London 2018 – Dag 5 – Knightsbridge & mere Oxford Street

Hej bloggen, og velkommen tilbage til dag 5 i London.

 

Dagen blev primært brugt i Knightsbridge, hvor der lå en række gratis museums (græder stadigvæk over my dumb ass ikke tænkte på at tage på Florence Nightingale Museum i stedet for, will forever regret).

Vi lagde dagen ud, med at gå en tur i Kensington Gardens. Der var SÅ FLOT! Der har generelt været ret tørt, og derfor ikke superflot i Londons forskellige parker osv., da vi var derovre. Men i Kensington Gardens, var der simpelthen så fint, og relativt grønt.

Men lige så snart vi kom på den anden side af træerne, blev der tørt og gult igen. Ohwell. Der var da lidt grønt, og det holder jeg fast i.

 

Vi tog en tur ind på Science Museum, og det var okay. Men jeg følte mest af alt, at det var spild af tid. Der var ikke super meget af det, jeg fandt særlig interessant, fordi i rly don’t give a fuck about science. I’m not even sorry. Min far var også meget chokeret over mig. Men altså. Not impressed. Der var dog nogle få gode ting ved museet, og jeg fokuserede derfor meget på sygeplejedelen af museumet.

Bl.a. var der en celebration af, at det var 50 år siden (faktisk 51), at man havde den første hjertetransplantation. Se dét var jo spændende, for sådan en som mig!

3. december 1967, foregik den første hjertetransplantation.

Kirurgen Christiaan Barnard, var en sydafrikansk hjertekirurg, som transplanterede Denise Darvall’s hjerte til Louis Washkanksy på Groote Schuur Hospital i Cape Town. Lidt ekstra info:

Denise Darvall var 25 år. Efter en bilulykke, havde hun fået irreversibel hjerneskade. Faren besluttede indenfor 4 minutter, at donere hendes hjerte, for at redde en anden herre. Barnard og hans team ventede på, at hendes hjerte stoppede med at slå, da dette var den daværende definition af “død”. Da hjertet stoppede med at slå, fjernede de det kirurgisk fra Denise.

Louis Washkansky led af hjertesvigt efter 3. hjerteanfald. Barnard fortalte om den risikofyldte procedure, og Louis indvilligede. Efter transplantationen, rapporteres aviser verden over om hans tilstand dagligt. Han døde efter 18 dage, grundet lungebetændelse, som han havde fået, idet hans immunsystemet var blevet svækket pga. transplantationen. Mange af de tidelige patienter døde kort efter deres transplantation, nogle efter få timer – men siden 80’erne skete der en bedring i medicinsk behandling og kirurgisk teknik, der gav patienterne længere liv efter operationerne.

Christian Barnard var som nævnt kirurgen, og blev støttet af et team på 30 mennesker. Det tog ham 6 timer at fuldføre operationen. Det var revolutionerende tænkt, at bruge klinisk hjernedøde donorere, og dette blev sidenhen standarden for disse transplantationer (fremfor hjertedød). Barnard klarede 6 andre hjertetransplantationer, hvoraf én af modtagerne levede over 10 år længere.

I dag transplanteres 200 hjerte årligt i England. Proceduren er rutine, men ændrer folks liv markant, og skaber et unikt bånd mellem de to fremmede, giver og modtager.

Donationer foregår i dag anonymt, for at beskytte donoren og dennes families privatliv, dog kan disse vælge at modtage et brev fra modtageren. Over 23 millioner er i England organdonere, dog er efterspørgslen stadigvæk større en udbuddet. Et hjerte kan holde 6 timer i en ispakket boks.

I dag får de fleste modtagere af transplanterede hjerter op mod 200 piller om måneden, nøje udvalgt ift. patienten selv, og dennes nye hjerte. De får immunsvækkende midler, for at kroppen ikke afstøder det nye, fremmede hjerte, og disse kommer ofte med bivirkninger, der så skal håndteres (f.eks. vha. mere medicin). Nedenfor er et eksempel på nogle af de piller, en hjertemodtager kan få.

Dette synes jeg især var lidt sjovt at kigge på, og se hvilke præparater, jeg genkendte. Må nok sendes til tælling, og sige jeg kun genkendte 3. D-vitamin, som er det hvide glas med gult på alleforrest, Amitriptylin, de lilla æsker, som er antidepressiva, og Xarelto, den hvide æske bag de lilla, der er antikoagulantia, dvs. forebyggende mod blodpropper.

Hjertetransplantationer i dag tager ca. 4 timer, og selv om det ikke er den mest tekniske el. sværeste operation, er den for mange fascinerende, og meget givende, at udføre. Patienterne bliver ofte på hospitalet i 2-3 uger efter transplantationen (hvilket f.eks. kan forklare Xarelto’en). Nedenfor kommer et billede af nogle af de kirurgiske instrumenter, der bruges ifm. en sådan operation – og deres design er ikke meget anerledes fra Barnards tid.

 

Billede nr. 2 her er fra Moderne Medicine udstillingen, som jeg selvfølgelig også fandt rigtig spændende.

Nr. 4, trææsken, er Florence Nightingale’s teæske, og er dateret fra før 1910.

Nr. 5 er hendes segel, også dateret fra før 1910. Ringen blev brugt til at stemple i voks, og sætte på breve (ligesom i film). Den bærer et billede af en sygeplejerskelampe, og teksten “Brighter Hours Will Come”. Lidt Dumbledore-ish var? Hvem kom først, Nightingale eller Dumbledore? Clearly Nightingale.

Og til jer, der ikke ved, hvem Nightingale er – hun er en sygeplejerske, og den moderne sygeplejes “moder”. Vi sygeplejerske synes hun er RET sej. Også derfor jeg ærgrer mig over, jeg ikke fik set museumet, fordi jeg lige havde glemt, hun var brite.

Her ses på første billede en kunstig hofte, dateret England, 2006. Her skal ses på metallet, og ikke selve plastikken. Der ses to forskellige måder, at inkorporere en kunstig hofte på. Man kunne f.eks. nøjes med at skifte kugleleddet med et metalimplantat, eller fjerne en større sektion af knoglen, og lade implantatet gå dybere ind i lårknoglen. Siden 50’erne har dette været en metode, til at behandle artrose på i leddene. Dette synes jeg jo især var spændende, da jeg har brugt 6 måneder på ortopædkirurgisk afdeling, og gerne vil tilbage dertil efter endt uddannelse, og en del af vores patienter var netop artrose-patienter, der skulle have en kunstig hofte eller et kunstigt knæ. Så meget sjovt at gense dette.

 

Billede nr. 2 viser nr. 7 (den store gule) en pacemaker fra 1970-76 England. Pacemakere stimulerer hjertet med små elektrochoks, så det slår regelmæssigt. Siden 50’erne er pacemakere som disse blevet kirurgisk indsat i kroppen, og derefter fæstnet på hjertet med tråde.

Nr. 8, sølvkuglerne, er fra 1979, USA, og viser en kunstig hjerteklap. Hvis hjerteklapperne, der kontrolleres hjertet blodflow, svigter, kan disse erstattes med kunstige hjerteklapper. Som hjertet slår, rykker kuglerne sig frem og tilbage i “buret”, hvilket giver øget blodflow til hjertet. Lignende hjerteklapper er blevet brugt siden 1952’erne i de første hjerteklapoperationer.

Jeg tog primært det her med, fordi min kæreste gerne vil specialiseres indenfor hjertet, som sygeplejerske (og arbejder på hjerteafdelingen). Han syntes også min “historie pacemaker” her var liiige stor nok, i forhold til dem, man bruger nu. Så det faldt vidst i god jord! Og så er der jo superspændende, altså…

 

Afslutningsvis var der en udstilling om innovative metoder o.lign., til at reducere mængden af multiresistente bakterier.

Et af eksemplerne er brug af kopper-overflader, da kobber og andre metaller naturligt dræber bakterier, ved at nedbryde deres cellevægge. Mange hospitaler i England gør derfor nu brug af kobber som overflade på f.eks. kuglepenne, armlæn og stetoskoper – ting, som folk ofte rører, og som efterlades med bakterier på. Dette var netop for at reducere spredelsen af bakterier på hospitalet og reducere patienternes risiko for at få og udvikle infektioner, der ikke kan slås ned med antibiotika, pga. multiresistente bakterier.

Nogle hospitaler i England bruger også UV (ultraviolet)-lys til at dræbe bakterier, da disse nedbryder bakteriernes DNA, og dermed dræber bakterierne. Op til 70% flere bakterier på hospitalsstuer dræbes med UV-lys, kontra standard desinfektions-rengøringsmidler. På 10 minutter kan lyset desinficere et helt rum, og enddog dræbe bakterier i luften og på loftet.

Dette er jo enormt god viden at have med sig i baggagen, og klart noget, jeg vil lægge mærke til, næste gang jeg træder ind på et sygehus – for det er jo bittesmå tiltag, der kan gøre en KÆMPE forskel.

 

Udover ovenstående highlights, syntes jeg Science Museum var superkedeligt, og sådan er det bare. Øhm, ja. Vi gik over og lige så Harrod’s udefra, og jeg besluttede mig for, at jeg var vidst lidt for fattig, til at shoppe dér. Så i stedet gik vi på jagt efter et sted at spise, og jeg var efterhånden træt af normal junkfood (maccen, BK), efter en uge på Roskilde, og også lidt træt af sandwiches fra Tesco/Boots. Dertil savnede jeg jo Japan med hele mit fucking hjerte.

Så vi besluttede os for at prøve en lille japaner-kæde, kaldet Wasabi Sushi & Bento. Det var SÅ fucking fråd.

Jeg glemte at tage billeder undervejs, men jeg fik 50% nudler, og 50% kylling i karry-agtigt noget, og det er karryen I kan se på min boks øverst. Min far spiser resterne af min mors kylling og salat, og min lillebror fik det samme som jeg, og er allerede færdig, haha. Det var lidt halvdyrt, men det smagte SINDSSYGT godt. Altså, 11/10 recommend, fuck det var luksus. Mmh. Og stillede lidt af min Japan-hjemve.

Efter frokosten, som blev nydt i Kensington Gardens, splittede vi op. Lillebror og far gik tilbage på hotellet, og min mor og jeg gik tilbage på Oxford Street, hvor jeg lige skulle shoppe lidt videre. Jeg fik købt lidt i H&M, og derefter gik vi mod M&M’s World, hvor vi selvfølgelig skulle have selvlavede M&M’s!!! Havde glædet mig til det hele ugen, legit. Og jeg havde selvfølgelig planlagt, at min kæreste skulle have M&M’s, som jeg lavede. Først ville jeg gerne have nogle med tekst, og nogle med mit ansigt på. Men da det gik op for mig, det kostede 17£ for 350 eller 450 g (kan ikke huske), trak jeg alligevel lidt i land… så det blev bare én portion med tekst på.

Jeg skrev hans navn, mit navn, og så “I love you bitch”, fordi han hader sukkersøde ting, så jeg ville spice min I Love You lidt op… det gentog maskinen ikke. Hmm. Så skrev jeg “I love you bishhh” og det godtog den, så alt var godt. Den sidste version blev med det engelske flag. Min mor lavede nogle med min lillebrors navn, “karate kid” (da lillebror går til karate), nogle med Big Ben, og nogle med det engelske flag på. Så  betalte vi, og skulle vælge vores M&M’s farver, og jeg valgte meget colorcoordinated, og med 4 guld, og 4 sølv til sidst. Min mor spiste så en af dem :)) så stod bare :)) MOR!!! JEG HAVDE NØJE UDVALGT NOW U GOTTA EAT ONE MORE. Var lidt halvsur. Haha. Så kommer ham M&M’s manden over til mig, og bare står “did u write bishhh on yours?” og jeg stod sådan “yea i did” ham: “we can’t print that” og jeg stod bare :((( disappointed :((( så ja. Jeg endte med bare at måtte skrive love you på, ØV FOR FRECK ALTSÅ.

Nå, jeg hældte mine M&M’s i maskinen, og de begyndte at blive printet, og det var cool as fuck. Og til mit held, så var de løbet tør for “blæk”, så jeg fik lov til at printe to gange, da de første blev fucked op, LOL. Så var 17£ lige pludselig ikke så galt (eller jo, men)… jeg var lykkelig. Så jeg følte en ny kop, lidt mere freely denne gang, ikke så OCD-agtigt, og lavede nogle nye, og fik lov til at beholde dem, der havde slået fejl. Min mor var lidt bitter, og meget overbevist om, at jeg skulle dele med hende. Ville jeg altså ikke. Sorry mom. :/ Har legit altædende dårlig samvittighed efter det, i swear to god, får en klump i maven everytime jeg tænker på det, hahaha whyyyy help me.

Det færdige resultat:

Ps. min kæreste syntes jeg var FUCKING KIKSET, at jeg havde gjort det :// han syntes jeg var ret cringe. Lidt cute, men mest cringe. Rip mig. babe i paid a million for these, fucking enjoy them and don’t call me cringe fuck u

Anyway. Det var det for i dag!

 

Tak fordi I gad læse med 🙂 Stay tuned for næste indlæg bliver wildddd

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x