STATUS – OPUS, Vietnam, Bachelor | Personlig

Hej bloggen, og velkommen tilbage. Der har været noget stilhed på bloggen, og det er simpelthen fordi, at jeg jo har været en måned i Vietnam ifm. sygeplejestudiet! Jeg ville gerne have blogget undervejs, men sådan blev det bare ikke. Dog har jeg taget en masser lækre billeder, og vil smide noget op her på bloggen tidligst muligt.

Jeg ville have lagt et Tokyo Haul op inden jeg tog af sted, men dagene op til, at jeg rejste, var superhektiske.

Jeg kom hjem lørdag aften, og mandag morgen startede vi lige på og hårdt med opstart til Bachelor. Yep, I hørte rigtigt – jeg starter på min bachelor nu, og kan derfor kalde mig sygeplejerske til januar, hvis jeg altså består. Så hvor meget aktivitet, der bliver på bloggen i den tid, kan jeg ikke lige love. Jeg håber bare, jeg kan få Vietnam op, men who knows.

Denne her status skulle i øvrigt også være kommet op, inden jeg rejste.

Men status er, at jeg jo har afsluttet mit OPUS-forløb. Det føles sgu mærkeligt, må jeg sige. Jeg var ret klar til at slutte, da jeg sluttede, men nu kan jeg godt mærke, at tingene brænder på indimellem, og jeg føler mig alene og forladt, og kan ikke helt håndtere dagligdagen selv. Og jeg har det rigtig, rigtig svært ved, at jeg stoppede i OPUS, som jeg gjorde. For jeg blev egentlig rimelig hurtigt afsluttet, og jeg fik ikke noget sikkerhedsnet med mig videre på vejen. Lige nu er jeg faktisk bare mig alene, uden nogen form for netværk eller sikkerhedsline, og det har jeg det faktisk rigtig svært med, fordi vi træder ind i en tid, hvor jeg ved, jeg vil blive presset. Både på grund af min upcomming bachelor, men også fordi det bliver vinter, og jeg altid får det dårligere om vinteren. Jeg har heldigvis fået en lysterapi lampe af min farfar, som jeg føler har gjort en forskel(?), men jeg tror bare heller ikke, at jeg kan satse på, at lysterapi kommer til at redde mig igennem. Så det er rigtig hårdt. De bad mig om selv at tage kontakt til en privatpraktiserende psykiater, men altså. Jeg har potentielt en brækket eller forstuvet ankel, der bare får det værre og værre. Jeg har haft svært ved at gå, og smerter i den, siden juli. Den anden siden maj. Og jeg har stadigvæk ikke reageret på nogen af delene, til trods for, at det virkelig progressivt bare bliver værre – så hvordan helvede skal jeg nogensinde få taget mig sammen til at få bestilt en tid hos egen læge OG fundet en psykiater, hvor kemien passer?

Jeg føler mig alene, og jeg føler mig tabt på gulvet. Og det er pissenederen. For jeg er allerede begyndt at få det svært igen, og jeg har ingen anelse om, hvad fanden jeg skal stille op. At komme ud af min seng er hårdt, og jeg bliver udmattet i løbet af no time, jeg slækker på ting, jeg ikke burde slække på, og alt virker uoverskueligt. Til mit held, bor jeg sammen med min kæreste, der hjælper lidt på humøret. Dagene er lidt lysere, når jeg ved, jeg står op til ham, og uden han ved det, hjælper han også til – får mig ud af lejligheden indimellem, får lokket noget rigtigt mad i mig, og sørger for, at jeg passer bare lidt på mig selv og mine basale behov. Og det er jeg ham dybt taknemlig for.

Vietnam var noget for sig, og jeg er superglad for, at jeg fik muligheden for at tage af sted – og valgte at tage i mod muligheden! Folk, der kender mig, ved jeg er hamrende neurotisk og generelt bare… ja, man skulle ikke tro, at jeg ville være typen, der tog dén udfordring op. Men det var hårdt, og det var svært. Jeg har aldrig taget så meget medicin, som jeg gjorde dernede, og jeg har virkelig haft nogle mørke stunder dernede. Dynamikken i vores gruppe dernede, var heller ikke skidegod, og faktisk enormt giftig for mig at være i, hvilket også er grunden til, at det gik… knapt så godt. Men da vi stod dernede og var færdige, kunne jeg også godt mærke, at jeg var stolt. Jeg havde sgu gjort det, jeg gerne ville, og jeg var kommet igennem, og det havde været benhårdt, men jeg havde GJORT det. Virkelig. At stå med mit certifikat i hånden var SÅ stort et øjeblik for mig.

Sidst, men ikke mindst: Bachelor på sygeplejestudiet. Om fucking 3 måneder (whoa) kan jeg kalde mig sygeplejerske. Det har været svært, det her bachelorfis. Og jeg er kun lige startet. Goddamn. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville skrive om, og det var kun heldigt, at jeg i det hele taget har en bachelorpartner (det skete for 2 ugers tid siden, huhej). Jeg ved bare, jeg vil skrive om psykiatri, og som det ser ud nu, er skizofrenipatienter nok en god kandidat. Men det er også sådan ca. dét, jeg ved. Og jeg skal aflevere problemstilling torsdag omkring middag 🙂 Tjuhej 🙂 Dét skal nok blive spændende.

Så…

Planen nu er, at jeg forsøger at få fucking oploadet min Tokyo haul at some point (måske efter Vietnam), og så at få uploadet nogle Vietnam-posts og haul derfra. Puha. Dertil at få min bachelor til at hænge sammen, og mit liv til at hænge sammen. Gonna be tough.

Så alt i alt; jeg har det ikke pissefedt lige for tiden, men jeg er mig, jeg er en fighter, og i might break down a few times (once a day, at least), men jeg skal nok klare den. Deep breaths. En dag af gangen. It’s gonna be fine. I can do this shit.

Så tak fordi I gad læse med på denne her semi pointless blogpost, jeg håber virkelig, jeg snart kan få opdateret herinde igen!