Hygge-shopping

Hvad har jeg lært i SFT? #25

Så er jeg tilbage med endnu et SFT-indlæg.

I dag var særligt emotionel for mig, vil jeg sige, og det kommer jeg nærmere ind på i indlægget, men først, så har vi selvfølgelig en hjemmeopgave, vi skal igennem… og jeg vil sige, jeg syntes faktisk, den var ret svær!

Her er, hvorfor…

 

Opgaven hed sig nemlig, at “identificere de gode sider med hjælpespørgsmål”. Yup, u heard me. Finde ens gode sider? Whaaat? Unreal.

Første og andet spørgsmål sprang jeg meget elegant henover, for jeg kunne sgu ikke finde noget! Shock. Men de hed: “Hvad kan du lide ved dig selv?” og “Hvilke positive kvaliteter besidder du?” Avav.

Andet spørgsmål hed, “hvad har du opnået, i dit liv?” Lidt nemmere at svare på. Her svarede jeg, at jeg har klaret HF, at jeg er i gang med at læse til sygeplejerske, at jeg gik videre i en forfatterkonkurrence ang. historisk fiktion (vandt dog ikke, læs novellen her, og om forløbet her), og at jeg var rejst alene til Tokyo – 2 gange endda! Det kan I læse om under dette faneblad, da jeg har lavet indlæg fra hver dag, fra begge ture, og ikke lige fået samlet dem under et indlæg endnu.

Næste spørgsmål hed: “Hvilke udfordringer, har du stået ansigt til ansigt med i dit liv?” Der er en del af dem lidt private, så dem deler jeg ikke lige. Men dem jeg skrev ned, som jeg godt tør dele, var bl.a. mobning, emotionelt misbrug og min egen psyke. Og så selvskade. Dén var svær.

“Hvilke evner og talenter har du? Uanset, hvor beskedne, de er.” Her skrev jeg bl.a., at jeg var god til at skrive, og god til at få folk til at grine. Det er vel også en slags… noget at kunne, haha.

“Hvilke færdigheder har du tilegnet dig?”. Her kommer også at skrive, og derudover at udøve sygepleje, og være åben.

“Hvad kan andre mennesker lide ved dig/hvad værdsætter de ved dig?” Dén var også svær, så jeg søgte råd hos min mor. Hun skrev en masse ting, som gjorde mig virkelig, virkelig rørt. Disse var bl.a. at jeg var ærlig, til at stole på, holder mine løfter, er lyttende, er selvstændig, at jeg gør mit bedste, og at jeg gør min mor (hende) stolt. Det var nogle virkelig, virkelig pæne ting, at få at vide, synes jeg.

“Hvilke kvaliteter værdsætter du hos andre, som du selv har?” Her skrev jeg loyalitet, humor, glad, og at jeg kan sige UNDSKYLD. Det er noget, jeg værdsætter meget, at andre kan, og noget, jeg også selv er forholdsvis god til.

“Hvilke aspekter ved dig selv, vil du værdsætte, hvis de var aspekter hos en anden?” Her skrev jeg styrke og gåpåmod. Jeg undervurderer meget tit, hvor stærk, jeg egentlig er, fordi jeg altid føler mig så pissesvag.

“Hvilke små, positive ting nedvurderer du?” Her skrev jeg så den mest åbenlyse, som var, at jeg negligerer lidt mine daglige kampe, når jeg faktisk overvinder dem. Det er en kamp for mig, at komme ud af sengen. Det er en kamp for mig, at komme ud af døren. Det er en kamp, at være sammen med andre mennesker. Næsten alting er bare én lang kamp, og jeg er udmattet. Men jeg gør det. Og det fraregner jeg ret tit, fordi det er så banale, normale ting… men det er det jo ikke. Ikke, når man har det som mig.

“Hvilke dårlige kvaliteter bisidder du IKKE?” Den syntes jeg også var svær, så den har jeg faktisk heller ikke lavet.

Så ja. Det var lidt om mig, og mine gode sider. Haha. Det er nok ikke så supervigtigt for jer at vide noget om mit selvbillede. Men jeg håber, at de ord, jeg nedfældede ifm. den her opgave, kan inspirere jer, til at finde jeres gode sider. Det var en fucking svær opgave, det vil jeg ikke lægge skjul på. Det var mærkeligt, at skulle spørge om hjælp. Men det var også en vigtig opgave. En god opgave. Og jeg tror, at mange, uanset, om de fejler noget psykisk eller ej, har gavn at lave den. Gavn af at se, hvad andre mennesker ser i en. Gavn af, at finde ud af, hvad man kan, og hvilket menneske man er. Så jeg ville helt klart anbefale, at man tager fat i spørgsmålene, skriver noget ned til dem, og sætter papiret et sted, hvor man får det set hver dag, så man bliver mindet om, hvor dejligt et menneske, man er. Punktum.

 

Eller, ikke helt, for vi har jo også resten af SFT, vi lige skal igennem! Og det var her, hvor det for alvor blev svært, syntes jeg.

Der er blevet ansat en pier-medarbejder, tror jeg det hedder, i OPUS, dvs. en person, der har brugererfaring fra OPUS, og selv har en diagnose, i dette tilfælde hed diagnosen skizofreni. Jeg lider selv af det, der hedder skizotypisk sindslidelse. Det tror jeg ikke, jeg har nævnt på bloggen før, at det er det, det hedder, men ja. Jeg hedder Cecilie, og jeg har skizotypisk sindslidelse. Jeg forklarer måske, hvad det går ud på, i et andet indlæg – det vigtige her er bare, at skizotypi og skizofreni IKKE er det samme. De har nogle af de samme symptomer, men forskellen bunder i, at folk, der har skizotypi IKKE hallucinerer, og IKKE er/har psykotiske/psykoser. Skizotypi-ramte kan dog godt opleve minipsykoser med hallucinationer, men det er aldrig særlig vedvarende, og er som regel, ja, mini, dvs. indenfor få minutter, og sjældent. Så ja.

Men hende her, jeg kalder hende bare X, fortalte om sin historie, og den ramte fandeme mit hjerte hårdt. Hun fortalte, at hun startede med at læse en zombiebog, og blev langsomt mere og mere paranoid overfor zombier, indtil hun til sidst levede i et parallelunivers, hvor hun var zombiejæger, og der var zombier efter hende. Derudover, at hun frygtede, at hendes venner havde sat kameraer op omkring hende, for at ydmyge hende, og at hun havde svært ved at stole på folk, fordi de så bare kunne bruge det mod hende. Samtidig troede hun, at der var væsner, der overtog hendes hjerne, og hun kunne ikke altid finde ud af, om hendes tanker var hende eller væsnerne. Til sidst havnede hun jo så i OPUS, fik medicin, og begyndte at få det bedre.

Hendes historie gjorde så stort indtryk på mig, at jeg seriøst græd nærmest hele dagen. Den gjorde så inderligt ondt, fordi jeg genkendte mig selv. Lige, da jeg fik min skizotypi-diagnose, forstod jeg godt, hvorfor, jeg havde fået den. Jeg genkendte mig selv i symptomerne og diagnosekriterierne, og forstod lægens bevæggrund for at diagnosticere mig. Men som mit behandlingsforløb skred frem, så kom jeg lidt væk fra det, tror jeg? Jeg negligerede lidt diagnosen, og jeg gik sådan lidt… nej, det er har jeg ikke, sådan er jeg ikke, det passer ikke, osv. Jeg stoppede med at genkende mig selv. Og det her var lidt en øjenåbner for, hvor slem min sygdom har været – og hvor meget, den egentlig stadigvæk præger mit liv, selv om jeg gik og troede, at jeg var okay, og ikke længere havde vrangforestillinger, som det så fint hedder.

Min historie startede nemlig med the Grudge, hvor jeg lige pludselig begyndte at se Kayako overalt, jeg turde ikke gå i bad, fordi jeg var sikker på, nogen ville gøre mig fortræd, og jeg var bare hele tiden bange for det overnaturlige, og bange for, at der ville ske mig noget. Det, der fyldte mest, var dog, at når folk viste interesse for mig, turde jeg ikke stole på dem. Jeg troede dybt seriøst, at de ville mig noget ondt. Min mistillid til verdenen er sindssyg, den er over the fucking roof, og jeg havde lidt glemt det… som teenager, var jeg ligesom mange andre, forelsket i en fyr. Han inviterede mig med hjem, og jeg afslog mange, mange gange i træk, indtil jeg til sidst måtte give op og sige ja. Da jeg ankom, kunne jeg slet ikke fokusere på noget som helst. Jeg var så bange, og jeg var så VOLDSOMT overbevist om, at det hele var én stor prank. En joke. At der var kameraer sat op, eller at han selv filmede mig, eller at han bare… ventede på at kunne ringe til sine venner, og fortælle dem alle, hvor naiv, klam, fed, grim, ulækker, jeg var… alt muligt. Jeg var så panisk, at jeg løb grædende derfra, da jeg skulle hjem. Det var HORRIBELT.

Og jeg troede egentlig, at det her lå i fortiden. Jeg troede faktisk, at jeg var rask for vrangforestillinger. Big fucking no.

Hele mit liv leves i den her latterlige vrangforestilling om, at alle vil mig noget ondt. Hele mit liv leves i mistro og mistillid overfor andre mennesker. Jeg stoler ikke engang på min egen familie. Jeg stoler ikke på mine venner, der har været der gennem tykt og tyndt. Jeg stoler ikke på nogen. Og jeg hader det. Hver gang noget godt sker, går jeg bare og venter på, at noget endnu mere forfærdeligt sker. Jeg har en flirt lige p.t., der heldigvis ikke følger med på bloggen lol, for hvis han gjorde bitch byyye, men anyway, ham stoler jeg heller ikke på. Det føles forkert. Det føles som en joke. Hvad skulle han ville med mig? Hvorfor være sammen med mig, hvis han kunne vælge enhver anden, der var rask i hjernen? Det hele er helt sikkert bare en prank, for at se, hvor meget jeg kan nå at synes om ham, før han ultimativt river mig midt over og ødelægger hele mit liv. Det lyder totalt dramatisk og fucked op, men det er sgu rigtig nok. Og jeg havde ikke tænkt over det. Jeg havde vitterligt ikke tænkt over, at det ikke er normalt, at tænke sådan, og tro sådan om verdenen.

Derudover relaterede jeg til det med væsnerne, fordi jeg tit også har tanker, jeg virkelig ikke kan lure, om virkelig bare er min dystre, mærkelige personlighed, eller om det seriøst er fordi, jeg har en fucked op sygdom på skizo-spektret, der bare fucker min tankestrøm op… alongside med at jeg i min vrangforestilling også tror, at folk kan høre mine tanker og vil ydmyge mig med dem? Nice.

Sååå ja. Alt det her, jeg lige har skrevet, VED JEG JO GODT ikke er virkeligt. Jeg ved godt, at det er mig. Jeg ved godt, at det er nogle forestillinger, jeg har i hovedet, som ikke er virkelige. Men bottomlne er, at for mig føles de virkelige. For mig er det en kamp hver dag, at skulle snakke med nogen, hver sammen med nogen, stole på nogen. Det gør ondt. Jeg er bange. Jeg er fucking bange. Hele tiden. Fordi for mig ER det virkeligt. For mig FØLES det virkeligt. For mig ER det svært. Også selv om jeg godt ved, at det burde det ikke være.

 

Sidste del af X’s oplæg, handlede om, hvordan hun kom videre. Hun fortalte, hun også på et tidspunkt havde skippet sin medicin, og så havde fået det endnu værre og måtte indlægges, så… ja. Remember ur meds kids, there is a reason to why ya’ll are getting medication, okay. Selv får jeg ikke medicin, men skal faktisk snakke med min læge i morgen om selvsamme emne. Ew.

X fortalte, at det vigtige for hende var, at hun levede MED sygdommen, og ikke forsøgte at kæmpe MOD den, fordi det kunne hun ikke alligevel. Den ville altid være der, og det var drænende at kæmpe, så hun havde besluttet sig for, at slå fred med den.

Derudover havde hun en vigtig pointe, der hed, at hun gav aldrig op. Aldrig sådan for alvor. Jo, hvis tingene var rigtig svære, så gav hun op i måske 2 uger, hvor hun bare nægtede at kæmpe, lod sig selv falde… tog en pause, trak stikket, og derefter kæmpede sig tilbage. Og dét synes jeg er en vigtig pointe! For meget psykisk sygdom GÅR ALTSÅ ALDRIG VÆK. Man kan sagtens opnå god recovery, man kan sagtens have et godt liv med sin sygdom, man kan sagtens nå så langt, at man slet ikke mærker sygdommen mere. Men den lurer altså altid, og man vil altid have denne her sårbarhed, og det er vigtigt at anerkende, at den er der. Og når den ikke går væk, betyder det også, at hver eneste dag er en kamp, som jeg har skrevet før. Hver dag er altså en kamp på et eller andet plan, og det er udmattende, så hvis du selv, eller en du kender, der er syg, pludselig giver op… bliv ikke sur. Lad dem trække den pause, de har brug for. Lad dem lade op. Og opmuntr dem selvfølgelig til et stærkt comeback, men pres dem ikke. De skal nok kæmpe tilbage, stærkere end før, når de har fået ladet op. Det hjalp virkelig mig, at lade være med at se på det som et nederlag, når jeg trak mig, men snarere som en… ja, opladerpause. Der skal bare lidt nye batterier på, og så er jeg klar igen. Og det er OKAY.

Hun fortalte også om vigtigheden af accept og tålmodighed for processen. Recovery er individuelt, og meget forskelligt. Og ting tager tid, og sådan er det bare.

Derudover, at man finder sine sårbarheder, og passer på dem. Holder dem i baghovedet, og ikke presser sig selv over evne. Der er intet galt med at være sårbar, så længe man passer på sig selv, og mærker efter sine egne grænser.

Afslutningsvis snakkede vi om knuste drømme, som jeg har snakket om i det her indlæg. For det fylder meget hos mig. Alt det, jeg ikke har nået, alt det, jeg ikke MÅ, fordi nogle andre skal sætte begrænsninger for mit helbred, alt det jeg ikke KAN på grund af mit mentale helbred, osv. Alt det, der er taget fra mig, fordi jeg har fået en lortesygdom, som jeg ikke selv kan kontrollere eller bestemme over, men bare forsøge at leve med, og skabe nogle strategier omkring, så jeg… får et godt liv alligevel. Det er fandeme hårdt. X anbefalede, at man prøvede at pinpointe det vigtige, i ens knuste drøm, og undersøgte, hvordan man kunne opnå dét ene delelement på en anden måde. Og dét syntes jeg også var en vigtig pointe. Jeg var bl.a. knust over, ikke at kunne være au pair. Jeg ved stadigvæk ikke, hvad det vigtige her var, nok primært at rejse. Det samme med at være assistent teacher i engelsk i Kina. Det måtte jeg heller ikke. Der var også det at rejse vigtigt, samt det her med at undervise. Bare, at skabe minder tror jeg.

– Og jeg tror, det er derfor, jeg har værdsat mine Tokyo ture så meget. Fordi netop det at rejse, var det, der var så pissehamrende vigtigt for mig. Det, at være selvstændigt ude i verdenen og opleve noget.

Så selv om det stadigvæk er LATTERLIGT svært, hårdt og hjerteknusende, at jeg ikke fik det liv, jeg gerne ville have, så… er jeg glad for de andre muligheder, jeg fik. Jeg blev ikke snydt for alting. Jeg tog bare en lille omvej. Så ja. Det gode liv er stadigvæk derude, eller hvad man nu siger. Nogle gange er vejen derhen bare lidt ekstra snørklet, hvis man ikke har det så godt psykisk.

Så ja, det var det for denne gang. Jeg håber, I fandt indlægget brugbart og inspirerende. Jeg synes i hvert fald, at det her var en af de bedste SFT-gange, selv om den var fucking hård at komme igennem.

27157188_950413948448799_1491690809_n

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hygge-shopping