Tokyo Haul 2016

Hvad har jeg lært i SFT? #5

 

Så er vi tilbage med endnu engang SFT, I kan læse indlæg 123 og 4 ved at klikke på talene.

Dette indlæg har især fokus på ja-, nej- og måskesignaler, og dertil følger lidt viden om forvrængninger af ens forståelse. Men først, hjemmeopgave!

 

Hjemmeopgaven fungerer i forlængelse af sidst, og som den eneste !!!!!!!!!!!! havde jeg lavet den! Jeg siger lige tak til min mor, der dagen før SFT svingede forbi mig med et skab, og dermed gav mig mulighed for at sidde og analysere hende, så jeg havde noget klar til SFT.

Opgaven lød nemlig på at bemærke nonverbale signaler, der har betydning for samtalens gang.

– Så, det jeg bemærkede ved min mor var, at hun gestikulerede med hænderne, når hun snakkede til mig, dvs. bevægede dem livligt, hun havde øjenkontakt med mig, hun havde en afslappet, tilbagelænet kropsholdning, og havde de dele af kroppen, der var muligt i vores siddeposition, vendt mod mig.

Jeg kan så afsløre allerede nu, at dette bl.a. er JA-signalerne!! Mere om dem lige om to sekunder.

Man kunne nemlig også have valgt en anden opgave, der gik ud på beskrive en situation, hvor man særligt lagde mærke til ens egne eller andres grænser.

 

Og lad os så kom videre med de JA-signaler!
For hvad signalerer egentlig, at man gerne vil en samtale?

Ja-signaler i kommunikation, som oftest, af Liberman, 1999:
Den anden er venlig, hvis…:
– Gestikulering, håndbevægelser og kropssprog er livfuldt, viser engagement.
– Der er øjenkontakt.
– Kropsholdningen er ligefrem, rank og åben.
– Den anden er vendt mod dig.
– Ansigtsudtrykket er smilende og/eller mimikfyldt.
– Stemmen er behagelig, med normal styrke og hastighed.
– Tonelejet er tydeligt, talen er klar og semihøj, dvs. man råber ikke ligefrem, men man har hævet stemmen en anelse, fordi man er interesseret i at snakke, hvis det giver mening?

Hvad signalerer så NEJ i en samtale?

Nej-signaler i kommunikation, som oftest, af Liberman, 1999:
Den anden er optaget, hvis…:
– Den anden er uden kropssprog eller håndbevægelser.
– Den anden ser bort eller er vendt mod en anden aktivitet, f.eks. en telefon; de er uopmærksomme og ikke til stede.
– Den anden har et alvorligt ansigtsudtryk.
– Stemmen er med lav styrke og hastighed.
– Der er ringe øjenkontakt, evt. flakkende.
– Den anden kan virke reserveret.
– Den anden er sammenkrympet og lukket i kropssproget, og/eller vender ikke mod dig.
– Den anden mumler.
Den anden er vred, hvis…:
– Den anden har knyttede hænder og pegende fingre.
– Den anden er stirrende.
– Den anden er anspændt.
– Den anden er vendt mod dig.
– Vedkommende har en truende mimik.
– Stemmen er hurtig og løftet.
– Tonelejet er snerrende eller irriteret.
– Vedkommende svarer og/eller er kort for hovedet.
– Vedkommende har et lukket kropssprog.
Den anden gider ikke, hvis…:
– De er uvenlige og lukkede i deres kontakt.
– De udviser træthed og/eller gaber.
– Har hævet eller sænket toneleje.

Og hvad er så MÅSKE-signaler?

Måske-signaler i kommunikation, som oftest, af Liberman, 1999:
Den anden er ked af det, hvis…:
– Denne holder hovedet i hænderne.
– Har sænket blik, og flakkende øjenkontakt.
– Er sammenfalden.
– Kroppen er vendt bort eller nedad, evt. med skiftevis også at have et åbent kropssprog.
– Der ikke er noget smil, eller måske intet udtryk.
– At stemmen måske er lav og langsom.
– Personen mumler.
Den anden keder sig, hvis…:
– Vedkommende gaber.
– Vedkommende ser bort.
– Vedkommende er sammenfalden.
– Kroppen er vendt bort eller nedad.
– Ansigtet er udtryksløst.
– Vedkommende virker reserveret.
– Stemmen er langsom og monoton.

Og hvorfor er det så vigtigt? Først og fremmest er det vigtigt at huske på, at ovenstående definitioner kun er guidelines, og ikke nødvendigvis sandheden! Vi er alle forskellige. Ligesom med misforståelserne i forrige indlæg, kan der jo ske ting, så man tolker forkert. Men det er vigtigt at lære at tyde tegnene, så vi kan reagerer hensigtsmæssigt. Hvis vi ikke tyder andres kropssprog korrekt, kan vi ende med at reagerer MEGET uhensigtsmæssigt! Det ved jeg, at jeg i hvert fald selv gør, når jeg konstant mistolker vrede, hello there.

Derudover havde vi en chat om MODSTRIDENDE signaler, der også er rigtigt vigtigt. Altså, inkongruens, når nogen siger ét, men giver udtryk for noget andet.

Her snakkede vi meget om, hvordan vi kunne komme omkring dette, da vi var flere, der egentlig havde problemer med modstridende signaler, f.eks. hvis folk læste ens beskeder og ikke svarede, eller hvis folk ikke har tid, osv. Hvordan man kan reagere, afhænger selvfølgelig af kontekst og relation til vedkommende. Jeg plejer som regel at spørge, hvis jeg kender personen rigtig godt, om de mener det eller hvad, hvis jeg er tvivl. Men hvis man ikke kan gøre det, snakkede vi f.eks. om at spørge lidt mere ind til det, så man af “bagvejen” kan finde ud af, om der er noget til det eller ej. Derudover snakkede vi om at give tid, f.eks. hvis folk siger “jeg har ikke tid til at være sammen lige p.t. men om nogle uger”, og så vente de uger og høre ad igen – være tålmodig. Og sidst men ikke mindst, at ligge det over til dem at kontakte, og så se, om de gør det eller hvad. Alt dette er selvfølgelig lettere sagt end gjort!

 

Derudover er det vigtigt at huske på, at vi hele tiden giver OG modtager signaler fra andre, når vi er i samspillet med dem, og disse kan risikere at blive farvet af forvrængninger.

Forvrængninger kan f.eks. være at forstørre og/eller formindske forskellige ting eller personificere, dvs. gøre alt til noget, der handler om en selv, selv om det ikke nødvendigvis gør det.

At formindske/forstørre hører ind under det, der kaldes selektiv abstraktion eller noget i den dur, det var meget fancy, og hander i bund og grund om, at vi kun tager de ting ind, der stemmer overens med vores kerneantagelser eller skemata (mere om det lige om lidt). Vi glemmer simpelthen at få det fulde billede med, fordi det er meget nemmere at finde ting der bekræfter nogle idéer, man allerede har, end at sige dem i mod!

Her kommer den kognitive personlighedsmodel så ind i billedet. Skemata, kerneantagelser eller “sandheder” er den baggage, vi har med os. Allerede som vi er helt små, lærer vi nogle basale erfaringer om os selv, andre og verdenen. Disse kan være positive eller negative. Vi fik f.eks. et eksempel om et barn, der er vokset op i en helt okay familie, men kun fik ros og anerkendelse, hvis de præsterede noget. Et typisk eksempel ville være 12-tals stræbere. Disse har fået en kerneantagelse eller “sandhed” om sig selv, der hedder “jeg er kun god nok, hvis jeg præsterer og klarer mig godt”. “Sandheden” om andre er så, at “de andre er bedre end mig, for de behøver ikke at præstere for at være god nok”, og “sandheden” om verden bliver måske “jeg passer ikke ind” eller “verdenen er et hårdt sted at være”, eller noget andet fis. You get the point.

For at leve med og deale med skemata/kerneantagelser/”sandheder”, udvikler vi noget, der hedder leveregler. Det er en måde, hvorpå vi kompenserer for og lever med ovenstående. Vi kan ligesom “slette” “sandhederne”, hvis vi sørger for, de ikke er der. Så dem der kun er gode nok, når de præsterer, de sørger jo så for at præstere KONSTANT, fordi så er de jo hele tiden gode nok.

Dette gør vi for at skabe forudsigelighed og sammenhæng i livet. Og det er noget ALLE gør på et eller andet level, og man vil altid have lidt blandede erfaringer, hvad angår “sandhederne”.

Der, hvor det bliver et problem er, når vi løber ind i, at vi netop hele tiden bruger leveregler, hele tiden kompenserer, hele tiden præstere, osv., fordi at some point kan kroppen ikke mere (eller sindet), og man er dømt til at “fejle” og være det, man ikke vil være. Her opstår kritiske situationer, hvo vi så ryger ind i en negativ kognitiv diamant, i forhold til at det sætter nogle dårlige tanker, følelser og handlinger i gang, der på sigt evt. påvirker adfærden negativt, fordi vores skemata pludselig fylder rigtig meget.

Og det var egentlig sådan, vi afsluttede dagens SFT. Det var bare boom færdig!

Nu havde jeg allerede læst om skemata og kerneantagelser på mit studie, så I am not surprised, og this is no news til mig, og jeg har også tideligere haft MCT træning (meta-kognitiv træning), hvor vi også arbejdede med det her “se hele billedet”-fis, hvor vi fik en masse opgaver, vi skulle løse, i forhold til at finde på alternative tanker, indsamle al information, og ikke bare det, der lige passer ind i vores puslespil, osv.

MEN, jeg er sikker på, at det er rigtig hjælpsomt at blive bevidst om, at det faktisk ofte er det, man ender med at gøre. At man sådan helt ubevidst glemmer at høre efter alt i f.eks. en samtale. Hvis vi nu har at gøre med måske-signaler, ser vi måske kun nej-delene af signalerne, fordi det passer sammen med kerneantagelsen “ingen gider være sammen med mig, alle hader mig”, og man misser måske derfor alle de ting, der taler for et ja, og at vedkommende måske bare ikke har tid lige nu… hvis det giver mening? Så mit råd er at ARBEJD med de her skemata, bliv opmærksom på jeres “sandheder” og prøv at udfordr dem lidt! Er sikker på, at det er meget gavnligt!

vxfg2583

Ja, på lige dette billede drikker jeg glædeligt en Cultshaker, ja, jeg har Aristocats plaster på fingeren, fordi jeg skar mig på min linseæske, ja, jeg har bidt mit sugerør i stykker as per, og ja, jeg er småfuld – og GLAD! Og har også lige spottet af det var shortly after jeg brændte to fingre (hint min langefinger har et mærke, yes, det er et brandmærke), fuck. Men det var en god aften :))

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘!

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tokyo Haul 2016