Vietnam 2018 - Dag 7 - Medical Cardiology Department

Vietnam 2018 – Dag 8 – Hjertestop, frøspisning, fotostjerner & kondomer

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Denne dag var en fredag, og det vil sige sidste dag på University Medical Hospital. Dagen foregik ligesom forrige dag, på Medical Cardiology Department, dog en anelse anerledes.

For i det vi kom, var der pludselig en masse tumult på en af stuerne. Det viste sig, at en af patienterne havde fået hjertestop! Både den pårørende dertil, og sygeplejerskerne kaldte på hjælp, og ALLE kom løbende for at assistere. De andre patienter på stuen blev liggende i sengene, mens deres pårørende gik ud, og lægen begyndte at defibrilliere, for at sætte gang i hjertet igen. Den pårørende, til hjertestop-patienten, var tydeligt rigtig ked af det, og både sygeplejersker, og andre pårørende trøstede hende. Det var meget organiseret at se på, men svært at gengive, fordi vi ikke talte sproget, og ikke helt kunne differentiere, hvem der var hvem… men spændende, det var det! Og jeg mener, at patienten overlevede, men er ikke helt sikker… Så det brugte vi lidt af dagen på at fordøje og snakke med Ms. Trinh om.

 

Hun spurgte derefter, om vi havde fået set det tempel, hun havde anbefalet – denne gang kunne vi glædeligt svare JA, og at vi troede, det var det tempel, og viste hende billeder. Hun så meget skuffet ud, og var sådan “nej, det var ikke det”, og vi stod ÅRH MAN, fordi vi havde virkelig prøvet… men det var tilsyneladende ikke det rigtige.

Dog åbnede det op for lidt dialog om religion, og jeg var helt solgt! Hun kunne fortælle, at ca. 80% i Vietnam er buddister, hvilket passer med det tal, jeg havde fundet frem til i ugerne op til rejsen. Og hun kunne fortælle, at der bor mange vietnamesere og kinesere, i distriktet omkring hospitalet, og der derfor også er forskellige slags templer, og en af forskellene bl.a. var, at der i kinesiske templer ikke var munke, men det var der i vietnamesiske templer. Hun kunne også fortælle, at kineserne primært bede for godt helbred og god forretning, mens det for vietnameserne (selvfølgelig er det samme), men at de også går meget op i, at hvis de tror på religion, lever de et bedre liv, idet de lærer at være gode mod andre; og at det de giver, kommer tilbage.

Det åbnede selvfølgelig op for, at jeg kunne spørge ind til de små “altre” der befinder sig på vejene, som jeg bl.a. stødte ind i, i går (se forrige indlæg). Hun fortalte, at det gjorde, at ånderne beskyttede de veje, lande og huse, der lå i dét område. Ret smart, og ret spændende! Hun fortalte også, at hvis altrene befandt sig lige ude foran en bygning, betød det god forretning, og hvis altrene var inde for i huset, betød det beskyttelse og lykke. Hvilket jeg igen syntes var superspændende, fordi det er lidt det samme i Tokyo, men derudover så også fordi jeg faktisk kender en vietnameser, der bor her i Danmark, og hjemme hos hende er der sådan et lille alter indenfor – og nu ved jeg jo så, hvad det står for.

Derudover kunne Ms. Trinh fortælle, at gudinden med de mange arme, beskytter og holder karma væk, mens hvidløg også holder dårlig karma væk. Så ikke kun vampyrer, men også dårlig karma. Hvidløg er brugbart!

Efterfølgende ses her mig, der fortæller sygeplejersken om blodprøver, som vi bruger på ortopædkirurgisk, for at få et ca. estimat af, hvor længe nogen har ligget, efter de er faldet. Jeg kan selvfølgelig ikke huske, hvad det er nu… tror det var kreatinkinase, men jeg er ikke sikker!

Efter den religiøse snak, gik vi over i noget mere organisatorisk ift. afdelingen og måden, tingene fungerer på hernede. Ms. Trinh kunne fortælle, at det ofte er sønner eller mænd, der træffer beslutningerne for kvinderne, selv om både kvinden, og søn/mand skal skrive under. Derudover har de en mappe med alle oplysninger og dokumentationer, som fungerer som patientens journal – den kan altså blive riiimelig tyk. De putter mapperne i storage i 10 år efter udskrivelse, og det er muligt enten selv, eller de pårørende, kan snakke med lægen, om at få journalen udleveret.

Nogle af de dokumentationer, der bl.a. er, kan være tjekskemaer, med f.eks. patientundervisning. Her krydser man indholdet af, måden at undervise af, og patientens reaktioner – på den måde får man dokumenteret det hele. De bruger derudover John Hopkins til at vurdere faldrisiko, og får man 14 point eller derover, får man automatisk et rødt ID-armbånd, der indikerer høj faldrisiko. Derudover havde de også et ernæringsscreeningsskema, som jeg var ALT for interesseret i. Jeg blev helt ekstatisk, da jeg så dokumentet, og forklarede glædeligt, hvad de forskellige ting betød.

Det kan ses her. Jeg kunne redegøre bl.a. for, at det øverste er det her med BMI, højde, vægt, utilsigtet vægttab, nedsat appetit, m.m., og i første kolonne i 2.2 handlede om, hvor meget man enten har tabt sig, eller hvor meget mindre, man spiser, og kolonne to handlede om graden af sygdom. Dertil det ekstra plus, man får, hvis man er over 70 år. Jeg ved ikke, om albumin skrives på de danske ernæringsscreeninger, men i hvert fald står det her, hvilket jeg synes er nice nok. Ms. Trinh blev meget overrasket over min redegørelse for det hele, og udbrød grinende “ohmygod, yes that’s right! you know vietnamese haha!” De andre piger så lidt done ud i ansigtet, og jeg følte mig også lidt pinligt tilpas over, at jeg var blevet SÅ glad… over en ernæingsscreening… men ja.

 

Da vi fik fri, foreslog Ms. Trinh, at vi gik ned i kantinen og spiste frokost, da der om fredagen var gratis salatbar – hvilket jeg ikke lige vidste, og blev vrisset af, af en af de andre piger over, at jeg ikke vidste :)) tak, jeg spurgte også bare!! :)) men vi gik ned, og der var så en af de andre piger, der også skulle gå mig på nerverne over, at jeg skyldte hende lidt for taxaturen (20.000 dong – 6 danske kroner), og hun tiggede og bad om, at jeg gav hende dem nu, selv om jeg sagde til hende, at jeg først og fremmest skyldte en af de andre piger penge, og havde skyldt hende i længere tid. Men det ville hun ikke høre noget om, for jeg skyldte jo hende penge. Så til sidst blev jeg så vred, jeg bare smed pengene på bordet og sagde, at så måtte hun bare tage dem, og så måtte jeg ellers undskylde for den anden pige, jeg skyldte penge og sige, at jeg ikke kunne give dem lige nu. Det var heldigvis okay.

Men vi fik valgt noget at spise, jeg ville egentlig bare have haft salat, fordi jeg ville gerne have noget “normalt” at spise, og ville ikke betale for at spise i kantinen, fordi jeg brød mig ikke om udvalget. Men den gik ikke, så jeg valgte noget plain ris, noget hvidkålssuppe (som smagte ret godt), noget salat, og noget tofu-kage med svampe i.

Risene var okay. Suppen var okay. Grøntsagerne var okay. Men jeg smagte én gulerod, der smagte dårligt, og knækkede mig næsten udover hele bordet 🙂 Tofu-dimsen var jeg heller ikke fan af, og måtte også diskret spytte det ud to gange, før jeg vurderede, at jeg simpelthen ikke kunne spise det… til sidst var der noget gelé-dessert med en blomst eller plante indeni, og den var meget sød, så den opgav jeg også… Til gengæld valgte en af pigerne en spændende ret – nemlig frø.

Og hun kom rimelig godt igennem. Hun forsøgte at bilde os andre ind, at det smagte som kylling. Jeg smagte det, og jeg er uenig. Det smagte IKKE som kylling, det smagte ikke rigtig af noget. Men teksturen, konsistensen, mindede om kylling. Så alt i alt smagte det egentlig fint nok, men jeg havde nok ikke valgt at spise en frøret med ben m.m. i. Og M, som bestilte den, måtte også give op, fordi hun havde lidt svært ved de tydelige blodårer, der var på frøen.

Z havde det ikke meget nemmere. Hun var vegetar, men prøvede fisken i tirsdags, og brød sig ikke om den, så hun valgte bevidst kun ris. Dog syntes Ms. Trinh, at Z lige skulle prøve denne fiskeret! Og Z var ved at brække sig, for hun kunne slet ikke døje den fisk, og den fiskesuppe, men Ms. Trinh blev ved med at presse hende… vi var alle lidt udfordrede.

 

Da vi var færdige med at spise, ville Ms. Trinh vise os templet, som hun havde snakket om. Så vi gik ud fra hospitalet, og pitstoppede på vejen ud, ved et hundredeårigt gammelt træ, som hun gerne ville tage billeder af os under, og derefter gik turen videre til det første tempel.

 

Første tempel på listen – for Ms. Trinh ville åbenbart have os ud på en vild tempeltur – var Nghia an Hoi Padoga.

Billeder fra primært ude foran, og så lige indenfor.

Og Ms. Trinh fortæller, om ham manden bagved, og hans hest. Jeg kan ikke lige helt huske fortællingen, men det var superspændende at have vores egen private guide med.

Og templet var enormt smukt, indeni også, og jeg fik snatchet lidt selfies også, hehe.

 

Herefter gik vi videre, denne gang til Thien Hau Padoga eller Ba Thien Hau Temple – jeg har ikke lige fundet ud af forskellen, eller om det er samme tempel. Haha. Men det var altså stop nr. 2, og jeg kan love jer for, at det blev en spændende affære.

  

Først så ankom vi, og så templet lidt an og sådan. Det sidste billede her, er fra længere inde i templet, et lille minialter, jeg simpelthen syntes var så smukt.

De lyserøde sedler er til bønner, og det samme er snurrerne i loftet på næstsidste billede, der ligner lidt en tragt. Der skrives en bøn på det røde papir, så hænges det op, og så bliver det langsomt brændt og frigiver noget røgelse. Der var MEGET røgelse i alle disse templer, hvilket jeg syntes var hyggeligt nok, men nogle af de andre havde det lidt stramt. Og så var der en mini-fisketank, og jeg var selvfølgelig glad over alle grænser.

Så satte vi os ned for at slappe af på en bænk, og Ms. Trinh ville gerne tage et billede af os… og så gik det ellers løs.

Nogle poserer, nogle kigger lidt skummelt til siden – med god grund! For der kom en mand over til os, totalt random, og ville have taget billede med os… og han snakkede ikke et kvæk engelsk.

 

Han tager billedet, og viser os det, og vi tænker sådan lidt what the fuck, hehe, det er godt et billede, hva!!

Han ryster vores hånd, og går igen. Vi tror mareridtet er ovre.

Hans ven kommer og joiner os til et billede. Jeg ser ængsteligt til siden. De er tre.

Manden fra før beslutter, at han gerne vil have endnu et billede med os, der denne gang ikke er et selfie. Vi lider alle sammen.

Og ENDELIG lykkedes et helt almindeligt feriebillede med os alle. Endelig. Endelig. Endelig.

 

Vi går videre, mod Quan Am Padoga, som vi faktisk besøgte dagen i forvejen, men denne gang havde vi jo guide med, så vi tog en tur mere.

Ms. Trinh snakkede, og der blev taget lidt billeder undervejs – something u all should about me. Er altid kameraklar. Bruger ikke en halv time på makeup for ingenting. I am ready.

Lige et hurtig-hurtig billede af en af altrene.

Og til min enorme glæde, var skildpadderne der selvfølgelig endnu, så jeg tog lige fotoshoot nr. 2 med dem!

Jeg hyggede mig virkelig med de skildpadder. Og jeg sad bare og fotograferede og had a fun time, mens jeg kunne høre Ms. Trinh tale med en af pigerne, om min hang til at fotografere skildpadder. Hehe.

 

Dagen med Ms. Trinh lakkede mod enden, så vi sagde pænt farvel. Nogle af pigerne tog en taxa hjem, Z og jeg ville gerne en tur på Starbucks, og måske kigge lidt på butikker – så vi begyndte at gå ruten hjemad.

Og jeg må sige – det var sgu en god starbucks frappé. Intet der. Lækker, perfekt, og Z og jeg gik stille og roligt ned gennem gaderne. Hun skulle bytte en kjole, og jeg fik passende købt en, samt lidt andet tøj, noget undertøj, m.m. Vi hyggede os helt vildt.

Dog begyndte det at regne, efter Starbucks, og inden vi nåede ned til de fleste butikker, så begyndte det sgu for alvor. Jeg havde jo min trofaste paraply med mig, men Z? Stakkels Z. Så vi løb gennem regnen, for at finde en paraply, og måtte sande, der ikke var nogen, så hun endte med at købe et regnslag.

Sødeste lille Z.

 

Vi gik videre, fik shoppet lidt mere, og hyggede os. Pigerne skrev, hvornår vi var hjemme, og vi var slet ikke klar til at tage hjem! Så pigerne gik ud og spiste, og Z og jeg smuttede på Lotteria, som er lidt en form for Maccen? Jeg så den meget i Tokyo, men spiste der aldrig. Det har jeg så gjort nu, og de laver helt ok mad! Jeg fik en burger, og det samme gjorde Z, og vi var lykkelige for at få noget velkendt! Vi hyggesnakkede, og gik over på en Hello Kitty café, som desværre var ved at lukke ned – for alvor – så den fungerede ikke længere som café. Til gengæld var der en SHIT TON af Hello Kitty merchandise, og det var virkelig fedt at være derinde, for de havde legit bare ALT med Hello Kitty.

 

Vi kom hjem ved 20-21 tiden, og så lagde vi os til at se lidt film, og pigerne lagde nogle billeder op af turen, bl.a. det her af Z og regnslaget. Min kæreste kommenterede så “menneskeligt kondom?” under billedet, og jeg stod bare “NEJ DET GJORDE HAN IKKE” og Z var sådan “hvad?”, så hun gik ind og kiggede, og HUN FLÆKKEDE. Hun døde simpelthen bare af grin. Hun grinede så voldsomt, at hun klukkede, græd, ikke kunne trække vejret, væltede rundt i sengen, slog om sig, kastede sig rundt, landte på gulvet, slog i gulvet… hun var færdig af grin. Og jeg grinede endnu mere, fordi det var for komisk, at han lige skulle komme med dén kommentar, lige til hende… lille, uskyldige Z. Så vi havde en rigtig eventful aften, hvor Z nærmest døde, og jeg bare var færdig af grin!

 

Da vi var færdige, smuttede vi i seng. For selv om det var lørdag, så havde universitet planlagt nogle aktiviteter for os, så vi ville gerne være veludhvilede, til det, der nu skulle ske – nemlig en tour rundt i byen!

Det var alt for nu.

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vietnam 2018 - Dag 7 - Medical Cardiology Department