Juleaften, julegave haul & 4. søndag i advent, 2017

Hvad har jeg lært i SFT? #21

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu et SFT-indlæg, der dog er lidt anerledes.

 

Fordi jeg har misset nogle SFT-sessioner, og sådan, så tænkte jeg, at jeg ville lave et lille, hurtigt indlæg om, hvordan det var at fremlægge i en anden SFT-gruppe, om – u guessed it – SFT.

SÅÅÅ, here goes.

Jeg skulle fremlægge sammen med en anden pige fra min egen gruppe, lad os kalde hende Xenia.

Xenia har fra dag 1 været virkelig nervøs, og ja, ængstelig. Indelukket. Hun er vokset gennem forløbet, kan man se, og hun blomstrer så fint – men hun var nervøs for fremlæggelsen, især fordi hun egentlig ikke helt ville, men hun ville bare heller ikke lade mig gøre det alene, så hun greb bolden i luften, og besluttede sig for, at gøre det.

Jeg skulle direkte fra skole, over på psyk. Det tager ca. 15 minutter at gå, og jeg skulle være derovre omkring 11:30, jeg havde timer til 11:15, men dem i vores egen SFT-gruppe sagde, at hvis jeg kom 5 minutter for sent, så var det okay… jeg aftalte med Xenia, at jeg ville mødes med hende ude foran, så vi kunne gå sammen ind.

 

Min undervisning trak imidlertid ud til kl. 11:20, så jeg fik pludselig travlt. Lige denne dag, var der selvfølgelig is og sne, så jeg kunne ikke så godt løbe op på psyk; jeg gjorde ellers et forsøg, men blev ved med at glide, og tænkte, jeg hellere måtte stoppe, før jeg endte med at komme til skade.

Så MEGET forpustet nåede jeg frem kl. 11:36, og til min store panik, stod Xenia ikke ude foran og ventede. Jeg prustede og hostede, og kunne så høre de “voksne” bare sige: “Jeg hørte døren gik op, mon det er Cecilie?” og til min skræk kunne jeg se, at døren ind til SFT var åben… og ganske rigtigt, ud kom en af “de voksne”, og bad mig komme indenfor… jeg var rødmosset og udmattet, og smilede anstrengt, som jeg trådte ind i lokalet. Jeg kendte så allerede to af dem der sad derinde, så jeg stod bare… næsten makeupløs… og bare… “hej”, stadigvæk rødmosset og forpustet. Akavet much? En af dem var endda fucking lækker øv øv øv.

Xenia så på mig, med en blanding af lettelse og panik, som hun sagde; “Ej, nu missede du min fine monolog… vi startede lidt før, ja… så nu er det dig, har du noget at sige?”

Jeg tror godt, man kunne se på mit ansigt, at jeg lige gik lidt i panik. Jeg har ikke forberedt en skid, og jeg kan ikke tale, fordi jeg ikke kan trække vejret… Smil og vink

Jeg står så op og lige præsenterer mig, mens jeg tager mit overtøj af, og får så den der “vil du ikke sidde ned”… så jeg sætter mig ned, og smider kortene på bordet:

“Hej, jeg hedder Cecilie, og jeg har faktisk ikke forberedt noget til i dag, fordi jeg havde glemt det… så jeg tænker bare at tage det, der lige virker relevant.”

Jeg kunne se på Xenia, hun bare stod sådan… what.

Men jeg begyndte at snakke, og to be fair, så kan jeg egentlig ikke huske helt specifikt, hvilke områder, jeg kom omkring. Jeg måtte også afbryde en af mine første sætninger med en nervøs latter og et: “ja, jeg er stadigvæk forpustet, can you tell”, og de grinede, så, du ved, all was well.

Jeg fremlagde faktisk i overraskende lang tid, hvor jeg bare snakkede om alle fordelene ved SFT, hvad jeg havde lært, hvor man rykker sig, glæden ved, at man er i grupper… jeg kan huske, jeg fortalte, at jeg synes det var så brugbart, at man var flere, og tog tingene i plenum oftest, fordi folk ofte sagde noget, som man selv kunne relatere til, men man f.eks. havde haft svært ved at sætte ord på, eller bare ikke har tænkt over, at man gør… involvering af ens netværk, i hjemmeopgaver, osv.

 

Bagefter var der så en spørgerunde, og modsat dem der fremlagde hos os, så havde de i denne SFT gruppe faktisk forberedt nogle spørgsmål til os, så når SFT-deltagerne var for generte til at spørge, kunne de “voksne”, ligesom bryde ind og sige “vi havde det her spørgsmål, kan I sige noget mere om det?”, og på den måde kom der en rigtig fin dialog i gang.

Der var bl.a. et spørgsmål om hjemmeopgaver, som Xenia straks tog, og bare startede: “ja, der er nogle, der laver dem, og nogle der bare winger dem, og sådan, men giver helt klart mening at lave dem…” og så sagde hun noget mere, jeg ikke husker, for bagefter brød jeg ind med: “Ja, jeg er så en af dem, der bare winger den, ligesom nu…” Jeg fortalte dog også, at en af grundene til, at jeg ikke var så god til at lave mine hjemmeopgaver fysisk – og det var ikke noget, jeg havde taget op i min egen SFT-gruppe fortalte jeg, at det var fordi min OCD kører lidt på, at jeg helst ikke vil… comitte for meget, hvis det giver mening? Sådan lidt… jeg vil gerne have, det er perfekt, det jeg skriver ned. Situationen i sig selv skal ikke bare være perfekt og lige i øjet, men jeg skal også have udtænkt den HELT perfekte måde at skrive det ned på og forklare det, men også den helt perfekte skrivemåde, så det ser pænt og flot ud, osv., og altså… ja. Og jeg synes aldrig rigtig, det kan leve op til det, så derfor laver jeg sjældent mine opgaver fysisk, selv om jeg tænker meget over dem i hovedet, og hvis jeg har glemt hjemmeopgaven, så kan jeg ofte sidde og reflektere over den, og så finde en situation i mit liv, der passer til, og så bruge den, når jeg sidder til SFT, så på den måde fik jeg lavet opgaverne. Men at jeg selvfølgelig skulle arbejde med min OCD, primært fordi min primærbehandler sagde, jeg skulle – det grinede deltagerne af, jeg tror, de kan relatere til, at deres primærbehandler stiller nogle krav til dem xD Her kom Xenia så på banen med, at hun ventede til dagen inden SFT, med at lave sine hjemmeopgaver, og så skrev hun den situation ned, hun syntes passede bedst til emnet, som hun havde oplevet, og lod det bare være ved det. Så det tror jeg, jeg skal begynde at prøve.

Der var også et spørgsmål ang. fremmøde, hvor de spurgte til, om det var vigtigt man kom… der var både Xenia og jeg enige i, at det var pissevigtigt at komme, uanset, om man har lavet hjemmeopgave eller ej. Og at det faktisk gav rigtig meget at komme, uanset om man var mange eller om man var få. Men at det helt klart var fedest, når alle kom, fortalte jeg, fordi man bliver meget engagerede og nysgerrige på de andres liv, og sådan… man husker jo, hvad folk siger, de skal i løbet af ugen, og nogle gange skal de noget vildt spændende, og det vil man jo så gerne høre om, hvordan gik ugen efter, og så er det rigtig surt, når de så ikke kommer… og at jeg syntes, at den var meget vigtig at have med. For alle os der går i SFT, har jo problematikker, der spænder meget bredt, men fælles for os alle er nok, at man kan have de der dage, hvor man bare tænker “jeg er ligegyldig”, “de opdager ikke, om jeg kommer eller ej”, “de er ligeglade”, “ingen ser mig”, osv., hvor at jeg understregede, at sådan var det altså SLET IKKE! Tværtimod! Så når man netop havde sådanne dage, var det en meget god huskeregel, at… folk bliver tætte i gruppen. Folk opdager altså, når man ikke er der.

Et tredje spørgsmål var angående tiden, om et halvt års commitment var lang tid… Xenia kom med både pros and cons til det, og jeg var sådan lidt… ja, både og. Fordi det er PISSESVÆRT over så lang tid, at få det til at hænge sammen, hvis man har noget andet end behandling i sit liv. F.eks. nu jeg selv studerer sygeplejerske, at det har været… hårdt at balancere tingene, især i klinikken, men også i skolen, fordi jeg næsten misser hele skoledage, når jeg skal i SFT, fordi det ligger så dumt – og hvis det er en ting, der sker tit, misser jeg pludselig enormt meget skole, og det har jeg selvfølgelig ikke syntes var fedt. Omvendt skulle tiden absolut heller ikke være kortere, fordi der er så meget at gå igennem, og alting er bare så vigtigt, man kunne sikkert sagtens bruge meget længere tid… så ja. Det var lidt tricky, men overall passede et halvt år egentlig nok meget godt – og jeg forsikrede dem også om, at tiden gik ENORMT stærkt.

Et fjerde spørgsmål handlede om, om man med tiden blev mere åben i gruppen. Dén lagde jeg ud med at svare på, meget diplomatisk “det er forskelligt”. Jeg inddrog min egen erfaring, ift., at jeg selv syntes, at det var ret nemt at dele, men at det jo var meget forskelligt. Jeg har aldrig syntes, det var svært at dele. Jeg har syntes, det var svært at være i følelserne og tingene, hvis der var noget, der var svært – heck, det gør jeg fandeme endnu. Jeg har også altid brugt humor rigtig meget, når jeg deler, fordi det distancerer mig fra følelserne, så det er nemmere for mig at snakke om… det kunne en af deltagerne i denne gruppe godt nikke genkendende til. Og jeg fortalte hende, at det var sådan set OK. Altså, hvadend, der var mest komfortabelt, skulle hun sådan set bare gøre. Og det skulle nok komme hen af vejen med åbenhed, fordi der altid vil være én eller flere i gruppen, der er mere åbne end andre, og dermed inspirerer de andre til også at være åbne, eller i hvert fald er med til at “åbne ballet” for nogle emner, der måske også berører de andre, men som de andre ikke tør åbne op for, og på den måde “smitter” man lidt hinanden indbyrdes. Dette var Xenia enig med mig i, fordi hun bl.a. havde lagt mærke til, at jeg var meget åben, og når det var så åbent i gruppen, så kunne hun også godt mærke det… så det var jo bare en win!

Der var sikkert flere spørgsmål… hele seancen skulle vare 15 minutter, men vi gik sgu over tid, og var der i næsten 30 minutter… haha. Det var vildt fedt though! Og både SFT-deltagerne, og de “voksne” i gruppen var enormt glade for, at vi havde været forbi, og syntes, at vores oplæg var så gode. Så vi fik enormt meget ros, meget mere, end jeg lige havde regnet med… virkelig meget mere!

Derudover var de også meget rosende overfor min præsentation, og den måde, jeg havde winget det hele på, været ærlig, og de pointer jeg havde haft, og at jeg var vildt sjov… amazing.

Så vi tog afsked med gruppen, og Xenia og jeg gik ned til bussen, da vi skulle hjemover…

 

Da vi stod og ventede på bussen, snakkede vi så lidt om det. Xenia var meget sådan “HVORFOR KOM DU IKKE? OMG JEG TROEDE IKKE DU VILLE KOMME”, og jeg stod bare… jeg sagde legit til dig, jeg måske kom 5 minutter for sent, fordi jeg vidste, hvis du ikke vidste det, ville du gå i panik. Og hun stod: “jeg var der noget tid før, fordi jeg tænkte, at så kunne jeg bare lige nå at slappe af og samle tankerne inden, men så hentede de mig bare før tid, og så skulle jeg fremlægge alene, og du var der bare ikke!” og jeg stod bare “fuck man, fordi da jeg kom for sent, regnede jeg lidt med, at jeg lige kunne nå at snakke med dig inden jeg skulle ind, nu jeg ikke havde forberedt noget fuck”.

Men vi var enige i, at det var gået pissegodt, og der var enormt meget ros frem og tilbage. Jeg syntes det var så vildt, at Xenia havde taget det på sig, og havde valgt at være med, fordi som jeg fortalte hende, så havde hun bare altid virket som sådan en stille mus, og meget påpasselig med alting, og bare, ja, nervøs, usikker. Og hun var helt enig, og var også meget overrasket – og stolt – over, at hun havde gjort det. Hun sagde, at da hun startede i SFT, havde hun aldrig troet, at hun selv ville blive en af dem, der fremlagde til en ny gruppe.

Hun sagde også, at jeg var totalt sej, fordi jeg bare havde winget den, og bare sagt whatever came to mind, og det hele, jeg havde sagt, var bare så spot on, og virkede så relevant, at det var svært at forstå, jeg ikke havde haft forberedt mig, og at sådan noget kunne hun ALDRIG gøre. Så alt i alt – RIMELIG vellykket. Jeg var i hvert fald stolt, og det var hun også…

 

Kan også afsløre, at næste samtale, jeg havde med min primærbehandler, roste hun mig også til skyerne, og sagde, at Xenia og jeg havde fået så meget ros for vores besøg, og SFT-deltagerne havde været så glade, og alting havde bare været så fint og godt. AMAZING. Fik også ros næste gang jeg kom til fysioterapi… altså snakken gik virkelig, alle syntes bare, vi havde klaret det så godt, så det var jo et KÆMPE skulderklap! Iiih, altså, nu er det 2-3 uger siden, men kan stadigvæk nærmest ikke få armene ned! Så fed en oplevelse. Og jeg var SÅ stolt af mig selv – det viser virkelig, hvor langt jeg er kommet, efterhånden.

Har sagt det før, og jeg siger det gerne igen – SFT er altså virkelig, virkelig worth it! Så hvis du har et OPUS-forløb, eller kører et andet forløb, hvor SFT er en mulighed, synes jeg KLART, at du skal tage i mod det, og se om det også er noget for dig. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale det, har været så glad for det <3

26135122_937652966391564_1092483323_n

Så ja, det var det for denne gang. Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Juleaften, julegave haul & 4. søndag i advent, 2017