#RF18 – Roskilde Festival før musikdagene

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

I dag skal det handle om min deltagelse på Roskilde, og ja – jeg er sådan okay forsinket i den proces, men! Jeg kom direkte fra Roskilde og skulle til London på ferie, og da jeg kom hjem stod jeg overfor en masse andre ting, bl.a. hygge, afslapning ovenpå 2 hårde uger med masser af ting på programmet, og sammenflytning. Jaja, gode undskyldninger er der nok af, men faktum er bare, at jeg altså endelig har fået tid til at få skrevet lidt om oplevelsen – på godt og ondt!

 

Jeg vidste, min kæreste skulle på Roskilde, og jeg har selv drømt om at tage på Roskilde i flere år, men er altid blevet stoppet af mit mentale helbred. Men ifm. ACT, andet terapi, og en generel forbedring, og større selvstændighed og tro på mig selv, besluttede jeg mig for, at jeg ville på Roskilde. Jeg kendte ikke specielt mange kunstnere, udover Eminem, Bruno Mars, Nephew og Gorillaz, men jeg ville sindssyg godt se Eminem, så jeg tænkte “jeg køber sgu en billet”. Der er selvfølgelig ikke billetter til den slags typer (dem der, der “bare” køber 4 uger inden festivalstart). Hvad gør man så?

Jeg meldte mig ind som frivillig i stedet, sammen med min kusine. Først kom jeg på venteliste, så uden om min kusine, tilmeldte jeg mig noget andet frivilligt, og inden jeg vidste af det, stod jeg pludselig med to forskellige frivilligjobs at vælge mellem – og min kusine kom også ind, samme sted som jeg.

Jeg kom derfor til at skulle stå i årets Kvicklybod, og jeg glædede mig. Både til min første festivaloplevelse, men også til at stå i Kvickly (virkelig kikset, I know – men jeg tænkte bare “endelig noget, jeg faktisk kan håndtere, og som forhåbentligt ikke vil fucke mit liv og min angst op”.

 

Et par dage før afgang, blev jeg uvenner med min kusine. Vi sagde hver især nogle grimme ting, men jeg synes, hun gik over stregen… så jeg var rigtig nervøs, for at møde op på vagter sammen med hende, og ift. at mit sikkerhedsnet nu var helt væk. Men jeg tog nogle dybe indåndinger, og blev enig med mig selv om, at jeg nok skulle klare det alligevel. Jeg tog nogle ugeblade med, og nogle bøger, og så var alt, som det skulle være. Min søde farfar kørte mig derind, og min søde kæreste havde tilbudt (så længe det var okay med forældrene), at køre mig hjem. Jeg havde ro i sindet, og jeg glædede mig.

DAG 1: 

Det blev dog en hård første dag. Jeg ankom d. 30 juni, da jeg havde nattevagt denne dag (21:30-05:30). Jeg ankom ved 13-14 tiden, og jeg havde pakket ALT for meget. Altså no regrets, for det gjorde mit ophold dernede ret godt. Men jeg havde stadigvæk pakket ud fra, at vi skulle være 2, og nu var jeg jo pludselig kun 1. Jeg troede også, at mit zonenummer havde indflydelse på, hvor jeg skulle sove. Dét havde det ikke, og jeg endte i frivilligcampen ret langt væk fra alting. Pissenederen. Men jeg drog af sted. Med mine 2 Dunlop tasker, en rygsæk, en sovepose, en dobbeltluftmadras, en campingstol, og et 2-personers telt. Jeg måtte holde jævnt mange pauser undervejs, og kunne næsten ikke bære alt mit grej. Jeg måtte også kapitulere til sidst, og bede en familie hjælpe mig med at holde øje, så jeg kunne tage tingene lidt af gangen. Men jeg fandt et stop, og gik i gang med at sætte teltet op (for første gang i hele mit liv). Det lykkedes, jeg fik integrereret mig, indrettet teltet rigtig hyggeligt, og opdagede, jeg havde glemt en pumpe til luftmadrassen. Nogle søde piger lod mig låne deres, men til mit uheld, så holdt madrassen slet ikke tæt, og da jeg kom hjem fra nattevagt var den HELT flad. Dælens.

Men jeg integrererede mig, gik ned og købte en sandwich, og lagde mig ellers til at slappe af, og prøvede at få sovet lidt, inden det gik løs i nat. Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre. Folk larmede, men det var i og for sig okay… men jeg STEGTE inde i mit telt, selv om jeg praktisk talt kun havde undertøj på, og alt i mit telt var åbent!

Min kusine ringede til mig ved 19-tiden, og ville gerne bede om hjælp til at finde ned til campingspottet, så jeg kom op og hjalp hende, selv om jeg egentlig stadigvæk syntes det var lidt stramt. Men der var jo ingen grund til at være uvenner, når vi skulle bruge minimum 32 timer sammen på diverse vagter. Så jeg gik hende smilende i møde, hjalp hende med at finde en plads, og sagde, hun bare måtte sige til, hvis hun havde brug for hjælp med at sætte sit telt op. Altimens jeg drak en semikold cultshaker (nok den eneste kolde drink jeg fik de første par dage, af alt mit medbragte alkohol), og gjorde mig klar til nattevagtslivet.

 

Jeg er ikke så superstærk i at lægge videoer ind her på bloggen, så ja, jeg prøver at lave dem om til GIFS, så de kan være her, men det er jeg heller ikke så god til… men ohwellie.

Min kusine og jeg begav os af sted mod Kvickly omkring kl. 20:30-20:45, og formåede alligevel at komme for sent på arbejde 🙂 Det var superpinligt.

Vi gik efter kortet, og blev pejet i retning af bogstaverne, hvor der stod Dream City. Der lå en Kvickly-bod. Som vi spurgte dem, der lukkede folk ind bagved, om det her var Kvicklyboden i South City, ud fra det her kort, fik vi at vide, at vi skulle gå længere. Så det gjorde vi. Vi spurgte adskillige andre, om hvorhenne denne Kvickly-bod lå, og blev ved med at blive peget længere og længere væk. Da klokken ramte 21:25 og vi stadigvæk ikke havde fundet det, blev vi enige om, at det måtte være den anden bod. Så vi spurtede af sted, og kimede vores chef ned, for at sige, vi var forsinkede.

Vi var meget pinligt berørt, da vi mødte op.

Først var jeg rigtig nervøs, da vi startede vores vagt, fordi systemet dernede er, at vi henter varerne. Og man skal ikke scanne, men finde dem i “lageret” på computeren, trykke dem ind, osv. Dét skulle jeg lige få styr på, og huske, hvad der lå hvor, men hurtigt lå det i fingerene, og det var slet ikke så slem en affære alligevel. Jeg havde min flotte CREW-member trøje på, og jeg følte mig pisselækker og sej. Proof:

Og der var masser af gratis mad i form af bakeoff (foccacia og pølsehorn), så altså, jeg var i himlen, jo! Dog begyndte det hurtigt at blive køligt hen over natten, og jeg fortrød mit valg med t-shirt og shorts (og en emo hoodie). Det var ca. her, jeg lærte at begynde at drikke kaffe (spiket med lidt mælk), for at holde varmen  ¯\_(ツ)_/¯

Værre blev da, da en af de andre deroppe, begyndte at udlevere DE GRIMMESTE, sorte skjorter med “Kvickly på Festival” på. Jeg kunne have grædt. Klokken var… well, om natten, og jeg havde fået en grim skjorte.

Som natten skred frem, og langsomt nærmede sig morgen, måtte jeg dog også kapitulere, og bede om en rød fleecetrøje. Min depresso kendte ingen grænser.

Jeg begyndte hurtigt at joke med nogle af de andre piger, og drenge, og hyggede faktisk enormt meget sammen med dem! Derudover mødte jeg samtidig nogle fra mit studie, der kom forbi og sagde hej, og en jeg kendte, fra SFT. Det var enormt hyggeligt.

Klokken 4 lukkede vi ned, og klokken 4:15 kunne vi gå #nemt. Omkring 4:30-4:45 var vi hjemme, og kunne gå i seng. Jeg sagde godnat ret hurtigt.

DAG 2: 

Klokken 7-9 begyndte solen at bage, og man måtte åbne sit telt, klokken 10 begyndte det at blive ulideligt i teltet, og kl. 12 så ulideligt, at jeg måtte stå op. Wellie well. Men ikke dårligt, taget i betragtning af, at jeg 1) sov på jorden, fordi min madras jo var flad, og 2) sov i bagende hede. Jeg havde faktisk fået en okay søvn ud af det, og jeg havde god tid til at købe en sandwich, sidde og spise den, og derefter bruge en times tid på at lægge makeup inde i mit telt, med mit medbragte makeupspejl #lifehack. Tak til Ikea, bedste 40 kr., jeg har brugt (spejlet er her). Til jer, der ikke ved det, har jeg -9,75 med bygningsfejl i begge mine øjne, så jeg har svært ved at lægge makeup ved brug af de små spejle, der hører med f.eks. øjenskygge osv., fordi well. Kan ikke holde et spejl og samtidig lægge min makeup, da jeg skal jævnt tæt på. Så et spejl, der kunne stå af sig selv var LYKKEN. Især fordi der var endeløse køer til toiletvognene og brusererne, fordi der var #spejle. Så nok var det varmt derinde i teltet, men jeg kunne lægge min makeup i fred og ro.

Jeg havde også været i bad, og der var heldigvis ikke så mange, da jeg var der, så jeg kom ind uden problemer, god bless.

Da der var sørget for det, gik min kusine og jeg over i Volunteer Village, og jeg havde selvfølgelig medbragt alkohol, og spillekort. Jeg fik købt mig lidt mælk, og gik ellers i gang med at lave en (meget stærk) white russian. #noregrets.

Min kusine og jeg sad hhv. og spillede lokum/røvhul, og majs-majskolbe/pop-popkorn(??), mens jeg langsomt blev mere og mere fuld. #hov.

Af ukendte årsager, besluttede jeg mig for at lave endnu en white russian, som vi skulle til at gå. Min kusine ville gerne hen til hendes venner og kæreste. Det gik egentlig meget godt. Jeg drak og sms’ede, og hun skubbede mig i den rigtige retning, hvis jeg gik og svajede lidt for meget.

Needless to say var jeg ok stiv, da vi nåede frem, og der var en fest i gang, og jeg blev selvfølgelig tilbudt alkohol og det hele, og jeg var mere på end et fucking grydelåg, although mit humør langsomt begyndte at crashe.

Af ukendte årsager, er jeg rigtig god til at drikke mere og mere, når mit humør crasher, i stedet for bare at go the fuck to bed, som et normalt menneske. Så jeg drak langt mere af en absinth, end jeg egentlig burde (jeg bekymrede alle rundt om mig, der bare råbte “HEY STOP DET DER ER ALTSÅ NÆRMEST REN ALKOHOL OMFG SLAP AF”), drak i hvert fald to øl vha. en beerbong (jeg var ret fucking god), sandsynligvis mere, og ja, dansede, hyggede, havde det fedt, prøvede at ignorere mit skrantede mentale helbred. At some point væltede jeg baglæns fra en soundbox/musicbox, hvad de nu hedder, og direkte ned i et telt – men jeg blev pænt hjulpet op igen og jeg festede videre.

Jeg skulle på et tidspunkt også tisse, og min kusines kæreste måtte meget nobelt bære mig væk fra campen, fordi jeg var så stiv, jeg konstant væltede, og måtte også bære mig op til toiletterne, fordi jeg ikke selv kunne gå. Det var akavet for alle involverede #jegerkedafdet.

På et tidspunkt fortalte jeg min kusine, at jeg gerne ville hjem, og hun ville gerne blive. Så jeg gik hjemad selv. Eller. Det troede jeg. Turns out jeg var virkelig dårlig til at finde vej.

Udover, at jeg var dårlig til at finde vej, så blev jeg også pludselig enormt bange. Både fordi jeg ikke kunne finde vej, fordi jeg var rigtig fuld, fordi jeg var alene, og fordi min skizotypi begyndte at acte the fuck op, og kom med syge vrangforestillinger midt i det hele. Panisk styrtede jeg rundt, indtil jeg fandt en af de der sikkerhedvagter-fiduser, og han så på mig og spurgte “er du okay?”, og jeg brast i gråd. Jeg græd så hysterisk, at han måtte få mig ned at sidde. Min angst gik helt amok, jeg hev efter vejret i evigheder, jeg var svimmel, jeg tudede, jeg rystede, og lige meget, hvor meget den stakkels fyr forsøgte at tale mig til ro, så hver gang jeg faldt lidt ned, så røg jeg helt op igen. Det blev så slemt, at han måtte kalde assistance, jeg fik en brødpose at sidde og trække vejret i, og det gik rigtig godt, indtil min paranoia fortalte mig, der var noget galt, og jeg så nægtede at gøre det, og loopet ligesom startede igen. Til sidst blev der ringet 112, og der kom en læge ud og tilså mig (jeg troede det var en politibetjent???). Der kom en DOT’er til mig, og sikkerhedsfyren og hende fulgte mig af sted til samaritteltet. Heldigvis havde begge de her typer erfaringer med angst, så de så slet ikke skævt til mig, og talte bare roligt til mig, og forsøgte at aflede mig. DOT’eren gav mig en lyserød hjerteslikkepind, og jeg kom helt i ekstase over det. Jeg var meget glad. Mit humør kørte rundt. Vi nåede samaritteltet, og jeg fik et rum, og blev lagt op på briksen. DOT’eren og sikkerhedsfyren sad ved mig, og der kom en sygeplejersketype ind og så til mig, lavede noget saft til mig (som jeg nægtede at drikke???), og jeg faldt ind og ud. Jeg kan ikke huske så meget. Jeg rystede helt vildt, og jeg frøs, og jeg så virkelig trist og ynkelig ud, tror jeg. De pakkede mig ind i to tæpper, og bad mig slappe af, og sikkerhedsfyren aede mig på håret, mens han snakkede med DOT’eren, til hun gik, og sygeplejersken. Midt i det hele var der vagtskifte, og der kom en lidt mere nasty sygeplejerske ind til mig, og jeg blev lidt ked af det igen. Jeg kunne jo ikke gøre for, jeg havde angst. Men sikkerhedsfyren forsikrede mig om, at hun bare var lidt tvær, og det intet havde med mig at gøre, og jeg bare kunne slappe af. Jeg faldt i søvn. Jeg vågnede ved 2-tiden, og følte mig knapt så kvæstet, og langt mere rolig. Så jeg fik lov til at smutte, og sikkerhedsfyren fulgte mig hele vejen hjem til min camp. De var så søde i samaritteltet, at de gav mig lov til at låne tæpperne, så længe sikkerhedsfyren leverede dem tilbage – det havde han åbenbart lovet dem henover hovedet på mig, for jeg anede det ikke, før vi stod ved campen, og han fortlate mig det. Jeg fik hans nummer, og vi skildtes – jeg gik ind for at sove.

DAG 3:

Jeg var kvæstet ovenpå nattens panikanfald, og havde tømmermænd, da jeg vågnede om mandagen. Det var en fucking lorte morgen. Jeg var stadigvæk shaken up over nattens hændelser, og følte mig forvirret ovenpå det. Jeg vidste jo godt, at det havde været en risiko, da jeg valgte at deltage i Roskilde Festival – jeg havde bare ikke lige regnet med, at det ville ske så hurtigt. Men sådan var det, og jeg besluttede mig for, at det i hvert fald ikke skulle drikkes væk. Det ville blive en stille og rolig dag, med cola, mælk, chips og hygge.

Min kusine og jeg satte os igen til at spille kort. Op ad dagen, ville hun gerne være sammen med sine venner og kæreste igen, og jeg havde på ingen måde lyst til at deltage. Mit humør var blevet wrecked af det dagen før, og jeg havde slet ikke lyst til at gennemgå det samme igen. Men jeg endte med at sige okay, og vi tog af sted. Det var værre end dagen før. Det endte heldigvis ikke i banebrydende panik, men der var en deprimerende stemning over det, for der var ingen andre end hendes kæreste, der lå og sov, og alting var smadret. Da han vågnede, var han sur og tvær, og de to havde kun øje for hinanden, mens jeg sad som et akavet 3. hjul. Tiden var laaang. Der kom lidt flere til, men stemningen var den samme – jeg var det 3. hjul, og der var ikke rigtig nogen, der bekymrede sig for, at jeg var der. De snakkede om at spise sammen, og hvem der skulle betale for dem alle sammen (self eksklusiv mig), og det blev bare hurtigt virkelig, virkelig akavet?? Så de begav sig hen for at finde noget mad, jeg stod akavet og så på dem spise, mens jeg ikke spiste noget. Da de var færdige, besluttede jeg mig for, at jeg ville tilbage til min lille camp. Jeg skulle ikke nyde mere af det her. Mit humør dalede hvert minut, og jeg havde bare slet ikke brug for at være et sted, hvor jeg havde det så skidt. Ingen grund til at blive. Så jeg fortalte min kusine, jeg ville tage tilbage. Hun ville selvfølgelig gerne blive. Jeg sagde OK, og smuttede tilbage. Jeg hoppede forbi Volunteer Village, hvor jeg købte noget at spise, og en cola, og smuttede hjemover. Mit humør var bare virkelig, virkelig nede. Jeg mødte dog endnu en, der går lidt under mig på studiet, som jeg lige sagde hej til – det var lidt sjovt, han var der (selvom jeg egentlig godt vidste, han var det), så vi sagde lige hej, inden jeg gik tilbage til min camp. Her satte jeg mig til at læse lidt ugeblade, og bare hygge. Bare ene Cecilie hygge, hvor jeg slappede af, og bare var mig. Der var ikke behov for hverken alkohol eller medicin, fordi jeg havde gjort det, jeg havde brug for – trukket stikket og taget en pause.

Under “normale” omstændigheder ville jeg havde syntes, at det var superpinligt. Og SVAGT!!! At jeg ikke bare drak videre og festede med de andre. Men nu kan jeg egentlig godt se, at det er det sgu ikke. Det er pissesejt gået. For der er ingen grund til at drikke, hvis man er i dårligt humør – og slet ikke, hvis man dealer med de ting, jeg dealer med. Der er ikke noget galt med at trække stikket, og tage sig af sig selv. Der er ikke noget galt med en quiet night in. Heller ikke, selv om man er på roskilde. Så ja, jeg sørgede for min egen hygge – og det var pissefedt. Jeg har ikke andet at sige! Da jeg var træt, smuttede jeg til køjs, og det fungerede rigtig fint.

Det her var en video, jeg sendte til min mor, hun syntes, jeg så glad ud. Og det var jeg faktisk også!

Jeg skrev lidt med min kæreste, der kaldte mig “weak”, fordi jeg havde været hos samaritterne. Og undskyldte mange gange, da han fandt ud af, hvorfor. Han troede nemlig, jeg havde drukket for meget. Og det havde jeg i og for sig også, men det var ikke derfor, jeg var der. Jeg vidste heldigvis godt, at han ikke mente det sådan. Og jeg ved, han altid støtter mig, selv, når jeg synes, det hele er noget møg.

DAG 4: 

Tirsdag. Endnu en nattevagt lå fremme for sig. Min kusine havde sagt, hun lige ville tage hjem til sin kæreste, for at tage et bad. Helt ok med mig. Jeg valgte at tage min grandfætter op på, at han havde sagt, jeg bare kunne komme forbi, hvis jeg gerne ville have et bad. Og jeg ville også gerne have en pumpe til min luftmadras.

Jeg ventede i lang tid på min kusine, men hun kom sgu ikke tilbage. Hvilket jeg syntes var sært. Jeg var i forvejen ikke hendes største fan lige nu, fordi jeg havde ikke regnet med, at hendes kæreste skulle være mere vigtig end mig, når vi var her (sammen), men… det var han. Og det her gjorde det ikke bedre.

Så jeg ringede til min grandfætter, og han hentede mig. Jeg fik lov til at låne bruseren, og barberede lige ben, nu jeg var der (min kæreste kom jo i morgen, så skulle se skarp ud), derefter lagde jeg makeup, og tullede egentlig bare rundt og hyggede. Da jeg kom tilbage på pladsen, skulle jeg ned med mine ting igen, og mødte DOT’eren, der havde hjulpet mig. Hun kaldte på mig, og hvis hun ikke havde siddet ned, tror jeg, hun ville have svunget armene omkring mig. Hun var så glad for at se mig, og spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg forklarede hende, jeg havde det helt fint nu, meget bedre. Hun sagde, hun slet ikke havde kunnet slippet mig, og havde været SÅ bekymret for mig, fordi hun selv kendte til angst. Jeg fik en hel knude i maven. Hvorfor var hun så bekymret, for lille mig? Ja, det havde været en voldsom seance, men jeg var jo okay. Det fortalte jeg hende også. Intet at bekymre sig over. Hun var rigtig glad for at høre det. Så det var jo superdejligt. Hun spurgte også, om jeg havde fået sikkerhedsfyrens nummer. Det måtte jeg jo sige ja til. “Go get him girl! Det er den vildeste lovestory”. Jeg måtte jo give hende ret. Det var ret vildt, og jeg havde godt kunnet mærke på ham, jeg måske virkede lidt sød (hvorfor tiltrækker jeg fyre, når jeg opfører mig allermest retarderet??? se evt. dette indlæg for yderligere reference, om hvordan jeg mødte min kæreste). Jeg måtte dog også fortælle hende, at jeg havde en kæreste, så jeg ville nok ikke go get him. Hun var lidt slukøret xD Hun ønskede mig alt held og lykke, og jeg takkede mange gange, som jeg gik ned til mit telt, fik samlet lidt ting, og ellers gik mod Volunteer Village, hvor jeg købte mig en sodavand og satte mig for at læse ugeblade, lytte til Eminem, og prøve at få en på øjet. Mit humør var enormt trash, fordi klokken nærmede sig 20, og jeg havde intet hørt fra min kusine. Jeg havde ikke noget i mod, hun var blevet hos sin kæreste. Men så skulle hun ikke have sagt til mig kl. 11-12, at hun “bare tog med ham hjem for et bad”. Det var simpelthen for kikset.

Klokken 20:45 ringede hun til mig, og spurgte, om jeg mødte hende tilbage på campen, eller om vi bare skulle mødes i Kvickly.

Øh?

Jeg snuppede Kvickly. Jeg havde absolut ikke tænkt mig at gå tilbage til vores frivilligcamp, for at gå tilbage til Kvickly, når jeg bare kunne blive her, og så gå direkte til Kvickly bagefter. Slet ikke, når hun havde efterladt mig en hel dag, uden at sige noget.

Så jeg smuttede til Kvickly, og spottede nogle andre med pænere Kvickly t-shirts. Jeg spottede nogle, der havde en sort en på med hvid tekst. En t-shirt var meget bedre end en klam skjorte. De sagde, jeg bare kunne lede. Jeg fandt en sort i str. xxxl, og nok elsker jeg oversize, men det var liiiige overkill nok, syntes jeg.

Og så fandt jeg det.

En rød t-shirt. Med hvid tekst. I str. L. Jeg ledte, men fandt den ikke i mindre størrelser. Jeg hapsede den.

Så fantastisk ud i den.

Min nattevagt var reddet.

Proof:

Min kusine kom, og vi snakkede lidt, udførte vores arbejde, osv., og igen kunne vi kl. 4:15. Det var en lækker vagt. Med undtagelse af, at jeg skulle møde igen kl. 14. Did not look forward. Men for nu, skulle jeg bare tilbage til mit telt og sove.

 

Egentlig ville jeg gerne have haft hele ugen her, men jeg har allerede skrevet supermeget, så jeg tænker, at jeg nok bliver nødt til, at dele det lidt op! Så her er første del, og næste del kommer asap!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x