"Min Fede Træner" og bodyimage

Opstart på psykiatrimodul og status på livet

Hej bloggen.
Der har været stille et stykke tid, og det skyldes opstart på modul 8 på min uddannelse som sygeplejerske. Og så det faktum, at jeg ikke har det så godt. På grund af opstarten.

Jeg havde glædet mig helt vildt til det her modul, da det er modulet, der foregår i psykiatrien. Jeg har gerne villet være psykolog, men jeg fandt ud af, jeg så skulle have haft matematik på B-niveau. Dengang jeg fandt ud af det, havde jeg afsluttet C-niveau, og gad ikke have matematik igen :p Og så tænkte jeg… hmm, hvad er næstbedst, så?
Jeg kom hurtigt på sygeplejerske. Psykiatrisk sygeplejerske. Jeg overvejer også at arbejde med børn indenfor pædiatrien, men drømmen er helt klart psykiatrisk sygeplejerske.
Men der er sket en masse møg. Fra februar og frem til nu, har faktisk været lidt af en rollercoaster. Jeg havde det elendigt i oktobermåned af flere årsager, og jeg begyndte at få det rigtig skidt i november. Derefter fulgte indlæggelsen i december, og alt har egentlig været lidt forvirrende siden da. Men jeg fik det gradvist bedre, og havde trods noget irriterende somatisk, faktisk en rigtig god januar måned, og tænkte, at det her, det skulle nok lykkes alt sammen.
Så skete februar, og jeg kom ud i en klinik, hvor jeg ikke var helt skarp. Men det skulle overståes, og det blev det, og jeg var stolt og glad, trods de psykiske slag, jeg fik undervejs. Det var også omkring midtfebruar, vi skulle ønske til psykiatrien, og det gik ikke skidegodt. Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt gå i detaljer, men der skete en masse øv-stuff, og nu er jeg så havnet her.
Jeg har grædt hver dag siden d. 24 april. Flere gange dagligt, nogle dage. Det har været ret hårdt og nederen, og jeg har været rigtig ked af det, og jeg synes, det er så svært at tale om. Mest fordi ingen forstår. Men jeg fik endelig prikket hul på bylden i onsdags, og fik snakket med mine forældre om alt det, der foregik, og jeg ved, at de støtter mig, så det er det, jeg prøver at fokusere på. Også selv om jeg mest har lyst til bare at råbe og skrige. Jeg har også lyst til bare at tage en megafon og fortælle alle i verden, hvad jeg går igennem lige nu, så de kan fatte det, i stedet for at dømme mig. Men jeg giver ikke op. For sådan er jeg ikke. Jeg har altid kæmpet for tingene, omend ikke altid hundrede procent helhjertet, men jeg har da prøvet. Jeg ligner måske ikke en fightertype, nok ligner jeg ofte bare en, der har givet op. Og det gør jeg nok også indimellem. Jeg svinger meget mellem at give op, og at ville kæmpe videre. Og af en eller anden grund, så siger jeg altid “fuck it, jeg giver op, alt er ligemeget”, og alligevel er der en brøkdel af mig, der bare ikke giver slip, og bliver ved med at kæmpe, også selv om jeg allerede har tabt. Jeg ved ikke, om det er gåpåmod eller idioti.

Men nok om det.
Modul 8 er spændende, omend det er mærkeligt, at læse al den teoretiske viden om f.eks. angst, og så sidder man og ved, at så sort/hvidt er det slet ikke, og man kan aldrig med ord helt beskrive, hvordan det egentlig er, at have angst. Det er også underligt at sidde i klasseværelset, og læreren efterspørger vores meninger om dit og dat, og man kan høre, at folk er så indgroet i deres stereotyper. F.eks. havde vi en lærer, der fortalte, hvilket medicinsk middel, der ofte blev brugt mod OCD, “I ved, der, hvor man tjekker 90 gange om døren er låst”. Og det er selvfølgelig rigtig nok, og det er også meget kendt, alle ved, hvad man taler om, når man sætter lighedstegn mellem OCD og tjek af f.eks. døre, men OCD er bare meget mere end tjek af døre. Det er mere end tvangspræget, kontinuerlig håndvask. Det er altid at være i tvivl. Det er mærkelige ritualer, som du egentlig god ved, ikke giver nogen mening, men du er ikke stærk nok til at gå i mod. Fordi tvangstankerne, om den tvangshandling, du udfører, er alt for stærk eller fyldt med konsekvenser, til at du tør. Fordi selv om du godt ved, at der ikke styrter en meteor ned, bare fordi du kun vasker hænder 2 gange i stedet for 5, så er risikoen bare for stor. Man har ikke lyst til at dø, fordi der falder en meteor ned, så man fortsætter med de mange håndvaske, fordi man gerne vil være helt sikker. Det er virkelig svært at bryde. Men når man hører OCD, så er det altid rengøringsvanvid og gentagelsesadfærd, der bliver tænkt på. Det er bare mere nuanceret end det, og meget mere omfattende. Det handler ikke bare om, at man måske tror der er bakterier eller urent, men lige så meget om, at man tror, at fordi der er bakterier, så bliver man syg, og så dør man. Eller dem man elsker dør. Og samtidig ved man godt, at det er urealsitisk og det er dumt. Det er sgu forvirrende.
Alligevel har jeg det også sådan lidt “god bless stereotyperne”, fordi jeg ved first hand, hvordan det er, at have en OCD-problematik, og jeg ved, hvor fucking udmattende og mærkeligt, det er. Og jeg er glad for, at de andre i min klasse ikke ved det, for jeg ville ikke ønske OCD eller nogen anden psykiatrisk lidelse for nogen. Det er virkelig svært at leve med. Og virkelig svært at kæmpe mod. Og du kæmper hver eneste dag, og du holder sygdommen i skak, og du tror, at du har vundet, og så en dag finder du ud af, at du er kommet til at lave andre ritualer, for at holde de gamle i skak, og så er du lige vidt. Eller du står i badet, og har ikke dummet dig med et mærkeligt ritual i 2-3 år, og så lige pludselig vender det tilbage, og du frygter, om du nogensinde bliver helt fri.

Så status lige nu er, at jeg kæmper. Med min uddannelse, og med mig selv. Og jeg håber, at tingene snart vender, så jeg ikke skal være så ked af det mere, fordi det er sgu trættende, ikke at kunne se på dine lektier eller medstuderende, uden at bryde grædende sammen. Og jeg giver ikke op. Jeg gennemfører mit psykiatriske modul, og jeg giver det alt, hvad jeg har, også selv om jeg indtil videre kun er blevet slået i hovedet. Og uanset hvad andre siger til mig, så er jeg ikke svag, forkert, inkompetent eller whatever. Og jeg bliver en fucking fantastisk sygeplejerske. Dét kan ingen tage fra mig <3
Dog vil jeg gerne indrømme, jeg ikke ved, hvor tit jeg kommer til at få skrevet indlæg… men jeg håber, de kommer bare indimellem, så der ikke bliver alt for tavst og kedeligt her.
OG!!! Det glemte jeg helt. Inden alt for længe, så udgiver jeg også en novelle herinde, så stay tuned 🙂 glæder mig helt vildt til, at jeg kan oploade den, hehe.
Så følg med på Bloglovin‘, og forhåbentlig hører I snart fra mig igen.

18360664_813012558855606_973909323_n

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Min Fede Træner" og bodyimage