Vietnam 2018 – Dag 9 – Ho Chi Minh City Tour & War Museum (triggerwarning)

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

 

Lørdagen morgen, og vi kunne endelig sove længe! For selv om vores normale mødetid var 8:30, så skal man regne med en times transport, uanset, hvor man skal hen, hvilket betød, at vi ofte skulle mødes kl 7 til morgenmad… i dag skulle vi møde kl. 9:15, dog være klar nede i receptionen allerede 8:30, for at betale vores tuition fee på 450$. Men vi kunne stadigvæk sove en time længere, så det var jo superlækkert.

Efter betalingen var blevet lavet, bevægede vi os alle sammen mod Independence Palace, som var første stop på ruten. Vi var os 5 sygeplejersker, der har været sammen den sidste uge, og derudover 6 fysioterapeuter, fra samme skole, som os. Fysserne tog en grab/über, men da det kun tog 15-20 minutter at gå, besluttede vi, sygeplejersker, os for at gå. Jeg var glad – jeg elsker at gå! Så af sted gik vi. Vi kom dog lidt for sent, for der var åbenbart lidt længere, end vi regnede med (og trafikken har også lidt at sige). Men frem, det nåede vi.

Hende den studerende, der viste os ned til lektorerne den første dag, havde valgt at hoppe med os, sammen med to andre vietnamesiske studerende, der stod for touren – og selvfølgelig skulle der tages lidt pics.

De andre var allerede jævnt trætte. Jeg havde en fest! Jeg syntes, alle billederne blev ret gode, hehe.

Men ind, det kom vi. Vi havde 1-1,5 time at gå rundt i, og jeg begav mig langsomt på eventyr.

Jeg havde faktisk taget en del billeder derinde, men syntes ikke, det var specielt spændende. Har også taget billeder af, hvad alting er, og føler lidt, det er spildt, nu, hvor jeg har besluttet mig for, at det kun er 1/3 af det, jeg har, der kommer op. Men jeg syntes egentlig ikke, det er så spændende, og der kommer masser af andre billeder fra f.eks. War Museum, og da det her indlæg bliver langt pga. det, har jeg besluttet mig for at cutte lidt i det her, hehe #impulsivt. Men jeg vil sige, at selv om jeg ikke var videre interesseret, så kunne jeg da stadigvæk godt synes, der var pæne rum m.m. derinde, så det er bestemt et kig værd alligevel, hvis man er i området alligevel.

Så jeg vil lægge ud med nogle billeder af naturen rundt om, inde fra bygningen af. Lige, som vi gik indenfor, begyndte det nemlig at regne. Men gradvist, som vi gik rundt, begyndte det at blive solskinsvejr igen, og da vi nåede toppen af bygningen, så skinnede solen igen, og det var SÅ flot.

Det er faktisk sjovt nok, hvor vild med grønne ting, jeg er, på trods af, hvor ængstelig jeg bliver ude i den rigtige natur. Hehe. Men look at all the pretty?

Noget andet, jeg faldt for, var biblioteket. Som barn var jeg en rigtig bogorm. Som voksen? Not as much. Men jeg finder stadigvæk stor ro i biblioteker, hehe.

Og selvfølgelig den lille biograf her. Smart nok, lige at have sådan en!

Så bevægede vi os langsomt ned i køkkenet, som jeg også fandt rimelig fascinerende.

Til slut ned i bunkeren (jeg måtte lige have en forfriskning med mig, jeg var ved at dø af varme!), hvor bl.a. president bedroom gemte sig.

 

Efter at have besøgt Independence Palace, måtte vi lige have en selfie mere, inden vi gik mod Notre Dame.

Det begyndte pludselig at regne igen, så vi klikkede bare nogle hurtige billeder og gik videre over mod PostOffice.

Dog inden, vi går videre til Post Office, er her lige nogle billeder af en kameraklar Cecilie, der kæmpede bravt, for at komme med i billederne 😛 Og et billede af nogle vietnamesere, der sad på gaden og spiste – det gør de VIRKELIG meget hernede, og jeg syntes, det så så hyggeligt ud, som de sad dér, og spurgte om jeg måtte hapse et billede. Det måtte jeg heldigvis godt!

 

Igen – kronisk kameraklar, hehe. Der var rigtig mange søde souvenirs – og pissebilligt – i Post Office, dog købte jeg ikke noget i denne omgang. Kan dog afsløre, at jeg på et senere tidspunkt kom kravlende tilbage for at købe souvenirs, hehe. Efter Post Office gik vi videre over til Book Street.

Jeg gik sådan forholdsvis uskyldigt, og fotograferede. Især denne her lille bogbus fandt jeg meget, meget interessant, og denne her café, hvor man kunne sætte sig og læse, og drikke kaffe/te. Pludselig spørger en af de her vietnamesere så, om de skal tage et billede, og jeg er sådan okay. Men jeg vidste ikke helt, hvad jeg sagde ja til, for inden jeg vidste af det, så begyndte de altså bare at gøre klar til at tage det vildeste fotoshoot, og bad mig posere med min paraply og alt muligt!

Altså, billederne blev okay… men det var lidt akavet, at stå og posere foran fremmede, på den måde!

 

Da vi var færdige på Book Street, begyndte vi at gå mod en restaurant, hvor vi skulle ud og spise. Det havde de studerende arrangeret, og de havde bestilt bord og alt muligt, så vi begyndte at gå af sted.

Jeg fangede lige lidt billeder undervejs.

Vi nåede frem til en restaurant, der hed “The Purple Cabbage”, hvor de serverede traditionel vietnamesisk mad. Jeg troede nogle sekunder, jeg skulle dø. Jeg orkede ikke mere vietnamesisk! Heldigvis havde de andre muligheder, så jeg bestilte en spaghetti bolognaise, der dog ikke var helt som forventet… men ok, og det var IKKE vietnamesisk!

Der blev taget et sidste gruppebillede den dag, og så har jeg lige valgt at medtage et billede fra Notre Dame, der ikke lige kunne blive tilpasset tideligere. Jeg elsker det, fordi – igen – kameraklar og kæmpe tandpastasmil. Og jeg bliver SÅ glad af at kigge på det billede, for jeg ser bare SÅ glad og carefree ud.

 

Da vi var færdige, kom de studerende med nogle recommendations til os, bl.a. War Museum, så vi sygeplejersker besluttede, at det var dér, vi skulle bruge eftermiddagen. Der var 3 km derhen, så vi besluttede hurtigt, at vi skulle gå – vietnameserne var meget forundrede. Der var jo langt! Vi stod sådan lidt?? Nej?? Men de syntes altså, at det vi havde gået i dag var meget (2 km, måske 3, helt fra start), og vi måtte jo så forklare, at offentlig transport i Danmark var sygt dyrt, så derfor var vi vant til at gå meget – kunne man gå, så gik man ofte, fordi man var nærig. Haha. Så det blev sådan, og vi gik mod War Museum.

Vi mødte forresten en bette rotte på vejen.

 

Vi nåede frem til War Museum, og jeg starter lige med lidt billeder af “gården” – vi var alle i rimelig cheerful humør egentlig, jeg tror ikke, vi var helt klar på, hvad vi snart ville se.

 

Yep. Kameraklar og glad – aaalt for glad. Puha. Nå. Herfra gik vi ind, og her vil jeg så bare lige tage et minut, til at sige TRIGGER WARNING – AKA. SENSITIVT INDHOLD, STÆRKE BILLEDER. Jeg kommer nedenfor til at dele en masse virkelig klamme, rædselsfulde billeder, der viser noget af det værste, mennesker kan gøre mod hinanden.

Og jeg har valgt at smide det op på min blog, trods alt, fordi jeg gerne vil vise, og gøre folk opmærksomme på nogle af de her forfærdelige ting, der ER sket, og sikkert stadigvæk sker steder i verden. Så hvis du er under 16, eller sensitiv, så fraråder jeg at læse resten af mit indlæg. Tak. <3

 

Til jer der har valgt at læse videre, kommer her så lidt mere.

Lad os begynde. Her, ved guillotinen. Under den amerikanske krig mod Vietnam, blev den transporteret til alle provinser i Syd Vietnam for at halshugge vietnamesiske patrioter. I 1960 blev den sidste mand dræbt herved.

Tiger cage. Billedet viser det tydeligt – et bur med pigtråd. Der var flere størrelser, der kunne have 2-3 mennesker el. 5-7. Burene var så små, man ikke kunne sidde i dem. I de varme perioder kunne dog finde på at putte op til 14 vietnamesere ind i et bur, hvorimod de i vinteren ofte kun puttede en eller to ind, og lænkede deres fødder til en lang jernstang. Man skulle spise, drikke, sove m.m. i buret. Der blev lavet små passager, hvor fangevogterne kunne gå og være skadefro. Vagterne kunne finde på at slå fangerne med skarpe genstande el. andre ting, som ofte resulterede i alvorlige brændmærker og blodig opkast – volden kunne fremgå, hvis blot fangerne snakkede, grinte, hoste el. slog myg ihjel. Maden bestod af dårlig ris, og halv-rådden fisk, og fangerne fik én dåse vand om dagen, hvilket virkelig slog kvinderne ud, især når de menstruerede.

De her små celler blev ofte fyldt op med mennesker, så der blev så crowded, at folk måtte hænge henne ved døren, for at få luft.

Torturmetoder: Der var mange forskellige, og her ridses nogle af dem op. 1) Fangevogterne lod slanger ind i folks bukser, især blandt kvinderne. 2) man bandt hænder og fødder, og løftede fangerne op i luften, hvorefter de blev banket. 3) at ligge fangen ned med hovedet lavere end benene, fuldkommen bundet om munden, og derfra blev der hældt vand ned gennem næsen, ofte sæbe- eller slimvand, så maven blev udposet. Når dette skete, trådte fangevogterne voldsomt på maven, hvilket fik blod og væske til at sprøjte ud af fangernes næse og mund. 4) Elektrisk shock med telefonledninger på sensitive dele af kroppen, f.eks. øreflipper, fingerspidser, brystvorter og genitalia. 5) At stikke nåle ind i ofrenes fingerspidser, hvilket gav en langvarig hjertesmerte hos dem (akupunktur?). 6) Barbere fangernes hovedbund, og derefter lade dem stå under en dryppende “hane”, der hvor håret var barberet væk, og fangen var bundet godt – over længere tid med denne type tortur, ville vanddråberne begynde at føles som slag mod hovedbunden. 7) slå fangerne med en mortør (?) på ankler, albuer, knæ, skulderblade, m.m., indtil de ikke kunne rejse sig. 8) slå fangerne med en stok. Der var bl.a. en stok, der hed “leaving-rice-soup-untouched”, fordi man kunne slå ofrene så meget, at de ikke engang kunne spise suppe. Eller “world-weary”, fordi dem, der blev slået med denne, ville blive invalid og træt resten af livet. Eller “dead-or-alive”, hvor, at hvis man blev slået med alive-enden, så havde man en chance for at overleve, men blev man slået med dead-enden, ville man dø uden tvivl. 9) slå fangerne med en pisk med metalkroge. Først skulle fangerne tage tøjet af, og derefter blev pisken brugt mod fangerne, for at rive deres hud af. Nogle gange ville fangevogterne mixe salt og chilipulver ind i sårene, for at gøre det værre. 10) olietønder. Fangerne skulle sætte sig ned med en olietønde over hovedet, og så slog fangevogterne med en stok ned i dem, hvilket gav fangerne en smertefuld fornemmelse i hovedet, og nogle blev døve. 11) rive fangernes tænder ud – jeg kan ikke helt forklare hvordan, men det giver vel også sig selv… 12) fjerne fangernes tånegle og fingernegle, hvis fangerne fik revet alle 10 negle af, det ene eller det andet sted, blev de ofte fuldkommen invalide. 13) tvinge fangerne til at se en i en meget voldsom lampe, der overbelastede deres øjne og gjorde dem blinde. 14) tigerburet. 15) “special confinement”, her kreerede fangevogterne specielle områder med pigtråd og stålgrille, hvor op til 180 fanger blev lukket inde. Det betød, at fangerne skulle skiftes til at stå, ligge og sidde ned derinde, hvilket resulterede i infektioner og sygdomme – og død. 16) Brænde sexorganer, ved at få fangerne til at tage tøjet af, sætte sig ned over et hul, binde dem fast, og brænde deres sexorganer nedefra. 17) brænde fangerens munde, så de ikke kunne spise, og ville dø af hungersnød. 18) gennemborde fangerne med søm af forskellige størrelser, på vitale steder som fingre, bagsiden af hånden, skulderblade, knæ og kranie – mange fanger døde med de her søm inde i kroppen, stadigvæk. 19) brække knæskallerne af, og derefter brænde knæene med varmt stål, for at stoppe blødningen. 20) dyppe fangerne i kogende vand. Fangevogterne puttede fangerne i en rissæk, bandt den sammen, og puttede fangerne ned i en gryde-lignende ting med kogende vand – hvor de selvfølgelig døde af skoldhed. 21) presse planker på fangernes bryst. Fangerne ville sætte to planker fast, der pressede på fangernes brystkasse – en bagtil på ryggen, og en fortil, mod brystkassen, og derefter sømme dem sammen. Det høje tryk fik hjertet til at stoppe, og fangerne til at dø. 22) brænde fangerne – umiddelbart lidt ligesom, når man brænder hekse. De blev bundet fast til noget træ, ca. 80 cm over jorden, og så blev der ellers tændt et bål under. 23) begrave fanger levende med bind for øjnene, for at skræmme de andre fanger. 24)  Tvinge fangerne til at rulle på en grill. Fangerne skulle af med tøjet, og rulle over en stålgril med mange små, runde huller. Fordi fangerne var nøgne, ville hullerne fungerer som kroge, og rive i deres hår, hud og hovedbund, indtil de blødte. Billede nedenfor.

Amerikanerne dræbte mellem 1954-1960 ca. 90.000 vietnamesiske patrioter i Syd Vietnam, og 800.000 blev tortureret.

Da jeg stod på museummet, der havde jeg det sgu lidt stramt. Nu, hvor jeg sidder og skriver, og gengiver det, får jeg kvalme. Jeg forstår VITTERLIGT IKKE, hvordan mennesker kan opføre sig så sindssygt overfor hinanden. Et er, at man gerne vil have folk til at dø. Ikke, at jeg som sådan forstår det drive, men jeg kan se “nødvendigheden” af det, hvis man er i krig el. lignende. Det er ikke noget nyt, at folk slår hinanden ihjel. Men jeg synes det er fuldkommen sindssygt, at man er kommet med så mange – FUCKING 24 HAR JEG LISTET OP – tortur- og dødsmetoder. Det fucker min hjerne fuldkommen op, at der er nogle mennesker, mange mennesker, der har siddet, og udtænkt de her metoder, og brugt dem i praksis – og måske endda nydt det. Hold kæft, hvor er det grotekst. Og det er IKKE ENGANG ret lang tid siden. Mit hjerte BLØDER for de her vietnamesere.

 

Vi gik indenfor, og mit hjerte svulmede i stedet af fæderlandskærlighed.

Så bliver det sgu bare ikke smukkere, og mere DANSKT, du. Jeg var sjovt nok ikke født her, i 1964, men fuck, hvor det gør mig glad, at vi protesterede, og trods alt har gjort NOGET. For helvede Danmark. Jeg elsker dig.

Og Danmark protesterede selvfølgelig ikke alene. Øverst, en japansk mand, der satte ild til sig selv foran Japanese Prime Minister Palace, i 1967. Dernæst kvinder, 500 stk, i Indien, 1965, der protesterer. Og afslutningsvis, amerikanere. Begge fyre, på første billede, nederst, satte ild til sig selv i protest. Det sidste billede repræsenterer endnu en protest i 1965, USA, hvor 10.000 mennesker protesterede. Lederen var en 84-årig kvinde, med sloganet: “My son died in vain. Don’t fight. Go to prison”, som referer til, at amerikanerne risikerede fængselsstraf, hvis de ikke tog i krig.

Øverst, vandtortur – en amerikansk soldat putter en pose over hovedet på en vietnameser, og vand på, så manden ikke kunne trække vejret. Billede 2, amerikanere, der smider en vietnamesisk soldat ned fra en amerikansk helikopter, direkte i døden. Billede 3, en amerikansk soldat holder liget af en vietnameser, hvis krop blev sprængt i stykker af en granat. Billede 4, fanger, der er bundet fast til en tank, og bliver slæbt henover jorden, til de dør.

Øverst, en mand, som var offer for en bombe. Billede 2, også et offer for en bombe i 2003. Vedkommende døde, fordi han/hun trådte på en bombe fra amerikanerne, der ikke tideligere var blevet trådt på. Billede 3, en kvinde og hendes børn, der blev dræbt under bombardementerne. Billede 4, kvinder og børn, dræbt i forsøget på at komme i sikkerhed.

Jeg gentager – fuldkommen SINDSSYGT.

Her ses kloak, hvor 3 små børnebørn af en herre, gemte sig. Amerikanerne fangede dem, og stak to af dem ihjel (en på 10 og en på 8), og skar indvoldene ud på den tredje (6 år gammel). I 2009, ved 40-års dagen for børnenes død, donerede moren kloakken her til museummet. Samme dag, som dette skete, dræbte amerikanerne også 15 civile, inkluderende gravide kvinder, og skar igen indvoldene ud på en lille pige. Den eneste overlevende var en 12-årig pige, der fik skadet sin fod.

DER ER TALE OM SMÅ BØRN. DER FUCKING BLEV SLAGTET. NÅDESLØST. Hvor fucking fucked op er det ikke?

 

Og nu kommer vi så ned til noget, der er mindst ligeså sygt – nemlig Agent Orange. Amerikanerne gik nemlig over til også at frigive giftige kemikalier over Vietnam, for at ødelægge muligheden for, at vietnameserne kunne holde stand og overleve. Fra 1961-1971 spredte amerikanerne ca. 80 millioner liter af giftige kemikalier ud. Og her er så resultaterne af det.

De fleste, hvis ikke ALLE af ovenstående børn, er født i 80’erne og 90’erne. EFTER de her kemikalier havde deres gang rundt i Vietnam. Der er tale om børn, af forældre, der overlevede Agent Orange, børnebørn heraf, og det er faktisk gået helt ned, så 4. generation af folk, der har oplevet Agent Orange, er ramt af de her følgeskader, som bl.a. inkluderer komplet eller delvis lammelse, blindhed, “dumhed”, døvhed, retardering, psykiske sygdomme, kræft, deformiteter, og fødselsdefekter. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget mit lille hjerte bløder, for de her fucking uskyldige børn. Hvem gør sådan nogle her ting? Hvor syg i hovedet skal man være, for at gøre sådan noget her?

Efter udstillingen, kom vi så ud i et rum, hvor børn, og unge voksne, der lider med handikaps efter Agent Orange, optrådte med musik, lavede ting, og tegnede tegninger, var. Det var lidt hårdt. Især første billede her, var tegninger, jeg så gik meget igen, og det gjorde sgu ondt. For det må være forfærdeligt, at have de her ting, og bare vide, at man kunne have været normal. Men ikke var det. Årh mit hjerte. Men billede to derimod, det gjorde mig lidt mere håbefuld, fordi de lærer jo at leve med det. Dem, der optrådte herude, har lært at leve med det. De lever et godt liv, trods deres udfordringer. Og det var måske faktisk rigtig vigtigt, også at se den side. At selv om det er utilgiveligt, og fuldkommen… rædselsfuldt, det der er sket, så lever de og har det godt, og er positivt indstillede.

Hvor er det sygt at tænke på, at man – når man ser et billede som det her – ikke tænker over, at alle de mennesker man dræber, har familier og kærester og… er fucking mennesker, ligesom en selv.

Billede 1, en mor og hendes børn svømmer over floden, for at undgå de amerikanske bomber på landjorden. Billede 2, dødfødte fostre.

Billede 1, en kvinde er kommet til skade, grundet en u-eksploderet bombe. Mange bomber eksploderede pludselig i løbet af årene efter, hvilket gav meget voldsomme kasualiteter. Billede 2, en mor hjælper sin 30-årige sengebundne datter med motion. Moren havde i 40 år spist fisk fra kontaminerede steder.

Billede 1, en skadet mor, der har prøvet at søge ly for sine børn, men ikke selv nåede at komme væk, og børnene der bare sidder og kigger. Billede 2, en mor kommer på hospitalet med sit barn, der har mistet venstre arm og venstre ben, og som hun afslører dette, fortæller manden med kameraet, at han skal tage billede af det her, for at gøre verdenen opmærksom på, hvilke grusomme ting, amerikanerne gjorde. 1967. Hvis det ikke er stærkt, så ved jeg fandeme ikke, hvad der er.

 

Det var alt, jeg havde fra krigsmuseummet. Jeg kom ud, som en af de sidste, med et lidt mere lettet sind, da den sidste del af udstillingen var ret positiv – den viste folk, der tog sig af de her skadede børn, den viste børn og voksne, der levede, trods deres udfordringer og det, der var sket, og det tog noget af uroen, og alt det forstyrrede, jeg havde set gennem hele musummet. Fordi selv om det var forfærdelige, forfærdelige ting, jeg havde set på, så blev jeg alligevel forundret over, hvor levende vietnameserne var, og hvor positive, de alligevel var, trods så voldsom en fortid, de har været igennem. Jeg var dog en af de eneste, der havde det sådan, for mange af de andre piger var helt slået ud. Z sad bare og var grædefærdig, hun havde slet ikke set det sidste af udstillingen, for hun kunne ikke holde til det. M havde opgivet børnene, der stod i lokalet og lavede ting, for hun syntes, det var for hårdt.

Vi gik hjem i stilhed, de første 10-20 minutter. Stemningen var ret trykket. Jeg følte mig lidt empatiløs, fordi jeg ikke var lige så nedslået, som de andre piger. Men jeg var blevet advaret om museummet på forhånd, af en i familien, der er gift med en vietnameser, og jævnligt kommer der. Og derudover er jeg “vant” til den slags grusomheder, i og med, at jeg rigtig tit besøger koncentrationslejre, m.m. Men det knuste alligevel mit hjerte noget så grusomt, at se de stakkels børn, og de fuldkommen umenneskelige torturmetoder, der blev brugt. Puha. Jeg vil varmt anbefale museummet, om ikke andet, så bare for at støtte det, og betale lidt til det, hvis det er for meget til, at man kan klare at se på det.

 

Som vi gik, blev der pludselig taget snigerbilleder, og kameraklar tandpasta-smil Cecilie var selvfølgelig mere end klar. Mig får man ikke ram på!

 

Vi kom hjem, og gik hver til sit. Da klokken nærmede sig aftensmadstid, begyndte vi at diskutere lidt, hvor vi skulle hen. Vi ville alle gerne på Goji, som var noget koreansk barbeque, men én pige ville ikke med, da de ikke havde noget vegetarisk (hvilket de havde). Så vi diskuterede simpelthen i en time, hvor vi skulle hen, og til sidst måtte vi samles og lidt slå plat eller krone. Her besluttede hende, der ville have vegetar sig så for at sige, at det jo bare var os, der skulle bestemme, for hun skulle ikke med 🙂 hvorfor har vi så brugt en time og femten minutter på at finde et sted, hvor vi ALLE kunne være, hvis hun ikke ville med alligevel? Jeg var lidt pissed, for jeg var sulten og havde kvalme, og vidst ventetiden i restauranten også ville vare lidt… urgh. Heldigvis lå restauranten kun 5 minutter væk, så vi var hurtigt derovre. En bestilte vegetar, en bestilte blæksprutter, og jeg delte noget forskellige barbeque med den sidste. Det var fucking luksus. Det smagte sindssyg godt!

Jeg er en sindssyg wifey til det her. Og man, hvor var det lækkert. Jeg er SÅ ked af, vi ikke fik mulighed for at komme tilbage, for det var simpelthen mums. Virkelig en god aften, og vi blev ret mætte, selv om vi var i tvivl. Hende, der bestilte blæksprutter havde dog en stram aften. Det var babyblæksprutter, og de skulle spises i én mundfuld, og det syntes hun sgu ikke liiige var så fedt til sidst. Hehe.

Da måltiderne var spist, smuttede vi hjem i seng, og havde lagt klare planer for dagen efter – Z og jeg skulle sove længe, de andre ville på eventyr…

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x