Hvad har jeg lært i SFT? #17

Hej bloggen!

Til denne uges SFT var der ikke nogen hjemmeopgave, da vi nu bevæger os fra samtalemodulet over i konflikthåndteringsmodulet. Derfor skulle vi bare have fokus på vores mål, og træne de ting, vi ellers havde været igennem i samtalemodulet, når mulighederne bød sig, ude i det virklige liv.

 

Derfor startede dagen ud, med en brainstorm af, hvad konflikter egentlig er.

Jeg kan i øvrigt ikke huske, om jeg nævnte det, i et af de forrige indlæg, men siden SFT startede, har jeg hver evig eneste gang skrevet noter ned, på et stykke servietpapir, og lige en af gangene, havde en af de andre i gruppen glemt sin blok, så hun nappede også et stykke papir, og de der undervisere gik helt i selvsving, og hun skulle da have et rigtigt stykke papir, og de fandt papir, og ALLE i vores gruppe, inklusiv mig selv, stirrede bare sådan lidt “øhm????” på de to undervisere, der slet ikke fattede, hvad der foregik, indtil en af de andre deltagere meget fint pointerede, at jeg altså havde skrevet på servietpapir lige siden dag 1. Det fik vi MEGET sjov ud af, haha.

 

Anyway, brainstorm – hvad er en konflikter, eller hvad kan være grobund til konflikter?

Der blev lagt ud med de obvious – råben og skrigen. Herfra kom der andre ting på, som disse: uenighed, misforståelser, hvis nogen tager ens ting, aftalesvigt (f.eks. hvis man kommer for sent), hvis nogen sårer en, hvis nogen taler grimt til en eller andre, hvis der er noget, man ikke synes er OK, irritation, hvis ens grænser overskrides, hvis man skal tilpasse sig andre, hvis der er interessekonflikt (én vil noget, én vil noget andet), når ens egne behov er i modstrid med en andens, akutte uenigheder eller gamle uenigheder, der har bygget sig op, debatter, skænderier, slåskampe, meningsudveksling, implicitte forventninger.

Herefter skulle vi rangliste på et kontinuum fra samtale –> uenighed –> råben & skrigen. Denne så således ud: mild irritation –> debat –> meningsudveksling –> diskussion –> skænderi –> slåskamp.

 

Derefter var der et lille oplæg om konflikter, bl.a. det, at de er NORMALE, idet det er noget, som ALLE oplever i deres liv, jævnligt, og det er en del af livet, og det at gøre ting i livet. De opstår oftest pga. misforståelser eller uheldig kommunikation, og der er andre muligheder, end bare at kæmpe eller flygte, fordi konflikter ofte skal til, for at løse problemer (selvfølgelig på et vis niveau). Ofte kommer man i voldsommest diskussioner, med dem, man holder mest af .

Konflikter behøver ikke være negative, idet de kan gøre en klogere på måden, man er sammen med andre på, eller på hvad man hver især har af ønsker og behov.

Personligt har jeg altid syntes, at hvis man ikke kunne have konflikter i et venskab, og ikke kunne arbejde igennem disse, så var venskabet på en eller anden måde ikke et rigtigt venskab. Dén holdning blev delt i gruppen, idet mange var enige i, at konflikter jo faktisk er med til at vise ens værdier, vise, at man gider hinanden, hvis man tager sig tid til at arbejde gennem en konflikt, vise, at man tør sige sin mening, og vise, at man tør, at give noget af sig selv.

 

Herefter var der et slide med årsager til konflikter, hvor vi selv skulle fylde eksempler på – nogle af dem er lidt lig med dem, vi havde oppe i brainstormen, men bear with me, det var trods alt introduktion til konfliktmodulet, haha.

  • Uklar struktur. F.eks. mødetider.
  • Uklar rollefordeling. F.eks. organisatorisk eller på arbejdet, eller i familier (hvem er “alfaen” i familien).
  • Fastlåste rollemønstre. F.eks. “du plejer jo…”, kan ske både på arbejdet, i skolen, i familien.
  • Uklar ansvarsfordeling. F.eks. hvem gør hvad, og har alle styr på det?
  • Uklar kommunikation. F.eks. implicitte forventninger; vi tænker ikke ens, så det er en god idé, ikke at lade noget være usagt.
  • En eller flere deltagere, der ikke tager ansvar for deres roller eller opgaver. F.eks. ifm. gruppearbejde eller familier…
  • Forskellige normer for adfærd. F.eks. skal man tage sko af indenfor? Telefon ved bordet? Må man bande? Må man vise følelser? Må man sige sin mening?
  • Forskelligt ambitionsniveau. F.eks. i skolegrupper med opgaver, ens forældres forventninger, egne og andres forventninger til venskaber, parforhold eller rengøring.
  • Forskellige interesser. F.eks. sport, film, spise.
  • Forskellige behov. F.eks. en vil gerne sove, en vil gerne læse.
  • Hvis noget trigger en. F.eks. sanseligt ved form af bl.a. trip, eller emotionelt, ved bl.a. kommentarer som “det skulle du ikke have spist”.
  • Hysteri. F.eks. “Slap nu af, du overreagerer”…

 

Og hvad skal vi så egentlig bruge det her konflikthåndteringsmodul til?

Jo… det skal hjælpe med at træne vores dialog og selvbeskyttende samtalefærdigheder i konflikter, samt at gøres os bedre til at tage i mod, bearbejde og afsende signaler i konflikter.

Derudover skal vi blive bedre til at vende negative, automatiske tanker og adfærd, til alternative tanker og adfærd…

Og lære at trække os fra en konfliktsituation, og tænke over, hvad der er hensigtsmæssigt at gøre, og træne dette.

 

OBS. Nu er dette indlæg kommet op ret sent, så jeg kan sige, vi i hvert fald allerede har været omkring nogle af de her ting – og det var RART og virkelig brugbart!!! Så stay tuned.

25555730_931500220340172_5013836_n

Det var alt for denne gang. Håber I vil følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #16 – Mål

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

Vi (jeg) er klar med endnu en omgang… semi-SFT. Jeg diskuterede det her til SFT, men forarbejdet lavede jeg sammen med min primærbehandler i OPUS, inden jeg skulle til SFT.

Vi var nemlig lidt over halvvejs i forløbet, og skulle til at evaluere på de mål, vi havde sat os, da vi startede i SFT – ærligt, så havde jeg glemt, hvad helvede, mine mål var, og var helt forvirret, da jeg genså dem… men som jeg læste dem igennem, kunne jeg også godt genkende mig selv, i alt det, jeg havde skrevet, var udfordrende osv., så det tænker jeg at dele, og også, hvad der går bedre nu.

 

Det første, vi gennemgik, da jeg startede i SFT, var en liste med 33 ting, hvor jeg skulle rangere, hvor svært tingen var, på en skala fra 1-4, hvor 1 var meget vanskeligt, og 4 slet ikke.

Så alle mine 1’ere var: 1) at møde nye mennesker og få nye bekendtskaber/venner, 2) at være sammen med nogen, jeg føler mig tiltrukket af, 3) at være sammen med en større gruppe mennesker, 4) indlede mere intime forhold eller dybere kontakt, 5) at gå ind i et lokale, hvor der er fyldt med mennesker, 6) at tage beslutninger, der omfatter andre, f.eks. hvor man skal tage hen, 7) at sige fra, når jeg føler mig presset til noget, jeg ikke har lyst til 8) at se folk direkte i øjnene og holde øjenkontakten, 9) når jeg er uenig med andre, 10) når jeg føler mig kritiseret eller nedgjort, 11) når jeg føler mig afvist eller holdt udenfor, 12) når jeg føler mig overvældet af følelser & 13) at komme ud af sengen og i gang om morgenen.

Mine 2’ere var: 1) at være sammen med andre mennesker på mit arbejde eller studie, 2) at have besøg af, og tale med en eller flere personer hjemme hos mig selv, 3) at tage det f’ørste skridt til kontakten med en fremmed, 4) når jeg mærker, at nogen sidder eller står tæt op ad mig, 5) når jeg mærker, at nogen kigger indgående på mig, 6) når jeg er i en situation, hvor jeg føler mig truet, og 7) at holde mig i gang og beskæftiget i løbet af dagen.

Mine 3’ere var: 1) at gå på gaden, 2) at gå på indkøb i forskellige butikker, 4) at tage med offentlige transportmidler, 4) at møde nye mennesker, hvis jeg er i byen, f.eks. på bar eller diskotek, 5) at være sammen med nogen, jeg ikke kender så godt, 6) at være sammen med gode venner/veninder, 7) at være sammen med nogen, når jeg bekymrer mig om noget, 8) at holde en samtale i gang, 9) når jeg mærker, at interesse fra en person, der ikke interesserer mig, 10) at tale om mig selv og mine følelser, 11) at holde mit hjem/værelse rent og ordentligt, og 12) at sørge for personlig hygiejne, som bad, skifte tøj, børste tænder.

Mine 4’ere var: 1) at gå i byen eller til fester.

Ud fra ovenstående, snakkede vi om, hvad jeg syntes var svært. Som var det her med øjenkontakt, at få kritik, at blive afvist/holdt udenfor, at indgå i tætte relationer, at stole på andre, at jeg ikke så godt kunne række ud til andre mennesker, fysisk kontakt med andre, kæreste – eller rettere det, at indgå i så tæt og intim en relation, tillid og selvværd. Dertil havde jeg rigtig svært ved uenigheder, fordi jeg føler, at så mister man den relation, man har, og mister tilliden i den relation, man har. Hvilket jeg jo godt ved er fjollet men det er stadigvæk pissesvært for mig!

 

De her ting sad jeg så, og kiggede tilbage på, med min primærbehandler, og snakkede med hende om, ud fra nogle spørgsmål.

Det første var: “Hvor langt er du med dig selv og dine mål i SFT?”. Her skrev jeg 40 %, fordi jeg følte, at jeg havde fået nogle flere samtaleredskaber, at bruge i min hverdag, og værktøjer til at rationalisere lidt bedre, i forhold til andres signaler i socialt samspil, men at jeg stadigvæk manglede, at få implementeret denne viden ordentligt i praksis, og at jeg derudover manglede mit store fokus med SFT, som netop var selvtillid, konflikthåndtering og tillid.

Næste var: “Hvad vil du fortsat øve dig på i gruppen?”. Her skrev jeg, at jeg fortsat ville øve samtaleredskaberne, så jeg kunne blive bedre til at bruge dem udenfor gruppen, SKRIVE mine hjemmeopgaver (det er en OCD-ting, jeg har snakket med min primærbehandler om – jeg skriver aldrig mine hjemmeopgaver ned på hjemmeopgavepapiret, fordi jeg er bange for at skrive ting på papir??? det er enormt sært og kræver en længere forklaring, men det er i hvert fald enormt svært for mig, og det vil jeg gerne øve, for det SKAL jeg kunne!!!), og tage mig selv og øvelserne mere seriøst, selv om de kan være ubehagelige og angstprovokerende.

“Hvad vil du fortsat have fokus på at træne udenfor gruppen?”. Jeg ville fortsat blive mere kontaktsøgende, og mere på i samtaler med andre, og ikke lade de negative tanker styre for meget, og tage det roligt, når jeg var ude blandt andre mennesker.

“Hvad er dit ønske og mål for, og med den sidste halvdel af forløbet?”. Jeg ville her gerne fortsætte SFT-forløbet, som det er planlagt, mere eller mindre, da mine største vanskeligheder lå indenfor netop konflikthåndtering, selvtillid- og selvværd, samt tillid til andre mennesker, hvilket er den halvdel af forløbet, vi var på vej ind i, nu da samtaleforløbet sluttede. Især er jeg nemlig stadigvæk bange for uenigheder, da jeg definitivt bare ser det som verdens ende. Det lyder enormt dramatisk, men jeg bliver simpelthen SÅ pinefuldt ængstelig over det, fordi jeg er så bange for at miste.

Samtidig vil jeg rigtig gerne kunne indgå i de her dybere relationer, og turde stole på mine venner/veninder, og turde lade nogle komme lidt tættere på mig, men det synes jeg stadigvæk er SÅ svært, for lige så snart nogen kommer tæt på, har de lige pludselig også magten til at såre mig, eller forlade mig, og det er bare… så uoverskueligt og “farligt” oppe i mit hoved. Så det håber jeg rigtig meget, at den sidste del af SFT kan hjælpe lidt på, så det bliver mindre farligt for mig at indgå i de her ting, og mindre altødelæggende, selv hvis “worst case scenario” faktisk sker. Så ja.

Men generelt synes jeg, at jeg er kommet et godt stykke vej. Nu er det 2-3 måneder siden, jeg udfyldte det her med min primærbehandler, så der er sket endnu mere siden da (jeg er nemlig som altid bagud på SFT-indlæggene, haha). Og selv om dagene stadigvæk er sorte, og selv om jeg ikke synes, der sker en pind, og jeg bare “sidder” fast, så kan jeg jo godt se, når jeg kigger på udfyldelsen af mine vanskeligheder, som blev udfyldt tilbage i juni, at jeg faktisk er nået længere med nogle af tingene. Jeg kan bedre holde gang i samtaler, jeg kan bedre tage kontakt til andre, jeg kan bedre nogle af de ting, jeg syntes var fuldkommen horrible før – det er stadigvæk ikke nemt, og det kommer stadigvæk med en masse angst og negative tanker og fullblown paranoia, og sådan ER det bare. Sådan er jeg. I hvert fald lige nu. Måske en dag, at det bliver så indgroet, at noget af støjen (paranoiaen og det) begyndte at stilne af. Men for nu, så er det her stadigvæk en del af “mig”. En del, jeg ikke vil have er der, men som jeg ikke rigtig kan komme væk fra, og som jeg ikke har andre valg, end bare at acceptere. Og så blive ved med at sige til mig selv, at det ikke slår mig ihjel, at det ikke er farligt, at jeg nok skal klare det, og så selvfølgelig at være ÅBEN omkring det, ligesom jeg er her på bloggen.

Kan da også afsløre, at jeg er i gang med at lære nogen bedre at kende, og lade dem komme tættere på mig – og det er fucking terrifying, og jeg har så meget angst, at jeg har ondt i mit hjerte flere dage efter, fordi det bare har hamret på fulde drøn, og jeg har det kronisk som om, at jeg skal til at dø, men jeg GØR det. Jeg prøver. Jeg kæmper. Og vedkommende ved udmærket godt, hvor svært og udfordrende, jeg synes, det er. Eller, vedkommende har i hvert fald en idé. Tror ikke helt han forstår, hvor meget det fylder, og hvor svært, det rent faktisk er, fordi jeg er ret god til at play it cool og joke lidt med det, når det sker, men i swear to god, det er kraftedeme det sværeste, jeg nogensinde har gjort i mit liv. Men jeg VIL det her. Og det har bare at blive bedre, jo mere jeg gør det. Øvelse gør mester. Og jeg KAN godt, og der er ikke noget i vejen med mig, selv om jeg er skruet sådan her sammen. Jeg er stadigvæk OK, og det værd. – og han er også god til at rose mig. Jeg griner som regel, eller bliver lidt awkwz i det, men det betyder hele verden for mig. Tror virkelig ikke, han er klar over, hvor meget det betyder for mig, at han anerkender, at jeg synes det er svært, og anerkender, at jeg prøver, og gør mit allerbedste… og at det er godt nok! I’m shook, haha. Jeg er virkelig heldig, at have så fantastisk et netværk. Og både familie og venner er også gode til at rose, og sige, at de kan se, der sker noget, og at jeg bliver bedre. Så det er ENORMT rart. Og hvis jeg kan gøre det, er jeg ret sikker på, at andre også kan – og det ER hårdt arbejde, og det ER pinefuldt nogle gange. Men det bliver ikke ved sådan. <3

23718064_917082118448649_185309277_n

Så ja, det var et lidt mere personligt indlæg, men jeg syntes, det var vigtigt. Om ikke andet, så for min egen skyld, i hvert fald. Bloggen her fungerer også som en dagbog for mig, så jeg kan huske, hvad jeg gennemgår, og hvad der sker, bl.a. ifm. mine ture til Japan, og også igennem hele det her SFT-forløb. Jeg håber bare, at udover at gavne mig, at det også gavner nogle andre at se, hvad det her går ud på. Jeg kan i hvert fald VARMT anbefale et SFT-forløb, hvis der er nogle af jer, derude, der sidder i jeres OPUS-forløb, eller andre forløb, der tilbyder sådanne grupper, at tage i mod det!

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #15

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Fra sygeplejerskeindlægget, om mit ophold på Ortopædkirurgisk afd., springer jeg nu videre til min patientrolle i SFT endnu engang.

Som jeg nævnte i forrige indlæg, synes jeg det var helt vildt svært, at hoppe direkte fra den ene rolle til den anden – som professionel, agerende sygeplejerske, til “uvidende” patient. Det er jo ikke fordi, jeg er uvidende, når jeg er i min patientrolle, men jeg har en anden rolle der, fordi jeg behandles af nogen, der er langt mere professionelle, og har meget mere erfaring – og så er det selvfølgelig mig, der er omdrejeningspunktet. Mig, der skal arbejdes med. Det er lidt noget andet. Jeg har enormt meget sygeplejeteori, og meget af det har jeg også kunnet bruge ift. mine egne udfordringer, men det er alligevel noget helt andet, når andre bruger tingene “på” en. Men selv om det er hårdt, er jeg også vild med den kontrast, det hele giver. Og jeg er sikker på, at det styrker mig i sidste ende, i mit virke som sygeplejerske, at jeg har prøvet begge dele.

 

NÅ. Denne uges SFT var lidt i forlængelse af det andet. Vi blev spurgt, om vi syntes, det var hjælpsomt, at høre om andres strategier, og sidde og analysere på dem, og jeg var i hvert fald en af dem, der sagde ja. Både fordi det var rart at blive inspireret, men også fordi det kan være svært at bevare overblikket som enkeltperson over, hvad man synes, at tingene giver en, og hvad det koster, hvor man i fællesskab lidt bedre kan komme med flere ting, som man ikke selv havde tænkt over, faktisk havde betydning for en, men som man så set i bakspejlet godt kan se, har betydning. I sidste uge handlede det bl.a. om selvskade som strategi, hvor den, der bragte det op fortalte, at det var problematisk for vedkommende at selvskade, fordi så kunne vedkommende ikke hjælpe andre. Den havde jeg slet ikke tænkt over selv. Ikke på samme måde, i hvert fald. Jeg havde jo godt tænkt over, at det var grimt, og at folk nok ville se ned på en, og måske føle sig utrygge – men jeg havde ikke decideret tænkt over, hvad det ville gøre ved min autencitet. Så det var HELT klart noget at tænke over.

Så, det, der foregik var, at vi skulle finde en strategi, til at komme af med negative tanker og følelser, finde effekt på kort og langt sigt, finde ud af, om det bragte os tættere på det, vi ville med vores liv, og hvor meget det kostede os.

  • Den første strategi, der blev budt ind med var “høre musik, vippe med hovedet, slappe af, isolere sig, gruble”. Det var en lidt lang en, der nemlig havde flere formål, og vi så på den som en helhed. Personligt bruger jeg ikke lige helheden, men jeg kan godt relatere til dele af den… så derfor inkluderer jeg den i dette indlæg. Vedkommende, der fortalte om strategien fortalte, at for ham/hende gik følelserne væk, og de kom ikke tilbage igen. Det bragte vedkommende tættere på et godt liv, ift. at høre musik, fokusere på musikken, reflektere over måder at forbedre sig på, og gav vedkommende større indsigt. Til gengæld kostede det vedkommende en del tid, i nogle tilfælde relationer til andre pga. isolationen, strategien fører med sig, og energi, i form af, at vedkommende blev træt af at bruge strategien.
    • Jeg har ikke nogen egentlig konklusion, på denne her. Personligt synes jeg jo det er en forholdsvis god strategi, hvis følelserne altså går væk. For mig gør de bare ikke det altid. Men den er helt klart en knapt så omkostningsrig strategi, og altid et forsøg værd, hvis man har det skidt – hvis ikke den virker, kan man jo bare gå videre til en anden!
  • Næste strategi, der kom på bordet, var “stofmisbrug/misbrug generelt”, som også var en af dem, jeg syntes var enormt vigtige at tale om. Jeg har aldrig selv taget stoffer, men jeg ville da absolut lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg har overvejet det. Utrolig mange gange. Når min angst bliver rigtig slem, så kommer trangen da over mig… den lille stemme i hovedet, der siger “hvis nu du bare tog en bane coke, så ville du måske ikke være så angst. så ville du måske fungerer som et normalt menneske. så ville tankemylderet stoppe”. Heldigvis har jeg altid haft en anden, større stemme, der mindede mig om, hvor komplet åndssvagt – undskyld, hvis nogen af jer derude tager stoffer, og finder det hjælpsomt – det ville være. Og lige netop her, gennem analysen, fortæller jeg hvorfor: vedkommende, der fortalte om det, sagde, at følelserne som regel kun gik væk kortvarigt, og de kom altid tilbage for fuld hammer igen bagefter, værre end før, fordi de blev efterfulgt af selvhad. Så allerede her, kan jeg informere jer om – don’t do drugs to cope with ur mental illness!!!!!! Men hvis du ikke er overbevist, så tager vi den lige skridtet videre. Personen, der fortalte om det, sagde, at det på ingen måde bragte ham/hende tættere på det liv, han/hun gerne ville have. Derimod kostede det en masse. Obviously, var det pikkedyrt, men derudover røg vedkommendes almene fysiske og psykiske velbefindende helt i bund, og vedkommende fik hverken uddannelse eller job. Jeg kan så fortælle jer, at man også risikerer at miste en del af ens relationer, selvfølgelig ikke dem, man evt. tager stoffer med, men de andre, vil langsomt begynde at tage afstand. Derudover risikerer man også, at blive involveret med sketchy typer, og altså, you can literally die from drugs, så altså…
    • Konklusion? DON’T DO DRUGS KIDS. Det er legit en af verdens værste mestringsstrategier, fordi den giver falsk lykkefølelse og falsk kontrolfølelse.
    • PS. det gælder i øvrigt for alt misbrug, dvs. også pillemisbrug, madmisbrug, igen selvskade, osv. Seriøst – få hjælp og kom ud af det, for det er pissefucking farligt.

Så havde vi ikke mere tid til denne del, men jeg vil altså også gerne lige dele en af mine mestringsstrategier, der faktisk fucking virker…

  • “Være sammen med familie/venner”. Meget simpel. I et af mine første SFT-indlæg skrev jeg, at et af mine advarselstegn på, at jeg fik det værre igen var, at jeg begyndte at isolere mig. Ikke noget, jeg selv havde lagt mærke til, men noget min mor havde opdaget, at jeg gjorde. Så derfor har jeg nu prøvet at have mere fokus på, ikke at gøre det, og række ud, hvis jeg har det dårligt. Og egentlig har jeg også gjort det i lang tid på et mere ubevidst plan, når jeg har hevet fat i min lillebror, mens jeg boede hjemme, og spurgt, om vi ikke skulle se film, om vi ikke skulle spille et spil, o.lign. Men anyway: følelserne går nogle gange væk, og andre gange gør de ikke, for mit vedkommende. Man kan lige så godt være ærlig. Det er ikke altid, det virker. Men det kommer også stærkt an på det sociale samspil lige dén dag, og hvor god jeg er, til selv at hive mig lidt ud af tankerne og være nærværende. Fordi nogle gange fylder tankerne bare enormt meget, og selv om jeg så prøver at hygge og være sammen med dem, jeg holder af, så bliver de ved med at fylde. Så er det positive bare, at så længe jeg så er sammen med min familie/venner, så gør jeg i hvert fald ikke tingene værre, f.eks. ved at gruble over det. Og det bringer mig tættere på det, jeg vil med mit liv. For det jeg vil, det er jo, at være sammen med min familie/venner. At være glad, at være rask, at kunne grine og hygge, og når jeg siger “fuck dig depression/angst/skizotypi”, og er sammen med andre, i stedet for at isolere mig, så kommer jeg jo tættere på mit mål. Til gengæld synes jeg også, det er en dyrere fornøjelse. Ikke rent økonomisk set, men jeg synes, den er svær. Fordi den kræver overskud. Jeg skal tage mig sammen, til at se nogen, og jeg skal tage mig sammen, til at spørge nogen. Jeg synes den er hård, fordi jeg tit føler, jeg er en byrde, og jeg tør ikke spørge folk, om de lige vil hænge ud, fordi jeg har en dårlig dag, fordi… jeg gider bare ikke sætte så meget fokus på det, vel? Så det er rigtig svært at komme over dén grænse, synes jeg. Nogle gange kræver det også at jeg sidder i sådan et halvt panikanfald, i al den tid, jeg er sammen med vedkommende, hvilket kan være enormt krævende. Derudover tager det nogle gange lang tid, før det her virker. Nogle gange skal man være sammen med en nærmest en hel dag, før jeg føler, at det har hjulpet på mit humør, hvor at hvis jeg bare lige gjorde, som mit hoved sagde, og sparkede til noget, jamen så var følelserne væk på mindre end fem minutter…
    • Så konklusionen er: en rimelig bivirkningsfri strategi, der har enormt mange positive fordele, men som også kræver noget, der kan være svært, hvis man i forvejen har det dårligt. Men hundrede procent en strategi, jeg er fan af, og som jeg vil blive bedre til at benytte mig af, for jeg har faktisk et rimelig godt, stabilt netværk, som jeg ved, vil være der for mig – jeg skal bare blive bedre til at bruge det. Så det må jeg gøre.

 

Til slut fortalte vi om de mål, vi havde haft i SFT. Jeg synes, det her indlæg blev lidt langt, så jeg laver et separat et, med mine mål i.

Men et af de andres mål var bl.a. at være mindre hård ved sig selv, og vedkommende sagde det her gyldne citat, der simpelthen fik mig til at grine så meget, selv om det slet ikke burde: “Jeg kan godt være lidt selvhadende nogle gange, så… det vil jeg gerne blive bedre til ikke at være.” Der er absolut INTET sjovt ved det, men det var bare så pinefuldt relatable, at jeg bare havde lyst til at skrige “fucking same, min ven”… hvilket selvfølgelig var totalt upassende, så det gjorde jeg ikke. Men jeg synes budskabet er godt – ingen grund til at være så selvhadende. Mere selvelskende, i stedet for. Much better.

23718397_917082115115316_1710766653_n

Så ja, det var det for denne gang. Glem ikke at følge med på Bloglovin‘, så du ikke misser et indlæg. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #14

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu et SFT-indlæg.

 

Jeg kom en anelse for sent til dagens SFT, og til min store skræk, var de gået i gang med noget andet, end det vi plejer. Normalt har vi nemlig en “spørgerunde”, hvor vi skiftevis spørger de andre, hvordan deres uge er gået, og hvad de har lavet. Not today. De havde sådan nogle kort med, som man skulle spørge fra, og det syntes jeg var lidt svært. Der var forskellige spørgsmål, hvoraf nogle af disse var dybere end andre, og jeg sprang nogle af dem over, indtil jeg fandt et, der virkede godt at spørge om, som jeg så tog op. Jeg blev også selv spurgt om noget, jeg faktisk havde enormt svært ved at svare på, og det syntes jeg var totalt akavet.

Efterfølgende tog vi en hurtig opsamling, hvor en af pointerne var, at vi netop skulle turde at spørge om emner, der umiddelbart kan virke ubehagelige, for modparten har jo altid mulighed for at frabede sig at svare på spørgsmålet – ligesom vi selv kan vælge, om vi vil svare på et spørgsmål, eller om vi vil lade være, og hvilke spørgsmål, vi har lyst til at stille. Ærligt, så synes jeg sgu, det var lidt tricky, men det giver jo meget god mening.

 

Efter den alternative runde, tog vi en opsamling fra sidst, som bl.a. var det her med, at hjernen forsøger at problemløse, vurdere og hvad nu hvis’e (dvs. prøver at forudse diverse ting, så man hele tiden er på forkant, og kan afhjælpe problemet hurtigst muligt), og dette er fuldkommen normalt. Så frygt ej, hvis din hjerne gør de her ting, haha. Og det er bl.a. derfor, vi ikke er glade solstråler hele døgnet rundt, fordi hjernen er bekymret, og den skal hele tiden arbejde med de her ting.

Der, hvor det kan gå galt er, når den kommer på overarbejde. Hjernen er enormt god til at problemløse ude i den virkelige verden, hvor der er reelle problemer, men den er ikke så god til at løse problemer i den indre verden, i ens psyke, hvor problematikkerne kan være lidt mere abstrakte.

Vi har i omegnen af 70.000 tanker, følelser og fornemmelser, der går gennem vores hoveder HVER dag.

Terapeuterne koblet på SFT sammenlignede vores hoveder med en hovedbanegård. Der kommer tusindevis af toge/tanker igennem dagligt, der kommer og går. Når Negative-Automatiske-Tanker toget kommer, så har vi det med straks at springe på dette tog, og blive på det, så det holder i rigtig lang tid på perronen (eller i vores hoved). Dermed kobles endnu flere Negative-Automatiske-Tanker toge sig på, fordi det oprindelige tog jo bare bliver holdende, i stedet for at komme videre. Toget (eller tanken) kan holde på perronen (hovedet) i flere timer, hvor at vi så f.eks. begynder at gruble (som en måde at problemløse), som ultimativt kun gør os mere triste, og så kører cirklen ligesom…

Pointen med fortællingen om togene, var lidt en indledning til den hjemmeopgave, vi snart skulle gennemgå. Men for lige at ridse op – det var for at skærpe opmærksomheden på, hvilket toge, der kører gennem vores perron (tanker vi får), og hvilke toge, vi vælger at hoppe på, f.eks. jeg-er-ikke-god-nok-toget, og evt. med denne øgede opmærksomhed på det, begynde at prøve at stige af nogle af togene.

 

Hjemmeopgaven hed meget elegant: Forsøgte løsninger og deres langtidspåvirkninger.

Og det handlede sådanset bare om, at finde en strategi, finde ud af effekten på kort og længere sigt, finde ud af, om det bragte en tættere på det, man gerne ville med sit liv, og hvor meget, det kostede en. Så sæt i gang – vi tog opgaven i plenum, hvor flere fik lov til at byde ind.

  • Først blev der budt ind med strategien “fodbold/træning”. Vedkommende, der fortalte om det, fortalte, at de ubehagelige følelser går væk, ikke kommer tilbage igen, og derfor ikke bliver værre. Ift. at bringe en tættere på det, man vil med sit liv, gav strategien her mere overskud, energi, føltes meningsfuldt, og man blev gladere. Og hvis I ligesom jeg, kender til Aaron Antonovsky, så ved I også, hvor vigtigt det er, at lave noget, der føles meningsfuldt. Det, strategien kostede, var tid (men tid godt givet ud), og at man ikke kunne drikke alkohol, da det ville gå udover præstationsevnen.
    • Summasumarum er altså, at strategien fodbold/træning, faktisk er temmelig hensigtsmæssig, og ikke er så “dyr”, i forhold til, hvor meget, den giver. Personligt spiller jeg ikke fodbold, og jeg træner heller ikke som sådan. Men de få gange, jeg har været i fitness, har jeg kunnet mærke, at det gjorde mig godt – men det kostede også nogle ting for mig, som jeg lige nu har svært ved at opgive. Men jeg kan rigtig godt lide at gå en tur, og få tankerne på afstand – men også det er lidt tricky, da det at gå en tur nogle gange bare trigger endnu flere negative tanker… så ja, det er en process. Men vi er jo heller ikke alle sammen ens…
  • Den næste strategi, der blev analyseret på, var “isolation”. Denne har jeg selv et nært forhold til, uden jeg lige var helt klart over det i starten… anyway. Personen, der fortalte om denne, fortalte, at følelserne ofte bliver endnu værre, og derfor altså ikke går væk – der kommer faktisk bare bygget mere på, i form af selvkritik og selvmordstanker, hvilket jeg sagtens kan relatere til.  Når man bare sidder dér alene, uden nogen form for distrahering, kan tankerne meget hurtigt tage overhånd, og man begynder at rippe op i gamle ting, man måske havde glemt, men pludselig føles relevante igen… Det er et værre cirkus, faktisk. Og det bringer hverken mig, eller vedkommende, der bragte det op, tættere på “drømmelivet”. Derimod er det meget dyrt, i forhold til, det ofte kan lede til eller forværre en eksisterende depression, man risikerer at miste sine relationer, ens almentilstand bliver værre, og ens interesser og værdier risikerer at blive indskrænket…
    • Derfor er konklusionen her, at isolation absolut IKKE er vejen frem. Det er en meget dyr strategi, der absolut ikke bidrager med nogen form for lindring… ærligt, drop den.
  • Så kommer vi til en af mine strategier, jeg dog ikke fik skrevet ned på papiret… men den lyder således “jokes/ironi/latterliggørelse af problemet”, og går meget simpelt ud på, at man bare griner af problemet eller gør det hele om til en joke… sådan lidt alla “lol nu føles intet virkeligt IGEN og alle hader mig, HAHA, hvor er det her grineren, what’s fucking next”. Vi kan allerede nu blive enige om, at det ikke er den bedste mestringsstrategi, men… alligevel. SÅ. Den fjerner ikke nødvendigvis de negative følelser (nogle gange gør den), men den gør det lidt nemmere for mig personligt at være i følelserne, gør hele seancen af en dårlig mental illness episode mindre dramatisk og deprimerende, for mig. Dog er det lidt russisk roulette, fordi som sagt, nogle gange virker den, andre gange ikke, og nogle gange bliver følelserne endda også værre, når jeg bruger den, så deeet… Den bringer mig ikke umiddelbart tættere på “drømmelivet”, men giver kun en kortvarig, lindrende effekt. Dog med potentielt positivt outcome, i forhold til, at hvis folk VED denne strategi findes, kan jeg jo afsløre nogle af de ting, der er sværere, og derefter blive konfronteret lidt mere “ægte” med dem, når min latterliggørelse af problemet har lagt sig lidt. Dog koster den også lidt, bl.a. på vennefronten, og også forståelsesfronten, i forhold til, det ikke er alle, der forstår, og nogle gange bliver folk faktisk også bekymrede, når man lige kommer til at slip up og grine af noget, der absolut ikke er sjovt… det gør mig også rigtig bange, hvad folk tænker om mig, og rigtig tit tager folk heller ikke problemerne seriøst, fordi jeg joker med dem, og så står jeg dér og ser dum ud, fordi problemet faktisk er presserende og reelt, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal proces det som et normalt menneske eller bede om hjælp…
    • Så, det korte af det lange er… det er en mærkelig strategi, og jeg er ikke blevet klogere på, om den er positiv eller ej… nok lidt en blanding. Let me know, hvad I tænker?
  • Sidst men ikke mindst, blev der budt ind med “selvskade”, som jeg var rigtig glad for, blev taget op. Ikke fordi det som sådan kommer bag på mig at selvskade er en dårlig ting, men bare fordi det er så kompleks en strategi, og jeg synes, den er vigtig at tale om. Fordi det der er med selvskade er, at følelserne GÅR JO VÆK, lige når man gør det. Ingen grund til at skjule det, for det gør de altså! Problemet er jo så bare, at følelserne altid kommer tilbage igen, og som regel også værre end før, fordi de følges af bl.a. skyldfølelse, og lignende, og også selvskade er lidt russisk roulette, fordi varigheden af den “gode” effekt, kan være fra et halvt minut til flere dage, nærmest, og… ligesom med al andet afhængighed, så tror jeg bare, at de fleste tænker, “i dag er en dag, hvor det her vil holde mig gående den næste uge”… og sådan er det bare ikke. Men det er virkelig nemt at få sig selv overbevist om. ANWAY. Det bragte hverken den, der fortalte om det tættere på drømmelivet, for for denne person betød det, at han/hun ikke kunne hjælpe andre, der havde det svært. Og den hopper jeg sgu med på, for det kan man ikke, det er bare ikke troværdigt. Samtidig føler man sig bare mindre og mindre værd, som menneske, jo flere sår og ar, man bærer rundt på, for ingen gider forholde sig til det. Man bliver bare sådan lidt udstødt fra start af. Omkostningerne er som regel også mange, for lige denne person var det primært, at han/hun mistede muligheden for at gøre det, de gerne ville med deres liv… men også omkostninger i form af, at ens relationer kan tage skade, man kan forværre sin mentale tilstand (blive mere deprimeret f.eks.), man kan sætte sig selv i fare for infektioner, man bliver “grimmere”… der er virkelig, virkelig mange nasty “bivirkninger”.
    • Så konklusionen er – ikke specielt overraskende – at selvskade er EN DÅRLIG MESTRINGSSTRATEGI. Men ikke desto mindre en helvedes svær en, bare at droppe. Altså seriøst. It’s hard as hell, og det kan sagtens gå fint i 3-4 år, og så komme right back. Det er en kamp, der aldrig rigtig slutter, fordi man vil hele tiden være tilbøjelig til den der “denne her gang skal det nok virke, og virke i lang tid, for det har det jo gjort én gang før i mit liv…” Så altså, seriøst venner, don’t even try. Bare spring elegant over den her “mulighed” til at lindre, fordi den er fucking lortepisse dårlig. 11/10 do NOT recommend.

Til slut er der bare lige de gyldne ord at sige, at valget af ens strategi bestemmer altså det mulige “outcome” af ens negative tanker, og ikke selve det faktum, at du HAR de her tanker. Det kommer i sidste ende ned til, hvordan du håndterer dem. Og det er altså muligt at gøre noget ved dem, TRO mig.

23755877_917082121781982_1961661746_n

Det var det for denne gang, men glem ikke at følge med på Bloglovin‘, så du ikke misser et indlæg. Kan allerede nu afsløre, at næste SFT-indlæg kommer til at køre lidt i samme bane som denne, så hvis du kunne lide det her indlæg, så tune in for næste sessions SFT! Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #13

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu en SFT-session.

 

Dagens program stod på: Hvordan takler du negative tanker & følelser? Hvilket hænger godt i tråd med hjemmeopgaven, der netop lød på det samme. Jeg skrev ikke noget ned i min hjemmeopgave, for ærligt, svaret er for det meste “joke og grine ubehaget væk – eller i hvert fald forsøge på det”.

Det var ret sjovt, fordi i klinik kom jeg ud for, at jeg til morgenkonference skulle fremlægge om den patient, jeg havde om, og det kom lidt ud af det blå, og jeg stod meganervøs i baggrunden og stod… “ja jeg har x på stue…” og så er der bare en der siger “Kom frem så vi kan se dig!” Min puls var skyhøj, jeg havde det som om, jeg skulle besvime, og jeg grinede bare og svarede sarkastisk “ihh tak,” som jeg trådte frem. Jeg fik fremlagt, og jeg fik et kæmpe skulderklap af min vejleder, der sagde, jeg taklede situationen godt, og min fremlæggelse var on point. Det gjorde mig selvfølgelig rigtig glad. Senere på ugen sagde jeg farvel, fordi jeg skulle til afspænding ovre på psyk, men kom slukøret tilbage et par minutter efter med beskeden om, at det var aflyst. Da alle de andre studerende var gået ud til deres patienter igen, trak samme vejleder mig lige til side, og spurgte mig ind til, hvad jeg ellers lavede derovre om torsdagen, og min fredagsgruppe, og jeg forklarede, og hun sagde, at til denne uges hjemmeopgave, ville hun have jeg tænkte på, hvordan jeg havde taklet ovenstående situation – jeg behøvede ikke fortælle hende det, men bare tænke over, hvordan jeg selv syntes, jeg havde taklet det.

Hvilket leder mig frem til udgangspunktet – nemlig at grine. Lave jokes. Sarkasme. Negligere det lidt. Bruger minifismer (sygeplejerskerne ved, hvad jeg snakker om). Det ville som udgangspunkt være svaret på hjemmeopgaven. Men derudover også… hvad skal man sige. Vold? Selvdestruktion? Jeg ved det sgu ikke lige. Men noget der hen af. Når mine følelser bliver lidt for meget; når jeg føler mig fanget – så slår jeg ud. Det er ikke noget, jeg er specielt stolt af, men det sker. Jeg slår til ting, sparker til ting… fjerner fokus. Tror jeg.

I plenum delte de opgaven op i krop/følelser, og bevidsthed/tanker.

– indenfor krop & følelser, blev der nævnt følgende: fryser/går i stå, får kvalme, begynder at svede (en sved, der lugter anerledes end normalt – såkaldt angstens sved), vejrtrækningsbesvær, ryster, og så selvfølgelig at grine. Derudover vil jeg lige tilføje forhøjet puls, ondt i maven og svimlen for øjnene.

– Indenfor bevidsthed blev der nævnt: at kroppen forsøger at finde på løsninger, negative tanker som “jeg kan ikke klare det”, “jeg er ikke god nok”, prøver at tilpasse sig, “fuck fuck fuck”, “hvad har JEG gjort galt”, “de hader mig”, “jeg er over grænsen”, “jeg bliver smidt ud/afvist”, “jeg er sær”, bliver bange for at skuffe andre, osv.

 

Herfra gik vi videre til, hvordan man lindrer de her reaktioner på ubehag. Disse kaldes kontrolstrategier, og indbefatter ALT, hvor man forsøger at slippe af med, undgå, undertrykke, flygte fra eller aflede sig fra ubehagelige tanker og følelser. Dette foregik som en lang brainstorm…:

– Distraktion/afledning: f.eks. via computer, bøger, tv, musik, at tegne, gåture og at ignorere det/skubber det væk.

– Isolation: melde sig ud, give op, undgår folk, trækker sig, dukker ikke op og afviser det.

– Misbrug: stoffer, alkohol, selvskade (cutting, at slå/sparke ting ,brænde sig selv, osv.), mad (enten overdrevent forbrug af mad, eller restriktion af ens behov for mad), søvn (for meget eller for lidt) og rygning.

– Tankestrategier som f.eks.: at gruble, at bekymre sig, at slå sig selv i hovedet med det, at forsøge at finde mening med det (det er også bare fordi…), at forsøge at problemløse, at være selvkritisk, at analysere og reflektere, at diskutere med sig selv (f.eks. pro’s and con’s), at fortælle os selv negative ting, at give andre skylden, at fantasere, at tænke på fortiden, at planlægge (hvis jeg nu gør x næste gang), at lade som om det ikke er vigtigt/latterliggøre (grine), at benægte, at tænke positivt, hvad nu hvis…-tanker, hvorfor mig…-tanker, og det er unfair-tanker.

– Andet, jeg ikke lige kan finde en boks at putte det i: bare at gøre det, at blive fysisk syg, ikke at vide, om man skal grine eller græde, søger andre menneskers kontaktet, meditation og mindfulness.

Personligt er jeg god til at aflede, f.eks. at gå tur, se film, skrive, tegne, læse, høre musik, søge andre menneskers kontakt, og ellers bare ja… ignorere det. Dog er jeg også rigtig god til at isolere mig, ved at trække mig fra folk, blive meget stille, og give op… Jeg falder også ind under kategorien misbrug, ift. alkohol, selvskade, mad og søvn. Og sidst men ikke mindst, så bruger jeg også et utal af tankestrategier, f.eks. bekymre mig, slå mig selv i hovedet, forsøge at finde mening, problemløse, selvkritisme, analysere, planlægge, latterliggøre og benægte. Sommetider “hvorfor mig”-tanker.

Det betyder også, at det jeg tager med, fra denne uges session er, at jeg er mere bevidst på mig selv og mine reaktioner nu. Og det tænker jeg er en styrke.

Vi nåede ikke mere i ugens SFT, men fik en enormt spændende hjemmeopgave til næste gang… så jeg håber, I vil tune in og læse med. Jeg håber, at indlægget kunne skabe lidt refleksion hos jer derude, i forhold til, hvad I gør, og om det I nu gør, rent faktisk er hensigtsmæssigt?

23756283_917082125115315_1646741656_n

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x