Vietnam 2018 – Dag 11 – Childrens Hospital

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

I dag besøgte vi Childrens Hospital, no. 1 i distrikt 10.

 

Førstehåndsindtrykket var superlækkert.

Det her var ude i gården – altså, hvor cute, ærligt? Man går aldrig galt med Disney! Jeg syntes, det var SÅ hyggeligt.

Så spottede jeg bubbibjørnene, og måtte i farten lige knipse et billede, da jeg var super amazed over at se dem, da jeg ELSKER bubbibjørnene.

Og en nattøjs-Peter Plys. Bliver det bedre? For helvede da! Sign me the fuck up!

 

Vi mødte vores lektor for denne uge, og hun fortalte, at vi ville komme til at besøge 3 afdelinger, i løbet af den uge, vi skulle være her. Det var vi rimelig tilfredse med, for så ville vi jo komme lidt omkring.

Som sagt, førstehåndsindtrykket var godt – det var så kun lige indtil man kom indenfor. Det var KAOS, og der var skrig og gråd, overalt – uanset, hvor man gik hen.

Og grundet de ting, jeg kommer til at skrive her, så vil jeg ikke sige, hvilke afdelinger, vi var på, for jeg har ikke lyst til at udlevere afdelingerne, for det var… noget anerledes, end herhjemme i Danmark.

Da vi spurgte, om vi kunne skifte et sted, til hospitalstøj, fik vi at vide, at vi bare skulle tage det udover, for vi måtte ikke låne personaletoilettet – ellers skulle vi bruge patienttoiletterne. Det havde vi ikke noget behov for. Hospitalet var ret snusket, og hygiejnen virkede ikke til at blive prioriteret 100%, der rendte smådyr og kakerlakker rundt på gulve og borde, og generelt var det bare… meget anerledes end i Danmark. Så vi valgte alle bare at tage dobbeltlag tøj på, og så deale med det – selv om det var sygt varmt, fordi der heller ikke var meget air condition på hospitalet.

 

På den specifikke afdeling vi var på lige denne dag, har de 11 rum, hvor der er 1 sygeplejersker pr. rum, der håndterer 15-20 patienter. Og i én seng kan der ligge 2-3 patienter.

Derudover havde de 5 ambulante rum, hvor de hver dag ser 50-100 patienter pr. rum.

Hospitalet råder ikke over så mange forskellige maskiner, så hvis børnene f.eks. skal MR-scannes eller noget andet, så skal de til et andet hospital, og have foretaget denne undersøgelse – derfor har afsnittene specielle sygeplejersker, der tager med børnene til undersøgelser på andre hospitaler. Heldigvis har børn under 6 år gratis forsikring, og skal derfor f.eks. ikke betale for disse undersøgelser (eller, forældrene skal ikke).

Organisatorisk fortalte sygeplejersken os, at sygeplejerskerne på afdelingen ofte har 5 dages dagvagt på en uge, fra 7-16, og derefter 1 dags nattevagt, fra 16-7, og derefter en fridag. Generelt har personalet mellem 12-18 dages separate fridage pr. år, afhængig af erfaring, ifølge loven.

 

Vi gik i gruppen af 5 studerende med en sygeplejerske rundt, der fortalte os om de forskellige rum, osv. Jeg gav hurtigt op på at følge med i, hvad der blev sagt. Jeg var bagerst, og sygeplejersken gjorde ingen tegn el. andet til, at være interesseret i, at alle lyttede. Hun henviste sig bare til den samme studerende, der stod forrest, og talte udelukket til hende – så blev vi andre ligesom glemt, og så var det lidt lige meget. I stedet gav jeg mig til at observere lidt rundt omkring mig.

M og jeg satte os på hug, som en 1-3 årig kom vraltende hen mod os, med sin mor lige bagved. Moren prøvede at gøre tegn til at han skulle komme tilbage, men M og jeg gjorde tegn til, at han bare kunne komme over, så moren lod ham. Barnet vraltede over til os, og begyndte hhv. at kramme M og jeg. Han var det SØDESTE. Han hang meget ovre ved mig, og begyndte at pille nysgerrigt ved min lille spritbeholder, jeg havde i lommen, og for at distrahere ham, gav jeg ham mit navneskilt at pille ved – hvilket han også gjorde. Ivrigt. Mens han hang over mig, krammede mig lidt, vraltede over til M, og kom så tilbage. Han var så fucking sød, jeg bare havde lyst til at putte ham i lommen og tage ham med hjem… altså, cutie, dog.

 

Og øjeblikket efter blev mit hjerte så bare lige knust i en milliard stykker. Midt ude på gangen var der blevet stillet en blodprøve-station op, hvor børnene, der var alt mellem 1-10 år, skulle have taget blodprøver. Da jeg fik øje på det, var det en dreng, der var i gang med at få taget blodprøver. Han skreg, vred sig og hylede højlydt, men han blev bare holdt fast af sygeplejersken og moren, og han skriger ENDNU mere, da han bliver stukket. De andre forældre står i kø med deres børn, der selvfølgelig straks begynder at hyle og skrige, når de kommer op i stolen, for de har jo set, hvor ubehageligt, det er! Der var ingen kommunikation til børnene, overhovedet, kun til forældrene. M prøvede at forklare sygeplejersken, at i Danmark forklarede vi meget til børnene, for at gøre dem mere trygge. Hun affejede det fuldkommen, ved at sige, at i Danmark håndterede vi sikkert bare ældre børn, og at her var børnene jo små, så dem kunne man ikke forklare noget som helst. Dét var sgu et kulturchok!

Værre blev det, da jeg så en lille pige, mellem 5-8 år, der stod HELT alene. Hun havde lige fået taget blodprøve i hånden, og som sagt stod hun mutters alene, uden hverken mor, far eller sygeplejerske. Hun holdt pres på sin hånd ved indstiksstedet, mens hun kiggede lidt rundt omkring. Hun stod nogle meter fra mig, og jeg pegede på min egen hånd, og løftede den en smule op – over hjertehøjde. Jeg kunne jo ikke rigtig kommunikere med hende verbalt, så jeg måtte prøve noget andet. Hun pegede blot på sin egen hånd, som en bekræftigelse på, at hun havde fået taget blodprøver. Jeg gentog min bevægelse igen, og det virkede et øjeblik, hvor hun holdt hånden over hjertehøjde – og derefter faldt den ned igen. Hun stod fortsat alene. Jeg havde så ondt af hende – jeg havde lige set den voldsomme procedure ang. blodprøver, så jeg syntes, det var synd for hende, at hun stod helt alene.

Mit hjerte knak dog yderligere, som jeg så en baby, der var blevet stukket i håndleddet. Han skreg og græd helt utrøsteligt, og hans forældre kæmpede, for at trøste ham, og puttede pres på, vuggede ham, alt muligt, og han græd bare. Det var så hjerteskærende. Og man forstår det jo godt, for det må gøre hammer, hammer ondt!

Bagefter fik vi lov til at kigge mere på blodprøve-sektionen, men vi måtte ikke stå overfor børnene, der fik taget blodprøver – for når de så vores hvide kitler, blev de bange, urolige og kede af det! … Jeg ville ALDRIG kunne holde min profession ud, hvis jeg vidste, at børnene blev så utrøstelige, at se mig, når jeg kom. Jeg er SÅ glad for, at når jeg bliver sygeplejerske til januar, så bliver jeg sygeplejerske i Danmark, og kommer nok mest til at arbejde i Danmark. Hvor børnene godt kan frygte mig, sygeplejersken, men de er trods alt ikke ræd for mig… Hvad værre var, da jeg så blodprøverne blive taget… de blev ikke taget med en smart nål, der bare får blodet til at glide flydende ud. Nix. De har kun “halvdelen” af nålen, hvis man kan sige det sådan, så blodet skulle bare dryppe ud af sig selv ned i et glas, hvilket selvfølgelig tog evigheder. Og de stakkels puds LED under det. Åha, mit hjerte 🙁

Jeg ved udmærket godt, at det er kulturen, men for satan… av. AV.

Så betyder den her fine udsmykning lige pludselig ikke nær så meget, når man kan se, hvor lidt børnene inddrages i deres behandling. Igen – det er kulturen. Men jeg er SÅ glad for, at Danmark fungerer, som det nu engang gør. For det ville jeg da aldrig kunne holde ud, at skulle arbejde i. No offence, men altså.

 

Da vi fik fri, var vi alle ret chokerende, og begyndte lige så stille at gå hjem. På vejen kom vi forbi en Pizza Factory (?), hvor vi slog os ned og fik en god, lækker pizza. Derfra gik turen hjemover, og jeg har ikke skrevet yderligere noter til, hvad jeg lavede den dag, så i guess ingenting? o.e ingen ved det!

Så kort indlæg i dag, men fyldt med kulturchok og undren.

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x