Hvad har jeg lært i SFT? #24

Velkommen tilbage på bloggen, og til endnu en omgang SFT.

Fokus i denne uge er selvkritiske tanker.

 

Som altid lægger vi ud med hjemmeopgave fra sidst, og denne var baseret på at skrive en liste med gode egenskaber, dvs. egenskaber, man fandt attraktive hos mennesker, som man sætter pris på. Jeg synes det var lidt svært at brainstorme de her ting, bare sådan lige… havde faktisk lidt glemt, hvad karaktertræk/egenskaber i det hele taget var, så jeg syntes faktisk, at opgaven var svær, haha. Men jeg fik skrevet lidt ned, og disse var:

Ærlighed – loyalitet – humor – oprigtig interesse – spontanitet – tålmodighed – forståelse – empati.

Herfter skulle man vurdere, om hvorvidt man selv mente, man var i besiddelse af den gældende egenskab.

Min så sådan her ud:

Ærlighed og loyalitet – 50%.

Humor – 100%.

Oprigtig interesse – kommer an på personen og på emnet (vil gerne indrømme, at jeg nogle gange fader lidt ud, hvis personen jeg snakker med, snakker om der virkelig, virkelig, virkelig ikke interesserer mig).

Spontanitet – 30%, ville gerne være mere, men angsten står lidt i vejen for dette (og det kan der jo heldigvis arbejdes med!).

Tålmodighed – 10%. Jeg er absolut ikke særlig tålmodig, jeg er meget utålmodig.

Forståelse/empati – 100%.

Afslutningsvis skulle vi beskrive en situation, hvor vi anvendte en god egenskab, men da jeg havde været isoleret som en lille huleboer, mens jeg læste til eksamen, havde jeg ikke rigtig været ude i den virkelige verden, og brugt nogle af disse egenskaber, så den del af opgaven sprang jeg over.

Da vi gennemgik opgaven i plenum, var der en, der pointerede, at man sagtens kunne være ærlig, uden at være det hundrede procent, eller overfor alle. Jeg følte nemlig meget, at jeg var uærlig, fordi jeg f.eks. ikke lige altid siger til folk, hvordan jeg har det. Men som hun meget fint sagde, kom det jo ud på, hvem man snakkede med, om man stolede på dem, osv., og det betød altså ikke, at man var mindre ærlig… så det har jeg taget med mig! Egenskaberne behøver ikke passe hundrede procent til mig, bare de overordnet set gør. Derudover hjalp det mig også at se meget overordnet på tingene, så f.eks. med empati kunne jeg spørge mig selv, hvor tit jeg var uempatisk, og det var så… basically aldrig, så den kunne jeg vurdere, at jeg i hvert fald var i besiddelse af. For nogle gange kan ens blik godt sløre lidt, og svælge i ens selvhad… haha, så det var hjælpsomt for mig, at prøve at se mere objektivt og målbart på egenskaberne, da jeg skulle vurdere dem ift. mig selv.

 

Moving on til oplægget.

I forbindelse med kognitive forvrængninger, fører disse ofte til et tunnelsyn på os selv i en negativ retning. Dvs. vi ser alle de positive ting som små og ubetydelige, og alle de negative ting som store, når vi kigger på os selv. Dertil har vi et omvendt tunnelsyn på andre, hvor vi regner alle deres negative ting, som små og ubetydelige, men deres positive ting som store og betydningsfulde.

Formålet med de øvelser, vi laver her er bl.a. at tænke mindre sort-hvidt, og give os selv lige så meget credit, som vi ville give til andre. De nævnte bl.a., at man kunne bruge en ven til hjælp, ift. at finde nogle af de positive ting, hvilket også var min oprigtige plan, men så blev det for sent, og ja… haha.

Efterfølgende så vi en lille film, Our Common Fate, der illustrerer noget af det, vi allerede har talt meget om. Mange af de negative symptomer, der er til en del psykiske lidelser, er sådan set ret normale. Det her tunnelsyn er faktisk ret normalt. Det rammer bare nogen i hårdere grad end andre, og bliver mere invaliderende, hvor det så går hen og bliver til en reel sygdom.

Vi bed bl.a. mærke i, at mange af dem i videoen sagde de samme ting, selv om der også var nogle få, der skilte sig ud… og vi var meget sårede, da vi så barnet, der havde skrevet “no-one loves me” på. Det var heartbreaking. Derudover bed jeg mærke i, at der var nogle få, der skrev “I feel”, fremfor “I am”. Personligt føler jeg, at “I feel” laver en slags distance, og holder fast i noget af det, som jeg selv prøver at holde rigtig meget fast i, når jeg har det dårligt, og det er:

En tanke er en tanke. En følelse er en følelse. En tanke eller en følelse er ikke sandheder. Min virkelighed er ikke nødvendigvis den samme, som andres virkelighed, og det er okay, og det er vigtigt at huske. Så selv om tingene føles virkelige, selv om tankerne, følelserne er intense, og føles som sandheder og virkeligheden, så ER DET IKKE altid det.

Det synes de andre var ret sejt sagt 🙂

Afslutningsvis skulle vi selv skrive en note, i stil med dem, vi havde set i videoen, og fortælle, hvad nogen af de grimmeste ting, som vores hoveder sagde til os var. Min så sådan her ud:

Og nej, den er jeg ikke stolt af.

Men nu handler det heller ikke om at være stolt. Det handler om, at stå frem med nogen af de grimme ting, ens hoveder kan overbevise en om. Og vise, at man er bedre end det. For mit hoved er fandeme også grimt mod mig. Rigtig tit, endda. Det kører på de ting, jeg er mest bange for – f.eks. at blive en dårlig sygeplejerske. Jeg vil være en god sygeplejerske. Men det siger mit hoved, jeg ikke kan. Og det skal jeg vise det, at jeg godt kan. Vil bare vise jer, at I altså ikke er alene, med nogle af de nasty ting, jeres hoveder siger.

Efter at have skrevet tingene ned, skulle vi krølle papiret sammen, og holde det så langt væk, vi ønskede, at det skulle være. Bagefter skulle vi holde det et sted, hvor vi ville holde det, hvis vi skulle give det kærlighed – et eller andet med at være venlig mod sig selv og sine tanker.

Til sidst skulle vi holde en andens papir, og give det kærlighed.

Det var en ret sær øvelse.

Pointen var bare, at vi ikke kunne slippe af med de negative tanker/følelser. Og det ville vi nok aldrig kunne. Så vi måtte finde en måde, at lære at leve med dem på, og give dem kærlighed, og være venlige mod os selv. Finde på alternative tanker, men også lære at leve med, og acceptere, at de her tanker ville dukke op i ny og næ, og hvordan vi bedst muligt passede på os selv, når det skete.

Virkeligt mærkeligt, men, også hjælpsomt. Jeg syntes i hvert fald det var rart, nærmest terapeutisk, at krølle det papir sammen. At skrive og smide væk/sende, er noget af det, jeg synes hjælper rigtig meget, når jeg har det skidt, så den del af øvelsen var spot on for mig. Resten var lidt mere diffust.

 

Men anyway, vi skal til at slutte af for denne gang.

Jeg håber, at det her indlæg har været hjælpsomt. Jeg synes hjemmeøvelsen var god, til at prøve at reflektere og være lidt mere objektiv ift. sig selv, og jeg synes, at det her med at skrive ned og krølle sammen, også var rigtig hjælpsomt. Så ja. Det kan varmt anbefales. Og husk så: En tanke er en tanke, en følelse er en følelse – ingen af dem er endegyldige sandheder. <3

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x