Hvad har jeg lært i ACT? #5

Hej alle sammen, og velkommen tilbage til endnu en dag i ACT.

Dagens fokus var nærvær.

Hjemmeopgaven var, at se tre forskellige ACT-klip. Det gjorde jeg, fordi jeg til alt held havde fået en ekstra studiedag, lige denne mandag, og så havde jeg tid til at sidde, og se ACT-klip, mens jeg spiste… lasagne eller nudler. En af dem. Det var luksus.

Den første havde vi allerede set, The Unwelcome Party Guest – an Acceptance and Commitment Therapy (ACT) Metaphor. Jeg så den dog igen, og jeg syntes stadigvæk den er en god, vigtig reminder ift. at huske, hvad der er vigtigt for en, og at man godt kan have det godt, trods sine negative, automatiske tanker, negative følelser, angst, eller hvad det nu er. At huske, at jeg altså sagtens kan gøre noget, selv om jeg får massiv angst af det. Og selv om det er ubehageligt. For i sidste ende, er det jo det, jeg rigtig gerne vil.

Næste klip var Passengers on a Bus – an Acceptance and Commitment Therapy (ACT) Metaphor. Den synes jeg ærlig talt var lidt kikset? Men på et tidspunkt er der en af chaufførerne, der kører, og passagererne (de negative tanker) fylder rigtig meget. Men i stedet for at tro på dem, siger hun bare “Thanks for the feedback guys, but this is my bus”. Og det mindede mig sådan, om en gammel textpost på tumblr, jeg så, med, at hvis ens negative tanker generede en, skulle man bare tale til dem i den der “shut up karen”-meme-agtige tone. Og det fik mig til at grine, og reflektere lidt. For måske var det på tide, at jeg lærte at se på mine negative tanker, som jeg ser på andre, der tror, de kan skrive noget bullshit til mig og såre mig? Jeg havde for nylig på min ask nogle der skrev, at jeg var ond, og forfærdelig, og de var bekymrede for mit virke som sygeplejerske, for jeg var SLET ikke omsorgsfuld, jeg var grim i munden, blabla. Og jeg grinede og var sådan “ok whatever”. Og måske er det det samme, jeg skal til at gøre med mine negative tanker.

Sidste klip forstod jeg ikke, og jeg syntes den var lidt ligesom en å, vi på et tidspunkt skulle visualisere os, at tankerne var blade, der bare skulle passere forbi. Det var Sushi Train Metaphor by Dr. Russ Harris. Men så var der en i gruppen, der sagde, at det var fordi, at der var gode og dårlige sushi, og hvis man fokuserede på alle de klamme sushi, som man ikke kunne lide, risikerede man, at de gode kørte fra en – ligesom ens tanker. Så hvis man fokuserede for meget på de negative tanker, gik man glip af alle de herlige ting i ens liv. Og dét gav til gengæld mening for mig.

Vi gennemgik klippene i grupper af to, og derefter i fællesskab.

Derefter gik vi videre til et oplæg om nærvær.

I ACT handler nærvær om at gøre det, der er vigtigt for en, og få noget ud af livet. De lagde ud med, om man var mind full eller mindful, fordi vi, når vi blev viklet ind i vores bevidsthed, går glip af livet.

Ofte bliver vi fanget af “tidsmaskinen” uden helt at ville det, og den fastholder os i ubehagelige minder om fortiden, eller bekymrende fantasier om fremtiden – børn f.eks. er ikke fanget af denne, de lever i nuet og er meget nærværende. Og selv om vi ikke kan lære at lade være med at blive fanget af denne tidsmaskine, og vi ikke kan lade være med at mindes, bekymre os, eller få selvkritiske tanker, så kan vi lære at “springe af toget”, og ikke lade det fylde.

Det er vigtigt, at vi er, hvor vi er – for ellers så spilder vi vores tid. Hvis vi er sammen med vores familie, og tænker på f.eks. arbejde, gør det ikke vores arbejde mere udført eller bedre, til gengæld mister vi bare den tid, vi egentlig havde sat af til familien.

I forlængelse heraf, fortalte de, at det er meget let at komme til stede i et rum, men det er meget svært at forblive til stede, fordi vores bevidsthed hele tiden prøver at føre os andre steder hen, hvilket hører sammen med vores problemløsningsmaskine, der hele tiden er på jagt efter problemer. Hvilket gør det svært at påskønne det, der er, fordi denne maskine hele tiden har fokus på det, vi skal have fikset. Dertil kører vores negativitetsmaskine, der hele tiden fokuserer på, hvad der kan gå galt.

Selv om disse maskinerier hele tiden er til stede, og eksisterer, kan man træne sit nærvær til at blive bedre, og blive bedre til at komme ind i sin krop igen, og blive der, men vi kan aldrig blive perfekte til det. At være nærværende er en proces, som aldrig stopper, og som vi aldrig kan fuldføre helt hundrede procent.

I tråd hermed, kan man træne sin opmærksom, ift. at komme til stede, og blive til stede. Dette gør vi f.eks. hver gang vi møder ind i ACT (og jeg synes det er det værste ever).

Man kan have en bred opmærksomhed, f.eks. når man går tur. Og man kan have en smal opmærksomhed, f.eks. når vi skal løse opgaver. Nogle gange vendes opmærksomheden ind, andre gange ud. Dette kaldes fleksibel opmærksomhed, og nogle gange er det ene mere hensigtsmæssigt end det andet, afhængig af situationen. Dog er det bedste, hvis vi kan have opmærksomheden på begge ting, på en gang, og frit bevæge os mellem det ene og det andet.

Hvis man er fuldt engageret i det man gør, fører dette til forøget tilfredsstillelse. Man skal altså ikke bare se, men observere, ikke bare sluge, men smage, ikke bare sove, men drømme, ikke bare tænke, men føle, og ikke bare eksistere, men LEVE.

Herefter så vi et klip – The Happiness Trap: The Five Mindfulness Myths. Efter at have set denne, blev vi bedt om at gå ud på en mindfulness gåtur. Vi fik et bolche i munden, og skulle så ellers bare gå en tur, og sanse med alle 5 sanser. Jeg bemærkede en del forskellige fuglelyde, baskelyde, blade, når jeg trådte på dem, osv. Derudover mærkede jeg forskellige teksturer i grene, blade, blomster, mit tøj. Jeg så forskellige farver og nuancer, og ting. Jeg smagte på det bolche, jeg havde fået… og jeg prøvede virkelig hårdt at huske den sidste sans, indtil det gik op for mig, det var lugtesansen – og grunden til, at jeg havde glemt den var, at jeg ikke lugtede noget specielt. Efter gåturen samlede vi op på det, og skulle ellers bare lave en farvelrunde, med, hvad vi tog med for dagen.

Jeg tog bl.a. med, at vi havde snakket om, at der var forskel mellem at aflede, og flytte fokus/bevidsthed, idet det handlede om, hvad der motiverede en til den givne handling. Hvis man afleder, forsøger man at komme væk fra noget. Hvis man flytter fokus, flytter man det til noget, der er vigtigt, men vælger noget andet til, hvilket er ACT-tankegangen. Og det syntes jeg var meget fint lige at huske på. At man stikker ikke nødvendigvis af, man vælger bare noget andet til sit liv. Beriger det, så at sige.

Det var det, jeg havde for denne gang! Tak fordi I gad læse med <3