Hvad har jeg lært i SFT? #26

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

Der har været lidt run på, det sidste stykke tid, så jeg nåede ikke lige indlægget her, som planlagt, og i morgen starter jeg på semester 6 på sygeplejerskeuddannelsen, så jeg bliver nok en travl ung dame fremadrettet også. Men jeg gør selvfølgelig mit bedste, for fortsat at få opdateret her på bloggen.

 

Nå, fokus. SFT. Social FærdighedsTræning.

Det her er sidste indlæg, der kommer i denne serie. I hvert fald, når det regelret omhandler SFT. For sidste fredag, d. 26/1, 2018, sluttede mit SFT forløb i denne omgang. Hvilket jeg faktisk var ret ked af, det var sådan lidt en depresso affære, fordi jeg synes, det har givet virkelig meget, og jeg er ked af, at jeg ikke tog mig sammen, til at komme ind i gruppeforløbet noget før! SFT var noget af det, jeg rigtig gerne ville, da jeg startede i OPUS, men det ramlede tit sammen med, at jeg var i skole eller klinik, så jeg postphonede det indtil sidste øjeblik, hvilket jeg nu fortryder. Fordi der er også en SFT-2 gruppe, som jeg ikke når at komme i, da mit forløb i OPUS snart slutter. Som i, i udgangen af denne måned, ca. Men ja.

Jeg var rigtig glad for, at jeg tog gruppen, og jeg er rigtig glad for alt det, som jeg har lært i gruppen.

Her til den sidste dag, var der ingen hjemmeopgave.

Vi startede bare ud med en runde, snakkede lidt på kryds og tværs, og blev så opdelt i grupper af 2. Her skulle vi så skrive 2 gode ting, om 2 andre i gruppen.

Dét var sgu lidt af en mavepuster, og jeg nåede det, at få lidt angst ved tanken. Fordi hvordan skulle man koge det ned til bare 2 ting? Og hvordan… hvad skulle man overhovedet vælge? Hvad var godt nok? Tankerne kørte derudaf.

Heldigvis var jeg sammen med en, der var lidt mere skarp på det, end jeg var. Så vi fik skrevet ned til vores to. Den ene skrev vi, var passioneret og åben, og den anden skrev vi var afslappet/behagelig og modig.

Ude i plenum skulle vi så læse vores sedler op for hinanden, og aflevere til dem, vi havde skrevet om.

Jeg begyndte næsten at græde, da jeg modtog min seddel. Den var bare så flot.

“Cecilie, vi har skrevet, at du er tjekket. Som i, at du har styr på dine ting, og kan navigere i forskellige situationer, også dem, som du ikke selv har valgt. Og du gør altid bevidst dit bedste. Derudover er du altid smilende, positiv, imødekommende, sjov, og ærlig, og jeg synes personligt, du bidrager så meget i gruppen, fordi du er så åben omkring alting.”

Ærligt. Puh. Jeg vidste sgu ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg blev så glad. Så rørt, faktisk. Det var nogle helt vildt pæne ting at få at vide. Jeg tror også bare, at jeg sagde til hende: “Hvor er det bare nogle pæne ting, I havde at sige om mig.”

For det var det fandeme. Jeg føler sgu ikke, at jeg har ret meget styr på mit shit. Jeg aner ikke, hvad jeg laver, og jeg winger det bare sådan lidt tilfældigt. Jeg arbejder hårdt, men jeg er kronisk forvirret, og forstår ikke altid, hvad der foregår. Jeg havner i diverse situationer, jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere, eller hvad jeg skal gøre med, men åbenbart, så er der nogen, der synes, at jeg klarer dem – og klarer dem godt, endda. Det minder mig lidt om, da jeg var i klinik på modul 8. Psykiatrimodulet på geronto. Det var det værste, jeg havde været igennem, og i løbet af de otte uger, jeg var der, græd jeg hver dag, og havde selv to besøg på psykiatrisk skadestue. I kan læse mere om modulet her. Men pointen var, det var en skodsituation, jeg var havnet i. Alligevel, da jeg var færdig, kiggede sygeplejerskerne på mig, og sagde, at jeg havde klaret det supergodt, og de vidste godt, at jeg ikke ville være her, men det havde de ikke mærket ret meget til. Jeg havde forholdt mig professionel og relevant, analyseret og reflekteret, og handlet hensigtsmæssigt overfor patienterne, og at tingene forekom mig naturligt i samspillet med andre, hvad jeg skulle sige og gøre. Hvilket var pissegrineren taget i betragtning af, at jeg jo var in desperate need for social færdighedstræning. Irony?

Derudover, så var jeg i klinik på ortopædkirurgisk, læs mere her, for nylig, og skal tilbage her d. 12. februar. Her fortalte vejlederne mig også, hvordan jeg bare blomstrerede, hvor dygtig jeg var, hvor glad og positiv, jeg var, hvilke refleksioner, jeg gjorde mig, hvor højt mit niveau var fagligt, hvilke observationer, jeg gjorde mig og handlede på… og vigtigt af alt: hvor smilende, jeg var. Hvordan jeg strålede mere, end nogen af de andre studerende, hvordan mit humør smittede. De blev helt overraskede, da jeg fortalte dem, at jeg slet ikke var specielt glad. At jeg faktisk gradvist blev mere og mere deprimeret, fordi vejret begyndte at påvirke mit humør, så det røg mere og mere i bund. Det mærkede de slet ikke på mig, fordi jeg formåede at fremstå professionel, åben og smilende på “arbejdet”. De var så stolte af mig.

Så da jeg fik disse ord at vide, kunne jeg egentlig godt genkende dem, på et eller andet niveau. Men det var aldrig noget, jeg havde tænkt over. Men det gjorde mig glad, og varmede, at vide, at det var sådan nogle ting, andre tænkte på, når de mødte mig. Så mig. agerede i samspil med mig. At det var de her FANTASTISKE, kvaliteter, som kendetegnede lige præcis mig. Eller i hvert fald nogle af de kvaliteter, der kendetegnede mig. Jeg var sgu så glad.

 

Udover denne her lille selvværdsopbyggende øvelse, lavede vi ikke så meget andet, denne her sidste gang. PIER-medarbejderen var også med denne her gang, hende med skizofreni diagnosen. Vi sad alle, inklusive de professionelle, bare og hyggesnakkede. Snakkede, om vores tid i SFT, hvad vi havde lært, hvad vi tænkte fremadrettet, hvad der skulle ske med vores liv… vi var flere, der snart skulle slutte OPUS helt, og hvordan man klarede sig videre herfra, osv. Afslutningsvis blev der aftalt, at vi om mandagen skulle en tur på Louisana som afslutning – jeg glædede mig.

Så ja. Det var det, for denne gangs SFT. Ikke specielt meget kognitivt arbejde, men en god, positiv mavefornemmelse og et smil på læben, det tog jeg i hvert fald med mig.

Sedlen hænger nu på mit køleskab hjemme i lejligheden.

Det var Xenia, der skrev den til mig (kalder vi hende af hensyn til hendes privatliv). I kan læse mere om, hvorfor lige Xenia er vigtig her, og hvilken relation, vi har til hinanden (og dermed, hvorfor jeg egentlig bringer hende op ved “navn” nu). Og inden, hun gav mig sedlen, kiggede hun bare på mig og sagde: “Ja, du får den altså ikke endnu, den skal lige renskrives!” Det var så sødt af hende, at hun ville renskrive den og gøre den superflot til mig, så ja. Verdens flotteste seddel hænger på mit køleskab nu. Faktisk, nu jeg tænker over det (jeg har lige lavet orden i alle mine SFT-papirer i dag), burde jeg også hænge sedlen fra K op. Det må jeg hellere få gjort også. Sprede lidt positivitet. Anyway. Det var det, for denne her gang.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x