“Min Fede Træner” og bodyimage

Hej bloggen.
Jeg har lige som mange andre danskere set Min Fede Træner på TV3 i onsdags.

Og som mange andre, syntes jeg også, reklamerne for det var dybt latterlige, og hele konceptet i sig selv bare var mega underligt. Men jeg tænkte, at jeg ville se, hvordan det egentlig var, og se, om det reelt kunne bruges til noget, eller hvad fanden der foregik.

Jeg var chokeret allerede de første 2-5 minutter inde i programmet. Jeg har aldrig set noget så overfladisk, og så nedværdigende. Mascha og Fetterlein var virkelig stride, for at sige det rent ud. Mascha fortalte, at det da var folks eget ansvar, at sørge for, de så godt ud, bare skulle tage sig sammen, at man skulle tage sig selv seriøst, etc., og jeg stod bare?? Wtf lol.
Fetterlein plaprede også løs om dit-dut-dat, og da han snakkede med sin kæreste, fortalte hun ham, at hun ikke syntes, han skulle tage på, og hvordan han ville have det, hvis hun tog på – og han sagde, at han ville ikke slå op med hende, men han syntes absolut ikke hun skulle, og hvis hun gjorde, ville han bede hende tabe sig???????????? Nu aner jeg ikke, hvad pigen vejer, men jeg tvivler på, at 10 kilo mere (som det for det meste drejer sig om), ville være decideret sundhedsfarligt for hende (kommer selvfølgelig an på, hvordan man tager kiloene på, for hvis man kun spiser dårligt fedt og tomme kulhydrater, og dropper al fysisk aktivitet, får dette selvfølgelig sundhedsskadelige konsekvenser), så det hele handler jo om udseendet, og det syntes jeg er dybt latterligt at sige. Man er ikke mindre smuk, fordi man tager 10 kg på, nu må I stoppe, seriøst.
Så fortalte hende kvinden, Mascha skulle hjælpe, at hun tit blev råbt af i byen, og bl.a. var blevet kaldt fede so, eller noget i den stil, og Mascha var – eller spillede? – meget chokeret, og at det kunne man da ikke sige, og det var ikke i orden, etc. Men hun glemte vidst, hvad hun havde siddet og sagt den sidste halve time i programmet, for det er da netop statements, som dem, hun kommer med, der gør, at man ser sådan på overvægtige. Hvis man antager, at overvægtige er useriøse, ikke tager ansvar, etc., så er det da klart, at der ikke er langt fra at dømme og stigmatisere, til også at komme med skældsord og mobbe? Det var så latterligt.
Jeg har lykkeligt glemt de fleste af de ting, Mascha og Fetterlein sagde, for det fortjente egentlig ikke ret meget opmærksomhed, men det var et gennemgående tema, at de i hvert fald syntes, at overvægtige ikke var specielt lækre, og at det mere eller mindre var deres egen skyld, og at de slet ikke forstod, hvordan man kunne lade sig selv ende sådan.

Hvilket piner mig.
Jeg har – thank god – aldrig været overvægtig, til gengæld er jeg ekstremt oppustet, og ja, jeg har forsøgt at spise havregryn/havregrød, mandler, mørk chokolade, avocado, skyr, etc., lavet mavebøjninger, planks, og hvad der ellers er i verdenen. Cardio. Det har ikke rigtig hjulpet, og jeg er efterhånden kommet til den erkendelse, at det nok bare er sådan, min krop er. Jeg kan ikke ændre den, så I may as well live with it or behandle den ordentligt. Det er dog rigtig svært.
Fordi til trods for, jeg aldrig har været overvægtig – faktisk har jeg altid ligget lige præcis i midten af normalvægtig-skalaen – så har jeg altid fået at vide, at jeg var for fed i skolen. Jeg kan stadigvæk høre stemmerne i mit hoved, når jeg tænker tilbage på min skoletid. Jeg er blevet kaldt fed og tyk så mange gange, af så mange forskellige mennesker. I folkeskolen var der især sætningen: “Cecilie er gravid, det er derfor hun er så fed.” Like bitch what? Jeg kan godt se nu, jeg ikke er/var fed, men hvad fuck er det for noget bullshit at fyre af? Det hang ved mig gennem hele min folkeskoletid, og gjorde, at jeg ikke ville spise hverken morgenmad eller frokost, fordi jeg ville være så lidt oppustet i skolen, som muligt, så jeg ikke blev drillet med at være fed. Jeg var fucking 13 år, og normalvægtig. Det er fandeme ikke i orden.
Og jeg fik at vide, at jeg ikke prøvede hårdt nok, og at jeg bare skulle tage mig sammen. Jeg skulle bare træne. På det tidspunkt havde jeg voldsom socialangst og kunne slet ikke drømme om at tage f.eks. i fitness, fordi tanken gav mig angstanfald. Ingen skulle se min fede krop forsøge at træne. I øvrigt havde jeg heller ikke energi til at træne, når jeg ikke ville spise mine hovedmåltider. Men jeg prøvede jo bare ikke hårdt nok. Det var jo bare et spørgsmål om vilje. Ikke?
10’ende klasse var et helvede, jeg tog på dér, fordi jeg var meget ambivalent, og havde svært ved at sige nej. Socialt samvær er ofte lig med mad, og jeg havde kraftigt brug for socialt samvær, hvilket betød, at jeg måtte begynde at spise f.eks. frokost. Og eftermiddagskage, når vi havde MDH. Jeg tog ikke meget på, måske 2 kg, men min verdenen styrtede sammen alligevel. Jeg hadede mig selv.
På HF var det lige så horrible. Jeg prøvede dog at finde nogle safe foods, fastede, drak saft eller sodavand, for at dæmpe min appetit, osv. Det var faktisk ret pinligt. Som tiden gik på HF, fik jeg det lidt bedre med mig selv, og tænkte, at jeg kunne sagtens spise, hvad jeg ville? Intet problem. Og jeg begyndte efterhånden at give mindre fucks for, hvad der skete. I starten sagde jeg også tit nej til byen med min veninde, fordi jeg ikke ville tage på. Det begyndte jeg også at skide lidt på. Jeg levede kun én gang, og jeg ville jo gerne i byen – til helvede med den smule vægtøgning, det ville give.
Og så blev min veninde student (jeg blev dagen før), og vi og hendes ene veninde, tog ud for at drikke. Jeg havde en blå, tætsiddende kjole på, der matchede min hue. Og da vi alle tre skal på wc, står vi ude på wc’et, og min venindes veninde siger “Ej Cecilie, du behøver da ikke puste dig sådan op.” Jeg var paf. For jeg pustede mig ikke op. Det var literally bare sådan jeg så ud. Det ødelagde hele min aften. Det eneste, jeg kunne tænke på, var hvor fed jeg var. Det sidder stadigvæk i mig, når jeg tager tætsiddende tøj på, eller kjole, eller faktisk generelt noget tøj – ser jeg fed ud i det her? Og jeg prøver at lægge det fra mig, det gør jeg, men det er fandeme hårdt. Og er også grunden til, at jeg altid bliver hammer-fucking stiv, når jeg drikker, fordi jeg så vidt muligt aldrig spiser noget inden. Jeg ved godt, at bl.a. alkohollen også gør mig en del oppustet, men så er der i hvert fald ikke yderligere mad dernede, der kan få maven til at se endnu større ud.
En anden gang skulle vi til fest, og det var røvvarmt udenfor, så jeg var hos min veninde, og havde taget min top af, så jeg bare havde bh og bandeau på, og der fik jeg også – af en af de andre piger – at vide, at hun håbede ikke, jeg ville gå ud sådan, fordi så ville hun ikke ses med mig.

Her er der så billeder fra dengang. Først engang i folkeskolen, 9’ende klasse, vil jeg skyde på. Jeg har stort set ingen billeder fra dengang, fordi jeg virkelig afskyede alt ved mig selv, lol.
Andet billede er af den blå kjole, dengang jeg købte den. Jeg kunne ikke finde et, fra den dag, hvor vi var ude og drikke…
Og det tredje billede er fra den sommerdag. Jeg syntes ikke selv det var slemt? Nu var planen ikke at gå ud sådan, men selv hvis det havde været planen, kan jeg virkelig ikke se, hvorfor det skulle være så forfærdeligt.

Nå, hvorfor fortæller jeg dette? Jo. Jeg er ikke overvægtig, og jeg har aldrig været det – men jeg har oplevet nøjagtig de samme kommentarer, som rigtig mange overvægtige møder i dag, så jeg ved, hvor knusende det er, at blive dømt på dén måde. Folk ved ikke, hvad der gør, at andre folk er overvægtige. Så det er så nemt, at sidde og dømme.
Du ved ikke, om den overvægtige har en sygdom, der gør hun tager på i vægt eller ikke kan tabe sig. Du ved ikke, om han/hun får medicin, så de tager på. Du ved ikke, hvor meget de har kæmpet. Du ved ikke, om de har en spiseforstyrrelse, overspisning f.eks., og du ved ikke, om de f.eks. er kommet over anoreksi, og endelig har lært, at deres krop ikke definerer, hvem de er, og at det ikke gør noget, der er noget på sidebenene – det troede de i hvert fald ikke, indtil du endnu engang fortalte dem, de var dovne og uansvarlige. Nogen har også bare truffet et valg om, at de spiser usundt og lever livet – og det handler ikke nødvendigvis om uansvarlighed, men om et have truffet et valg, og det valg skal accepteres, uanset om du kan fucking lide det eller ej.
De her kommentarer gør også, at overvægtige får svært ved at tabe sig. Hvorfor prøve, når alle mener, man bare er en fejl, der ikke prøver hårdt nok? Man giver det bedste, man har, men det er ikke nok, så hvorfor blive ved?

Nå, men videre til TV-programmet.
Mascha fortæller så denne unge kvinde, at hun vil “æde sig tyk”, så hun kan forstå, hvordan det er. Kvinden svarer meget forfærdet “det skal du da ikke”. Hvorfor siger kvinden sådan? Mascha begynder at grine. Men jeg er sikker på, at kvinden siger sådan, fordi hun ved, hvor pinefuldt det er, at veje for meget. Alle de kommentarer, man skal lægge øre til, og den generelle psykiske tilstand, man kan komme i, når man er overvægtig – hun ønsker det sgu ikke for nogen. Men Mascha griner bare.
Mascha og Fetterlein begynder så deres fedekur, og Mascha bestiller en flæskestegssandwich med en cocio til, hun kigger på cocioen og siger “der er jo et helt måltid i denne her”. Way to go, ja der er en del kalorier i en cocio, men ikke et fucking måltid, nu må du chille, seriøst. Det er kakao. Hun spiser i øvrigt ikke op, fordi det kan hun ikke.
Hun spiser så en lille skål chips, og uhhhh, det er så ulovligt for hende det her, og puhaaaa. Og hun spiser peanutbutter and jelly på grovtoast. Altså er det en joke? Jeg har fuld respekt for, at man lever en livsstil, hvor de her ting er “nogo” eller kun forekommer i små mængder, at ens mavesæk er lille, etc., men hvis man virkelig er seriøs om at tage på, og forstå, hvordan det er, at være i de her menneskers sted, er det mindste man kan gøre 1) at spise som dem og 2) at tage nogle forholdsregler, der hedder, at hvis du ikke kan spise så meget, så tag for pokker de tomme kulhydrater, som f.eks. lyst brød.
Mascha tog så også på restaurant med hende kvinden her, hvor hun spørger, hvad hun plejer at bestille, og det er nachos og burger, hvilket Mascha slet ikke forstår. Og jeg sidder bare her og tænker “det gør jeg sgu også”, altså… og det er sådan set ikke, fordi jeg ikke kan træffe et sundhedsfagligt valg, og se, at salat sgu nok er sundere end en burger. Det er fordi jeg er studerende på SU, og kan se, at en salat koster 115 kroner, og en burger koster 65. Så hvis du har masser penge, og er vant til at spise ude, så er det klart, du sagtens kan opretholde din fancy livsstil, men hvis du ikke har alverdens penge at gøre godt med, og du skal ud og spise, så kan jeg sådan set godt forstå, at du vælger lidt usundt, fordi det er billigst. Altså?
Fetterlein spiser så også, og umiddelbart ser det ikke ud til, han spiser mega usundt. Han får to burgere på maccen, og noget milkshake og cola. Og fortæller, at han kan smage giften, han putter ind i kroppen. Like vi ved alle McD er usundt, men chill out…… jeg ved godt det er fyldt med kemikalier og dit-dut-dat, men live a little.

Derudover synes jeg programmet er fucking dumt, fordi hvad er meningen? Seriøst? I får intet ud af det her. Måske forstår Fetterlein og Mascha, de psykiske konsekvenser, der kommer ved at spise knapt så sund mad, men det er også about it, fordi de vil aldrig kunne sætte sig i de overvægtiges sted. Mascha og Fetterlein kommer begge fra en sund livsstil, hvor sund kost og træning af den ene eller anden grund ikke er en udfordring, så selvfølgelig bliver det nemmere for dem end deltagerne, at smide vægten igen, for de skal bare “tilbage” til deres gamle vaner. Deltagerne skal omlægge deres vaner totalt, til noget, de ikke har været vant til – derfor kan det ikke sidestilles, heller ikke selv om Fetterlein og Mascha bliver en smule overvægtige. Det vil aldrig blive det samme. Og så tager de jo på, fordi de vil, og fordi de får penge for det. De overvægtige har ikke på samme måde truffet et valg om at gøre sig selv overvægtige. De har måske truffet nogle mindre sundhedsfremmende madvalg, ift. at spise en masse af det usunde, og den slags, men jeg tvivler på, de decideret har sat sig ned og sagt “nu vil jeg spise sådan her, så jeg kan tage en masse kilo på”. Det er virkelig at gøre tykt grin med deltagerne.

Sidst men ikke mindst, så havde jeg også lidt ondt af Mascha og Fetterlein. De kan tilsyneladende ikke nyde mad, eller noget andet, uden at tænke på, det er syndigt, og det er sgu lidt trist. Sure, skal man passe på sig selv, og ikke fylde sig selv med dårligt fedt og tomme kulhydrater, men det gør altså ikke noget, du spiser 20 g chips efter aftensmaden i ny og næ…………
Oh well, det var det, jeg havde at sige om programmet, som jeg lige kunne komme i tanke om. Udover, at jeg, da jeg så programmet, kværnede en pose popkorn, hvorefter min farfar kom med is fra vores lokale ishus, og jeg fik en isvaffel med to kugler FLØDEIS og krymmel. Det var lækkert, og jeg skammer mig ikke.

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘ <3

– Cecilie x