Tokyo – Dag 5 – Alene i Ueno, Korakuen & Asakusa

Velkommen tilbage! Som sagt før, går det her feriedagbog SLET IKKE, som planlagt. Jeg havde senest tænkt mig, alle mine indlæg, ville være ude, den følgende uge, efter jeg kom hjem. Sådan er det ikke blevet. Der er smæk på, på studiet, jeg er stresset og forvirret og træt, der foregår mange ting omkring mig, og hver gang, jeg tror, det er tid til at få skrevet indlæg, kommer der noget i vejen. Men ikke i dag 😛 så selv om de kommer langt langsommere, og mere sporadisk, end det var planlagt, håber jeg stadigvæk, at folk får lidt ud af indlæggene, og synes, det er spændende.

Søndag var sidste dag, jeg var alene, og den blev – som overskriften antyder – brugt i Ueno, i hvert fald fra morgenen af.
Jeg startede med at gå ind i Ueno Park, og til Kiyomizu Kannan-do, der er et buddistisk tempel. Det er en miniature udgave af Kiyomizu-Dera templet i Kyoto. Templet var flot, men ikke lige så storslået, som nogle af de andre templer, jeg har set, og så er der egentlig ikke så meget mere, at sige om det? Det var meget fint udsmykket med drager, hvilket virker unikt for lige netop dette tempel. Jeg fandt i øvrigt ud af, jeg sorta var gået op og ind det forkerte sted, for da jeg kom ud, fandt jeg den der vand-ting, man bruger til at vaske hænder… woopsie. Også her var der opsat Ema’er, og spådomme/ønsker (intet billede).

Herefter gik jeg tilbage mod Ueno Station, som jeg var kommet fra, da Ameya Yokocho lå lige overfor stationen, nærmest. På vejen tilbage gennem parken, fandt jeg dog et sødt ur, og et mindesmærke “Tomb of Shogitai Warriors”, som jeg lige snatchede nogle billeder af – det var dog flottere i virkeligheden, hehe.

Herefter fortsatte jeg mod stationen. Ameya Yokocho er et gademarked, som jeg havde besluttet mig for, at se lidt nærmere på, nu jeg alligevel var her.

Jeg har været på mange markeder, dengang jeg var yngre, og vi tog på ferie i Italien, men – fra hvad jeg kan huske – var Ameya Yokocho ret anerledes. Jeg brugte meget af tiden på at lede efter myggespray eller reliefspray, men blev ikke meget klogere på så meget, da jeg jo ikke fatter en klap japansk, og alting stod på japansk. Til gengæld lærte jeg, at selv de mindste, små kiosk-lignende butikker solgte makeup?? Jeg var nysgerrig, men turde ikke rigtig tage chancen. Jeg fik også udleveret små trebreve med japansk, grøn te 🙂 tak, japanere, elsker bare jeres te…
Markedet var ikke rigtig noget for mig. Måske jeg godt kunne have brugt længere tid, på at gå rundt og kigge/shoppe, så interesserede det mig ikke; jeg fandt det jævnt ufedt, at jeg skulle kigge på sko, og samtidig stå i en dunst af frisk fisk fra boden lige ved siden af…. Så jeg smuttede bare ned gennem gaden, og tilbage over mod parken, da jeg skulle følge denne, for at komme ned til min næste destination – Nezu No Taiyaki.

Jeg havde allerede tjekket det ud hjemmefra, da det så ud til at være et lille sted; og ganske rigtigt, det var fandeme, et bittelille sted. 30 minutters gang fra stationen og civilisation, lå denne lille flække, af en butik – der er et lyserødt flag ude foran med en Taiyaki på.
Hvorfor er jeg så her? Jo. Taiyaki er en “specialitet”, eller i hvert fald en kage-ting, de går meget op i hernede, så jeg måtte jo smage den 🙂 170 yen (11,-) er jo heller ikke meget, for sådan en lille sag. Der var rød bønnepasta indeni, og let me tell u – det er absolut ikke my thing…………. men jeg fik da smagt det, og kunne slukøret vende tilbage mod stationen (30 minutter retur), hvor jeg så gik mod Korakuen.

Hvad jeg egentlig ledte efter, til at starte med, i Korakuen, var Denny’s, for at få frokost (lord help me), men jeg fandt aldrig den Denny’s, jeg ledte efter… jeg var i øvrigt heller ikke sulten, så alt gik op i en højere enhed. Jeg fandt dog et sødt lille tempel/helligdomssted, og en comic-store, der hed Mulan, hvor de havde 1000 gadgets og ting og sager – dog selvfølgelig alt på japansk :/

Korakuen er i øvrigt virkelig sådan en… animé-ish by, hvilket også kan ses på disse bygninger ovenfor, hehe.
Jeg fortsatte videre mod MAAch Ecute, som er en gammel togstation, der er lavet om til noget… shopping-agtigt. Butiks- og restaurantsorienteret. Sjovt sted. Spændende. Der var ikke så meget, at kigge på – der var massere af lækkerier, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke købte noget? Selve oplevelsen af at være der, var speciel – jeg havde forventet en rigtig togstation, men det var meget anerledes, end hvad jeg forventede. Det var bare én lang gang, med nogle buegange, hvor man gik fra butik til butik til restaurant… meget mystisk, men også lidt spændende. Selvfølgelig købte jeg også en is – hvem kan stå for en blå sodavandsis i 30 grader? Mange af isene så spændende ud, men jeg kunne ligesom ikke spise alle isene, så jeg gik med den blå..

 

Efter MAAch Ecute, skulle jeg videre mod Asakusa, for at finde Chingo-do, endnu et buddistisk tempel. Dette var særligt interessant for mig, fordi der var noget med, at der var nogle tanuki-figurer, der er nogle vaskebjørnslignende tingester, der ifølge japanske myter er spasmagere og hamskifter, der dog beskytter mod ildebrand og tyveri – hvilket jeg jo synes var ordentlig spændende.
Dum som jeg er, starter jeg jo med at fare ordentlig meget vild (surprise). Så jeg måtte gå noget af en omvej. Så begyndte jeg endelig at gå den rette vej, men det var af småveje, hvor der ikke var nogen kort på engelsk, og ikke nogen vejskilte på engelsk, så jeg anede praktisk talt ikke, hvor fanden, jeg egentlig var på vej hen… jeg gik bare og håbede. Og så var noget af det privatvej, så der kunne man ikke gå, og bla-bla, jeg for vild nogle gange. Jeg fandt dog en lille kiosk – ledende efter myggespray – hvor jeg så, de havde cola til 80 yen (6,-), så jeg købte 3 zeros til mig selv, og en normal til min broder, eheh.
Så fortsatte jeg, og efter at have kigget i min Pocket Tokyo, da jeg kom til en undergrund, kunne jeg pejle mig ind på, hvor jeg var, og hvilken vej, jeg skulle fortsætte, og jeg nåede Tawaramachi Station, og gik derfra til Asakusa Station, og derfra op mod Chingo-do. Til mit uheld, var alt, jeg kunne finde, Senso-ji. Hvilket jeg skulle se en anden dag, med min broder… Så jeg opgav Chingo-do, efter at have ledt lidt efter det. Jeg skulle også have været i Tokyo Hotarudo, men besluttede, det nok ikke lige var my thing alligevel. Solamachi lød interessant grundet deres souvenirs, men der var godt 30 minutters gang, og det magtede jeg ikke, efter sådan en lang dag. Jakotsu-yu (sento, japansk offentligt bad), havde også været oppe at vende, men det droppede jeg også… min bror og jeg var halvt om halvt blevet enige om, bare at nøjes med Oedo-Onsen (separat indlæg). Derudover var jeg jo mega utålmodig efter, at komme tilbage på hotellet, og hjem til min lillebror, og høre, hvordan alting var gået. Så jeg tog metroen fra Asakusa, tilbage mod vores hotel, og mødtes med min bror.
Jeg husker ikke, om jeg stod af på Nihombashi (tror jeg faktisk), eller Kayabacho Station. Da jeg kom op derfra, så jeg pludselig en stime af mennesker, der stod og gloede på noget – og nysgerrigt gloede jeg jo med. Det viste sig, der var en japaner, med sin dresserede abe, der lavede numre. Jeg nåede dog kun lige at se de sidste 30 sekunder af showet, så ikke meget abe til mig, men det var nu meget hyggeligt, lige at se :3

Jeg smuttede tilbage til Villa Fontaine, og min lillebror lå fladet ud på sengen og slappede max af (forståeligt). Han fortalte, nogle af de andre Keiko-folk, tog ud og spise i aften, og i morgen aften, og at han gerne ville med, men han magtede ikke i dag. Jeg forklarede, at vi jo havde et lidt tætpakket program, og at det ikke var sikkert, at vi nåede det i morgen (mandag). Han blev dog lidt ked af det, og vi besluttede at tage et kig på vores planer, for at se, hvordan vi kunne strikke det sådan sammen, at vi kunne tage ud og spise mandag – og det lykkedes. Planen var så, at droppe zoologisk have, en af de andre dage.
Vi var begge – nogenlunde – tilfreds med beslutningen, og smuttede over i vores lokale Family Mart (lmao), for at finde noget aftensmad, da vi begge var trætte, og sultne, uden at være udsultede.

Jeg købte lidt forskelligt, men boy, did i regret that first one? Jeg aner endnu ikke, hvad fanden det var, men klamt var det altså, og slet ikke så lækkert (okay, det ser også klamt ud…), som jeg troede. Så jeg smed lortet ud, fandeme nej xD wrapsne var fine nok, men lidt smådyre. Whatever. Jeg blev mæt. Og så selvfølgelig dessert, den var dog lidt for sød, så jeg måtte smide noget af det ud, da jeg var for mæt, og det var for kvalmende, hehe. Men alt i alt en hyggelig dag, og efter at være godt bombede, smuttede vi jo så begge i seng, klar til at modtage mandagens spændende oplevelser, efter en god nats søvn <3

Glem ikke, at følge mig på Bloglovin‘, enten med profil, email eller facebook, så du ikke misser et indlæg, nu de kommer lidt sporadisk <3
Derudover vil jeg bare sige tak for denne gang, og hyg jer, til vi ses igen (læs: jeg får tid til at skrive om mandagens hændelser på bloggen) 😛

– Cecilie x