Fra Tokyo til Kastrup…

SÅ gik den sgu ikke længere. Mandag d. 29 august, stod vi op ved 5-5:30 tiden, lokaltid i Tokyo, og fik gjort os klar, hvorefter vi pakkede færdig, og tjekkede ud fra hotellet, hvorefter vi begyndte vores triste bagagefyldte vandring mod Maihama Station, klokken lort om morgenen.
På den ene side, var det selvfølgelig spændende at komme hjem igen – især til vores far, som vi jo havde savnet. Vi savnede også mor en del, men hun var to dage inden fløjet til Spanien, for at være væk på genoptræning i 3 uger… så der gik yderligere noget tid, før vi kunne se hende. Omvendt var det jo også ret trist, sådan at skulle af sted. Nu havde vi jo vænnet os til bare at være os to, alene i verden, hvor vi var totalt in charge, og nu skulle vi hjem til hverdagen igen. Det var sgu en underlig fornemmelse. Det regnede endda – Japan ville ikke have, vi rejste hjem igen </3

Dagen inden, havde jeg selvfølgelig fået snakket med min far, og vi var enige om, at jeg skulle med en Keiyo eller Matsudo Line, mod Higashi-Matsudo, omkring klokken syv. Det var så liiige lidt utydeligt oppe på tavlen, så jeg måtte over at spørge en dame, og pludselig fik vi travlt, fordi det var så forkert det, Maps havde forslået – så vi skyndte os op til den del af togstationen, vi skulle hen på, og steg ind i toget. Da jeg så kiggede lidt nærmere, kunne jeg se, at… det lignede vi var på vej i modsatte retning, fordi vores tog – ifølge skiltene – kørte slet ikke forbi Higashi-Matsudo. Lidt panisk måtte jeg så få lillebror til at spørge en ung, japansk skolepige, om hun vidste, hvor vi var på vej hen – hun forklare, og vi forklarede, og hun fortalte, at vi altså var på rette vej, og ønskede os held og lykke. Hun vinkede endda farvel til os, da vi stod af på Higashi-Matsudo.
Her havde vi rigeligt med tid til at fare vild på stationen. Jeg havde ikke penge nok på min Suica, så jeg måtte købe en enkeltbillet ovre ved billetmanden til 900 yen, hvorefter vi tog handicapelevatoren (hehe, lillebror var lidt forarget, men fandeme nej, om jeg skulle slæbe alt mit lortebaggage op af rulletrapperne, hvis jeg kunne blive fri) op på perronen, hvor vi ventede tålmodigt på Narita Skyaccess linjen. Vi fandt ud af, at der var ret lang mellem terminalerne, fordi det var både et stop, der hed Narita Airport, og et der hed terminal 1, samt 2-3. Vi skulle af ved terminal 2, og var fremme ved lidt i 8, hvis jeg husker korrekt.

Her fandt vi så JR-“butikken”, som vi havde købt vores Suica kort ved, dengang vi ankom, og fik dem refunderet. Jeg så en Starbucks, men blev enig med mig selv om, der jo nok var en i selve lufthavnen også, og vi ville i øvrigt gerne af med vores baggage, så vi var hundrede procent klar til at flyve, når vi nu engang skulle det (hint, vi skulle flyve 11:40, så vi havde rigeligt med tid).
Lufthavnen var rigtig overskuelig, og der stod tydeligt, hvor man skulle henvende sig, i forhold til flyselskaber og ture, så det gik utrolig nemt – de åbnede først for SAS ved 8:30-9-tiden, men det gik utrolig tjept med at få vores baggage tjekket ind, så det var bare super – og da vi skulle igennem security, gik det også jævnt stærkt.

Vi startede med at lede efter noget at spise, og besluttede os – selvfølgelig – for McDonald’s. Vi havde lige over 6-7.000 yen, der lige skulle nå at spenderes (man kunne nemlig godt tage en ret dyr limosinebus fra Disneyland til Narita, hvis nu man ikke havde lyst til at prøve kræfter med selv at finde vej, nu man var afhængig af at være i lufthavnen på et bestemt tidspunkt – men vi valgte selvfølgelig at teste vores stedsans af, hehe, men det var meget rart lige at have i baghånden, hvis nu det gik galt).
Så vi bestilte selvfølgelig den største morgenmenu – en mega mcmuffin menu, eller noget i den stil… og lad mig sige… skuffende… den kostede 600 yen eller sådan noget, så det var bare ingenting 🙁 og vi stod bare ?? le sad life. Vi spiste vores mcmuffins, hashbrowns, og hvad der nu ellers var i menuen, og drak vores cola, hvorefter vi gik rundt i butikkerne, og ledte efter souvenirs.

Vi fandt nogle kager til vores bedsteforældre, og jeg fandt et par Totoro spillekort, der var både made in Japan og for sell in Japan only – ikke alt det Kina-bras, dér, så jeg var glad. Det gav så 1.600 yen brugt… hmmm…
Så gik jeg selvfølgelig på jagt efter sake. Jeg ledte efter en billig en, der lignede den, jeg havde drukket på restauranten – og lad mig fortælle dig, der er fandeme mange sake varianter, når lortet kun er på japansk! Så jeg endte bare med at vælge den billigste, hehe, til omkring 1.500 yen… vi havde stadigvæk en del, der skulle bruges, suk.
Jeg kiggede også på yukata’er, men de var dyre, desværre. Vi endte selvfølgelig på McDonald’s, hvor jeg bestilte 10 nuggets mere og lillebror en bigmac.
Det endte med, at vi bruge resten af pengene på – lillebror, is, og cola. Jeg købte 3 cola zero og en grøn te, som jeg måtte smide ud, fordi den var så fucking gross. Men de fleste af pengene blev da – om noget – brugt, så det var jo perfekt.

Så sad vi klar ved 11-tiden og skulle til at boarde, mens jeg frådede mine nuggets (LOL), og det første, der sker, når vi kommer om bord…? Frokost!
Behøver jeg at sige, at jeg var jævnt mæt?

 

Turen varede – som på turen derover – godt og vel 11 timer, så vi havde brug for masser af tids-ihjel-slåen… Jeg fik bl.a. set Dead Pool (igen, hehe), og Flaskepost fra P. Jeg tror også, jeg så en anden film, men jeg husker det sgu ikke… jeg spillede også World Wise (hvor man skal gætte, hvilke lande, der hører hvilke traditioner til), og en masse andre ting, bare sådan…. fordi… haha.
Inden vi landede, fik vi selvølgelig lige en form for frokost igen – tidsforskellen gjorde jo, at selv om vi rejste kl. 11:40, var vi jo i Danmark ved 16-tiden. Så frokost endnu engang.

 

Vil lige slå et slag for æblejuicen, den var fandeme lækker. Lavet på søde æbler, den var viiildt god… og kommer til at savne alle de japanske skrifttegn på alting, selv om jeg ikke fatter dem :/ Oh well.

Langt om længe landede vi i Danmark, og jeg tror aldrig, at min excitement har droppet så meget, som den gjorde, da jeg kom tilbage til Danmark? Altså wow. Alting var bare kaos og nederen, og det tog hundrede år, og jeg ventede seriøst på vores baggage i EN TIME? Stakkels daddy, der var kommet for at hente os – totalt on point – og bare måtte vente forever, og betale en FORMUE for parkering, fordi det bare tog hundrede år med baggagen… jesus.
Men vi kom endelig ud i bilen og vendte snuden hjemad, mens både lillebror og jeg plaprede løs om vores oplevelser.

Da vi kom hjem, pakkede vi selvfølgelig ud, gav far hans gaver, og smed os ind i stuen, for at spise pizza og se film…….. og så pass outede både min bror og jeg ellers bare i sofaen, mega trætte og udmattede, efter to lange uger.

Glem ikke at følge mig på Bloglovin‘ <3

– Cecilie x