Adventsgaver & Juledetails i Bachelorskrivningen

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

 

Yep, der har været stille her på bloggen, de sidste to ugers tid – say whaaat? Det føles altså, som meget, meget længere, end blot 17 dage. Jeg føler, jeg ikke har blogget i 4 måneder! Men der er altså en grund – en god grund, hvis jeg selv skal sige det!

Som overskriften indikerer, er jeg p.t. i gang med at skrive bachelor på sygeplejerskestudiet. Det giver faktisk denne blog snart 3,5 års jubilæum, fordi jeg startede vidst et par dage, inden jeg startede på studiet – eller var det selvsamme dag? Det kan jeg ikke huske. Men i hvert fald har bloggen kørt, så længe, som jeg har studeret sygepleje, og nu bliver jeg altså færdig i januar. Tænk engang! Men altså, i præg af, at jeg skriver bachelor, har jeg ikke lige haft så meget tid til at blogge. Jeg mangler f.eks. nogle hauls og lidt, og derudover, så ville jeg faktisk også gerne have lagt op hver advent, hvad der foregik, men sådan er det altså ikke blevet. Så nu samler jeg alle tre advent indtil videre under denne her, samt hvordan juleoppyntningen ser ud herhjemme, mens vi tæller ned til juleaften – og skriver bachelor, selvfølgelig!

Der har været rygende travlt, siden jeg stoppede med at opdatere om opholdet i Vietnam, fordi jeg på et tidspunkt overvejede at splitte min bachelorgruppe op. Yep! Dog fandt jeg ud af, at når man lige pludselig så skulle skrive 5 sider mindre, end planlagt, så gik det bare ikke op, og jeg har derfor været nødt til at blive i min gruppe, hvilket jeg syntes har været superhårdt. Så når jeg ikke har skrevet bachelor, så har jeg ligget i sengen eller på sofaen og grædt eller stresset. Men nu, her i fredags, kunne jeg ligge “sidste” hånd på værket, i hvert fald indtil videre. Kl. 13:30 skal jeg så til vejledning, inden endelig aflevering er opgaven, hvor jeg forhåbentlig får noget konstruktivt kritik at arbejde videre med, så der kan forestå en aflevering inden jul.

Det betyder også, at jeg siden fredag eftermiddag, for en gangs skyld har haft lidt fri. Så fredag aften besøgte jeg – sammen med min kæreste – hans mor og bror, hvor vi fik aftensmad og spillede Disney Trivial Pursuit – det tog 2 timer, og jeg vandt på et hængende hår! Derefter var det nærmest lige lukt på hovedet i seng, for vores vedkommende. Pyha, det var fandeme en hård dag, af mærkværdige årsager… lørdag skete der ikke så meget. Jeg sov enooormt længe, og jeg var helt færdig hele dagen, jeg var enormt træt, og kunne slet ikke overskue noget som helst. Mega nederen, for at være ærlig! Og nu, i dag, søndag. Puha. Jeg havde masser af idéer og ting jeg ville, men det eneste jeg har fået gjort, er at tage billeder til nogle blogindlæg (det tog da også lige 3 timer), fået smidt en gang vasketøj sammen, og så har jeg ellers ligget på sofaen med fodbad og Disneyfilm, så det batter – og spist hjemmebagte småkager (mere om det senere). Jo, og i går lå jeg med både ansigtsmaske og fodmaske, og det var SÅÅÅ rart! Superklamt, på mange måder, men fucking dejligt bagefter… Hehe.

Nok om det. I er her jo for at komme i julestemning, så lad os komme i julestemning!

Vi starter lige på og hårdt, som nævnt, jeg er i en bachelortid. Dog er det jo også december, og det betyder, at skrivehulen – for mig – derhjemme, ser sådan her ud:

PISSE-hyggeligt, faktisk. Altså, jo, det er da lidt trist, at sidde og skrive bachelor, og alt ens tid går med det… men jeg synes nu, jeg har indrettet mig rigtig hyggeligt inde i stuen. Bag den store, hvide reol sidder min kæreste så, og skriver bachelor, så… det er en win-win! Occasionally tjekker vi lige, at den anden er i live, men ellers kan der godt gå mange timer, hvor vi begge bare er helt i zonen og skriver… det er i og for sig fint nok, så forstyrrer vi nemlig ikke hinanden 😛

Den 2. december bankede mine forældre og lillebror på døren med adventsgaver! De kom om eftermiddagen, og jeg var da begyndt at tro, at jeg bare slet ikke skulle have nogle. Havde overvejet at spørge min kæreste, om han ikke pretty please ville finde nogle adventsgaver til mig, for jeg kunne da slet ikke holde ud, ikke at få nogle! Og inden I kalder mig forkælet – jeg har tilbudt mine forældre, at jeg selv betaler for dem. Jeg synes bare det er SÅ hyggeligt at pakke gaver ud hver søndag indtil jul. 😛 Men de kom simpelthen spankulerende med et lille helårstræ til mig, som min mor har lavet – tror hun sælger ud af dem, så skriv lige til mig, hvis det har interesse 😛 samt flere pakker, til at putte under, og selvfølgelig hjemmebagte vaniljekranse. Min mor havde tyvstartet lidt på den fælles julebagning, åbenbart…

 

Den 3. december var jeg i IKEA med mine forældre, og jeg fik købt lidt julepynt, bl.a. de her lanterner. Jeg blev så glad, de er superhyggelige, hehe.

 

  

D. 7. december, stod den på fælles julebagning, og jeg fik selvfølgelig nogle med hjem. Udover julebagning, så kom min kæreste og bedsteforældre til risengrød og spilleaften, mega lækkert.

 

D. 9. var det anden søndag i advent.

Den blev brugt på røven i sofaen, med julebag, julelys, og bachelor… og en lille smule Bamses Julerejse.

 

Og i adventsgave, der fik vi Paul Pava glasskåle, som blev indviet ved at spise popcorn i dem. MUMS.

 

Så blev det fredag, og fordi jeg havde afleveret opgave, så havde jeg endelig lidt tid, til bare at hygge, inden jeg skulle af sted til mine kærestes mor, og spise der. Jeg havde taget nogle småkager fra, som jeg ville give dem til, så jeg bandt kagedåsen ind (med meget besvær og masser af tape), og fik lavet et (meget grimt) julekort. Det så meget pænere ud i mit hoved, men jeg har altså bare ikke øjne for den slags :/ Desværre. Og jeg havde åbenbart skrevet en rigtig cringe besked indeni, min kæreste fortalte mig i hvert fald, at jeg prøvede meget, men at han syntes, jeg skulle beholde det, fordi det pretty much opsummerede, hvem jeg var, som person #awkwardtimes

I don’t MEAN to try hard, sværger jeg bare er sådan som person :((

Hjemme hos “svigerne” kom deres meget sky kat over, for at joine mig i sofaen, og jeg fik at vide, det var et tegn på acceptance… så naturally, blev vi lige bedste venner (ingen kommentar til, at hun forsvandt i skræk, da jeg kom derover igen, efter at have forladt hende, for at hente min sodavand)…

Og så!! D. 16. december. 3. søndag i advent. Den blev ((også)) brugt i sofaen. Det var egentlig meningen, at jeg ville have haft skrevet blogindlægs, m.v., så de var klar til, at blive postet løbende, mens jeg lagde sidste hånd på min bachelor, men sådan blev det ikke. Jeg var hammertræt, sov 12 timer, vågnede, orkede ingenting, og endte faktisk bare med at ligge dér på sofaen. Jeg tog fodbad, og bagefter lå jeg og så Disney’s Nu Er Det Jul Igen, hvilket var PISSEhyggeligt, med adventslys og kalenderlys.

Min kæreste tog på maccen for at hente mad, jeg blev hjemme og lavede kød- og melbollesuppe, og bagefter slængede vi os i hver vores sofa, og så Hercules. Good day.

I øvrigt skal det lige siges, at han vækkede mig kl. 6 om morgenen (han skulle møde på arbejde kl. 7), og tog dagens adventsgave med ind til mig, som vi så åbnede i fællesskab (mega-hyggeligt). Vi grinede dog noget, da vi fandt ud af, hvad det var.

Da jeg var i IKEA med min familie, havde jeg spurgt ham, om der var noget, vi manglede. Han havde svaret en bakke til sengen, hvortil jeg havde kaldt ham luksusdyr, og min mor var enig hermed… men ikke destomindre, så fik vi altså en bakke til sengen i adventsgave, så vi rigtig kan grisse det hele til 😛

 

Og nu, til det allersidste for dette indlæg – oppyntingen herhjemme! Vi kan passende starte i stuen:

For dem der ikke ved det, går jeg supermeget op i julen, pga. min mor. Så jeg har masser af forskelligt julepynt, og jeg synes det er så superhyggeligt. Hjørnenissen ved spejlet, står mellem gangen og køkkenet, og er et arvestykke fra min oldemor, der døde sidste eller forrige år, og kravlenisserne har min farmor lavet til mig engang, da jeg var baby. De har hængt hos min mor alle årene, siden, og hun har stort set leget, at det var hendes. Men da jeg flyttede hjemmefra, måtte hun også opgive kravlenisserne…

Gangen har heller ikke sluppet for julepynt. Sokken plejede at hænge i diverse supermarkeder, og kransen fandt jeg i IKEA, hehe. Badeværelset og køkkenet er også pyntet beskedent op, men det har jeg ikke taget billeder af. I stedet kan vi nu bevæge os ind i det sidste værelse – soveværelset!

Ovre ved natbordet har jeg mit trofaste juletræ, der har fulgt mig – og virket – siden jeg var baby, og en lille julemandsholder til alle mine nipsting. Under vindueskarmen finder vi lidt arvestykker, som er mit hjerte meget kært.

I vindueskarmen finder vi mine yndlings juleting, og lanternerne.

Smykke- og makeupbordet har heller ikke sluppet for en tur med søde nisser, og jule Starbucks-kopper (har altid mine makeupartikler i Starbucks-kopper, men i julen skiftes de ud med jule-versionen – dertil har jeg også normalt sorte borde til stuen og natbord, men i julen erstattes de af røde lol).

 

Mit spejl er fyldt med guirlander, og min yndlingssok hænger på døren. <3 Alt i alt, er jeg godt tilfreds med niveauet af JUL i min lejlighed, hehe. Dertil har jeg tre julekalendere liggende, en standard med chokolade, en min mor laver, og så cavede min kæreste og jeg omkring d. 6. december, og købte en Toms Skildpadde-julekalender til en 50’er, som vi deles om. Og så føler jeg selvfølgelig med i Bamses Julerejse, som den eneste julekalender i år.

 

En af de ting, man bl.a. kan finde i min mors julekalender i år, var det her fine chokoladejuletræ. Dertil har jeg fået myslibarer, frugtkiks, chokolade, og sallos-bolcher. MUMS. <3

 

Hvordan ser julen ud hos jer i år?

Håber I har nydt dagens indlæg.

Tak fordi I har læst med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvorfor 10 føles som et nederlag

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Planen var jo egentlig, at jeg skulle lægge nogle Vietnam-ting op snarest muligt, men i dag er der sket noget… lad os sige, spændende.

Jeg har fået karakter tilbage, for en opgave, jeg lavede, mens jeg var i Vietnam. Min interne prøve på 7. semester valgfag, på sygeplejerskeuddannelsen.

Jeg har fået 10.

Min kæreste fik 4, og er ovenud tilfreds og glad. Fjollet som han er, troede han jo, at han ville dumpe, selv om jeg gentagne gange sagde til ham, at det ville han ikke. Så at han fandt ud af, at det var bestået, og at det var bestået helt OK, var fantastisk for ham.

Jeg var fucking sur. Skuffet. Ked af det. Og det er jeg altid. Jeg har ikke én eneste gang fået 12 på det her studie, og jeg kommer fra HF, hvor jeg fik 4 12-taller, 3 10-taller, 2 7-taller, og 1 4-tal, som jeg husker det. Det er en rimelig stor forskel, så kun at få 10 og 7 her. Gode karakterer, javist, men altså ikke gode nok for mig. Og kun mig. Får mine veninder 10, fejrer jeg dem med glæde, og fortæller dem, hvor godt klaret det er – og jeg MENER det. 10 er en pisseflot karakter.

Bare ikke, når det er mig, der scorer den. For 10 er lige ved og næsten. 10 er en påmindelse om, at jeg lige akkurat ikke var god nok, til fucking at få 12.

Så midt i de overvældende følelser, lagde jeg en snap op på min snapchat story, hvor jeg skrev: “when u try ur best but u don’t succeed. HVORFOR FÅR JEG HELE TIDEN KUN 10??? FUCKING FORTÆL MIG HVAD JEG GØR GALT FFS.”

Ja. En smule over the top, men good lord. Har knoklet røven ud af bukserne, for den fucking opgave, og det et KÆMPE nederlag, så kun fucking at få 10 for den. Jeg var slet ikke tilfreds, og jeg var slet ikke glad. Og fra jeg fik dén information, til at jeg lavede min story, gik der 5 minutters tid. Jeg var virkelig i følelsernes vold, og det var pissehamrende impulsivt gjort. Men ikke desto mindre, så skete det, og jeg har det ok med det.

Indtil jeg modtog en chatbesked fra en pige, der gik i min klasse på sygeplejestudiet, men nu er rykket, og har fået noget merit, og er blevet færdiguddannet for nogle måneder siden. Hun skriver så til mig: “Stop dig selv. Tænk på dem som dumper. Bare vær glad.”

Øhm, excuse me? Hvem fuck er DU at fortælle mig, hvad JEG skal være glad for? Hvad er det for en unødvendig kommentar, at smide i hovedet på et andet menneske?

Jeg skrev så, at det heldigvis var min snap, og at jeg kunne gøre, hvad jeg ville, og så tror jeg, at jeg skrev, at jeg kunne tage det, som jeg ville.

Så skrev hun tilbage: “Jo, men bare vær tilfreds, jo det bestemmer du jo selv. Men tænk lige på, hvor mange der dumper, du fik 10…”

Nu kan jeg ikke huske, præcis hvad jeg skrev. Og jeg indrømmer, det var pissedumt af mig. Men hun fik en besked, hvor jeg sagde, jeg ikke forstod hendes problem, og at jeg ikke syntes, hun skulle blande sig i ting, hun ikke vidste noget om. Jeg kørte den så – dum som jeg er – længere ud, med at forklare hende, at et 10-tal for mig ikke er godt, fordi jeg føler, det er en påmindelse om, at jeg ikke nåede et 12-tal, og fordi jeg altid har været 12-tals pige, hvorfor jeg synes det er enormt svært, at slå mig til tåls med et 10-tal. Så for mig kunne jeg lige så godt have dumpet, for det føles sådan i mit hoved, når jeg ser et 10-tal. Og at jeg synes hendes kommentar var så respektløs, og unødvendig, som noget kunne være, for hun anede ikke, hvad hun snakkede om.

Så kan jeg ellers love jer, at jeg fik tilbage. Og dét blev jeg faktisk lidt ked af. Først blev jeg rigtig gal, og syntes det var latterligt og grinede, men jeg blev sgu også ked af det. Det gjorde jeg altså. Hun skrev nemlig: “Bare glem det, har ikk noget problem. Syntes bar det er en opmærksomhedskrævende ting at skrive. Men er sku da ligeglad sagde bar vær stolt af dit 10-tal, andre ville dø for det.”

First off. Hun må have et fucking problem, hvis hun har behov for at køre rundt i, at jeg er utilfreds med mit 10-tal. Og hvis der er noget, jeg fucking ikke er, så er det opmærksomhedskrævende, i hvert fald ikke i den antydning, hun mener. Vi vil alle gerne have opmærksomhed, selvfølgelig vil jeg også gerne have det. Måske vil jeg gerne have mere end gennemsnittet. Fuck’s sake, jeg har en invaliderende lidelse, der fucker med hele mit liv, men jeg får ikke fucking taget nogen hensyn, for der er ikke nogen, der kan SE den lidelse. Så ja. Nogle gange råber jeg da op, og er “opmærksomhedskrævende” i den forstand. Men jeg ville aldrig, aldrig fucking bruge min diagnose, som et opmærksomhedspunkt, for at få andre til at få ondt af mig. Så det pissede mig virkelig af, og gjorde mig pisse ked af det, at hun kunne skrive sådan til mig. Jeg har aldrig sagt fucking ét ondt ord om hende eller til hende, så jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor hun syntes, det var okay at angribe mig på den måde, at skrive noget så fucking ondskabsfuldt.

Jeg har så fucking svært ved at skelne mine vrangforestillinger fra virkeligheden, og at få at vide, at jeg er opmærksomhedskrævende, er bare slet ikke det, jeg har behov for, og jeg synes ikke, det er okay. Jeg prøvede at forklare hende, hvorfor jeg skrev, som jeg skrev i min story – fordi jeg er anerledes end hende. Og så bliver jeg mødt med den dér. Fedt nok.

Og hun sagde ikke, at jeg skulle være stolt af mit 10-tal. Det var absolut ikke det, hun sagde. Hun sagde, jeg skulle stoppe mig selv, og bare være glad og tilfreds, fordi der fandtes andre, der dumpede. Det var fucking det hun sagde. Det er kraftedeme ikke mit problem, at andre folk dumper. Det kan ikke være, og bliver aldrig, mit problem, at folk de dumper. Det må folk selv stå til regning for. Og det er da pissenederen for dem, at de dumper, ja. Men det er ikke min skyld. Og jeg får det ikke bedre med mit 10-tal af den grund. For jeg har lagt tid og energi i det, og jeg er sgu ked af, at jeg ikke var bedre, end et 10-tal, for jeg følte virkelig, at jeg leverede. Så derfor bliver jeg unægteligt ked af, at jeg ikke var god nok. Det kan hun ikke tage fra mig, bare fordi der er andre, der dumper. Det er fucking ligesom at sige til deprimerede mennesker, at de ikke skal være deprimerede, fordi der findes folk, der ikke har nogen familie, noget hus, noget arbejde, eller anorektikere, at de bare skal spise, og være glade for de kan det, fordi andre sulter. Det fucking hjælper ikke på problemet. Det er at invalidere andre menneskers følelser, og det er PISSEKLAMT, man kan sidde i en profession som SYGEPLEJERSKE, og gøre sådan noget ved andre mennesker. Det vil jeg ALDRIG lære at forstå, at man kan. Mine følelser er mine egne, og jeg har hundrede procent ret til at have de følelser, jeg nu engang har.

Afslutningsvis… Andre ville dø for det? Listen up. Du ved fucking ikke, hvad jeg har opgivet i mit liv, for at opnå de her karakterer. Jeg DØR for mine karakterer. Jeg græder utrøsteligt i timevis, fordi jeg ikke føler, det er godt nok, og uanset hvad jeg gør, er det ikke godt nok. Jeg bliver så vred. Så fucking vred. Jeg spiser enten ingenting, eller fucking alt i huset, når jeg skriver, fordi jeg enten er for fokuseret, eller ikke fokuseret nok. Jeg nedprioriterer min søvn, og går ikke i seng, når jeg skriver opgaver, men arbejder ud til langt hen på morgenen, hvor jeg ikke engang kan holde øjnene åbne mere. Så fucking lad være med at bland dig, og sig, at andre folk ville DØ for mine karakterer, for det ved jeg sgu godt? Men de kommer heller ikke af sig selv. Jeg lægger sgu også arbejdet i at FÅ de karakterer, som jeg får.

 

Mange tanker, og mange følelser, gik gennem mit hoved, efter at have læst den besked. Nogle af dem er skitseret her, andre er ikke. Jeg skrev tilbage til hende, at så måtte hun slette mig, hvis det var så problematisk for hende, så var problemet løst.

Der er sgu da ikke nogen grund til at gøre det sværere, end det er? Hvis hun synes jeg er opmærksomhedskrævende, kan hun sgu da bare fjerne mig som ven, unfollowe mig på instagram, who gives a shit, altså virkelig? Ingen tvinger hende til at glo på mig, så hun kan jo bare gøre det nemme og slette mig?

Kan udemærket klare, at få hate fra anonyme tabere på nettet, der skriver til mig, jeg er fed, grim, ulækker, intet værd, ikke kan være sygeplejerske, er uempatisk, er dum, hvad de nu ellers har sagt til mig. Det kan jeg sagtens klare, for jeg har ingen relation til de her mennesker, og det rager mig en fucking høstblomst, hvad de synes om mig. Men at skulle få den her slags kommentarer, fra folk, som jeg kender, og som kender mig (selv om vi ikke ligefrem er veninder der snakker om alt muligt, så har jeg aldrig haft noget i mod hende og troede heller ikke, hun havde noget i mod mig), det synes jeg fandeme er sårende. Og ignorant.

 

Hvilket også ledte til det næste, jeg gjorde. For hun gad jo tydeligvis ikke snakke med mig. Så jeg oprettede da lige 2 nye stories. Jeg er ikke ligefrem stolt af det, men jeg var vred, og jeg var såret, og hun skulle bare ikke komme og spille bedrevidende, når hun virkelig ikke kender mig, og ved, hvad jeg gennemgår. Så derfor kom de op. De lød således:

“Når folk blander sig i, hvilken effort, man har gjort for sin karakter. søde. har fucking forstuvet min ankel i frustration og grædt i dagevis pga. den skodopgave. så keep ur piehole shut, når du ikke aner, hvad fuck der sker :)” og:

“Derudover er jeg perfektionistisk, har angst og ocd, er skizotypisk og deprimeret. vurderer mit eget værd i min karakter (hvilket er pisseusundt og toxic, men not the point). at få et 10-tal er for mig det samme som, at jeg ikke er god nok. så lad være med at bebrejd mig. har hele livet fået at vide, jeg er så klog og dygtig. får jeg ikke 12, lever jeg ikke op til den forventning (i mit hoved), og det er fandeme lige så hårdt at leve med, som at dumpe.”

Ja. Ikke de smukkeste, mest stolte beskeder, og ja, jeg har hængt hende en smule ud. Men jeg har ikke nævnt hende ved navn, og laver mest af alt bare en psa om, at folk skal holde deres kæft, hvis de ikke ved, hvad de snakker om. Hun kender intet til mit private liv, så hvorfor blande sig? Hun ved ikke, hvad jeg dealer med hver dag, og hun ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så tragisk, at få et 10-tal. Så hvorfor kommentere det? Hvorfor sige jeg er opmærksomhedskrævende? Jeg har ikke lavet den story, for at alle skal have ondt af mig og sige “ej, 10 er så pissegodt, vi er alle så stolte af dig, cheer up!” har lavet den fordi jeg bruger mine sociale medier som et fristed, hvor jeg kan komme af med de tanker, der fylder. Lige i det øjeblik, så var det tanken om, at jeg følte mig utilstrækkelig, der fyldte. Og jeg synes egentlig det er max ydmygende, at alle på min snap nu ved de her ting om mig, men sådan er det. Jeg har intet at skamme mig over, og selv om jeg synes det er pinligt, så synes jeg også, det er vigtigt. Det er vigtigt, fordi der skal mere fokus, og mindre tabu, på psykiske lidelser og problematikker. Så fair nok. Nu står jeg frem, og fortæller, hvorfor 10 for mig er en dårlig karakter.

For jeg VED, jeg ikke er alene. Jeg VED, der er mange flere, der lider under det her kæmpe pres. Mine forældre har aldrig sagt til mig, jeg ikke var god nok, hvis jeg kom hjem med 7 eller 10. De har altid sagt tillykke, og at jeg skulle være stolt, og at det var pissegodt gået. Men hvordan kan noget være godt gået, hvis man er vant til at få 12, og pludselig ikke får det mere? Hvordan kan det være godt gået, når ens lærere kigger på en og siger “ikke lige så godt som det plejer, men flot klaret”. Det er et enormt pres hele tiden at føle, man skal præstere, og hele tiden føle, at intet under 12 er godt nok. Og jeg synes det er så ignorant, og så klamt, at folk dømmer en på baggrund af det. Bare fordi jeg ikke er dumpet, eller ikke er vant til at få middelmådige karakterer, så betyder det ikke, at jeg ikke må være utilfreds. Min standard er anerledes end din. It’s as simple as that. Og jeg kender virkelig mange, der har det på samme måde. Og jeg synes det er irriterende, at skulle høre på, at jeg ikke må have det dårligt, fordi jeg har fået 10. Det er ikke sundt, og jeg skal stoppe med at være sådan, men one battle at a time, lige nu forsøger jeg at holde mig ude af tilbagefald, og så må det her prioriteres på et andet tidspunkt, man kan ikke bekæmpe alle ens dæmoner på én gang. Men jeg vurderer mit selvværd i karakterer, for jeg var aldrig den smukke pige. Aldrig den tynde pige. Aldrig den søde pige. Den sjove pige. Jeg var fucking aldrig nogen af de ting, og har altid haft et massivt socialt handicap, jeg heldigvis er blevet bedre til at håndtere, men det eneste, jeg altid har kunnet sætte min lid til, var, at jeg var kvik. Jeg kunne sgu mine skoleting. Og når jeg ikke kan dem, ligeså godt, som jeg har kunnet førhen, så føler jeg en del af min personlighed smuldrer, og så ved jeg ikke, hvem jeg er mere. Jeg føler mig som ingenting. Og jeg knokler røven ud af bukserne for de her ting, det gør jeg virkelig. Og jeg ville sådan ønske, det også blev afspejlet i mine karakterer. Men det gør det ikke, og det gør ondt, og jeg må gerne synes det gør ondt, uden nogen skal fortælle mig, at det er forkert.

Hun skrev så til mig, efter hun havde set mine stories. “Slap dog af! Seriøst, du har intet liv, bare slet mig.” Stærkt efterfulgt af: “Sletter dig, til grin man.”

Hvilket gjorde ondt at first, og også gør lidt ondt, når jeg læser det. Igen max invaliderende overfor mine følelser – jeg er såret over, at blive angrebet på den måde, over en fuldstændig legitim følelse, jeg har. Jeg har et fucking papir på mit køleskab derhjemme, som jeg har fået i OPUS, hvor der står alt muligt shit med, at mine meninger er lige så vigtige som andres, og at mine følelser er vigtige og altid er legitime og okay. Det er sgu svært at gennemgå den positive hjernevask, som min terapeut kaldte de her selvkærlige sætninger, når jeg samtidig får at vide, at jeg er opmærksomhedskrævende, fordi jeg beskriver mine følelser, og får at vide, at jeg skal slappe af (at jeg overreagerer).

Trøster mig med, at det nok snarere er hende, der ikke har noget liv, hvis hun virkelig syntes, det var nødvendigt at komme med så ligegyldige kommentarer til mig. Hun må hjertens gerne synes, jeg er til grin. Håber fandeme aldrig, hun selv kommer til at have det, som jeg har haft det de sidste snart 10 år. Og hvis hun nogensinde får det sådan, så håber jeg for hendes egen skyld, hun ikke kommer ud for, at folk behandler hende med samme ignorance, som hun har behandlet mig. Fucking tag dig sammen og mød dine medmennesker med respekt, det skal du kunne, når du er i det fag, du er i.

 

Så ja. Det var lige et surt opstød fra mig, der tydeligt viser, hvor fucking elendigt, jeg håndterer konflikter. Men jeg publicerer indlægget alligevel, selv om det sætter mig i en lorteposition, der får alle til at se, hvor dumbass jeg er, fordi jeg synes, at emnet er vigtigt. Der er så stor fokus på, at det er synd for dem der dumper. Der er overhovedet ikke nok fokus på, hvordan folk som jeg, 12-talseleverne, egentlig går og har det, når de ikke får fucking 12. Og det synes jeg, det her er et billede på. Igen, folk skal ikke have ondt af mig. Men jeg synes godt, at man kan begynde at tænke over, hvordan man snakker til hinanden. Bare fordi du ikke kan sætte dig ind i det, betyder det ikke, at det er forkert.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

STATUS – OPUS, Vietnam, Bachelor

Hej bloggen, og velkommen tilbage. Der har været noget stilhed på bloggen, og det er simpelthen fordi, at jeg jo har været en måned i Vietnam ifm. sygeplejestudiet! Jeg ville gerne have blogget undervejs, men sådan blev det bare ikke. Dog har jeg taget en masser lækre billeder, og vil smide noget op her på bloggen tidligst muligt.

Jeg ville have lagt et Tokyo Haul op inden jeg tog af sted, men dagene op til, at jeg rejste, var superhektiske.

Jeg kom hjem lørdag aften, og mandag morgen startede vi lige på og hårdt med opstart til Bachelor. Yep, I hørte rigtigt – jeg starter på min bachelor nu, og kan derfor kalde mig sygeplejerske til januar, hvis jeg altså består. Så hvor meget aktivitet, der bliver på bloggen i den tid, kan jeg ikke lige love. Jeg håber bare, jeg kan få Vietnam op, men who knows.

 

Denne her status skulle i øvrigt også være kommet op, inden jeg rejste.

Men status er, at jeg jo har afsluttet mit OPUS-forløb. Det føles sgu mærkeligt, må jeg sige. Jeg var ret klar til at slutte, da jeg sluttede, men nu kan jeg godt mærke, at tingene brænder på indimellem, og jeg føler mig alene og forladt, og kan ikke helt håndtere dagligdagen selv. Og jeg har det rigtig, rigtig svært ved, at jeg stoppede i OPUS, som jeg gjorde. For jeg blev egentlig rimelig hurtigt afsluttet, og jeg fik ikke noget sikkerhedsnet med mig videre på vejen. Lige nu er jeg faktisk bare mig alene, uden nogen form for netværk eller sikkerhedsline, og det har jeg det faktisk rigtig svært med, fordi vi træder ind i en tid, hvor jeg ved, jeg vil blive presset. Både på grund af min upcomming bachelor, men også fordi det bliver vinter, og jeg altid får det dårligere om vinteren. Jeg har heldigvis fået en lysterapi lampe af min farfar, som jeg føler har gjort en forskel(?), men jeg tror bare heller ikke, at jeg kan satse på, at lysterapi kommer til at redde mig igennem. Så det er rigtig hårdt. De bad mig om selv at tage kontakt til en privatpraktiserende psykiater, men altså. Jeg har potentielt en brækket eller forstuvet ankel, der bare får det værre og værre. Jeg har haft svært ved at gå, og smerter i den, siden juli. Den anden siden maj. Og jeg har stadigvæk ikke reageret på nogen af delene, til trods for, at det virkelig progressivt bare bliver værre – så hvordan helvede skal jeg nogensinde få taget mig sammen til at få bestilt en tid hos egen læge OG fundet en psykiater, hvor kemien passer?

Jeg føler mig alene, og jeg føler mig tabt på gulvet. Og det er pissenederen. For jeg er allerede begyndt at få det svært igen, og jeg har ingen anelse om, hvad fanden jeg skal stille op. At komme ud af min seng er hårdt, og jeg bliver udmattet i løbet af no time, jeg slækker på ting, jeg ikke burde slække på, og alt virker uoverskueligt. Til mit held, bor jeg sammen med min kæreste, der hjælper lidt på humøret. Dagene er lidt lysere, når jeg ved, jeg står op til ham, og uden han ved det, hjælper han også til – får mig ud af lejligheden indimellem, får lokket noget rigtigt mad i mig, og sørger for, at jeg passer bare lidt på mig selv og mine basale behov. Og det er jeg ham dybt taknemlig for.

 

Vietnam var noget for sig, og jeg er superglad for, at jeg fik muligheden for at tage af sted – og valgte at tage i mod muligheden! Folk, der kender mig, ved jeg er hamrende neurotisk og generelt bare… ja, man skulle ikke tro, at jeg ville være typen, der tog dén udfordring op. Men det var hårdt, og det var svært. Jeg har aldrig taget så meget medicin, som jeg gjorde dernede, og jeg har virkelig haft nogle mørke stunder dernede. Dynamikken i vores gruppe dernede, var heller ikke skidegod, og faktisk enormt giftig for mig at være i, hvilket også er grunden til, at det gik… knapt så godt. Men da vi stod dernede og var færdige, kunne jeg også godt mærke, at jeg var stolt. Jeg havde sgu gjort det, jeg gerne ville, og jeg var kommet igennem, og det havde været benhårdt, men jeg havde GJORT det. Virkelig. At stå med mit certifikat i hånden var SÅ stort et øjeblik for mig.

 

Sidst, men ikke mindst: Bachelor på sygeplejestudiet. Om fucking 3 måneder (whoa) kan jeg kalde mig sygeplejerske. Det har været svært, det her bachelorfis. Og jeg er kun lige startet. Goddamn. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville skrive om, og det var kun heldigt, at jeg i det hele taget har en bachelorpartner (det skete for 2 ugers tid siden, huhej). Jeg ved bare, jeg vil skrive om psykiatri, og som det ser ud nu, er skizofrenipatienter nok en god kandidat. Men det er også sådan ca. dét, jeg ved. Og jeg skal aflevere problemstilling torsdag omkring middag 🙂 Tjuhej 🙂 Dét skal nok blive spændende.

 

Så…

Planen nu er, at jeg forsøger at få fucking oploadet min Tokyo haul at some point (måske efter Vietnam), og så at få uploadet nogle Vietnam-posts og haul derfra. Puha. Dertil at få min bachelor til at hænge sammen, og mit liv til at hænge sammen. Gonna be tough.

Så alt i alt; jeg har det ikke pissefedt lige for tiden, men jeg er mig, jeg er en fighter, og i might break down a few times (once a day, at least), men jeg skal nok klare den. Deep breaths. En dag af gangen. It’s gonna be fine. I can do this shit.

 

Så tak fordi I gad læse med på denne her semi pointless blogpost, jeg håber virkelig, jeg snart kan få opdateret herinde igen!

 

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i ACT? #10

Hej bloggen, og velkommen til allersidste dag af ACT.

Faktisk var der én dag mere, men der var jeg på Roskilde Festival, og kunne derfor ikke deltage. Så dette er min sidste officielle ACT-dag.

 

Som altid ligger jeg benhårdt ud med en hjemmeopgave. Den hedder villigheds- og handleplanen. Her er min:

  • Mit mål er at (vær specifik):
    • Være modigere & omfavne øjeblikket.
  • De værdier, der ligger til grund for mit mål er:
    • Jeg vil ikke være bange for nye ting. Jeg vil lære, opleve og udvikle mig, og lære at vise mine følelser bedre/kommunikerer dem bedre.
  • De handlinger, jeg vil udføre, for at nå dette mål er (vær specifik):
    • Være mere åben. Sige mere ja. Gøre et forsøg. Aktivt at fortælle/vise MINE behov.
  • De tanker, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Alle NAT. F.eks. “Jeg er ikke god nok”, “Jeg kan ikke”, “Jeg gør det forkert”, osv.
  • De følelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Angst/panik. Det er BARE følelser!!
  • De fornemmelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Rysten. Hjertebanken. Tårer. Svimlen for øjnene. Frys/passivitet.
  • De tilskyndelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Trang til at stikke af – UDEN reelt at stikke af.
  • Det vil være nyttigt at sige til mig selv, at:
    • Det er BARE tanker og følelser.
    • Ingen er god til noget første gang.
  • Hvis det er nødvendigt, kan jeg bryde dette mål ned i mindre skridt. Det mindste og letteste skridt, jeg kan begynde med, er:
    • Ved tilbud om noget, at stoppe op og tænke, ingen jeg siger nej (prøve at sige ja).
    • Aktivt at række ud.
  • Det tidspunkt, den dag, og den dato, hvor jeg vil tage dette første skridt er:

Vi gennemgik øvelserne i fællesskab, og jeg fortalte bl.a. det her med, at jeg ikke følte mig klog eller god nok, når jeg var sammen med min “svigerfamilie”. Her fik jeg gode råd fra gruppen, om at jeg skulle fortælle min kæreste, at jeg fik det sådan, når jeg var sammen med hans familie, og at jeg skulle defusionere og acceptere, hvordan jeg havde det, og prøve at fokuser på nuet (fordi det tog meget af min energi, at fokusere på alle mine negative tanker, så jeg glemte at følge med, og snublede lidt i virkeligheden, fordi jeg ikke kunne fokusere på flere ting). Derudover at spørge mere ind til hans forældre, og ikke være bange for at stille spørgsmål, hvis jeg ikke forstod noget, de sagde. Og derudover bare tænke mindre over tankernes sandhedsværdier, og bare accepterer de er der – hvad så, hvis jeg er dum? Det er i bund og grund ligegyldigt.

 

Vi gennemgik nogle andre hjemmeøvelser, og jeg vil her gennemgå de to, der sagde mig mest.

Der var en, der sagde, at værdier vælges af interne værdier, og ikke eksterne. Vedkommendes værdier var selvbevidsthed og disciplin, og forholde sig kritisk til egen adfærd og tanke, og accepterer, at ubehag er OK. Situationen var en familiesammenkost, hvor vedkommende prøvede at lade være med at blive provokeret over de forskellige ting, men bare se dem, som de var, og ignorere spydigheder m.m., og stå op, i stedet for at sove længere, og få gjort det, vedkommende havde sat sig for. Vedkommende fik tankerne til at fylde mindre, og oplevede, at det virkede, at lade tankerne fade ud, uden at bruge energi på dem, og accepterede, følelserne, i stedet for at løbe fra ubehaget og familieproblemerne, ved f.eks. at drikke sig i hegnet til en fest bagefter.

Noterede hjælpesætningen: Går det, så går det, og går det ikke, går det nok alligevel.

 

Der var også en, der havde en værdi ift. at give slip, og have egenomsorg.

Vedkommende var med i en trekløver, og følte sig som tredje hjul, når de andre lavede aftaler og lignende, uden at invitere vedkommende selv med. Det hjalp vedkommende at tænke, det var okay, og at vennerne nok ikke havde tænkt over det, og ikke ved, hvor meget det betyder at blive inviteret med/hvor ked af det, man kan blive, når man ikke bliver inviteret med.

Vedkommende her fandt det hjælpsomt at tænke over, at vennerne jo ikke vidste, at han/hun havde tænkt over at være sammen med vennerne, og nærmest planlagt at være sammen, og planlagt dagen ned i mindste detalje, før han/hun besluttede at skrive til dem, og derfor ved vennerne heller ikke, hvad de “bryder”, idet de ikke er tankelæsere, og ikke nødvendigvis har haft samme planer. Herfra at prøve at slippe tankerne om, ikke at være god nok, og at vennerne ikke gider en, i stedet for at blive sur og ked, eller tage i byen med andre venner.

Her blev et tip til vedkommende, at planlægge lidt længere frem, og ikke så spontant, da der så var større chance for succes. Dvs. i stedet for at skrive to timer før man gerne vil mødes, at man gerne vil mødes, så at lave aftaler nogle dage i forvejen, f.eks.

 

Det var det for ACT.
Derudover at huske, at det her er en PROCES, der udvikles HELE TIDEN. ACT bliver aldrig rigtigt færdigt, man udvikler sig hele tiden, man lærer hele tiden, osv. Giv det tid. Det skal nok blive bedre.

 

Personligt synes jeg, at det hjalp meget at lave så udpenslet en plan. Det var fucking irriterende at være “specifik”, men hvis jeg lige tænkte over det, og set i bakspejlet, var det rigtig rart, fordi det blev mere håndgribeligt, så jeg kan varmt anbefale, at lave sådan en liste med babysteps. Det behøver ikke være vildt og voldsomt. Selv de mindste ændringer er worth it. Så altså, giv det et skud, prøv dig frem, lev livet. Du ved.

Jeg håber I har fået noget ud af, at læse med. Jeg er i hvert fald selv blevet meget inspireret af ACT-tankegangen, og har mærket, at det kunne hjælpe mig videre. Kan også se i min journal fra OPUS, at mine behandlere oplever det samme. Så ja. Jeg håber, det har kunnet inspirere lidt, og jeg ønsker jer ALLE al mulig held og lykke i fremtiden. Og skriv endelig en kommentar her på bloggen, el. lign., hvis I har spørgsmål eller brug for et råd. Jeg vil gøre mit bedste, for at hjælpe.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i ACT? #9

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu en dag i ACT.

 

Vi lagde ud med en hjemmeøvelse, som altid, og jeg tror faktisk, vi brugte hele sessionen på det, for jeg har ikke sindssygt mange noter fra denne dag? Så det bliver et kort indlæg.

Vi skulle vælge en værdi, som vi ville leve efter, og udpensle, specifikt, hvad vi ville gøre, for at leve efter den, og derfra bemærke, hvilken betydning det havde, for vores tanker, følelser, og adfærd, at gøre dette.

Jeg valgte at omfavne øjeblikket og være modig. Her ville jeg tage jahatten på, gøre noget mere aktivt, og sige mindre fra.

Jeg er ikke sikker på, om jeg lavede opgaven(?), men jeg har skrevet notater til, at jeg sagde ja til forældremøde, og fitness (hvilket skete ugen før, så?). Menøh, basically gjorde jeg endelig op med mig selv, at det var på tide at starte i fitness over sommeren, for at prøve at komme lidt mere ud, og ikke sumpe rundt i løbet af sommeren. Samtidig indvilligede jeg i, at lade min kæreste møde mine forældre, og vice versa. At møde hans var uden tvivl mest skræmmende. Men det gik fint.

Det, der skete for mig, da jeg skulle møde hans forældre, var, at jeg var meget caught up i mit hoved. Der skete rigtig mange ting, og selv om jeg var lettet over, jeg endelig gjorde det, og stolt over, at jeg gjorde det, så kværnede tankerne derudaf. “Jeg er ikke god nok, de kan ikke lide mig, jeg er dum, hvad laver jeg her, hvorfor sker det her, jeg vil ikke, jeg vil hjem, omg jeg er så fucking dum, hvorfor forstår jeg ikke hvad de siger, hvorfor diskuterer de, er det min skyld, what the fuck”. Det kørte derudaf med 180 kilometer i timen, og jeg følte mig DØD, da jeg endelig kom hjem. Jeg kunne ikke slippe tanken om, at jeg ikke var god nok, og at jeg var dum. Samtidig følte jeg mig ked af det, rådvild, forvirret, alt muligt. Af samme årsag var jeg stille under mødet, bød ikke ret meget ind, og udviste ikke super meget intelligens, faktisk. Det var kikset. Og det var pinefuldt.

Men oveni alt det, var det også rart. Jeg havde gjort det første gang. Det var hårdt, jeg var fanget i kaos af tanker og følelser, men jeg vidste med mig selv, at det ville blive nemmere. Nok ikke anden gang, sikkert ikke engang tredje eller fjerde gang. Men på et eller andet tidspunkt, ville det blive bedre. Og jeg klyngede mig til det håb. Det allerværste var overstået nu, og det kunne kun blive bedre.

Vi så også denne her ACT-video.

 

Resten af noterne, jeg har fra denne dag, er de andres oplevelser, og selv om jeg synes det giver meget, at få flere oplevelser på, så lader jeg dem være. For jeg har ikke supermange noter, og jeg tror bare, det bliver forvirrende. Så det her var et meget kort indlæg, med det eneste indhold, at dele min hjemmeopgave.

Så hvad har jeg lært?

AT DET ER PISSEFUCKING HÅRDT, AT GÅ EFTER DET MAN GERNE VIL. Men, jeg har en værdi, der hedder familie, og en værdi, der hedder at være en god svigerdatter, og knytte gode bånd til min kærestes familie.

SÅ. Jeg udstår det her lort, og venter på, at jeg får det bedre, og det stopper med at være hårdt og udmattende.

For det skal nok blive bedre.

Hans familie er rigtig sød.

Jeg skal nok komme til at passe ind.

Så ro på, rid stormen af. Acceptér de følelser, der er, og prøv at lev med det, indtil din hjerne får tilpasset sig, at det ikke er farligt.

 

Så mit råd til jer er, at prøve noget af det samme. Find frem til jeres værdier, og lav små babysteps. Øvelser. Kom ud og gør noget aktivt. Gør én lille ting anerledes, og se, hvad der sker – og hæng i, selv om det er hårdt. Selv om tanker eller følelser fylder. Det skal nok blive det værd. <3

(billedet er faktisk fra den dag, jeg mødte hans forældre).

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x