Sløveste blogger ever?

Uheld i klinikken?

Hej bloggen

I dag kommer et indlæg, som jeg har glædet mig til at skrive.
Den sidste uge, jeg var i klinik på Nordsjællands Hospital i Frederikssunds afdeling, kom jeg ud for et uheld.
Vi advares som sygeplejersker ofte om, det, der kaldes “stik- og skæreuheld”, dvs. hvis man kommer til at stikke sig selv med en allerede brugt nål eller lignende. Da der her er risiko for, at patientens blod interagerer med dit blod, kan du risikere at være i fare, hvis patienten fejler noget, der kan overføres således – og derfor er vi meget opmærksomme på dette.
Noget, der er mindre opmærksomhed på, er det, der kaldes “blodstænk”, som egentlig bare er, hvis patientens blod (kan også være afføring, urin, ascitesvæske, alle typer væsker, der kommer fra patienten), kommer i kontakt med dine slimhinder og/eller åbne sår. Når dette sker, sker der en reaktion, som der også ville ske, hvis det var blod-til-blod ifm. stik- og skæreuheld, og derfor er netop dette også rigtig vigtigt.

Mit uheld var i forbindelse med blodstænk. Jeg havde en patient, der havde koagler af (størknet) blod i mundhulen, samt en masse frisk blod – og som sygeplejerske er det mit arbejde, først og fremmest at få stoppet dette, men også at sørge for, at mens det står på, at patienten er optimalt velsoigneret i mundhulen, trods blødningen.
Jeg begyndte derfor med nogle små, lyserøde svampe af fjerne blodet i mundhulen, hvorefter jeg begyndte at børste tænderne, i håb om, at kunne løsne nogle af disse koagler og få dem ud.
Jeg børster patientens overmund, idet tandbørsten smutter, så børstehårerne på tandbørsten skraber mod tandemaljen, på en sådan uheldig måde, at jeg får det her blod fra munden ud på mig – i ansigtet og på den arm, jeg holdt tandbørsten med.
Vi havde ikke inden klinikopholdet fået noget undervisning i situationer som disse. Vi har haft lidt om stik- og skæreuheld, men absolut ikke tilstrækkeligt i forhold til, hvad vi egentlig skal gøre.

Jeg står og kæmper en indre kamp med mig selv – det er jo “bare” blodstænk, det er nok ikke alvorligt, de vil synes, jeg er pibet…. men hvad nu hvis det er??? Nej, det er det ikke. Det er jo ingenting, det er jo ikke blevet nævnt som en risikofaktor….Nej, men det fungerer vel på samme måde – blod med blod, blod mod slimhinde?? Nej… Jo…. Hmm. Jeg diskuterer indvendigt med mig selv, men den handling, jeg udførte var egentlig bare at tørre munden af på skulderen, hvor jeg bl.a. fik blodstænk, og så se til resten senere.
Jeg får børstet og ordnet færdig, og straks efter går jeg selvfølgelig i panik – jeg skrubber mig i ansigtet med vand og sæbe og sprit, og ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg overvejer faktisk lidt at putte sprit på læberne, men bliver enig med mig selv om, at det nok er en dårlig idé.
Flere gange tager jeg mig selv i at stå og kigge på de andre sygeplejersker og lægerne…. jeg ville gerne spørge dem, hvad de syntes, men jeg var for bange. Det var jo sikkert ikke noget, vel?
Der går så 30-40 minutter, før jeg får sagt det til en anden sygeplejerske, der forhører sig hos de andre, og de siger alle, at de ville gå ned i skadestuen og melde det – hvilket jeg jo så selvfølgelig gør, fuldkommen rædselsslagen.

Jeg kom hen i receptionen på skadestuen, forklarede, hvad der var sket, og satte mig i venterummet, som jeg blev bedt om – det var så åbenbart det forkerte venterum, fucking akavet, så jeg blev ført til det rette venterum senere. Efter ca. 20-30 minutter var jeg inde ved en sygeplejerske, og jeg forklarede situationen.
Jeg fik en hepatitis B vaccine, samt en stivkrampe og difteri. Én i hver arm.
Herefter blev jeg instrueret i, at jeg skulle ringe til min egen læge og få svar på de blodprøver, jeg skulle have taget om lidt (hvilket jeg først gjorde 2-3 uger efter lol).
Jeg fik taget mine blodprøver, og måtte komme op på afdelingen igen. Da jeg går i skole i Hillerød, og min klinik sluttede literally 3 dage efter uheldet, blev vi enige om, at jeg skulle ringe til lunge- og infektionsmedicinsk ambolatorium i Hillerød, og få en opfølgende vaccine, samt blodprøver.
Da jeg var tilbage på afdelingen, skulle jeg skrive arbejdsulykke-rapport-ting, og så skulle jeg ellers hjem igen.

image image image           Vaccinationsstedet – Sygeplejerske klar til aktion om morgenen – Blodprøveinjektionsstedet

Jeg har så for nylig været til læge, og der er lidt problemer med de blodprøver, jeg fik taget, så jeg har intet endeligt svar på dem, lol. De har åbenbart heller ikke sendt skadesrapport og andre ting, de skulle sende, til min egen læge, hvilket er meget mærkeligt. Derudover har de heller ikke registreret, at jeg er blevet vaccineret – så da jeg spurgte, hvilke vacciner, der var nødvendige for Japan (da jeg rejser til august), fik jeg at vide, at det var stivkrampe, som jeg jo “ikke havde fået endnu”, hvortil jeg måtte forklare, at jeg havde skam fået den… mega underligt.
Og nu skal jeg så til revaccination og få taget blodprøver d. 8/8 på Hillerød.

Nu kan man sige, at det var lidt held i uheld for mig, idet jeg faktisk fik en gratis vaccine mod stivkrampe, som jeg jo skulle have, uanset hvad. Hepatitisen er også god – jeg skulle have været på et 3-4 mdr. ophold i Kina som lærervikar, og her skulle man have Hepatitis og stivkrampe vaccinerne. Jeg skulle så ikke af sted alligevel – men jeg tænkte, at det nok var samme vacciner, man skulle have til Japan 🙂 så alt er jo fint på lige dén front, trods alt.

MEN, med det sagt er det altså vigtigt, at man får nosset sig sammen og SIGER TIL, hvis man er udsat for et uheld. Stort eller småt. Nu har jeg ikke været i livsfare, og vi kiggede på patientens blodprøver oppe i afdelingen, der ikke umiddelbart insinuerede, at han var meget syg, og at jeg var smittet – men det kunne meget vel have været sådan.
I mit tilfælde var jeg også i tvivl, idet stænket ramte mine læber – ikke direkte ned i min mundhule (tror jeg?), og derfor vidste jeg ikke, om det var relevant – og ud fra min egen oplevelse, kan jeg så fortælle jer andre, at det ER det altså! Hvis du er i tvivl, så er det sgu federe at være en “pivskid” og være på den sikre side. I alle tilfælde.
Som sygeplejersker har vi et “farligt” job, og vi kan komme ud for mange ting – og det er sgu vigtigt at passe på os selv, og være på den sikre side, altid.
Og selvfølgelig skal man huske at passe på sig selv, både i klinik, arbejdsliv, og ja, i fritiden, men hvis uheldet er ude, er det altid bedst at sige det til nogen, i stedet for at feje det ind under gulvtæppet. Jeg vil til hver en tid hellere være pibet, end at risikere at dø en eller anden overført sygdom <3 Så det var alt for nu.
Jeg har lige nogle billeder, det ene er fra mit blodprøvestik, og det andet fra en af vaccinationerne.
Pas på jer selv derude, livet er altså det vigtigste, vi har <3

Følg mig på Bloglovin’ enten via Bloglovin’ profil, facebook eller mail. Til vi ses igen:
– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Sløveste blogger ever?