Hvad har jeg lært i ACT? #3

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

Det har taget lidt tid, da jeg har haft travlt, og ikke været helt på toppen, men nu er jeg klar med tredje omgang af ACT. Dagens tema var Accept og Defusion.

Som altid starter vi med en nærhedsøvelse, som jeg (wow) ikke kan huske helt, hvad gik ud på. Det var vidst noget med, at man skulle se ens tanker som blade i vandet, der bare kørte videre. Som altid, til den her slags øvelser, begynder jeg at floate thru space. Jeg ved sgu ikke lige, hvordan man skal forklare det, men jeg stopper med at være til stede, og bliver sådan helt tankeløs og træt, jeg nærmer besvimer, fordi jeg ikke kan holde mig vågen, og der er bare helt tomt i mit hoved. Jeg hører guiden snakke, men kan ikke forstå ordene. Og så ender det som regel ud med, at jeg bliver super urolig. Noice.

 

NÅ. Hjemmeopgave.

Jeg havde ikke lavet min, så jeg skyndte mig lige at kradse lidt ned til det, inden vi startede. Øvelsen hed “Hvilket NAT oplever du, som du er fusioneret med?”. Mine lød således:

• Jeg er værdiløs.
• Jeg bliver forladt af alle.
• Jeg er ikke værd at elske.
• Jeg kan ingenting.
• Jeg er fed, grim og klam.
• Jeg skal leve efter mine tanker (underforstået, mine tanker er sande, og jeg skal leve som min OCD dikterer, at jeg skal).

Vi snakkede ikke så meget om selve øvelsen, men mere om, hvordan det var at have lavet den. En sagde ting som, at det var hårdt at se, hvilke tanker, man har om sig selv. En anden sagde, at det var en let opgave, da det var nemt at finde ting. n tredje sagde, at det var svært ikke at tro på tankerne, fordi de jo gjaldt for en selv. Altså, andre er jo ikke dumme, men lige hos en selv, så er tanken sand.

Så kom vores terapeuter på banen med, at det i ACT handlede om, at man skulle gøre noget trods tanken. Dvs. ikke nødvendigvis fjerne tanken, men bare leve på trods af den. Og ofte er vores negative automatiske tanker ikke sande, i hvert fald ikke 100%, men måske 1-10%, og derfor bare accepterer, tanken er der, men uden at leve efter den.

 

Nu lavede jeg lige lidt rod i strukturen, for faktisk startede vi ikke med vores hjemmeøvelse i dag. Vi startede med en ny øvelse, hvor vi skulle skrive ned på en seddel, en negativ tanke, vi var MEGET fusioneret med. Herefter skulle vi folde sedlerne, putte dem ned i en skål, og så trække én hver, og læse højt.

På sedlerne stod der: “Jeg er kedelig”, “Jeg er ikke god nok”, “Livet er ikke for mig”, “Jeg klarer det ikke”, “Jeg er dum”, “Jeg er besværlig”, og “Alle mine venner stikker mig i ryggen”. Jeg vil sige, det gjorde ondt at høre de forskellige udsagn. Det gjorde virkelig ondt, og jeg blev rigtig ked af, at folk havde det sådan. Det kunne man jo have sagt sig selv, hallo, vi går alle i et fucking OPUS-forløb og sidder til gruppeterapi. Men alligevel. Jeg ville ønske, at ingen nogensinde skulle have det sådan, for det var fandeme nogle nasty tanker, de her søde mennesker bildte sig selv ind! Jeg kunne slet ikke have det. Heller ikke selv om, at jeg relaterede voldsomt til alle udsagnene.

Det, der gjorde mest ondt, var i midlertid dog min egen seddel. Selvfølgelig blev den læst op, af lige akkurat én, som jeg kendte fra min SFT-gruppe, og som jeg holder forholdsvis meget af. Men min seddel lød: “Jeg bliver aldrig rask/normal – og derfor kan ingen elske mig, for jeg er i stykker”. Det har fyldt meget hos mig, det her med, at jeg aldrig bliver rask. Jeg kommer mig aldrig helt. Jeg vil altid være lidt i stykker. Jeg kommer til at lære, at leve med min sygdom. Jeg kommer til at lære, hvordan jeg får den til at fylde mindre. Men den vil aldrig gå væk. Og jeg vil aldrig få de år tilbage, jeg har spildt på den. Og det tynger mig helt enormt meget. Men at høre en, jeg holdt af læse de ord højt, gjorde sgu ondt på mig.

Når jeg hører dem inde i mit hoved, er det meget sådan… nå ja. Jeg er jo vant til at høre dem. Vant til, at de er der. Tror på dem, fordi de er rigtige. Men at høre nogen, jeg holdt af sige sådan, også selv om det ikke var vedkommendes inderste tanke, som det var min inderste tanke, så bare idéen om, at vedkommende kunne have det sådan, slog mig helt ud. Det var IKKE en sød tanke. Det var en forfærdelig tanke, og den fik mig virkelig til at reflektere. For hvor ondt må det ikke gøre, på dem, der elsker mig, at vide, det er sådan nogle ting, jeg går og tænker på? Hvor ondt må det ikke gøre, på mine forældre, min lillebror, mine bedsteforældre, der alle elsker mig ubetinget, at vide, at jeg ikke føler, man kan elske mig, fordi jeg er anerledes? De elsker mig jo ikke mindre af den grund. Puha.

 

Moving on from the depresso.

Vi skulle lave en defusionsøvelse, hvor vi skulle finde en negativ tanke, og så lave noget om ved den. Enten synge den, lave nogle bogstaver store, andre små, bytte rundt på ordene/forme nye ord, sige det hurtigt eller langsomt, et eller andet, der ændrede selve sætningen, og se, om det gjorde nogen forskel for os.

Min sætning blev: “Jeg bliver forladt af alle.”

Først prøvede jeg at synge den, men jeg blev hurtigt bare mere deprimeret, fordi det bare lød som verdens værste temasang for mit ynkelige liv. No thanks. Det var faktisk grineren nok, for da jeg sagde det højt, grinede hele lokalet, og jeg fik det lidt bedre.

Dog fandt jeg på noget andet med sætningen, jeg lavede den om til et spørgsmål, så den blev til: “Bliver jeg forladt af alle?”

Ikke meget bedre, men alligevel lidt.Det her med at sandsynlighedsregne, og være lidt detektiv på sine tanker, synes jeg virker ret okay for mig. Jeg føler, det giver mening. Og det var egentlig en meget sjov øvelse, at prøve, selv om jeg syntes, den var svær. Jeg kom aldrig helt over den titelsang, det var bare for sjovt. Tragisk, men ret sjovt. Det ene udelukker jo ikke det andet.

 

Så gik vi videre til at tale lidt om defusion. Det her har jeg haft i SFT, men jeg gentager det lige. Først og fremmest, arbejder hjernen i flere niveauer, og det nederste niveau er automatiske tanker og billeder, som er naturligt, og fuldkommen UDE af vores kontrol.

Vi har ca. 70.000 tanker i løbet af en dag. Dette kan sammenlignes med en Hovedbanegård, hvor tankerne er toge på perronen. Mange af togene er uvigtige tanker, der hurtigt kommer videre igen (f.eks. solen skinner, jeg skal have mælk, klokken er 3, osv.). Men NAT-toget stopper ofte op på vores perron, i vores underbevidsthed. Den er fyldt med negative emotioner, impulser, erindringer. Og fordi toget holder stille på perronen, så tiltrækker det os, så vi hopper på toget, hvoraf vi kommer til at gruble, så der kommer flere toge/tanker på, så toget bliver tungere, mere negativt, og sværere at styre. For når vi tænker over en negativ tanke, kommer der også flere tanker på, og vi ender med at få det værre.

Ofte tror man, at negative tanker giver tristhed, men det er ikke sandt. For alle har negative tanker. Det er først, når man begynder at gruble over de negative tanker, lader dem fylde, at de giver os tristhed.

I ACT handler det derfor om, at lade de her toge passere. Eller i hvert fald lade dem blive holdende, men uden at hoppe på toget, og bare vente på, at de kører af sig selv, uden at forsøge, at hjælpe dem på vej.

Jeg er faktisk ret vild med togmetaforen, men jeg tror ikke, jeg fik forklaret den helt ligeså godt, som jeg føler den bliver, når det er vores psykolog, der forklarer det. Men ohwell. Whatever works. Håber det gav bare lidt mening.

I forbindelse med defusion, var der en der spurgte, hvordan man kan defusionere fra en negativ følelse. Der blev forklaringen, at forsøge at tage følelsen med sig i retning af det, man vil. Dvs. holde fast i sine værdier, trods følelsen – så hvis man gerne vil være mere social, så skal man se sine venner, selv om man f.eks. er trist. Hvilket giver god mening med det, jeg plejer – jeg prøvede også at forklare det, men i did not do well. Jeg har i et stykke tid gået efter mantraet, at en tanke er en tanke, og en følelse er en følelse. Omend jeg er PISSE dårlig til at fatte det, når jeg har tanker og følelser, men yanno. Det jeg mener er, at for at defusionere fra en følelse, må man – ligesom med tankerne – tage et skridt tilbage, og anskue den for det, den er. En følelse. Måske kan man finde frem til, hvorfor man har den følelse, måske ikke. For mig ligger tanke-tanke-følelse-følelse-mantraet i tråd med “min virkelighed er sådan her, og det er ikke nødvendigvis andres virkelighed – min virkelighed er ikke nødvendigvis den sande virkelighed”, eller noget i den stil. For jeg ved, jeg er skizotypisk. Jeg ved, at jeg oplever verdenen gennem nogle farvede briller, der ligger vægt på nogle andre ting, end normale mennesker gør. Så nogle gange oplever jeg noget som katastrofalt og verdens undergang, selv om det ikke nødvendigvis er det ude i den virkelige verden. Og dét prøver jeg at have med, når jeg f.eks. får negative følelser. F.eks. er jeg ked af det, fordi x gjorde y. Men jeg ved også godt, at x ikke ved, at y gør mig ked af det, så x har ikke villet gøre mig ked af det. Det er bare sådan jeg reagerer, fordi min virkelighed er anerledes. I “virkeligheden”, er der ikke nogen, der har villet såre mig, så i “virkeligheden” er alting okay.

Jeg synes det er svært at forklare, og jeg håber virkelig, det giver mening! Men altså, ja. Man må bare prøve at være lidt objektiv, og tage lidt afstand, hvor man kan, for at deale med de her negative tanker og følelser. Og bare være tålmodig. It’s gonna be okay.

 

Sååå… there u go guys. Det var vidst det, jeg havde for denne gangs ACT (skal lige vænne mig til ikke at skrive SFT). Det var en hård omgang, syntes jeg. Jeg kunne altså virkelig ikke slippe den der negative-tanker-øvelse. Den gjorde avs. Så hvis alting er lidt floating og mærkeligt, og svært at finde rundt i, så håber jeg bare, at I vil tage det med jer. At det altså IKKE er normalt at have de her tanker, og i swear to god, dem der elsker jer… deres hjerter ville fandeme blive knust, hvis de kunne høre de tanker. Så prøv at vær’ lidt sødere mod jer selv. Please. Hvis ikke for jeres egen, så for deres skyld. I fortjener bedre. Okay?

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x