Hvorfor 10 føles som et nederlag

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Planen var jo egentlig, at jeg skulle lægge nogle Vietnam-ting op snarest muligt, men i dag er der sket noget… lad os sige, spændende.

Jeg har fået karakter tilbage, for en opgave, jeg lavede, mens jeg var i Vietnam. Min interne prøve på 7. semester valgfag, på sygeplejerskeuddannelsen.

Jeg har fået 10.

Min kæreste fik 4, og er ovenud tilfreds og glad. Fjollet som han er, troede han jo, at han ville dumpe, selv om jeg gentagne gange sagde til ham, at det ville han ikke. Så at han fandt ud af, at det var bestået, og at det var bestået helt OK, var fantastisk for ham.

Jeg var fucking sur. Skuffet. Ked af det. Og det er jeg altid. Jeg har ikke én eneste gang fået 12 på det her studie, og jeg kommer fra HF, hvor jeg fik 4 12-taller, 3 10-taller, 2 7-taller, og 1 4-tal, som jeg husker det. Det er en rimelig stor forskel, så kun at få 10 og 7 her. Gode karakterer, javist, men altså ikke gode nok for mig. Og kun mig. Får mine veninder 10, fejrer jeg dem med glæde, og fortæller dem, hvor godt klaret det er – og jeg MENER det. 10 er en pisseflot karakter.

Bare ikke, når det er mig, der scorer den. For 10 er lige ved og næsten. 10 er en påmindelse om, at jeg lige akkurat ikke var god nok, til fucking at få 12.

Så midt i de overvældende følelser, lagde jeg en snap op på min snapchat story, hvor jeg skrev: “when u try ur best but u don’t succeed. HVORFOR FÅR JEG HELE TIDEN KUN 10??? FUCKING FORTÆL MIG HVAD JEG GØR GALT FFS.”

Ja. En smule over the top, men good lord. Har knoklet røven ud af bukserne, for den fucking opgave, og det et KÆMPE nederlag, så kun fucking at få 10 for den. Jeg var slet ikke tilfreds, og jeg var slet ikke glad. Og fra jeg fik dén information, til at jeg lavede min story, gik der 5 minutters tid. Jeg var virkelig i følelsernes vold, og det var pissehamrende impulsivt gjort. Men ikke desto mindre, så skete det, og jeg har det ok med det.

Indtil jeg modtog en chatbesked fra en pige, der gik i min klasse på sygeplejestudiet, men nu er rykket, og har fået noget merit, og er blevet færdiguddannet for nogle måneder siden. Hun skriver så til mig: “Stop dig selv. Tænk på dem som dumper. Bare vær glad.”

Øhm, excuse me? Hvem fuck er DU at fortælle mig, hvad JEG skal være glad for? Hvad er det for en unødvendig kommentar, at smide i hovedet på et andet menneske?

Jeg skrev så, at det heldigvis var min snap, og at jeg kunne gøre, hvad jeg ville, og så tror jeg, at jeg skrev, at jeg kunne tage det, som jeg ville.

Så skrev hun tilbage: “Jo, men bare vær tilfreds, jo det bestemmer du jo selv. Men tænk lige på, hvor mange der dumper, du fik 10…”

Nu kan jeg ikke huske, præcis hvad jeg skrev. Og jeg indrømmer, det var pissedumt af mig. Men hun fik en besked, hvor jeg sagde, jeg ikke forstod hendes problem, og at jeg ikke syntes, hun skulle blande sig i ting, hun ikke vidste noget om. Jeg kørte den så – dum som jeg er – længere ud, med at forklare hende, at et 10-tal for mig ikke er godt, fordi jeg føler, det er en påmindelse om, at jeg ikke nåede et 12-tal, og fordi jeg altid har været 12-tals pige, hvorfor jeg synes det er enormt svært, at slå mig til tåls med et 10-tal. Så for mig kunne jeg lige så godt have dumpet, for det føles sådan i mit hoved, når jeg ser et 10-tal. Og at jeg synes hendes kommentar var så respektløs, og unødvendig, som noget kunne være, for hun anede ikke, hvad hun snakkede om.

Så kan jeg ellers love jer, at jeg fik tilbage. Og dét blev jeg faktisk lidt ked af. Først blev jeg rigtig gal, og syntes det var latterligt og grinede, men jeg blev sgu også ked af det. Det gjorde jeg altså. Hun skrev nemlig: “Bare glem det, har ikk noget problem. Syntes bar det er en opmærksomhedskrævende ting at skrive. Men er sku da ligeglad sagde bar vær stolt af dit 10-tal, andre ville dø for det.”

First off. Hun må have et fucking problem, hvis hun har behov for at køre rundt i, at jeg er utilfreds med mit 10-tal. Og hvis der er noget, jeg fucking ikke er, så er det opmærksomhedskrævende, i hvert fald ikke i den antydning, hun mener. Vi vil alle gerne have opmærksomhed, selvfølgelig vil jeg også gerne have det. Måske vil jeg gerne have mere end gennemsnittet. Fuck’s sake, jeg har en invaliderende lidelse, der fucker med hele mit liv, men jeg får ikke fucking taget nogen hensyn, for der er ikke nogen, der kan SE den lidelse. Så ja. Nogle gange råber jeg da op, og er “opmærksomhedskrævende” i den forstand. Men jeg ville aldrig, aldrig fucking bruge min diagnose, som et opmærksomhedspunkt, for at få andre til at få ondt af mig. Så det pissede mig virkelig af, og gjorde mig pisse ked af det, at hun kunne skrive sådan til mig. Jeg har aldrig sagt fucking ét ondt ord om hende eller til hende, så jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor hun syntes, det var okay at angribe mig på den måde, at skrive noget så fucking ondskabsfuldt.

Jeg har så fucking svært ved at skelne mine vrangforestillinger fra virkeligheden, og at få at vide, at jeg er opmærksomhedskrævende, er bare slet ikke det, jeg har behov for, og jeg synes ikke, det er okay. Jeg prøvede at forklare hende, hvorfor jeg skrev, som jeg skrev i min story – fordi jeg er anerledes end hende. Og så bliver jeg mødt med den dér. Fedt nok.

Og hun sagde ikke, at jeg skulle være stolt af mit 10-tal. Det var absolut ikke det, hun sagde. Hun sagde, jeg skulle stoppe mig selv, og bare være glad og tilfreds, fordi der fandtes andre, der dumpede. Det var fucking det hun sagde. Det er kraftedeme ikke mit problem, at andre folk dumper. Det kan ikke være, og bliver aldrig, mit problem, at folk de dumper. Det må folk selv stå til regning for. Og det er da pissenederen for dem, at de dumper, ja. Men det er ikke min skyld. Og jeg får det ikke bedre med mit 10-tal af den grund. For jeg har lagt tid og energi i det, og jeg er sgu ked af, at jeg ikke var bedre, end et 10-tal, for jeg følte virkelig, at jeg leverede. Så derfor bliver jeg unægteligt ked af, at jeg ikke var god nok. Det kan hun ikke tage fra mig, bare fordi der er andre, der dumper. Det er fucking ligesom at sige til deprimerede mennesker, at de ikke skal være deprimerede, fordi der findes folk, der ikke har nogen familie, noget hus, noget arbejde, eller anorektikere, at de bare skal spise, og være glade for de kan det, fordi andre sulter. Det fucking hjælper ikke på problemet. Det er at invalidere andre menneskers følelser, og det er PISSEKLAMT, man kan sidde i en profession som SYGEPLEJERSKE, og gøre sådan noget ved andre mennesker. Det vil jeg ALDRIG lære at forstå, at man kan. Mine følelser er mine egne, og jeg har hundrede procent ret til at have de følelser, jeg nu engang har.

Afslutningsvis… Andre ville dø for det? Listen up. Du ved fucking ikke, hvad jeg har opgivet i mit liv, for at opnå de her karakterer. Jeg DØR for mine karakterer. Jeg græder utrøsteligt i timevis, fordi jeg ikke føler, det er godt nok, og uanset hvad jeg gør, er det ikke godt nok. Jeg bliver så vred. Så fucking vred. Jeg spiser enten ingenting, eller fucking alt i huset, når jeg skriver, fordi jeg enten er for fokuseret, eller ikke fokuseret nok. Jeg nedprioriterer min søvn, og går ikke i seng, når jeg skriver opgaver, men arbejder ud til langt hen på morgenen, hvor jeg ikke engang kan holde øjnene åbne mere. Så fucking lad være med at bland dig, og sig, at andre folk ville DØ for mine karakterer, for det ved jeg sgu godt? Men de kommer heller ikke af sig selv. Jeg lægger sgu også arbejdet i at FÅ de karakterer, som jeg får.

 

Mange tanker, og mange følelser, gik gennem mit hoved, efter at have læst den besked. Nogle af dem er skitseret her, andre er ikke. Jeg skrev tilbage til hende, at så måtte hun slette mig, hvis det var så problematisk for hende, så var problemet løst.

Der er sgu da ikke nogen grund til at gøre det sværere, end det er? Hvis hun synes jeg er opmærksomhedskrævende, kan hun sgu da bare fjerne mig som ven, unfollowe mig på instagram, who gives a shit, altså virkelig? Ingen tvinger hende til at glo på mig, så hun kan jo bare gøre det nemme og slette mig?

Kan udemærket klare, at få hate fra anonyme tabere på nettet, der skriver til mig, jeg er fed, grim, ulækker, intet værd, ikke kan være sygeplejerske, er uempatisk, er dum, hvad de nu ellers har sagt til mig. Det kan jeg sagtens klare, for jeg har ingen relation til de her mennesker, og det rager mig en fucking høstblomst, hvad de synes om mig. Men at skulle få den her slags kommentarer, fra folk, som jeg kender, og som kender mig (selv om vi ikke ligefrem er veninder der snakker om alt muligt, så har jeg aldrig haft noget i mod hende og troede heller ikke, hun havde noget i mod mig), det synes jeg fandeme er sårende. Og ignorant.

 

Hvilket også ledte til det næste, jeg gjorde. For hun gad jo tydeligvis ikke snakke med mig. Så jeg oprettede da lige 2 nye stories. Jeg er ikke ligefrem stolt af det, men jeg var vred, og jeg var såret, og hun skulle bare ikke komme og spille bedrevidende, når hun virkelig ikke kender mig, og ved, hvad jeg gennemgår. Så derfor kom de op. De lød således:

“Når folk blander sig i, hvilken effort, man har gjort for sin karakter. søde. har fucking forstuvet min ankel i frustration og grædt i dagevis pga. den skodopgave. så keep ur piehole shut, når du ikke aner, hvad fuck der sker :)” og:

“Derudover er jeg perfektionistisk, har angst og ocd, er skizotypisk og deprimeret. vurderer mit eget værd i min karakter (hvilket er pisseusundt og toxic, men not the point). at få et 10-tal er for mig det samme som, at jeg ikke er god nok. så lad være med at bebrejd mig. har hele livet fået at vide, jeg er så klog og dygtig. får jeg ikke 12, lever jeg ikke op til den forventning (i mit hoved), og det er fandeme lige så hårdt at leve med, som at dumpe.”

Ja. Ikke de smukkeste, mest stolte beskeder, og ja, jeg har hængt hende en smule ud. Men jeg har ikke nævnt hende ved navn, og laver mest af alt bare en psa om, at folk skal holde deres kæft, hvis de ikke ved, hvad de snakker om. Hun kender intet til mit private liv, så hvorfor blande sig? Hun ved ikke, hvad jeg dealer med hver dag, og hun ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så tragisk, at få et 10-tal. Så hvorfor kommentere det? Hvorfor sige jeg er opmærksomhedskrævende? Jeg har ikke lavet den story, for at alle skal have ondt af mig og sige “ej, 10 er så pissegodt, vi er alle så stolte af dig, cheer up!” har lavet den fordi jeg bruger mine sociale medier som et fristed, hvor jeg kan komme af med de tanker, der fylder. Lige i det øjeblik, så var det tanken om, at jeg følte mig utilstrækkelig, der fyldte. Og jeg synes egentlig det er max ydmygende, at alle på min snap nu ved de her ting om mig, men sådan er det. Jeg har intet at skamme mig over, og selv om jeg synes det er pinligt, så synes jeg også, det er vigtigt. Det er vigtigt, fordi der skal mere fokus, og mindre tabu, på psykiske lidelser og problematikker. Så fair nok. Nu står jeg frem, og fortæller, hvorfor 10 for mig er en dårlig karakter.

For jeg VED, jeg ikke er alene. Jeg VED, der er mange flere, der lider under det her kæmpe pres. Mine forældre har aldrig sagt til mig, jeg ikke var god nok, hvis jeg kom hjem med 7 eller 10. De har altid sagt tillykke, og at jeg skulle være stolt, og at det var pissegodt gået. Men hvordan kan noget være godt gået, hvis man er vant til at få 12, og pludselig ikke får det mere? Hvordan kan det være godt gået, når ens lærere kigger på en og siger “ikke lige så godt som det plejer, men flot klaret”. Det er et enormt pres hele tiden at føle, man skal præstere, og hele tiden føle, at intet under 12 er godt nok. Og jeg synes det er så ignorant, og så klamt, at folk dømmer en på baggrund af det. Bare fordi jeg ikke er dumpet, eller ikke er vant til at få middelmådige karakterer, så betyder det ikke, at jeg ikke må være utilfreds. Min standard er anerledes end din. It’s as simple as that. Og jeg kender virkelig mange, der har det på samme måde. Og jeg synes det er irriterende, at skulle høre på, at jeg ikke må have det dårligt, fordi jeg har fået 10. Det er ikke sundt, og jeg skal stoppe med at være sådan, men one battle at a time, lige nu forsøger jeg at holde mig ude af tilbagefald, og så må det her prioriteres på et andet tidspunkt, man kan ikke bekæmpe alle ens dæmoner på én gang. Men jeg vurderer mit selvværd i karakterer, for jeg var aldrig den smukke pige. Aldrig den tynde pige. Aldrig den søde pige. Den sjove pige. Jeg var fucking aldrig nogen af de ting, og har altid haft et massivt socialt handicap, jeg heldigvis er blevet bedre til at håndtere, men det eneste, jeg altid har kunnet sætte min lid til, var, at jeg var kvik. Jeg kunne sgu mine skoleting. Og når jeg ikke kan dem, ligeså godt, som jeg har kunnet førhen, så føler jeg en del af min personlighed smuldrer, og så ved jeg ikke, hvem jeg er mere. Jeg føler mig som ingenting. Og jeg knokler røven ud af bukserne for de her ting, det gør jeg virkelig. Og jeg ville sådan ønske, det også blev afspejlet i mine karakterer. Men det gør det ikke, og det gør ondt, og jeg må gerne synes det gør ondt, uden nogen skal fortælle mig, at det er forkert.

Hun skrev så til mig, efter hun havde set mine stories. “Slap dog af! Seriøst, du har intet liv, bare slet mig.” Stærkt efterfulgt af: “Sletter dig, til grin man.”

Hvilket gjorde ondt at first, og også gør lidt ondt, når jeg læser det. Igen max invaliderende overfor mine følelser – jeg er såret over, at blive angrebet på den måde, over en fuldstændig legitim følelse, jeg har. Jeg har et fucking papir på mit køleskab derhjemme, som jeg har fået i OPUS, hvor der står alt muligt shit med, at mine meninger er lige så vigtige som andres, og at mine følelser er vigtige og altid er legitime og okay. Det er sgu svært at gennemgå den positive hjernevask, som min terapeut kaldte de her selvkærlige sætninger, når jeg samtidig får at vide, at jeg er opmærksomhedskrævende, fordi jeg beskriver mine følelser, og får at vide, at jeg skal slappe af (at jeg overreagerer).

Trøster mig med, at det nok snarere er hende, der ikke har noget liv, hvis hun virkelig syntes, det var nødvendigt at komme med så ligegyldige kommentarer til mig. Hun må hjertens gerne synes, jeg er til grin. Håber fandeme aldrig, hun selv kommer til at have det, som jeg har haft det de sidste snart 10 år. Og hvis hun nogensinde får det sådan, så håber jeg for hendes egen skyld, hun ikke kommer ud for, at folk behandler hende med samme ignorance, som hun har behandlet mig. Fucking tag dig sammen og mød dine medmennesker med respekt, det skal du kunne, når du er i det fag, du er i.

 

Så ja. Det var lige et surt opstød fra mig, der tydeligt viser, hvor fucking elendigt, jeg håndterer konflikter. Men jeg publicerer indlægget alligevel, selv om det sætter mig i en lorteposition, der får alle til at se, hvor dumbass jeg er, fordi jeg synes, at emnet er vigtigt. Der er så stor fokus på, at det er synd for dem der dumper. Der er overhovedet ikke nok fokus på, hvordan folk som jeg, 12-talseleverne, egentlig går og har det, når de ikke får fucking 12. Og det synes jeg, det her er et billede på. Igen, folk skal ikke have ondt af mig. Men jeg synes godt, at man kan begynde at tænke over, hvordan man snakker til hinanden. Bare fordi du ikke kan sætte dig ind i det, betyder det ikke, at det er forkert.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x