt, blandt de farverige butikker, jeg kunne finde, så mit outfit ikke gik til spilde <3 Jeg passer ret godt ind her på Takeshita Dori, synes I ikke? Jeg vendte også tilbage til Hello Kitty tasken, omtalt i et af mine andre indlæg (her), og blev enig med mig selv om IKKE at købe. 🙁 jeg kunne rigtig godt lide tasken and all, men jeg ville også bare meget hellere have noget, der sådan rigtig sagde JAPAN eller TOKYO, fremfor Takeshita Dori, som der stod på denne taske, fordi folk måske ikke umiddelbart ville vide, hvad Takeshita Dori er, eller hvorhenne, det ligger </3

 

Da vi var færdige i Harajuku, blev vi enige om at tage metroen til Tokyo Station, hvor vi ville spise aftensmad. På vejen spottede jeg dette:

Og jeg bliver bare nødt til at sige… I CALL BULLSHIT!!! På skiltet nedenunder står der “Danish beyond Danish”, bitch, what the fuck u serving, ‘cuz it sure as hell is nOT DANISH. What the hell

Nå, men vi nåede forvirrede op fra Tokyo Stationen metroen, kom ud af stationen, og kunne så gå ind igennem stationen og ned mod Tokyo Ramen Street. Jeg havde en af dagene spottet en ricebowl, de havde dernede, der så yderst interessant ud, så der endte vi sgu med at spise.

Det smagte egentlig fint nok, men en smule dyrt, i forhold til, hvor lidt mad der var, men ohwell, vi fik prøvet noget nyt! Der fulgte en suppe med, der dog fik mig til at almost at puke everywhere, så den lod jeg pænt være… men ja.

 

Inden vi gik fra stationen måtte jeg lige ind og have en Starbucks Frappuchino. Jeg havde besluttet, at jeg skulle have en S’mores, men da jeg kom derind, tog min weak-i-want-what-i-know-and-love-side over, så jeg endte med en chokolade, whoopsie. Derfra gik vi hjemover, men tog lige et smut forbi Family Mart og købte noget morgenmad til i morgen, når vi skulle mod lufthavnen.

På billedet ved siden af min smukke frappé, ses min nældefeber, der var begyndt at chille lidt, men stadigvæk gjorde ondt som BARE pokker… nældefeber er SÅ ubehageligt, i swear to god, og det gjorde så ondt, og uanset hvor meget aftersun jeg sprayede på, ville det bare ikke køle ned, og urghhh, det var så ubehageligt 🙁 men vi begyndte at få pakket sammen, var nede at veje kufferterne, og jeg måtte… smide min elskede, gamle Converse ud (de var fuldkommen ripped to shreds, men alligevel)… og nu fortryder jeg så, jeg ikke købte nogle nye, da jeg var i Japan… nok var det japanske Converse, men til 300 kr burde jeg lige havde kunnet overleve… men jeg gjorde det selvfølgelig ikke, fordi jeg er rather stupid… oh well. Sådan kan det gå xD Men vi fik pakket færdig og smuttede så til køjs! <3

 

Tak fordi I læste med, der var en del mere tekst denne her gang! Glem ikke at følge mig på Bloglovin‘, så du ikke misser et indlæg <3 Til vi ses igen:

– Cecilie x