Sygeplejerskeuddannelse: fra modul til semester?

Jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen lige efter, jeg havde afsluttet HF. Jeg startede på den studieordning, der er fra 2008, hvor man har moduler. Hvert modul varer ca. 10 uger, hvorefter der er 1 uges mellemuge, hvor man kan studere og gå til omprøve, og være i praktik, hvis man mangler at indhente lidt på dén konto.

Sygeplejerskeuddannelsen blev revideret i 2016, hvor man skiftede over til semestre, dvs. ca. 20 ugers varighed. Det rammer også mit hold fra august, 2017. Her rykker vi over på semester 5, i stedet for modul 9.
Det skaber dog nogle komplikationer for os, ift. at semester 5 er helt anerledes struktureret, end det modul 9, vi ellers skulle have rykket over til. Vi kommer til at blive bedømt på en masse bl.a. videnskabsteori, forskningsmetode, teknologi og klinisk lederskab, hvilket vi ikke har haft på nogle af de tideligere moduler. Vi får en lille supplementsperiode på 5 uger i semester 5, hvor vi kan få læst op på nogle af disse ting, men jeg føler langt fra, at det er nok, taget i betragtning af, at vi også skal forberede stoffet på semester 5. Derudover skal vi ud i 6 ugers klinik på semester 5, og vi skal i øvrigt også læse op til og studere til en farmakologiprøve, der skal bestås med min. 95%, samtidig med, at vi skal koncentrere os, om den interne prøve, vi skal bestå på semester 5. Vi skal altså lære hele semester 5, samtidig med vi lærer en del fra de tideligere semestre, samtidig med klinik, og samtidig med ekstrem terpning af farmakologi og lægemiddelhåndtering/lægemiddelregning? Dét synes jeg er utrolig stressende.
Derudover gennemgår vi nogle ændringer ift. at vi mister en hel mellemuge hver gang vi skifter semester. Hvor vi før havde 10 ugers modul, 1 uges mellemuge, 10 ugers modul, 1 uges mellemuge, så har vi nu 20 ugers semester, 1 uges mellemuge. Det synes jeg er hårdt ift. at jeg brugte mine mellemuger på at studere, og læse op på det pensum, jeg ikke havde nået, fået sat mine noter i orden, etc., da jeg i hovedet ikke kan overskue det i de uger, hvor jeg er i skole og/eller klinik. Det gør mig utrolig bange for at komme bagud på mit studie, fordi jeg ikke kommer til at få tid nok, til at lave alt.
Derudover er vores fravær også rykket fra max 20%, til max 10%. Jeg har i og for sig forståelse for, at man ikke bare skal drive den af og blive væk fra studie osv., men der er ikke rigtig forståelse for, at der er nogle faktorer i nogle menneskers liv, der gør, at de måske bare bliver nødt til at være lidt mere fraværende. Jeg f.eks. går til fysioterapi 1,5 time på et bestemt tidspunkt af dagen, og det kan jeg ikke bare rykke. Jeg skal også starte i en social færdighedstræningsgruppe, der også kommer til at ligge inden jeg får fri fra klinik. Det betyder, at jeg hver uge skal have 1,5 times fravær, hvilket altså rigtig, rigtig hurtigt løber op i en del timer. Så mange timer, at jeg ikke kommer til at have “råd” til at være syg, så hvis jeg pludselig rammes af influenza, så har jeg ikke noget andet valg end at tage i skole? Eller hvis jeg skal have en akuttid ved læge, øjenlæge (hvilket jeg går meget til lige p.t.) eller tandlæge, så er det bare sur røv, fordi jeg har ikke timer nok til at kunne tage fri/fravær? Jeg har allerede det sygeste stress over det. Jeg føler allerede nu, at jeg ikke rigtig har noget valg. Jeg kan vælge at gennemføre min uddannelse, eller jeg kan vælge at gå i behandling og prioritere at få det godt. Jeg kan ikke vælge begge dele. Og det gør mig sindssygt stresset, fordi jeg ved, at jeg kommer til at vælge min uddannelse. Men hvilke konsekvenser får det så ikke for mig som menneske, når jeg stopper med min terapeutiske behandling og dropper fysioterapi? Jeg kommer til at blive et meget nedbrudt, skrøbeligt menneske. Og det er ikke nogens skyld, andet end min egen, men jeg synes alligevel det er lidt uretfærdigt, at man skal tvinges til at vælge i et “velfærdssamfund”. Jeg synes altså, det er strengt. Derudover er der en masse, der nogle gange er nødt til at gå en halv time eller et kvarter før, for at kunne nå at klæde om og nå en bus, så de kan komme på arbejde. Men det er der også manglende forståelse og fleksibilitet for mange steder, og det tæller også som fravær. Men de mennesker, der skal af sted på arbejde, har faktisk brug for at komme på arbejde og tjene penge til deres husleje, fordi SU’en ikke rækker. Så står de pludselig og skal vælge mellem husleje/mad eller uddannelse? – selvfølgelig kan man kompensere for lidt af det, ved at være i klinik i mellemuger eller sommerferie, men det betyder også bare, at man hele tiden er et skridt bag alle andre, fordi du så ikke kan catche up på alt det andet arbejde (læsning, noter, forberedelse), fordi du er nødt til at være i klinikken. Alene tanken får mig til at tudbrøle, fordi jeg bliver så stresset, og i teorien er der intet at stresse over endnu, jeg skal bare chille the fuck out, men det kan jeg ikke, fordi jeg er så angst for ikke at kunne klare det. Jeg synes mit liv er ubeskriveligt hårdt lige nu, så at det kun bliver strammere fremadrettet er slet ikke ti at kapere i min lille ærtehjerne, kan jeg godt fortælle jer.
Og så er der farmakologitesten… jeg har fuld forståelse for, at de har brug for dokumentation for, at vi KAN finde ud af de her ting, men det er også bare en massiv stressfakor, når det kommer oven i alt det andet, vi skal på semester 5. Jeg er fucking dårlig til matematik og regnskab, jeg bliver forvirret, og jeg kan ikke lure, hvornår jeg skal bruge hvilken formel, og hvilke tal, jeg skal sætte ind. Jeg kommer ikke til at kunne klare den her prøve, fordi jeg kan ikke gennemskue, hvad jeg skal gøre, og jeg har ikke mulighed for at spørge om hjælp (ikke at jeg gjorde det, da jeg lavede farmakologitesten, men jeg havde tid, og jeg havde så mange forsøg, jeg overhovedet havde lyst til). Jeg lukker helt af i matematiktests, jeg bliver forvirret og jeg bliver stresset, og jeg kan simpelthen ikke forstå noget, når jeg bliver stresset. Selv de mest basale ting, fatter jeg ikke en klap af. Og jeg har altså kun 3 forsøg. 4 med lidt held. Får ærligt tårer i øjnene over at tænke på det, haha, rip.
Sidst men ikke mindst: hvis jeg grundet et eller andet mirakel klarer mig over på semester 6, så klarer jeg den næppe meget længere end det. Semester 6 er nemlig “klinik-semestret”, og betyder rent ud sagt 18 ugers ren og skær klinik i træk, dvs. uden den mindste pause. Jeg synes i forvejen 10 uger er utrolig uoverskueligt, og jeg har kronisk lyst til at tude, og jeg er så udbrændt og ked af det og dårligt tilpas, når jeg kommer hjem. Jeg har ikke tid til noget, og jeg er hele tiden bagud. Altså literally, hele tiden. Fremadrettet bliver de fleste klinikker nok på nærmeste hospital, og der skal jeg op senest 5:30, for at nå af sted og møde klokken 8, så hvis jeg skal møde 7:30, eller rettere 7:15, så jeg kan nå at klæde om, så skal jeg nok op 4:30, med lidt held klokken 5. Så er der transporten hjem, og den sætter jeg til 2 timer. Så er jeg hjemme klokken 17, ca. Efter sådan en dag er jeg bombet og helt færdig, og jeg har brug for mindst 9 timers søvn, da jeg ellers bliver endnu mere ængstelig, utilpas og i dårligt humør, og kommer ikke til at have the slightest chance for at komme op om morgenen. Så skal jeg i seng ved 19-20-tiden om aftenen. Kan I alle se, hvor det her bærer hen? Der er simpelthen ikke timer nok i døgnet i forvejen til, at jeg kan overskue det her i 10 uger, så hvordan skal jeg nogensinde klare mig igennem 18?

Der er heldigvis lang tid til semester 5 og 6, men jeg tvivler på, at jeg når at få det godt nok til, at jeg kan magte det, fordi jeg synes i forvejen alting er virkelig hårdt lige nu, og der bliver hele tiden ved med at komme nye stressfulde ting, jeg skal forholde mig til, og det er kun en brøkdel af det, jeg har skrevet om her på bloggen… altså virkelig. Jeg troede alting gik pissegodt og den rigtige vej, men de sidste par måneder har det mest bare været dårlig nyhed på dårlig nyhed på dårlig nyhed, der langsomt stresser mig mere og mere til et punkt, hvor jeg føler, jeg literally er ved at blive fuldkommen skør. Jeg er et menneske, der føler ting meget intenst, så når jeg bliver ked af det eller stresset, så fyldet det rigtig meget, og jeg har svært ved at abstrahere for de følelser, og de kommer til at overtage hele min hverdag. Det her indlæg er skrevet helt fra bunden af mit hjerte, selvsamme dag, jeg har fået alle de her informationer om, hvordan mit studie bliver fra sommer/efterår 2017 og frem. Det betyder også, at følelserne er utrolig intense lige nu, fordi det er i dag, beskeden er kommet, og det ikke har noget at bundfæste sig i mig endnu, så det kører bare rundt som små stress”løbere” i mine blodbaner, og fordeler sig i hele kroppen.

Men nu vil jeg få ordnet de sidste af dagens pligter, og dope mine øjne med øjendråber, for de svider helt ufatteligt meget af al den gråd, de er blevet udsat for i dag (faktisk har gråden ikke været så slem, den er bare hele tiden dukket op, hver gang jeg troede, den var forbi, så mine øjne ikke rigtig har fået tid til at chille), og så vil jeg smutte under dynen, slappe af med noget varmt at drikke, og koble hovedet fra med henholdsvis tv og tegneserier (sandsynligvis manga – not ashamed… okay maybe a lil). Derefter vil jeg sove, og så er følelserne forhåbentlig kommet lidt mere på afstand. De kommer ikke til at gå væk, det kender jeg mig selv nok til. Men hvis jeg ignorerer, at denne her begivenhed er fundet sted, så kan den ikke stresse mig eller gøre mig ængstelig, og så kan jeg grave det frem igen, når jeg har overskud til at gøre noget ved følelserne, så de ikke bare handlingslammer mig og gør, at jeg mister modet.

Det var godt nok et negativtladet indlæg, hva’? Hold da helt op… amazing. Men det skal der også være plads til. Jeg elsker mit studie, det er superspændende, og jeg kan godt forstå, vi skal overgå til den nye ordning, så vi også bliver uddannet indenfor det sidste nye, men jeg har det godt nok stramt med ændringer, især så drastiske nogen af slagsen… og sådan er det nu engang. Heldigvis hjælper det at skrive om det, så tak til jer, der læste med til vejs ende.