Novelle – Uskyldig

Halløj på bloggen.

Som nogle af jer ved, har jeg haft deltaget i en konkurrence, omhandlende at “skrive sig gennem historien”, hvor man kunne vælge mellem 3 forskellige tidsperioder (vikingetiden, renæssancen eller besættelsen), og så skulle man skrive en novelle fra den tidsperiode. Jeg valgte besættelsen, og der var fokus også Frøslevlejren (den skulle somehow inkorpereres i historien), hvilket er baggrunden for min tur til Frøslevlejren i Juni. Der kan læses om den oplevelse her.

Anyway, nu er det endelig svar om, hvem der skulle udgives kommet ud, og jeg er IKKE blandt finalisterne, desværre 🙁 Dette er selvfølgelig utrolig øv, men omvendt har jeg det også okay med det, for det betyder, at jeg kan få lov til at dele min novelle her på bloggen i stedet for. Den bliver selvfølgelig ikke lige så læst, som hvis den blev udgivet i antologi, der skulle bruges over hele landets folkeskole, men… sådan er det. Det er et skridt på vejen. Så jeg håber, at I vil læse med her, og eventuelt komme med kommentarer/feedback, til hvad I synes <3

PS. afsnittene driller mig. Har prøvet alt muligt, men den gider bare ikke lave de skide afsnit!! Jeg har været nødt til at lave nogle streger, for at markere afsnittene… ved godt det er lidt rodet, men jeg kan ikke ændre det 🙁 Undskyld!!

***

USKYLDIG. Skrevet af Cecilie Landry Sørensen.

***

9. april, 1943.

I dag er det 3 år siden, vi blev besat. Først mærkedes det ikke, på grund af samarbejdspolitikken.

Det var ikke tilfældet i Norge, hvor min søster boede. Hun skrev til mig om Norges besættelse. Om bombninger og ødelæggelse af byer. Fængslinger, tortur, henrettelser… Jeg priste mig lykkelig for at bo i Danmark. Her var vi trygge.

Varemanglen var hård, men mit arbejde sørgede for, at jeg ikke led økonomisk. Alligevel følte jeg mig utryg. Jeg frygtede, at det mindste fejltrin ville lede til samme skæbne, som var tilfaldet nordmændene. Det var som at gå på æggeskaller. Grænserne lukkede, så jeg ikke kunne besøge min søster, så jeg begyndte at skrive oftere med hende.

Pludselig gjorde det mig også ængstelig. Jeg frygtede, at komme til at udtrykke modvilje overfor tyskerne i mine breve, så jeg stoppede med at skrive.

Overfloden af tyskere, der fortsat strømmede til, gjorde mig bange.

Nu har jeg indset, at jeg frygter, at være dansker i Danmark – noget jeg ellers havde været stolt af. Jeg er vokset op her. Der har altid været trygt, og nu…

Jeg beder hver nat, for, at jeg vågner og Danmark igen er frit.

Men når jeg vågner, rammes jeg af en synkende følelse i hjertet og opdager, at vi endnu er under besættelse. Jeg frygter, at jeg aldrig får mit Danmark tilbage.

Jeg er ikke den eneste, der frygter for mit liv og land. Jeg har hørt om sabotage og voldelig modstand, det sidste års tid.

Jeg ønsker et frit Danmark, men jeg ønsker ikke mere krig. De får slået sig selv ihjel, og provokeret tyskerne til flere umenneskelige gerninger, der ender med at dræbe os alle. Hvad skal vi stille op? Gud, hjælp os. Vi har brug for dig.

–

”Valby telefoncentral, mit navn er Dorothea, hvem ønsker De at få fat i? … Okay, jeg omstiller dig. Hav en god dag.”

”Psst, Dorothea?”

Det var Agnete, der prikkede mig på skulderen. Jeg stak en finger i vejret, som tegn til, at hun måtte vente et øjeblik, mens jeg besvarede næste opkald.

”Dorothea fra Valby telefoncentral, hvem ønsker De at tale med? … Hæng på et øjeblik…” Jeg ringede op til den ønskede abonnent og fik tilsluttet kablerne. ”Således, og fortsæt god dag.” Jeg sænkede hørebøfferne igen og så over på Agnete. ”Hvad så?”

Telefonen kimede ved Agnete, og jeg så afventende på hende; ventede på, at hun satte høretelefonerne op til ørerne, men der skete ingenting. ”Jeg tænkte, om vi skulle tage ned på baren efter arbejde? Det er jo fredag.” Efter at have udmeldt sin tanke, rettede Agnete høretelefonerne og hjalp abonnenten.

Jeg tyggede på hendes forslag imens. Jeg havde ikke været på en bar, siden landet blev besat. Jeg brød mig ikke om at færdes ude om aftenen, nu hvor tyskerne var omkring os. Alligevel længtes noget i mig efter at glemme… at have bare én normal aftenstund.

”Hvad siger du?” Agnete afbrød min tankestrøm.

”Tjoh, hvorfor ikke? Jeg vil bare ikke gå alene hjem.”

”Du kan sove hos mig, jeg vil heller ikke gå alene.”

”Det en aftale.” sagde jeg, hvortil Agnete nikkede.

Jeg hørte, at den ene af abonnenterne, jeg havde hjulpet, fortalte, at de var færdige med samtalen. Jeg kiggede på uret, noterede antallet af talte minutter, og trak kablerne ud. Jeg var fyldt med ambivalens i forhold til mit valg – var det nu klogt? Inden jeg nåede at reflektere yderligere, ringede telefonen igen.

”Valby telefoncentral, mit navn er Dorothea. Hvem ønsker De kontakt med?”

–

12. maj, 1943.

At tage med Agnete på baren havde slet ikke været så tosset endda. Vi blev ikke så længe, men de timer, vi var der, var magiske, og fik mig til at slippe alle spændingerne, der havde hobet sig op. Vi aftalte straks, at dét skulle vi første fredag i måneden fremover, og når vi ellers have lyst.

Hvilket viste sig, at være noget, jeg fik brug for ret hurtigt.

Der er startet en tysker på centralen, der skal holde øje med os. Herbert Otto. Tyskerne formoder, vi aflytter abonnenterne, hvilket vi ellers ikke må, men vi har intet valg. Jeg bryder mig hverken om Herbert eller nogen af de andre. Hans tilstedeværelse gør mig ængstelig end ellers.
–

”Jeg kunne godt tage ned på baren i aften – hvad siger du, Agnete?”

Agnete nikkede, som en anden nikkedukke, åbenbart meget begejstret for mit forslag. ”Jo, det lyder herligt.”

”Bar? Kann jeg kommen med?”

Jeg var nær sprunget bagover på stolen, da den varme ånde ramte min nakke, og de gebrokne ord blev udtalt. Glippende fandt mine øjne frem til ham. Herbert Otto. Hvorfor ville han med os på bar?

”Selvfølgelig.” fløj det ud af Agnete, selv om hendes øjne var rådvilde.

Jeg sendte Herbert et venligt smil. ”De er velkommen.”

Herbert blinkede til os, inden han gik, og jeg stirrede rædselsslagent på Agnete. Det var ikke planen, at Herbert skulle med os, og nu havde vi ingen vej udenom.

Som om det ikke var nok, at tyskerne invaderede vort land, nu ville de også invadere vort liv? Agnete sendte mig et trist blik, inden telefonen ringede for tusindende gang i dag.

”Valby telefoncentral, det er Agnete. Hvad ønsker De assistance med?”

Min telefon forblev dog tavs, og efterlod mig i et mørkt tankemylder. Selvfølgelig forestillede jeg mig det værste – man havde jo hørt, hvordan tyskerne forgreb sig på de danske kvinder, så hvad fik mig til at tro, at det ikke også ville ske for mig? For Agnete?

–

3. juni, 1943.

Herbert Otto er ikke så slem, som jeg troede. Faktisk er han virkelig dejlig. Jeg har aldrig mødt en mand – hverken dansk eller tysk – der var så nede på jorden. Herbert bryder sig slet ikke om den ideologi, hans land fører. Han ønsker fred. Ligesom jeg. Jeg tror, vi talte hele natten. Det var fantastisk. Han forstod mig. Jeg håber snart krigen slutter. Vi vil bare have fred.

–

”Fortæl, fortæl! ”hvinede Agnete spændt, da jeg sænkede hørebøfferne, efter at have viderestillet den seneste herre, der havde ringet.

”Sch, hele selskabet behøver ikke vide det.”

”Jamen, så tal til mig, Dorothea! Jeg er ved at dø af spænding.”

I samme øjeblik ringede telefonen igen.

”Valby telefonce…” Jeg blev afbrudt af et kys på håret. Forvirret drejede jeg omkring i stolen, indtil jeg fandt ham, mit øje søgte.

”Wir har teknisher problemer. Jeg må dit opkall afslå, til det’ i orden.” Herberts stemme var mørk og rusten i mikrofonen, inden han sænkede mine hovedtelefoner og betragtede mig med sine isblå øjne. ”Du ser scmuk ud i dag.” bemærkede han med et smil, inden han gik videre.

Agnete gjorde store, spørgende øjne.

”Der er ikke sket noget.” forsikrede jeg hende, inden jeg rystede på hovedet.

”Men han… er du sikker?”

”Jeg tror, jeg ville opdage, hvis der var sket noget… Vi snakkede bare.”

”Du er så fuld af løgn.” Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, der var en jaloux undertone i hendes stemme, som hun rystede på hovedet af mig og tog sine lyttebøffer på.

Jeg tog ligeledes mine på igen, og afventede næste opkald. Jeg kunne dog ikke glemme Herberts kommentar. Normalt følte jeg mig ikke elegant i mit askegrå tøj – den kedelige blazer, nederdelen, der stoppede midt på knæet og de sorte sko. Alligevel følte jeg mig nu som en prinsesse.

–

24. juli, 1943.

Jeg ved ikke, om Herbert og jeg er kærester. Men vi tilbringer meget tid sammen på centralen. Han er dejlig. Agnete siger, det går for hurtigt, og at jeg er blevet blind. Men jeg tror, hun er jaloux. Hun forstår ikke kærlighed – Herbert elsker mig, og jeg ham. Vi er det perfekte par.

Jeg håber, at krigen snart slutter, så vi kan leve sammen – han vil tage mig med til Tyskland. Der skulle være så smukt. Gud, vær sød, at lade denne krig ende snart.

–

”Kommt din veninde?”

”Jeg er ikke så sikker mere,” mumlede jeg og slog eftertænksomt et blik på uret ved bardisken.

I længere tid, havde jeg ikke snakket godt med Agnete. På arbejdet var hun kølig og havde konstant travlt. Hun sænkede næsten aldrig høretelefonerne mere, og når jeg spurgte hende om noget, tyssede hun på mig eller sagde, hun aflyttede samtalerne, som vi havde fået besked på – og at jeg burde overveje at gøre det samme. Jeg troede dårligt mine egne ører.  Vi havde altid elsket sladder, bevares, men jeg havde aldrig troet, at hun decideret ville aflytte nogen.

”Jeg er sikker, hun kommt.” smilede Herbert og gav min skulder et klem, inden han gjorde tegn til bartenderen om at komme med mere øl.

”Må jeg få en cigaret?”

Et øjeblik så han eftertænksom ud, men fiskede så pakken op af jakkelommen og åbnede den med pegefingeren, så jeg kunne tage en. Jeg satte den mellem læberne, hvorefter han tændte tændstikken, så jeg kunne tage et hiv. Da jeg fjernede cigaretten fra læberne og pustede ud, kunne jeg ikke dy mig for at smile over den røde cirkel, mine læber havde lavet om den. Øllene blev stillet på bordet, og jeg bemærkede, der var fem i stedet for to.

”De antre kommt også.” forklarede han og nikkede.

”Det sagde du ikke noget om.” Jeg smilede lidt anstrengt, men han lod sig ikke påvirke.

Det var ikke planen, at tilbringe min aften blandt flere tyskere end nødvendigt. Bare fordi jeg havde mødt én dejlig, tysk fyr, betød det ikke, jeg var mindre skeptisk overfor resten.

Inden jeg kunne nå at sige mere, piftede Herbert og vinkede med armen. Øjeblikket efter kom hans tre kammerater over, og jeg genkendte ikke nogen.

”Hallo.” hilste Herberts venner, og jeg smilede tvungent.

”Das ist meine Freundin, Dorothea.”

Jeg havde nær fået røgen galt i halsen og hostede, da han fortalte sine venner, at jeg var hans kæreste. Varmen fra mine kinder afslørede en rødmen – jeg havde ikke troet, at han så mig som sin kæreste, men det var en glædelig nyhed.

”Hallo. Schön Sie zu treffen.“ Jeg pustede røgen fra cigaretten ud til siden og rystede deres hænder med min højre hånd, mens jeg holdt cigaretten med den venstre.

”Sie sind sehr hübsch, Dorothea.” kommenterede en af vennerne kækt.

”Netter Versuch Anton, aber Sie ist meine.” afskar Herbert ham, og jeg kunne ikke lade være med at fnise – at have en, der sagde, at jeg var hans var dejligt.

”Ich verstehen, Ich würde Sie nicht stehlen von dir… Jetzt wollen wir auf Sie trinken. Prost!“

Den var de to andre med på, for de løftede alle deres glas, og skålede for os, og i det øjeblik var jeg lykkelig. Alle puslespilsbrikkerne passede endelig sammen.

–

13. august, 1943.

Så skete det. Herbert og jeg er kærester, og hans venner er så søde! Jeg er ikke bange for at gå alene blandt tyskere mere. Jeg er lykkelig.

Desværre forsøger nogen, at så skår i min lykke. Folk, jeg har kendt hele mit liv ser skævt til mig. Holder øje med mig.

Jeg føler mig usikker og udstillet, når jeg eksempelvis handler ind.

En dag var jeg på posthuset for at frankere et brev til min søster, jeg endelig turde skrive til igen, og fik at vide, at de ikke sendte breve for tyskertøser. Tyskertøs? Jeg er da lige så dansk, som de er? Men jeg fik ikke lov til at sende brevet.

Det blev hurtigt hverdagskost. Tyskertøs. Soldaterhoppe. Feltmadras. Kommentarerne blev sagt til mit ansigt, eller råbt efter mig. Jeg hørte også folk hviske om mig, når jeg gik – jeg anede ikke, hvordan de vidste det, for jeg var forsigtig, og havde aldrig haft Herbert med hjemme. Alligevel var alle klar over mit forhold til ham, og alle tog afstand – jeg føler mig som en spedalsk!

– 

Der var gået lang tid, siden jeg sidst havde talt med Agnete. Hun ignorerede mig stadigvæk. Tvungent hilste og sagde hun farvel, men ellers var hun stille og travl. Når jeg spurgte ind til hende, trak hun sig væk. Jeg havde ikke fortalt hende, at jeg var sammen med Herbert nu. Ikke, at det betød, hun intet vidste, for det gjorde hun sikkert – hvis hele byen vidste det, gjorde hun nok også. Men jeg savnede bare at snakke med hende om det.

”Du er altså nødt til at snakke med mig nu.” Jeg greb blidt fast i hendes arm, efter hun sænkede hørebøfferne, for at fange hendes opmærksomhed.

”Nej, det er jeg ikke nødt til.” svarede hun køligt.

”Jeg kan i…”

”Giv slip på mig.” sagde hun afskærende, og jeg slap med det samme hendes arm.

”Undskyld, jeg ville bare… jeg kan ikke holde det ud.”

”Det er ikke mit problem. Jeg gør mit job, måske skulle du gøre dit?”

”Hvad mener du? Jeg forstår ikke?” Først nægtede hun at snakke med mig, og nu beskyldte hun mig for ikke at udføre mit arbejde? ”Hvad er der sket med os? Hvorfor vil du ikke snakke med mig? Hvad har jeg gjort?”

I lang tid var hun stille. Hun så ikke engang på mig. Havde hun overhovedet hørt mig?

Med ét skubbede hun stolen væk fra bordet og gik. Inden hun gik ud af døren vendte hun sig og så på mig.

”Jeg behøver ikke stå til regnskab overfor en tyskertøs som dig,” lød hendes sidste kommentar, inden hun drejede igen og fortsatte ud af døren.

–

1. oktober, 1943.

Jeg er i vildrede. Jeg kan snart ikke mere. Jeg elsker Herbert, men det er ikke til at holde ud – end ikke hans kærlighed lindrer min smerte. Mine forældre nægter at tale til mig. Agnete vil ikke kendes ved mig; hun har rykket omstillingsplads, så hun ikke længere sidder ved min side.

Folk er begyndt at spytte på mig. Jeg holder ikke dét og skældsordene ud.

Jeg har talt med Herbert, og han beder mig holde ud. Men det er hårdt.

Hvad vigtigere er, at jeg ikke er den eneste, der går i stykker – mit land smuldrer for øjnene af mig. Jeg vidste, at modstanden ville give problemer. Uanset hvor jeg kigger hen, kan jeg se ransagninger af huse, og mennesker, der arresteres. Jøder. De deporteres, og jeg ved ikke hvorhen. Jeg ved ikke, om jeg får dem at se igen. Vær nu sød, at lade denne krig slutte… Vi har alle lidt nok.

– 

”Hey, feltmadras!”

Musklerne i min krop stivnede. Ubevidst holdt jeg krampagtigt fast i min taske, inden jeg tog en dyb indånding og tvang benene i gang igen.

”Adlyder du kun tyskere, eller hvad?”

Tårerne begyndte at brænde i mine øjne, og jeg gik stærkere, selv om jeg havde lyst til at sætte mig ned og græde.

”Feltmadras, du stopper, når jeg taler til dig.”

Inden jeg nåede at tænke, hev nogen hårdt i mit hår, så et skrig undslap mine læber.

”Giv slip på mig!” Febrilsk blinkede jeg tårerne væk fra øjnene og forsøgte at orientere mig.

”Du har ingen rettigheder – du er mere foragtelig end rotterne.” snerrede fyren, der havde grebet fat i mit hår, inden han spyttede i det.

”Vær sød at slip mig, det gør ondt! Jeg har ikke gjort noget forkert.”

”Du har forrådt dit land, og det får du lov til at bøde for.” Han trak yderligere i mit hår.

Jeg holdt vejret – anede ikke, hvad jeg skulle forvente. Ville han slå mig ihjel? Endnu engang blev der rykket i mit hår… jeg klemte øjnene i.

–

18. oktober, 1943.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke skreg mere. Ikke kæmpede mere. Jeg skulle have gjort noget. Sagt nej. Sagt stop. Råbt efter hjælp. Men jeg gjorde ingenting. Jeg kan ikke vise mig sådan her. Hvad skal jeg stille op? Jeg kan ikke mere. Hvor meget længere skal det blive ved?

–

Bank. Bank.

Ikke mit livs klogeste beslutning.

Men jeg var løbet tør for idéer, og var nødt til at tage den chance, der var. Herbert kunne ikke se mig sådan her.

”Hallo?”

Til min overraskelse åbnede hun døren på klem, uden først at kigge gennem dørspionen.

”Jeg har sagt, jeg ikke gider tale med dig.”

”Vil du ikke nok være sød at hjælpe mig, Agnete?”

Hun sukkede tungt og åbnede døren helt.

”Jeg kan altså ikke blive set med dig.” skyndte hun sig at sige, hvorefter hun gennede mig indenfor. ”Du ligner lort. Hvad vil du?”

Hendes kommentar overraskede mig ikke – jeg var klar over, at jeg lignede lort. Helt viklet ind i tørklæder og med et sæbeøje. Der måtte en dyb indånding til, før jeg trak tørklædet af hovedet – jeg hørte hende gispe.

”Hvad er der sket med dig?”

”De klippede mit hår af.”

”Det kan jeg se. Jøsses, jeg ved ikke, hvad du ligner, Dorothea.”

”Er du sød at købe en paryk til mig? Jeg kan ikke vise mig sådan her.”

”Selvfølgelig! Jeg tager af sted nu. Tag et varmt bad, lav noget te… jeg skynder mig.” Hun var allerede på vej ud, da hun udtalte ordene.

”Agnete?” Brat stoppede hun op og drejede omkring med et spørgende udtryk. ”Tusind tak.”

Hun sendte mig et beskedent smil, inden hun fløj ud af døren.

–

15. februar, 1944.

Der er gået knapt 4 måneder siden overfaldet. Jeg har været stille, for der er sket meget.

Jeg fortalte Herbert om det; han sagde, jeg ikke kunne anmelde det. At jeg bare måtte glemme det. Men hvordan? Parykken er fin, men jeg savner mit eget hår.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg opsagde mit arbejde, fordi jeg ikke kunne holde det ud. Jeg har aldrig lyst til at forlade mit hjem igen. Jeg savner at gå udenfor, uden at blive lagt for had. Jeg savner mit frie Danmark.

Heldigvis har jeg Agnete, der kommer med varer, og Herbert støtter mig økonomisk. Men hvis jeg kunne vælge, ville jeg foretrække at arbejde.

–

”Jeg kan ikke mere, jeg er nødt til at slå op med dig.”

“Slå opp?”

“Ja.”

“Elske du mir ikke?”

“Jo, jeg elsker dig mere end noget andet. Men jeg kan ikke gemme mig mere, jeg må stå fast – og det kan jeg ikke, når jeg er sammen med dig.”

“Men jeg elske dig! Du kan ikke slå opp, Dorothea. Vi skal zusammen til Tyskland. Giftes. Få børn.”

“Jeg ved det… og undskyld, men jeg kan ikke.”

Før jeg vidste af det, var han stormet ud af døren. Det var pinefuldt, men nødvendigt. De kunne ikke blive ved, når jeg ikke længere var en såkaldt tyskertøs, vel?

–

9. april, 1944.

4 år. Situationen er tilspidset her i Danmark. Folk angiver hinanden. Jøder deporteres endnu. Folk arresteres. Henrettes. Bygninger bombes. Intet er helligt mere. Det er alle er mod alle.

–

Bank. Bank.

Jeg skyndte mig at trække morgenkåben på, inden jeg forhutlet åbnede døren.

”Jeg må snakken med dig.”

“Herbert…”

“Nej, lyt til mig.”

“Det gør jeg, men du lytter ikke til mig.”

“Jeg elske dig.”

“Jeg elsker også dig.”

“Jeg vil tage mig af dig.”

“Du kan ikke passe på mig døgnet rundt. Folk spytter på mig. Kalder mig ting. Slår mig. De klippede mit hår af!” frustreret rev jeg parykken af, så han kunne se mit hoved – jeg behøvede ikke parykken længere, for mit hår var begyndt at vokse, men den understregede min pointe. ”De gjorde mig ondt, og du kunne ikke beskytte mig.”

”Hvis du blive i huset, blive du beskyttet.”

“Nej. De ved, hvor jeg bor. De efterlader sedler. Og selv hvis de ikke gjorde, kan jeg ikke bare sidde her og rådne op, mens jeg venter på alt er overstået. Jeg vil leve.”

“Hvad vill du gøre?”

“Vise dem, de ikke kan træde på mig. Men jeg må gøre det alene. Vi kan ikke være sammen, før krigen er ovre. Jeg har ikke mere at sige til dig.”

”Du er en kvinde. Du kann intet gøre alene.”

”Vent og se.”

”Nej. Du venten og se.”

–

17. juli, 1944.

Det har ikke været nemt. Ét er, at udstå det knuste hjerte, der ligger i kølvandet på mit brud med Herbert. Noget andet er, at udstå det had, jeg endnu udsættes for, hver gang jeg træder udenfor. Men jeg er stærk, og de får ikke lov til at knække mig.

Jeg har ikke hørt fra Herbert, men Agnete siger, at han er blevet vredladen.

Jeg prøvede at få mit job igen, men uden held. Vi hyrer ikke tyskertøser, sagde de. Heldigvis er Agnete behjælpelig med indkøb, da min opsparing går til husleje. Jeg håber snart, jeg kan få job igen.

–

Bank. Bank.

Forvildet slog jeg øjnene op. Jeg var efterhånden træt af, at der konstant blev banket på, på de dummeste tidspunkter. Klokken havde netop passeret fire om morgenen.

Bankene blev voldsommere. Jeg indså, at jeg ikke kunne ignorere, hvem end, der bankede.

Endnu et voldsomt bank.

”Jeg er på vej!” informerede jeg, som jeg slog morgenkåben om mig og trissede ud i gangen for at åbne døren. Da jeg åbnede, så jeg to tyskere i uniform. Hvad ville de her?

”Dorothea Hansen?”

”Ja?” Jeg rynkede brynene.

”De er arresteret for at tilbageholde information om modstandsgrupper, og for deltagelse i eksplosionen af DISA. De vil straks blive sendt til Frøslevlejren. De har to minutter til at pakke.”

”Eksplosion?” gentog jeg forvirret. Jeg havde altid taget afstand fra sabotører og modstandsgrupper, fordi jeg ikke ville havne i en kattepine som denne – og nu stod jeg her, klokken fire om morgenen, anklaget.

”Halvandet minut.”

Jeg indså, det ikke nyttede at argumentere, så jeg fløj ind i huset for at hente dåbsattest, penge, smykker og tøj.

Kort tid efter befandt jeg mig på bagsædet af en bil med bundne hænder.

–

27. september, 1944.

Det bliver nok sidste gang, jeg skriver her. Jeg kan forestille mig, de tager den fra mig, når jeg ankommer. Jeg mangler endnu bevis på, hvad jeg har gjort. Hvorfor er jeg havnet her? Jeg kommer til at sulte ihjel… jeg kommer aldrig til at opleve et frit Danmark igen… det er ikke retfærdigt.

–

”Hej, Dorothea, ikke? Mit navn er Else. Vi er på vej over for at spise frokost, men jeg kan fortælle dig lidt om stedet her imens.”

Jeg trippede nervøst og nikkede. Else var en lettere bredskuldret dame med mørkt, opsat hår, og et markeret ansigt.

”H-barakkerne er vores, og du skal bo her i H17 med os. Vi har spisebarakkerne derovre, W5 og W7.” forklarede Else, mens vi gik. ”Radio og kamera er forbudt.”

”De tog min dagbog.” mumlede jeg småopgivende.

Else grinede.

”Det er der råd for. Jeg mener, det er forbudt at føre en, men hvad vil de gøre, hvis de ikke ved det? Du må i øvrigt gerne skrive breve, men de går gennem tyskerne, så jeg anbefaler, at du er forsigtig.”

”Forsigtig?”

”Det skal du nok lære. Kom, lad os spise.”

–

16. oktober, 1944.

Så lykkedes det. Else skaffede noget at skrive med og på, og lovede, at hun nok skulle gemme det.

Jeg er stadigvæk i Frøslev. Det er som et fængsel. Konstant overvågning. De har taget mine ejendele. De læser mine breve.

Men her er okay. Jeg sulter ikke – vi får god mad tre gange dagligt. Hakkebøf i dag. På vores stue i barakken, bor vi Else, jeg og 14 andre kvinder, hvilket til tider er trættende… Vi har køjesenge, stole, borde og skabe, så vi har illusionen om et privatliv. Men jeg savner mit eget hjem.

– 

Appél-klokken rungede gennem hele barakken, men i stedet for at reagere på den, vendte jeg mig bare om på siden og prøvede at sove videre. Mine kinder var klistret på grund af aftenens gråd, og jeg var udmattet.

”Dorothea, kom så! Op med dig.”

Else ruskede i mig. Ville tydeligvis ikke lade mig sove.

”Dorothea, det er vigtigt, du rejser dig nu, og kommer ud på gangen.”

Alvoren i hendes stemme fik mig til at åbne øjnene, og langsomt sætte mig op i sengen.

”Skynd dig.”

Uden nærmere tænkning sprang jeg ned fra køjen og fulgte hende ud i den iskolde barakmidtergang.

”Vend dig om, lad være med at se op, og ti for Guds skyld stille.”

Jeg fulgtes Elses ordre, og stod nu som én blandt rækken af kvinder, der gloede ned i gulvet med panden mod væggen.

Der var bomstille blandt os, indtil jeg hørte noget, der måtte være barakformandens sko mod gangens trægulv.

Der blev læst fangenumre og navne op. Hvad betød det? Hvad skulle de, der blev opråbt?

”Nr. 94314. Else Margrethe Lauridsen.”

Ud af øjenkrogen skimtede jeg Elses skuldre begynde at skælve, og lyden af et gisp undslap hendes læber.

–

21. december, 1944.

Else var blevet sendt til KZ-lejren Ravensbrück.

Det var derfor, hendes navn blev råbt op.

Da opråbningen var færdig, trillede tårerne ned ad kinderne på hende. Hun prøvede at være tapper. Hun smilede til mig. Sagde, at det hele nok skulle gå. Men hun skælvede. Stirrede tomt ud af vinduet inde i stuen, mens hun pulsede på sin sidste cigaret.

Da hun krammede mig farvel, holdt hun så krampagtigt fat i mig, at det gjorde ondt.

Jeg sov ikke den nat.

Bliver mit navn råbt op næste gang?

Er jeg den næste, der bliver sendt til Tyskland for at dø?

– 

Træværket i barakken knirkede, når blæsten fik ordentligt fat.

Som sædvanlig kunne jeg ikke sove. Det havde jeg haft svært ved, siden Else blev sendt af sted.

Jeg savnede hende. Det var ikke fordi, vi havde kendt hinanden i evigheder, men hun havde taget mig under sin vinge, dengang jeg ankom, og havde fået det hele til at se lidt mindre håbløst ud. Nu var jeg helt alene.

Arrigt tørrede jeg en tåre fra min kind, for derefter at hoppe ned fra køjen. Der var bælgmørkt i stuen, for skodderne var altid for vinduerne om natten.

Forsigtigt skubbede jeg døren til midtergangen op og orienterede mig – der var tomt. Med varsomme skridt trådte jeg ud i den kolde gang, blot for at synke sammen på gulvet.

Det gjorde så ondt det hele. Hvad havde jeg gjort, for at fortjene at være her?

–

9. april, 1945.

5 år.

Det betyder ikke noget, om jeg er skyldig eller ej, for de er ligeglade.

Det her bliver mit sidste notat. Jeg er træt af at være bange. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, inden for murerne. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at få mit Danmark tilbage.

– Dorothea.

***

Det var mit bidrag til skriv dig gennem historien-konkurrencen. Jeg håber, I syntes om det. Hele historien er udarbejdet af mig, og de sidste par afsnit har jeg skrevet, efter min tur i Frøslevlejren 🙂 Tak til dem, der har læst korrektur, og hjulpet mig med diverse andre ting – I ved, hvem I er <3

Følg med på Bloglovin‘, så du ikke misser et af mine indlæg. Indtil da, så take care, til vi ses igen!

– Cecilie x