Mental Health Awareness – de sidste 2 år af mit liv

Hej bloggen

Der er efterhånden gået nogle måneder – jeg har simpelthen haft drøntravlt med opstart af nyt job, og konstant at rende tilbage mellem lægekonsultationer, hospitalskonsultationer og fysioterapi.

MEN, det har lige været Mental Health Awareness Week i England, her fra d. 13-19. maj, og det er lige gået op for mig, at det snart er 2 år siden, jeg skrev dette indlæg. Jeg husker det, som var det i går.

Jeg var hamrende ulykkelig og sad og græd, og tænkte, at mit liv aldrig ville blive normalt. Jeg ville aldrig blive rask, jeg ville aldrig opnå det, jeg gerne ville, jeg ville aldrig få en kæreste, aldrig færdiggøre min uddannelse, aldrig få et job, aldrig slippe fri. Samtidig sørgede jeg over det liv, jeg havde ladet passere forbi, og alle de muligheder, jeg enten havde nægtet mig selv, eller andre havde nægtet mig. Det gjorde så forbandet ondt i hjertet, alle de afvisninger, jeg havde fået, ift. hvad jeg gik og drømte om, og hvad jeg var gået glip af – alt sammen, på grund af en dum, altopslugende sygdom.

Hvis I ikke allerede har læst indlægget, ville jeg foreslå jer det. Jeg har selv læst det igen, og selv om det piner mit hjerte at læse, så synes jeg det er vigtigt at sætte ord og fokus på. Psykisk sygdom og psykisk sårbarhed er vigtigt at sætte ord på. Det skal ikke være tabu. Så here goes.

 

Til dem, der ikke ved det, hedder jeg Cecilie. Jeg fylder snart 23 år. Og jeg har de sidste 10 år af mit liv kæmpet med psykisk sygdom af arten “skizotypisk sindslidelse”, som er en mild form for skizofreni. Det vil sige, jeg har alle de samme symptomer, som en med skizofreni har, men jeg oplever ikke (eller sjældent) hallucinationer og psykoser. I præg af min skizotypi oplever jeg stærke mængder af social angst, OCD og depressionstendens, og har også døjet med en atypisk spiseforstyrrelse.

Og så er jeg nyuddannet sygeplejerske. Og dét er jeg kraftedeme stolt af! Jeg har et stabilt job med de bedste kollegaer, og jeg skammer mig ikke over at være åben omkring min psyke, for der SKAL øges fokus på dette område. Især fordi jeg first hand og second hand har oplevet, hvordan et tabu omkring psykisk sygdom fører til ringere behandlingsmuligheder for somatisk sygdom – og det er IKKE i orden. Psykisk sygdom er lige så reelt som fysisk sygdom, og man kan altså godt fejle begge dele. Bare fordi nogen er psykisk syg, betyder det altså ikke, at de ikke er i stand til at mærke, når der er noget fysisk galt med dem. Jeg synes det er dybt grotekst, hvordan psykisk syge/sårbare behandles i vores system, og derfor stiller jeg mig frem nu og siger, at jeg falder ind under den gruppe. Jeg falder ind under folk der er “syge i hovedet” eller “sindssyge”. Og dem der kender mig ved, at jeg faktisk udadtil er RET normal, og lige som alle andre. Og det er jeg også. Min virkelighedsopfattelse er bare lidt anerledes. Jeg føler ting lidt stærkere. Jeg tvivler mere, og bliver hurtigere bange for ting, der i virkeligheden ikke er nogen grund til, at være bange for. Men derudover er jeg faktisk et helt almindeligt menneske, ligesom alle andre, og jeg fortjener præcis det samme, som alle andre. Og jeg er en mindst lige så god sygeplejerske, som mine kollegaer rundt omkring, som ikke har en psykisk diagnose med sig i rygsækken. Jeg har fået nøjagtig samme uddannelse som dem, og ved mere eller mindre nøjagtig det samme. Selvfølgelig er jeg ikke lige så erfaren, i præg af, at jeg kun har været uddannet i 4 måneder. Men jeg er på vej, og jeg lærer nyt hver dag.

Udover min lille agenda med at prøve at aftabuisere psykisk sygdom, så har jeg faktisk også noget andet, jeg vil med det her indlæg.

Nemlig at nå ud til dem, der selv sidder, hvor jeg sad, for 2 år siden.

 

Hurtigt recap. For 2 år siden havde jeg 2 friske indlæggelser på psykiatrisk skadestue med mig i baggagen (ikke længerevarende eller noget andet, den første var 5 dage, fordi jeg havde så voldsom angst, jeg ikke følte, jeg kunne trække vejret, og anden gang var blot en enkelt overnatning, fordi mine impulshandlinger var ved at tage overhånd for mig). Jeg var inde i et massivt sort hul. Jeg var blevet placeret på et praktiksted, jeg ikke ønskede at være, hvilket i sig selv var fint nok, for det kunne ske for alle – men jeg var havnet der, fordi skolen havde frataget mig min ret til at ØNSKE praktiksted, fordi jeg havde de problematikker, jeg nu havde, så ville jeg ikke “kunne finde ud af at adskille tingene og omgås mig andre steder”, og derfor blev jeg placeret dér, hvor jeg allerhelst ikke ville være, fordi det triggerede mig. Samtidig blev jeg nægtet at bytte med en medstuderende efter placeringen, selv om alle andre studerende gerne måtte bytte, fordi “skolen havde indgået en aftale om, at jeg skulle være dér, og derfor kunne jeg ikke bytte mig ud af det”. Jeg syntes, og synes stadigvæk, at det var dybt uretfærdigt, og stigmatiserende at opføre sig sådan overfor mig. Jeg græd hver dag, og jeg kunne ikke sove om natten, fordi jeg var så ængstelig for en ny dag på praktikstedet. Men jeg var stædig, og ville ikke tage sygeorlov og miste det fællesskab, jeg havde i min nuværende klasse. Så jeg holdt ud, men jeg syntes, det var hårdt. Som nævnt først i indlægget, sørgede jeg meget over forspildte chancer, og hvordan mit liv egentlig havde formet sig – det var ikke rigtig et liv, der var værd at leve, syntes jeg.

Et par måneder efter ændrede alt sig fuldkommen. Jeg fik sommerferie, og noget ganske forfærdeligt skete, som fuckede mit liv helt op, og det gjorde min skolegang en del mere besværligt, fordi skolen igen nægtede at høre på mig, og selv om jeg havde min fagforening indenover, så nægtede skolen at gøre, som jeg havde ret til og krav på, hvilket var en kæmpe nedtur for mig. Men jeg kom af sted til Tokyo for anden gang, hvilket virkelig fik sparket min livslyst i gang igen – at rejse er at leve, og jeg kan love jer for, at Tokyo er fantastisk. Jeg er lykkelig, når jeg befinder mig i Tokyo. Kulturen derovre, vejret, menneskerne, naturen, historien, bygningerne, religionen – det hele. Hold kæft, hvor jeg savner det. Jeg kom på et praktiksted, som virkelig formåede at tage fat om mig, og se mig, og ikke min sygdom, selv om den var en afgørende faktor, for jeg havde skolen med indover i starten af praktikforløbet, for at lave specialaftaler for mig. Men det klarede mine kliniske vejledere og jeg faktisk helt fint selv. De så noget i mig, som der tilsyneladende ikke var andre, der nogensinde havde set før. De gav mig plads, tid og ro, til at vokse, som den jeg nu engang var. Og ængstelige Cecilie begyndte pludselig at live op og blive mere selvsikker.

Jeg rendte frem og tilbage mellem praktik og psykiatrisk behandling i mit behandlingsforløb “OPUS”, hvor jeg gik 2-3x ugentligt (et forløb, hvor jeg gik til noget social træning, noget mindfulness fysioterapi og terapi), og selv om det kunne være stressende, fik vi løst det enormt godt, så der kom balance i tingene. Det var et fantastisk klinikforløb, og gav mig fornyet energi.

Jeg havde også mødt en fyr, til den seneste campusfest, som irriterede mig grænseløst, og jeg ville ikke noget som helst med ham, selv om han pressede på for at mødes igen og what not. Efter mit praktikforløb bøjede jeg mig så (der havde han også prøvet i 6-8 uger at få mig til at mødes igen), og selv om han gjorde mig skrækslagen, så var han tålmodig med mig, og tog sig ikke af, at jeg var underlig, ængstelig og akavet. Jeg kunne ikke tænke, og jeg turde næsten ikke snakke, og jeg gjorde alting forkert, fordi jeg var så nervøs. Men han var tålmodig.

Langsomt begyndte vi at mødes oftere og oftere, og jeg endte med at synes, at han måske i virkeligheden var meget sød. Nytåret 2017 betød mange ting, han ville fejre nytår med mig, jeg turde ikke, så jeg drak mig fuld i byen, udelukkende for at savne ham!

I januar 2018 bestod jeg min eksamen, og vi begyndte at se mere til hinanden. Jeg startede i praktik igen på samme afdeling, som jeg havde været på sidst. Mine kliniske vejledere var glade for at have mig tilbage, og nød at se min udvikling fra uge til uge – jeg blev mere og mere selvsikker, jeg blev gladere… de roste mig til skyerne for mine kvantespring, og hvordan jeg formåede mit praktikforløb og samtidig tog til behandling de gange om ugen, jeg nu skulle.

I marts 2018 blev jeg officielt kærester med ham fyren, A. Hvem skulle have troet det?

I juni 2018 bestod jeg mit praktikforløb på 6. semester, og kunne holde sommerferie med ro i maven, og jeg vidste, om 6 måneder ville jeg være sygeplejerske.

Jeg afsluttede også mit forløb i OPUS, for min tid var brugt op, og jeg havde det egentlig ret godt. Jeg havde lært at leve med min sygdom, og den begrænsede kun mit liv meget minimalt nu. Jeg var faktisk blevet så god til at LEVE, trods sygdommen og alle de negative, forfærdelige tanker, der følger med, at jeg impulsivt havde meldt mig som frivillig på Roskilde Festival 2018, udelukkende fordi min kæreste havde købt billet dertil. Roskilde blev en speciel fornøjelse, det gik overvejende godt, men en del drama, og jeg havde nogen voldsomme angstanfald, der første gang resulterede i, at de måtte ringe 112 og få en læge til at vurdere mig – dommen blev heldigvis, at jeg bare skulle have noget ro og slappe af, og at det bare var et voldsomt angstanfald. Så jeg fik ro, og fik det bedre. Og jeg havde faktisk kun 2 angstanfald, mens jeg var af sted – og anden gang var min kæreste god til at opsnappe det, så han trak mig væk fra den værste menneskemængde og gik en tur med mig, så jeg kunne få noget ro på, og så klarede jeg det – og jeg var pavestolt.

I august 2018 flyttede vi sammen i min lejlighed, og hold kæft, det har været dejligt. Jeg har ikke fortrudt i så meget som 1 sekund.

I september 2018 sad jeg i et fly sammen med 4 andre sygeplejerskestuderende, på vej mod Ho Chi Minh City, Vietnam, hvor vi skulle være i 4 uger på udveksling. Jeg havde endelig lært, at lade være med at lade sygdommen begrænse mit liv, og selv om det blev en hård tur, langt væk hjemmefra, var den overvejende god, og jeg er – igen – stolt over, at jeg klarede det. Det var enormt lærerigt, både fagligt, men også personligt.

Da jeg kom hjem i oktober, skulle vi i gang med bachelorskrivning, og jeg valgte et emne, der stod mig meget nært – nemlig psykisk sygdom. Jeg blev fanget af et projekt, der blev kørt på Glostrup Hospital angående medicinnedtrappende behandling af patienter med skizofreni, dvs. hvor denne patientgruppe blev trappet ned i medicin, og der blev sat øget fokus på andre behandlingsmuligheder, lig dem, jeg havde fået i OPUS. Dette emne var vigtigt for mig at formidle videre, i præg af min egen diagnose, og det faktum, at jeg heller ikke er medicinsk behandlet, men faktisk har fået det rigtig godt uden medicin.

Nytåret 2018 blev brugt sammen med min kæreste, hans forældre og et vennepar dertil, og jeg havde aldrig troet, at jeg ville ende dér.

I januar 2019 gik jeg til bacheloreksamen med min skriftlige opgave, og et mundtligt oplæg om terapeutisk behandling med ACT (Acceptance and Commitment Therapy). ACT havde jeg selv skiftet bekendtskab med, inden jeg forlod OPUS, og det var nok det, der virkelig fik sat mit liv i perspektiv, og gjorde, at jeg blev bedre til at tage chancer og acceptere mit liv, som det var – og prøve at få det bedste ud af det, som det var.

Jeg gik derfra med et 12 tal, og kunne se frem til et job på samme afdeling, som jeg havde været i praktik på, 2 uger senere.

Februar startede jeg så op i mit første job som sygeplejerske på en afdeling fyldt med kærlige hænder, smilende, hjælpsomme kollegaer, og tingene kunne bare ikke være bedre.

 

Derfor sidder jeg nu tilbage med en følelse af taknemlighed. Jeg er stadigvæk rasende over den behandling, jeg har fået fra skolen i forbindelse med uddannelsen, men jeg er taknemlig for min tid i OPUS. Taknemlig for de grupper, jeg deltog i, mens jeg var der (SFT, ACT, fysioterapi). Taknemlig for mit tidligere kliniksted, og nu arbejdsplads, og alle de mennesker, der hjalp mig på vej til at blive den, jeg er i dag. Taknemlig for min kæreste, som har holdt mig ud, selv da jeg var længst nede, og fortsat elsker mig præcis som jeg er, med op og ned ture. Taknemlig for min familie, der også fortsat støtter mig.

For 2 år siden, regnede jeg absolut ikke med, at noget af det her ville blive muligt. For 2 år siden, troede jeg, at mit liv ville fortsætte i samme mørke hul, det havde kørt i, i 8 år. For 2 år siden, troede jeg, at jeg nok ville være død, inden jeg fyldte 30.

I dag ved jeg, at tingene altid kan nå at blive bedre. I dag ved jeg, at ting tager tid, og at tingene ikke forbliver mørke for evigt. Det kan tage enormt lang tid, men det skal nok blive godt. I dag ved jeg, at jeg er god nok, som jeg er. I dag ved jeg, at jeg bliver ikke rask fra min sygdom, og den vil altid fylde og være en del af mig, men det er okay, for den behøver ikke styre mit liv, og den behøver ikke at være det første, folk ser, når de møder mig. I dag ved jeg, at jeg trods forhindringer undervejs, er blevet en knaldgod sygeplejerske, og at alle mine kampe har været dét værd.

 

Derfor:

Til dem, der selv har det svært lige nu; Det bliver bedre. Jeg lover dig det. Uanset hvad, så kan det altid blive bedre. Jeg håber virkelig, at min historie her kan give et indblik i, at selv når tingene ser mest sorte ud, så er der altså et lys for enden af det hele – en mulighed for et bedre liv. Og selv om ikke alle kan være lige så heldige, som jeg, og få et forløb i OPUS eller opleve terapi med SFT og ACT, så har jeg lagt netop disse to ting ud på min blog, under kategorien “personligt” – kører man musen henover, vil man se to underkategorier med netop ACT og SFT. Jeg har lavet disse, i håb om, at de kan inspirere og hjælpe andre i samme båd.

Til dem, der er pårørende; Vær der. Vær støttende. Bliv ved. Den ramte har brug for jer, og det er så uendeligt vigtigt, I bare er der.

Til dem, der bare gerne vil være bedre mennesker; Ros dem omkring jer. I ved aldrig, hvad de går igennem, måske er det den ene kompliment, de bare har brug for i dag.

 

Jeg er ikke et ringere menneske, eller en dårligere sygeplejerske, fordi jeg har lidt ekstra med i baggagen. Faktisk det stik modsatte. Og jeg håber, at jeg, ved at have skrevet det her indlæg, kan bidrage til at folk får et mere nuanceret syn på, hvad det vil sige, at være psykisk syg/sårbar. Man har nogle ekstra udfordringer, men man kan lære at leve med disse, og man KAN få sig et tilnærmelsesvis godt liv. Så lad være med at dømme, bare fordi der står en diagnose i vores journal, eller ved at I får at vide, vi har den krølle med. For det definerer os ikke. Det kan være en forklaring til en, nogen gange, lidt sær adfærd – men det er ikke hvem vi er. Og tro mig – vi prøver virkelig at blive så normale som overhovedet muligt, så der er ingen grund til at påpege det. Vi gør det bedste, vi kan.

Så behandl os med respekt, tag i mod os med åbne arme, og hav tillid til os. Vi er slet ikke så farlige – og vi smitter ikke.

 

Og her er lige lidt billeder fra mit “nye liv”. Jeg er officielt uddannet sygeplejerske, og jeg bruger en del tid med et af de bedste mennesker, i mit liv. På billedet en tur i zoologisk have, hvor vi bare nød hinanden fuldt ud (og jeg fik lov til at opleve dagen helt uden angst). Everything’s possible.

 

Det var alt for nu. Jeg ved ikke, om indlægget i det hele taget giver mening, men jeg havde noget på hjerte. Måske i virkeligheden så meget, at jeg er sprunget for meget rundt i det. Men fred være med det. Pas på jer selv, pas på hinanden, og tak fordi I har læst med. Jeg ved ikke lige, hvornår jeg får postet igen, for jeg ligger p.t. fortsat syg med smerter, men er henvist til Rigshospitalet og har en tid om 2 ugers tid, og så håber jeg, at jeg snart bliver fit for fight igen!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Nyuddannet sygeplejerske & syg siden da

Hej bloggen, og velkommen tilbage 🙂

 

Der har været stille herinde, og det er simpelthen fordi, at jeg startede det nye år med intenst at læse op til min bacheloreksamen, som foregik d. 15. januar. Jeg læste gerne i 8-12 timer om dagen, hver dag, så der var fart på hele tiden. D. 15. gik det jo så løs. Det startede superfedt med, at min vejleder/eksaminator kom en halv time for sent. Hun havde glemt at tjekke, at der var lavet om på mit eksamenstidspunkt, så ja… jeg fik nerver på, som jeg stod dér, og så tiden passere, og mine forældre nåede at komme forbi. For dælen da.

Men censor var rigtig sød, hun lod mig komme ind i eksaminationsrummet og få noget vand, lægge mine ting, osv., mens vi ventede.

Da vejleder endelig kom, gik det jo så løs for alvor.

Jeg og min partner havde skrevet bachelor om medicinreduceret behandling til patienter med skizofreni, og hvilke andre typer af behandling, man kunne bruge i stedet for psykofarmaka, og hvordan denne anden type behandling havde betydning for patienternes følelse af mestring, udførelse af egenomsorg, og deres livskvalitet. Mit mundtlige oplæg tog udgangspunkt i Acceptance and Commitment Therapy (ACT), som en behandlingsmetode til at hjælpe patienter med skizofreni til at opnå accept af deres sygdom og højere livskvalitet.

Eksaminator og censor ELSKEDE det. De tog enormt god i mod det. Jeg havde brugt lang tid på at forberede alle, tænklige spørgsmål, og alligevel spurgte de mig ind til noget, jeg ikke kunne svare på! Og de kom slet ikke omkring de ting, som jeg havde forbredt, så det var noget rigtig lort. Eller, de kom omkring noget af det, men slet ikke alt. De resterende spørgsmål svarede jeg meget sømands-forklaring agtigt på, og snakkede vidst også liiidt for længe. Min eksaminator sagde i hvert fald “du svarer så langt på mine spørgsmål,” hvilket betød jeg fik færre spørgsmål 😛 men jeg kom ud, og tænkte “øv, jeg får sgu ikke helt 12, som jeg gerne ville”. Og sådan var det jo bare. Men faktum var, at jeg om lidt ville være sygeplejerske, for der var no way in hell, at jeg ville dumpe. Og det var vel det vigtigste?

Så kom hun ud og hentede mig, tog mig i hånden og sagde: “Tillykke, du har fået 12.”, og trak mig med ind, hvor hende og censor forklarede mig hvorfor, jeg havde fået 12.

Da jeg kom ud til mine forældre, kæreste, lillebror, og farfar, begyndte jeg bare at græde. Det var så stort. Det var mit første 12-tal på hele studiet, og jeg var så inderligt lykkelig for, at det endelig var lykkedes. Jeg havde virkelig også kæmpet hårdt for det, syntes jeg… men hold nu kæft, hvor var jeg lykkelig.

Bagefter tog vi ud at spise, og hyggede med det. Da jeg kom hjem fladede jeg ud på sofaen, helt færdig – pludselig gav min krop bare op, over de mange ugers stress, og jeg kunne ingenting. Indtil lidt senere, hvor jeg begyndte at drikke shots og cider med min kæreste, mens vi hørte musik og hyggede os. Lidt i hvert fald. For vi kom op at diskutere, og bagefter så fik jeg ellers en masse lort smidt i hovedet, jeg på daværende tidspunkt bare slet ikke magtede, og jeg synes egentlig, han var rigtig tarvelig. Det resulterede så også i, at jeg sad og græd hele aftenen, mens han snorkboblede i sengen, og jeg sad i sofaen, og overvejede om jeg skulle skride for good – mega nederen afslutning på noget, der ellers havde været en pissegod dag.

 

Nå, jeg prøvede at sove, men kunne simpelthen bare ikke, for jeg havde så ondt i underlivet lige pludselig. Min kæreste vækkede mig dagen efter, jeg havde stadigvæk ondt, og lå i sengen hele dagen. Vi fik lavet en heart-to-heart, hvor vi snakkede om tingene, og alt var heldigvis helt fint mellem os derefter.

Jeg græd dog fortsat over smerter i underlivet, som jeg ikke rigtig kunne gøre noget ved, for mixen af ipren og panodil og varme hjalp mig slet ikke. Det var en lortedag.

Torsdag havde vi dimission, d. 17., og vi skulle have mødtes til at spise morgenmad sammen. Jeg afslyste for mit vedkommende, og en veninde bad mig smutte til lægen – så det gjorde jeg. Lægen var et røvhul uden lige, det fandt jeg dog først ud af senere. Han lavede en hurtig undersøgelse, selv om jeg tudbrølede og havde sindssygt ondt, og så udskrev han noget “morfinlignende” til mig, så jeg kunne komme igennem dagen. Først ville han have, jeg kun skulle tage det om aftenen, men da jeg forklarede grædende, at jeg skulle til dimission, sagde han ok. Jeg skulle tage en halv tablet ved behov, hvis det var kunne jeg også tage en hel. Maks dosis var 3 hele tabletter i døgnet, og jeg ville blive meget sløv af det. Jeg sagde tak og gik på apoteket. Pillerne kunne så ikke fås med delekærv, så det var en hel tablet eller intet (fandt så senere ud af man kunne få dem i halv styrke, så det kunne han bare have lavet recept på i stedet…), så jeg tog en hel tablet, og min kæreste og jeg kørte til dimission. Jeg havde ingen effekt af pillen, og havde kramper hele dagen. Det var også en skoddimission, for vi stod en time og ventede på at få vores diplomer, som vi jo så i øvrigt ikke skulle have, fordi de blev sendt i eboks i stedet for. Så vi ventede på at få en kuvert med “til den nyuddannede”, super upersonligt og egentlig bare mega øv, for at være ærlig. Ikke dét værd. Vores nåle fra DSR skulle vi også bare hente ved en bod. Jeg var egentlig ret glad for, jeg havde frabedt mine forældre at komme, for det var spild af tid. Det eneste positive ved den dag var, at jeg fik set mine kliniske vejledere – og snart kollegaer – der kom for at ønske mig (og de andre) tillykke. De havde en fin blomst med, og sagde, de var så stolte af, at det var gået godt, og at de vidste, jeg havde det i mig, og jeg var så dygtig. Jeg græd. Det var simpelthen for sødt. Min veninde havde også købt en gave med hjem til mig, da hun var på sommerferie, som vi endelig fik tid til at udveksle (da jeg også havde en til hende fra Vietnam).

Min kæreste og jeg tog hjem bagefter, og jeg hoppede under dynen med det samme. Spiste en halv pizza, og dopede mig ellers så bare på smertestillende. Her fandt jeg også ud af mine “morfinlignende piller” var NSAID, og ingen effekt havde.

Fredag ringede jeg til lægen for at få svar på min urinprøve. Den var negativ – ingen blærebetændelse og ingen graviditet. Spurgte, hvad jeg så nu skulle gøre, fordi det smertestillende virkede ikke – jeg havde taget maks dosis uden effekt, og lå stadigvæk i fosterstilling med ekstreme smerter. Jeg fik at vide, at lægen havde skrevet i min journal, det nok var psykiske smerter, så der skulle ikke gøres mere lige nu. Jeg skulle se tiden an over weekenden. Jeg kan love jer for, at jeg stortudede. Jeg syntes det var så tarveligt gjort, når jeg ikke engang var blevet undersøgt ordentligt, og jeg ikke måtte blive smertedækket. Jeg var fuldkommen ulykkelig, og min kæreste gjorde sit bedste for at trøste mig, men jeg var utrøstelig. Jeg havde så ondt, og det var ikke til at holde ud. Dog lavede min hjerne et hurtigt switch i, at så var jeg nok ikke syg, men havde fundet på det hele – så jeg tog opvasken og gik i bad, hvilket kun forværrede mine symptomer.

Lørdag og søndag lå jeg også bare i fosterstilling, tog maks dosis af det smertestillende, jeg havde, og græd on-off i smerte. Igen anede min kæreste ikke sine levende råd.

Mandag tog jeg så til lægen igen, og forklarede, jeg ingen effekt havde af det smertestillende, og jeg fortsat havde sindssygt ondt. Jeg fik at vide, jeg ingen kønssygdomme havde (regnede jeg nu heller ikke med), og at han ville henvise mig til sygehuset. Det gjorde han så bare ikke lige, han bookede en subakut tid til mig hos en gynækolog dagen efter i stedet. Jeg spurgte, hvad jeg så skulle stille op med mine smerter i mellemtiden, for jeg havde jo ikke effekt af noget, og det gjorde hamrende ondt? Jeg måtte bare holde ud, og smertedække mig med det jeg havde, for der “fandtes ikke andet smertestillende, han kunne udskrive”. Så græd jeg ellers igen. Jeg syntes igen det var supertarveligt, jeg havde kæmpet for at komme derned, og “holdt ud” weekenden igennem, fordi han ikke troede på, at smerterne var reelle… og så kunne jeg ellers bare få lov til at vente lidt mere. Hold kæft, jeg var ked af det. Jeg kunne ikke engang komme hjem før 3 timer efter, for jeg havde så ondt, og græd så meget. Lortedag.

Nå. Tirsdag, og jeg havde min tid. De var så også lige en halv time forsinket. Awful. Jeg blev undersøgt, det var noget fucking shit, og der var selvfølgelig intet at se. Men hun sagde, det kunne være begyndende underlivsbetændelse, hvorfor hun ville starte mig op med noget penicillin. Jeg spurgte, om jeg kunne få noget mod smerterne. Hun sagde nej, for så ondt havde jeg heller ikke. Så sagde jeg, at det var fint hun havde det sådan, men det kunne hun absolut ikke udtale sig om. Så sagde hun ellers også undskyld, og at det ikke var sådan ment. Hun brød min tillid ret groft, da hun sagde det, men hun var hurtig til at undskylde og forklare på en anden måde i stedet for, så jeg tilgav hende. For nu var jeg træt af, at høre, at jeg ikke havde smerter eller ondt, og træt af, at der ikke var nogen, der gad fucking smertedække mig, så jeg kunne lave andet end at ligge i sengen i fosterstilling og tude. Men hun sagde, at nu fik jeg penicillinen, og hun håbede den ville hjælpe – og så måtte jeg jo tage det for gode varer, og besluttede at give det tre dage, før jeg så ville bede om smertestillende, hvis jeg fortsat havde ondt. Og jeg fik en kontroltid næste tirsdag. Så jeg startede på penicillin, og var stadigvæk bare død om tirsdagen.

Onsdag havde jeg fortsat kraftige smerter om dagen og hovedpine, men det begyndte at stilne af hen ad aftenen.

Torsdag, i dag, har jeg været frisk nok til endelig at få skrevet på bloggen, og har kun oplevet milde smerter, som paracetamol har kunnet tage toppen af. Dertil ingen hovedpine eller andre gener som følge af penicillinen. Så alt i alt – jeg er fortrøstningsfuld, og tænker, at det har nok bare været betændelse, og det er på vej til at blive godt igen nu, og jeg er lykkelig. Mindre lykkelig over, at jeg har været så syg, at jeg ikke har fået søgt dagpenge endnu, så nu får jeg meget, meget lidt dagpenge (ups), og irriteret over, at mit eksamensbevis endnu ikke er kommet. Men taget i betragtning af den uge, jeg har haft, siden jeg blev sygeplejerske – så er jeg hammerglad! Første dag uden stærke smerter, og hvor jeg faktisk føler mig som et menneske igen :’)

Det er superhårdt, lige at huske på, at selv om jeg har det godt nu, så må jeg ikke springe rundt og lave alt det, jeg skulle have lavet for en uge siden (tørre støv af, vaske op, fjerne julepynt, osv.), for jeg skal stadigvæk holde mig i ro, og stadigvæk passe på, da jeg ellers risikerer at sprede bakterien eller gøre mine symptomer værre. Men jeg kan lige så småt starte, og tage dagene én af gangen, og få lavet lidt hver dag, og det glæder jeg mig virkelig til. Men det vigtigste er, at jeg fortsat lytter til min krop, og forholder mig rolig.

SÅ, glæden ved at være nyuddannet og fri, inden jeg starter i job d. 1/2 bliver kort, nu hvor jeg har ligget ret alvorligt syg den sidste uge, men… det skal nok blive godt alligevel 🙂 Og så vil jeg bare lige sige, at hvis I lige pludselig oplever noget lignende, så søg hjælp med det samme, og tag ikke nej for et svar. Jeg er SÅ ked af, at jeg lod mig kue, og bare tænkte “så er jeg jo ikke syg”, fordi en dum læge, der slet ikke kender mig, beslutter for at dømme mig på baggrund af “du har været studerende og dermed stresset så derfor er det her bare psykisk overbelastning”, i stedet for at undersøge og udrede mig ordentligt. For jeg kunne utvivlsomt have været sparet i hvert fald en hel WEEKEND i smerter, hvis jeg bare var blevet taget seriøst og udredt anden gang jeg var til lægen. Så hvis I har en følelse af, at noget er forkert eller anerledes, så hold fast i den følelse. For den er sandsynligvis korrekt <3

Det var det for nu! 🙂 Resten af min plan for i dag er, måske at få taget opvasken, og så ellers tilbage på sofaen. I morgen står den på et bad og – måske – liv afstøvning i soveværelset, hvis kroppen siger OK for det.

 

Tak fordi I har læst med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Adventsgaver & Juledetails i Bachelorskrivningen

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

 

Yep, der har været stille her på bloggen, de sidste to ugers tid – say whaaat? Det føles altså, som meget, meget længere, end blot 17 dage. Jeg føler, jeg ikke har blogget i 4 måneder! Men der er altså en grund – en god grund, hvis jeg selv skal sige det!

Som overskriften indikerer, er jeg p.t. i gang med at skrive bachelor på sygeplejerskestudiet. Det giver faktisk denne blog snart 3,5 års jubilæum, fordi jeg startede vidst et par dage, inden jeg startede på studiet – eller var det selvsamme dag? Det kan jeg ikke huske. Men i hvert fald har bloggen kørt, så længe, som jeg har studeret sygepleje, og nu bliver jeg altså færdig i januar. Tænk engang! Men altså, i præg af, at jeg skriver bachelor, har jeg ikke lige haft så meget tid til at blogge. Jeg mangler f.eks. nogle hauls og lidt, og derudover, så ville jeg faktisk også gerne have lagt op hver advent, hvad der foregik, men sådan er det altså ikke blevet. Så nu samler jeg alle tre advent indtil videre under denne her, samt hvordan juleoppyntningen ser ud herhjemme, mens vi tæller ned til juleaften – og skriver bachelor, selvfølgelig!

Der har været rygende travlt, siden jeg stoppede med at opdatere om opholdet i Vietnam, fordi jeg på et tidspunkt overvejede at splitte min bachelorgruppe op. Yep! Dog fandt jeg ud af, at når man lige pludselig så skulle skrive 5 sider mindre, end planlagt, så gik det bare ikke op, og jeg har derfor været nødt til at blive i min gruppe, hvilket jeg syntes har været superhårdt. Så når jeg ikke har skrevet bachelor, så har jeg ligget i sengen eller på sofaen og grædt eller stresset. Men nu, her i fredags, kunne jeg ligge “sidste” hånd på værket, i hvert fald indtil videre. Kl. 13:30 skal jeg så til vejledning, inden endelig aflevering er opgaven, hvor jeg forhåbentlig får noget konstruktivt kritik at arbejde videre med, så der kan forestå en aflevering inden jul.

Det betyder også, at jeg siden fredag eftermiddag, for en gangs skyld har haft lidt fri. Så fredag aften besøgte jeg – sammen med min kæreste – hans mor og bror, hvor vi fik aftensmad og spillede Disney Trivial Pursuit – det tog 2 timer, og jeg vandt på et hængende hår! Derefter var det nærmest lige lukt på hovedet i seng, for vores vedkommende. Pyha, det var fandeme en hård dag, af mærkværdige årsager… lørdag skete der ikke så meget. Jeg sov enooormt længe, og jeg var helt færdig hele dagen, jeg var enormt træt, og kunne slet ikke overskue noget som helst. Mega nederen, for at være ærlig! Og nu, i dag, søndag. Puha. Jeg havde masser af idéer og ting jeg ville, men det eneste jeg har fået gjort, er at tage billeder til nogle blogindlæg (det tog da også lige 3 timer), fået smidt en gang vasketøj sammen, og så har jeg ellers ligget på sofaen med fodbad og Disneyfilm, så det batter – og spist hjemmebagte småkager (mere om det senere). Jo, og i går lå jeg med både ansigtsmaske og fodmaske, og det var SÅÅÅ rart! Superklamt, på mange måder, men fucking dejligt bagefter… Hehe.

Nok om det. I er her jo for at komme i julestemning, så lad os komme i julestemning!

Vi starter lige på og hårdt, som nævnt, jeg er i en bachelortid. Dog er det jo også december, og det betyder, at skrivehulen – for mig – derhjemme, ser sådan her ud:

PISSE-hyggeligt, faktisk. Altså, jo, det er da lidt trist, at sidde og skrive bachelor, og alt ens tid går med det… men jeg synes nu, jeg har indrettet mig rigtig hyggeligt inde i stuen. Bag den store, hvide reol sidder min kæreste så, og skriver bachelor, så… det er en win-win! Occasionally tjekker vi lige, at den anden er i live, men ellers kan der godt gå mange timer, hvor vi begge bare er helt i zonen og skriver… det er i og for sig fint nok, så forstyrrer vi nemlig ikke hinanden 😛

Den 2. december bankede mine forældre og lillebror på døren med adventsgaver! De kom om eftermiddagen, og jeg var da begyndt at tro, at jeg bare slet ikke skulle have nogle. Havde overvejet at spørge min kæreste, om han ikke pretty please ville finde nogle adventsgaver til mig, for jeg kunne da slet ikke holde ud, ikke at få nogle! Og inden I kalder mig forkælet – jeg har tilbudt mine forældre, at jeg selv betaler for dem. Jeg synes bare det er SÅ hyggeligt at pakke gaver ud hver søndag indtil jul. 😛 Men de kom simpelthen spankulerende med et lille helårstræ til mig, som min mor har lavet – tror hun sælger ud af dem, så skriv lige til mig, hvis det har interesse 😛 samt flere pakker, til at putte under, og selvfølgelig hjemmebagte vaniljekranse. Min mor havde tyvstartet lidt på den fælles julebagning, åbenbart…

 

Den 3. december var jeg i IKEA med mine forældre, og jeg fik købt lidt julepynt, bl.a. de her lanterner. Jeg blev så glad, de er superhyggelige, hehe.

 

  

D. 7. december, stod den på fælles julebagning, og jeg fik selvfølgelig nogle med hjem. Udover julebagning, så kom min kæreste og bedsteforældre til risengrød og spilleaften, mega lækkert.

 

D. 9. var det anden søndag i advent.

Den blev brugt på røven i sofaen, med julebag, julelys, og bachelor… og en lille smule Bamses Julerejse.

 

Og i adventsgave, der fik vi Paul Pava glasskåle, som blev indviet ved at spise popcorn i dem. MUMS.

 

Så blev det fredag, og fordi jeg havde afleveret opgave, så havde jeg endelig lidt tid, til bare at hygge, inden jeg skulle af sted til mine kærestes mor, og spise der. Jeg havde taget nogle småkager fra, som jeg ville give dem til, så jeg bandt kagedåsen ind (med meget besvær og masser af tape), og fik lavet et (meget grimt) julekort. Det så meget pænere ud i mit hoved, men jeg har altså bare ikke øjne for den slags :/ Desværre. Og jeg havde åbenbart skrevet en rigtig cringe besked indeni, min kæreste fortalte mig i hvert fald, at jeg prøvede meget, men at han syntes, jeg skulle beholde det, fordi det pretty much opsummerede, hvem jeg var, som person #awkwardtimes

I don’t MEAN to try hard, sværger jeg bare er sådan som person :((

Hjemme hos “svigerne” kom deres meget sky kat over, for at joine mig i sofaen, og jeg fik at vide, det var et tegn på acceptance… så naturally, blev vi lige bedste venner (ingen kommentar til, at hun forsvandt i skræk, da jeg kom derover igen, efter at have forladt hende, for at hente min sodavand)…

Og så!! D. 16. december. 3. søndag i advent. Den blev ((også)) brugt i sofaen. Det var egentlig meningen, at jeg ville have haft skrevet blogindlægs, m.v., så de var klar til, at blive postet løbende, mens jeg lagde sidste hånd på min bachelor, men sådan blev det ikke. Jeg var hammertræt, sov 12 timer, vågnede, orkede ingenting, og endte faktisk bare med at ligge dér på sofaen. Jeg tog fodbad, og bagefter lå jeg og så Disney’s Nu Er Det Jul Igen, hvilket var PISSEhyggeligt, med adventslys og kalenderlys.

Min kæreste tog på maccen for at hente mad, jeg blev hjemme og lavede kød- og melbollesuppe, og bagefter slængede vi os i hver vores sofa, og så Hercules. Good day.

I øvrigt skal det lige siges, at han vækkede mig kl. 6 om morgenen (han skulle møde på arbejde kl. 7), og tog dagens adventsgave med ind til mig, som vi så åbnede i fællesskab (mega-hyggeligt). Vi grinede dog noget, da vi fandt ud af, hvad det var.

Da jeg var i IKEA med min familie, havde jeg spurgt ham, om der var noget, vi manglede. Han havde svaret en bakke til sengen, hvortil jeg havde kaldt ham luksusdyr, og min mor var enig hermed… men ikke destomindre, så fik vi altså en bakke til sengen i adventsgave, så vi rigtig kan grisse det hele til 😛

 

Og nu, til det allersidste for dette indlæg – oppyntingen herhjemme! Vi kan passende starte i stuen:

For dem der ikke ved det, går jeg supermeget op i julen, pga. min mor. Så jeg har masser af forskelligt julepynt, og jeg synes det er så superhyggeligt. Hjørnenissen ved spejlet, står mellem gangen og køkkenet, og er et arvestykke fra min oldemor, der døde sidste eller forrige år, og kravlenisserne har min farmor lavet til mig engang, da jeg var baby. De har hængt hos min mor alle årene, siden, og hun har stort set leget, at det var hendes. Men da jeg flyttede hjemmefra, måtte hun også opgive kravlenisserne…

Gangen har heller ikke sluppet for julepynt. Sokken plejede at hænge i diverse supermarkeder, og kransen fandt jeg i IKEA, hehe. Badeværelset og køkkenet er også pyntet beskedent op, men det har jeg ikke taget billeder af. I stedet kan vi nu bevæge os ind i det sidste værelse – soveværelset!

Ovre ved natbordet har jeg mit trofaste juletræ, der har fulgt mig – og virket – siden jeg var baby, og en lille julemandsholder til alle mine nipsting. Under vindueskarmen finder vi lidt arvestykker, som er mit hjerte meget kært.

I vindueskarmen finder vi mine yndlings juleting, og lanternerne.

Smykke- og makeupbordet har heller ikke sluppet for en tur med søde nisser, og jule Starbucks-kopper (har altid mine makeupartikler i Starbucks-kopper, men i julen skiftes de ud med jule-versionen – dertil har jeg også normalt sorte borde til stuen og natbord, men i julen erstattes de af røde lol).

 

Mit spejl er fyldt med guirlander, og min yndlingssok hænger på døren. <3 Alt i alt, er jeg godt tilfreds med niveauet af JUL i min lejlighed, hehe. Dertil har jeg tre julekalendere liggende, en standard med chokolade, en min mor laver, og så cavede min kæreste og jeg omkring d. 6. december, og købte en Toms Skildpadde-julekalender til en 50’er, som vi deles om. Og så føler jeg selvfølgelig med i Bamses Julerejse, som den eneste julekalender i år.

 

En af de ting, man bl.a. kan finde i min mors julekalender i år, var det her fine chokoladejuletræ. Dertil har jeg fået myslibarer, frugtkiks, chokolade, og sallos-bolcher. MUMS. <3

 

Hvordan ser julen ud hos jer i år?

Håber I har nydt dagens indlæg.

Tak fordi I har læst med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvorfor 10 føles som et nederlag

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Planen var jo egentlig, at jeg skulle lægge nogle Vietnam-ting op snarest muligt, men i dag er der sket noget… lad os sige, spændende.

Jeg har fået karakter tilbage, for en opgave, jeg lavede, mens jeg var i Vietnam. Min interne prøve på 7. semester valgfag, på sygeplejerskeuddannelsen.

Jeg har fået 10.

Min kæreste fik 4, og er ovenud tilfreds og glad. Fjollet som han er, troede han jo, at han ville dumpe, selv om jeg gentagne gange sagde til ham, at det ville han ikke. Så at han fandt ud af, at det var bestået, og at det var bestået helt OK, var fantastisk for ham.

Jeg var fucking sur. Skuffet. Ked af det. Og det er jeg altid. Jeg har ikke én eneste gang fået 12 på det her studie, og jeg kommer fra HF, hvor jeg fik 4 12-taller, 3 10-taller, 2 7-taller, og 1 4-tal, som jeg husker det. Det er en rimelig stor forskel, så kun at få 10 og 7 her. Gode karakterer, javist, men altså ikke gode nok for mig. Og kun mig. Får mine veninder 10, fejrer jeg dem med glæde, og fortæller dem, hvor godt klaret det er – og jeg MENER det. 10 er en pisseflot karakter.

Bare ikke, når det er mig, der scorer den. For 10 er lige ved og næsten. 10 er en påmindelse om, at jeg lige akkurat ikke var god nok, til fucking at få 12.

Så midt i de overvældende følelser, lagde jeg en snap op på min snapchat story, hvor jeg skrev: “when u try ur best but u don’t succeed. HVORFOR FÅR JEG HELE TIDEN KUN 10??? FUCKING FORTÆL MIG HVAD JEG GØR GALT FFS.”

Ja. En smule over the top, men good lord. Har knoklet røven ud af bukserne, for den fucking opgave, og det et KÆMPE nederlag, så kun fucking at få 10 for den. Jeg var slet ikke tilfreds, og jeg var slet ikke glad. Og fra jeg fik dén information, til at jeg lavede min story, gik der 5 minutters tid. Jeg var virkelig i følelsernes vold, og det var pissehamrende impulsivt gjort. Men ikke desto mindre, så skete det, og jeg har det ok med det.

Indtil jeg modtog en chatbesked fra en pige, der gik i min klasse på sygeplejestudiet, men nu er rykket, og har fået noget merit, og er blevet færdiguddannet for nogle måneder siden. Hun skriver så til mig: “Stop dig selv. Tænk på dem som dumper. Bare vær glad.”

Øhm, excuse me? Hvem fuck er DU at fortælle mig, hvad JEG skal være glad for? Hvad er det for en unødvendig kommentar, at smide i hovedet på et andet menneske?

Jeg skrev så, at det heldigvis var min snap, og at jeg kunne gøre, hvad jeg ville, og så tror jeg, at jeg skrev, at jeg kunne tage det, som jeg ville.

Så skrev hun tilbage: “Jo, men bare vær tilfreds, jo det bestemmer du jo selv. Men tænk lige på, hvor mange der dumper, du fik 10…”

Nu kan jeg ikke huske, præcis hvad jeg skrev. Og jeg indrømmer, det var pissedumt af mig. Men hun fik en besked, hvor jeg sagde, jeg ikke forstod hendes problem, og at jeg ikke syntes, hun skulle blande sig i ting, hun ikke vidste noget om. Jeg kørte den så – dum som jeg er – længere ud, med at forklare hende, at et 10-tal for mig ikke er godt, fordi jeg føler, det er en påmindelse om, at jeg ikke nåede et 12-tal, og fordi jeg altid har været 12-tals pige, hvorfor jeg synes det er enormt svært, at slå mig til tåls med et 10-tal. Så for mig kunne jeg lige så godt have dumpet, for det føles sådan i mit hoved, når jeg ser et 10-tal. Og at jeg synes hendes kommentar var så respektløs, og unødvendig, som noget kunne være, for hun anede ikke, hvad hun snakkede om.

Så kan jeg ellers love jer, at jeg fik tilbage. Og dét blev jeg faktisk lidt ked af. Først blev jeg rigtig gal, og syntes det var latterligt og grinede, men jeg blev sgu også ked af det. Det gjorde jeg altså. Hun skrev nemlig: “Bare glem det, har ikk noget problem. Syntes bar det er en opmærksomhedskrævende ting at skrive. Men er sku da ligeglad sagde bar vær stolt af dit 10-tal, andre ville dø for det.”

First off. Hun må have et fucking problem, hvis hun har behov for at køre rundt i, at jeg er utilfreds med mit 10-tal. Og hvis der er noget, jeg fucking ikke er, så er det opmærksomhedskrævende, i hvert fald ikke i den antydning, hun mener. Vi vil alle gerne have opmærksomhed, selvfølgelig vil jeg også gerne have det. Måske vil jeg gerne have mere end gennemsnittet. Fuck’s sake, jeg har en invaliderende lidelse, der fucker med hele mit liv, men jeg får ikke fucking taget nogen hensyn, for der er ikke nogen, der kan SE den lidelse. Så ja. Nogle gange råber jeg da op, og er “opmærksomhedskrævende” i den forstand. Men jeg ville aldrig, aldrig fucking bruge min diagnose, som et opmærksomhedspunkt, for at få andre til at få ondt af mig. Så det pissede mig virkelig af, og gjorde mig pisse ked af det, at hun kunne skrive sådan til mig. Jeg har aldrig sagt fucking ét ondt ord om hende eller til hende, så jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor hun syntes, det var okay at angribe mig på den måde, at skrive noget så fucking ondskabsfuldt.

Jeg har så fucking svært ved at skelne mine vrangforestillinger fra virkeligheden, og at få at vide, at jeg er opmærksomhedskrævende, er bare slet ikke det, jeg har behov for, og jeg synes ikke, det er okay. Jeg prøvede at forklare hende, hvorfor jeg skrev, som jeg skrev i min story – fordi jeg er anerledes end hende. Og så bliver jeg mødt med den dér. Fedt nok.

Og hun sagde ikke, at jeg skulle være stolt af mit 10-tal. Det var absolut ikke det, hun sagde. Hun sagde, jeg skulle stoppe mig selv, og bare være glad og tilfreds, fordi der fandtes andre, der dumpede. Det var fucking det hun sagde. Det er kraftedeme ikke mit problem, at andre folk dumper. Det kan ikke være, og bliver aldrig, mit problem, at folk de dumper. Det må folk selv stå til regning for. Og det er da pissenederen for dem, at de dumper, ja. Men det er ikke min skyld. Og jeg får det ikke bedre med mit 10-tal af den grund. For jeg har lagt tid og energi i det, og jeg er sgu ked af, at jeg ikke var bedre, end et 10-tal, for jeg følte virkelig, at jeg leverede. Så derfor bliver jeg unægteligt ked af, at jeg ikke var god nok. Det kan hun ikke tage fra mig, bare fordi der er andre, der dumper. Det er fucking ligesom at sige til deprimerede mennesker, at de ikke skal være deprimerede, fordi der findes folk, der ikke har nogen familie, noget hus, noget arbejde, eller anorektikere, at de bare skal spise, og være glade for de kan det, fordi andre sulter. Det fucking hjælper ikke på problemet. Det er at invalidere andre menneskers følelser, og det er PISSEKLAMT, man kan sidde i en profession som SYGEPLEJERSKE, og gøre sådan noget ved andre mennesker. Det vil jeg ALDRIG lære at forstå, at man kan. Mine følelser er mine egne, og jeg har hundrede procent ret til at have de følelser, jeg nu engang har.

Afslutningsvis… Andre ville dø for det? Listen up. Du ved fucking ikke, hvad jeg har opgivet i mit liv, for at opnå de her karakterer. Jeg DØR for mine karakterer. Jeg græder utrøsteligt i timevis, fordi jeg ikke føler, det er godt nok, og uanset hvad jeg gør, er det ikke godt nok. Jeg bliver så vred. Så fucking vred. Jeg spiser enten ingenting, eller fucking alt i huset, når jeg skriver, fordi jeg enten er for fokuseret, eller ikke fokuseret nok. Jeg nedprioriterer min søvn, og går ikke i seng, når jeg skriver opgaver, men arbejder ud til langt hen på morgenen, hvor jeg ikke engang kan holde øjnene åbne mere. Så fucking lad være med at bland dig, og sig, at andre folk ville DØ for mine karakterer, for det ved jeg sgu godt? Men de kommer heller ikke af sig selv. Jeg lægger sgu også arbejdet i at FÅ de karakterer, som jeg får.

 

Mange tanker, og mange følelser, gik gennem mit hoved, efter at have læst den besked. Nogle af dem er skitseret her, andre er ikke. Jeg skrev tilbage til hende, at så måtte hun slette mig, hvis det var så problematisk for hende, så var problemet løst.

Der er sgu da ikke nogen grund til at gøre det sværere, end det er? Hvis hun synes jeg er opmærksomhedskrævende, kan hun sgu da bare fjerne mig som ven, unfollowe mig på instagram, who gives a shit, altså virkelig? Ingen tvinger hende til at glo på mig, så hun kan jo bare gøre det nemme og slette mig?

Kan udemærket klare, at få hate fra anonyme tabere på nettet, der skriver til mig, jeg er fed, grim, ulækker, intet værd, ikke kan være sygeplejerske, er uempatisk, er dum, hvad de nu ellers har sagt til mig. Det kan jeg sagtens klare, for jeg har ingen relation til de her mennesker, og det rager mig en fucking høstblomst, hvad de synes om mig. Men at skulle få den her slags kommentarer, fra folk, som jeg kender, og som kender mig (selv om vi ikke ligefrem er veninder der snakker om alt muligt, så har jeg aldrig haft noget i mod hende og troede heller ikke, hun havde noget i mod mig), det synes jeg fandeme er sårende. Og ignorant.

 

Hvilket også ledte til det næste, jeg gjorde. For hun gad jo tydeligvis ikke snakke med mig. Så jeg oprettede da lige 2 nye stories. Jeg er ikke ligefrem stolt af det, men jeg var vred, og jeg var såret, og hun skulle bare ikke komme og spille bedrevidende, når hun virkelig ikke kender mig, og ved, hvad jeg gennemgår. Så derfor kom de op. De lød således:

“Når folk blander sig i, hvilken effort, man har gjort for sin karakter. søde. har fucking forstuvet min ankel i frustration og grædt i dagevis pga. den skodopgave. så keep ur piehole shut, når du ikke aner, hvad fuck der sker :)” og:

“Derudover er jeg perfektionistisk, har angst og ocd, er skizotypisk og deprimeret. vurderer mit eget værd i min karakter (hvilket er pisseusundt og toxic, men not the point). at få et 10-tal er for mig det samme som, at jeg ikke er god nok. så lad være med at bebrejd mig. har hele livet fået at vide, jeg er så klog og dygtig. får jeg ikke 12, lever jeg ikke op til den forventning (i mit hoved), og det er fandeme lige så hårdt at leve med, som at dumpe.”

Ja. Ikke de smukkeste, mest stolte beskeder, og ja, jeg har hængt hende en smule ud. Men jeg har ikke nævnt hende ved navn, og laver mest af alt bare en psa om, at folk skal holde deres kæft, hvis de ikke ved, hvad de snakker om. Hun kender intet til mit private liv, så hvorfor blande sig? Hun ved ikke, hvad jeg dealer med hver dag, og hun ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så tragisk, at få et 10-tal. Så hvorfor kommentere det? Hvorfor sige jeg er opmærksomhedskrævende? Jeg har ikke lavet den story, for at alle skal have ondt af mig og sige “ej, 10 er så pissegodt, vi er alle så stolte af dig, cheer up!” har lavet den fordi jeg bruger mine sociale medier som et fristed, hvor jeg kan komme af med de tanker, der fylder. Lige i det øjeblik, så var det tanken om, at jeg følte mig utilstrækkelig, der fyldte. Og jeg synes egentlig det er max ydmygende, at alle på min snap nu ved de her ting om mig, men sådan er det. Jeg har intet at skamme mig over, og selv om jeg synes det er pinligt, så synes jeg også, det er vigtigt. Det er vigtigt, fordi der skal mere fokus, og mindre tabu, på psykiske lidelser og problematikker. Så fair nok. Nu står jeg frem, og fortæller, hvorfor 10 for mig er en dårlig karakter.

For jeg VED, jeg ikke er alene. Jeg VED, der er mange flere, der lider under det her kæmpe pres. Mine forældre har aldrig sagt til mig, jeg ikke var god nok, hvis jeg kom hjem med 7 eller 10. De har altid sagt tillykke, og at jeg skulle være stolt, og at det var pissegodt gået. Men hvordan kan noget være godt gået, hvis man er vant til at få 12, og pludselig ikke får det mere? Hvordan kan det være godt gået, når ens lærere kigger på en og siger “ikke lige så godt som det plejer, men flot klaret”. Det er et enormt pres hele tiden at føle, man skal præstere, og hele tiden føle, at intet under 12 er godt nok. Og jeg synes det er så ignorant, og så klamt, at folk dømmer en på baggrund af det. Bare fordi jeg ikke er dumpet, eller ikke er vant til at få middelmådige karakterer, så betyder det ikke, at jeg ikke må være utilfreds. Min standard er anerledes end din. It’s as simple as that. Og jeg kender virkelig mange, der har det på samme måde. Og jeg synes det er irriterende, at skulle høre på, at jeg ikke må have det dårligt, fordi jeg har fået 10. Det er ikke sundt, og jeg skal stoppe med at være sådan, men one battle at a time, lige nu forsøger jeg at holde mig ude af tilbagefald, og så må det her prioriteres på et andet tidspunkt, man kan ikke bekæmpe alle ens dæmoner på én gang. Men jeg vurderer mit selvværd i karakterer, for jeg var aldrig den smukke pige. Aldrig den tynde pige. Aldrig den søde pige. Den sjove pige. Jeg var fucking aldrig nogen af de ting, og har altid haft et massivt socialt handicap, jeg heldigvis er blevet bedre til at håndtere, men det eneste, jeg altid har kunnet sætte min lid til, var, at jeg var kvik. Jeg kunne sgu mine skoleting. Og når jeg ikke kan dem, ligeså godt, som jeg har kunnet førhen, så føler jeg en del af min personlighed smuldrer, og så ved jeg ikke, hvem jeg er mere. Jeg føler mig som ingenting. Og jeg knokler røven ud af bukserne for de her ting, det gør jeg virkelig. Og jeg ville sådan ønske, det også blev afspejlet i mine karakterer. Men det gør det ikke, og det gør ondt, og jeg må gerne synes det gør ondt, uden nogen skal fortælle mig, at det er forkert.

Hun skrev så til mig, efter hun havde set mine stories. “Slap dog af! Seriøst, du har intet liv, bare slet mig.” Stærkt efterfulgt af: “Sletter dig, til grin man.”

Hvilket gjorde ondt at first, og også gør lidt ondt, når jeg læser det. Igen max invaliderende overfor mine følelser – jeg er såret over, at blive angrebet på den måde, over en fuldstændig legitim følelse, jeg har. Jeg har et fucking papir på mit køleskab derhjemme, som jeg har fået i OPUS, hvor der står alt muligt shit med, at mine meninger er lige så vigtige som andres, og at mine følelser er vigtige og altid er legitime og okay. Det er sgu svært at gennemgå den positive hjernevask, som min terapeut kaldte de her selvkærlige sætninger, når jeg samtidig får at vide, at jeg er opmærksomhedskrævende, fordi jeg beskriver mine følelser, og får at vide, at jeg skal slappe af (at jeg overreagerer).

Trøster mig med, at det nok snarere er hende, der ikke har noget liv, hvis hun virkelig syntes, det var nødvendigt at komme med så ligegyldige kommentarer til mig. Hun må hjertens gerne synes, jeg er til grin. Håber fandeme aldrig, hun selv kommer til at have det, som jeg har haft det de sidste snart 10 år. Og hvis hun nogensinde får det sådan, så håber jeg for hendes egen skyld, hun ikke kommer ud for, at folk behandler hende med samme ignorance, som hun har behandlet mig. Fucking tag dig sammen og mød dine medmennesker med respekt, det skal du kunne, når du er i det fag, du er i.

 

Så ja. Det var lige et surt opstød fra mig, der tydeligt viser, hvor fucking elendigt, jeg håndterer konflikter. Men jeg publicerer indlægget alligevel, selv om det sætter mig i en lorteposition, der får alle til at se, hvor dumbass jeg er, fordi jeg synes, at emnet er vigtigt. Der er så stor fokus på, at det er synd for dem der dumper. Der er overhovedet ikke nok fokus på, hvordan folk som jeg, 12-talseleverne, egentlig går og har det, når de ikke får fucking 12. Og det synes jeg, det her er et billede på. Igen, folk skal ikke have ondt af mig. Men jeg synes godt, at man kan begynde at tænke over, hvordan man snakker til hinanden. Bare fordi du ikke kan sætte dig ind i det, betyder det ikke, at det er forkert.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

STATUS – OPUS, Vietnam, Bachelor

Hej bloggen, og velkommen tilbage. Der har været noget stilhed på bloggen, og det er simpelthen fordi, at jeg jo har været en måned i Vietnam ifm. sygeplejestudiet! Jeg ville gerne have blogget undervejs, men sådan blev det bare ikke. Dog har jeg taget en masser lækre billeder, og vil smide noget op her på bloggen tidligst muligt.

Jeg ville have lagt et Tokyo Haul op inden jeg tog af sted, men dagene op til, at jeg rejste, var superhektiske.

Jeg kom hjem lørdag aften, og mandag morgen startede vi lige på og hårdt med opstart til Bachelor. Yep, I hørte rigtigt – jeg starter på min bachelor nu, og kan derfor kalde mig sygeplejerske til januar, hvis jeg altså består. Så hvor meget aktivitet, der bliver på bloggen i den tid, kan jeg ikke lige love. Jeg håber bare, jeg kan få Vietnam op, men who knows.

 

Denne her status skulle i øvrigt også være kommet op, inden jeg rejste.

Men status er, at jeg jo har afsluttet mit OPUS-forløb. Det føles sgu mærkeligt, må jeg sige. Jeg var ret klar til at slutte, da jeg sluttede, men nu kan jeg godt mærke, at tingene brænder på indimellem, og jeg føler mig alene og forladt, og kan ikke helt håndtere dagligdagen selv. Og jeg har det rigtig, rigtig svært ved, at jeg stoppede i OPUS, som jeg gjorde. For jeg blev egentlig rimelig hurtigt afsluttet, og jeg fik ikke noget sikkerhedsnet med mig videre på vejen. Lige nu er jeg faktisk bare mig alene, uden nogen form for netværk eller sikkerhedsline, og det har jeg det faktisk rigtig svært med, fordi vi træder ind i en tid, hvor jeg ved, jeg vil blive presset. Både på grund af min upcomming bachelor, men også fordi det bliver vinter, og jeg altid får det dårligere om vinteren. Jeg har heldigvis fået en lysterapi lampe af min farfar, som jeg føler har gjort en forskel(?), men jeg tror bare heller ikke, at jeg kan satse på, at lysterapi kommer til at redde mig igennem. Så det er rigtig hårdt. De bad mig om selv at tage kontakt til en privatpraktiserende psykiater, men altså. Jeg har potentielt en brækket eller forstuvet ankel, der bare får det værre og værre. Jeg har haft svært ved at gå, og smerter i den, siden juli. Den anden siden maj. Og jeg har stadigvæk ikke reageret på nogen af delene, til trods for, at det virkelig progressivt bare bliver værre – så hvordan helvede skal jeg nogensinde få taget mig sammen til at få bestilt en tid hos egen læge OG fundet en psykiater, hvor kemien passer?

Jeg føler mig alene, og jeg føler mig tabt på gulvet. Og det er pissenederen. For jeg er allerede begyndt at få det svært igen, og jeg har ingen anelse om, hvad fanden jeg skal stille op. At komme ud af min seng er hårdt, og jeg bliver udmattet i løbet af no time, jeg slækker på ting, jeg ikke burde slække på, og alt virker uoverskueligt. Til mit held, bor jeg sammen med min kæreste, der hjælper lidt på humøret. Dagene er lidt lysere, når jeg ved, jeg står op til ham, og uden han ved det, hjælper han også til – får mig ud af lejligheden indimellem, får lokket noget rigtigt mad i mig, og sørger for, at jeg passer bare lidt på mig selv og mine basale behov. Og det er jeg ham dybt taknemlig for.

 

Vietnam var noget for sig, og jeg er superglad for, at jeg fik muligheden for at tage af sted – og valgte at tage i mod muligheden! Folk, der kender mig, ved jeg er hamrende neurotisk og generelt bare… ja, man skulle ikke tro, at jeg ville være typen, der tog dén udfordring op. Men det var hårdt, og det var svært. Jeg har aldrig taget så meget medicin, som jeg gjorde dernede, og jeg har virkelig haft nogle mørke stunder dernede. Dynamikken i vores gruppe dernede, var heller ikke skidegod, og faktisk enormt giftig for mig at være i, hvilket også er grunden til, at det gik… knapt så godt. Men da vi stod dernede og var færdige, kunne jeg også godt mærke, at jeg var stolt. Jeg havde sgu gjort det, jeg gerne ville, og jeg var kommet igennem, og det havde været benhårdt, men jeg havde GJORT det. Virkelig. At stå med mit certifikat i hånden var SÅ stort et øjeblik for mig.

 

Sidst, men ikke mindst: Bachelor på sygeplejestudiet. Om fucking 3 måneder (whoa) kan jeg kalde mig sygeplejerske. Det har været svært, det her bachelorfis. Og jeg er kun lige startet. Goddamn. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville skrive om, og det var kun heldigt, at jeg i det hele taget har en bachelorpartner (det skete for 2 ugers tid siden, huhej). Jeg ved bare, jeg vil skrive om psykiatri, og som det ser ud nu, er skizofrenipatienter nok en god kandidat. Men det er også sådan ca. dét, jeg ved. Og jeg skal aflevere problemstilling torsdag omkring middag 🙂 Tjuhej 🙂 Dét skal nok blive spændende.

 

Så…

Planen nu er, at jeg forsøger at få fucking oploadet min Tokyo haul at some point (måske efter Vietnam), og så at få uploadet nogle Vietnam-posts og haul derfra. Puha. Dertil at få min bachelor til at hænge sammen, og mit liv til at hænge sammen. Gonna be tough.

Så alt i alt; jeg har det ikke pissefedt lige for tiden, men jeg er mig, jeg er en fighter, og i might break down a few times (once a day, at least), men jeg skal nok klare den. Deep breaths. En dag af gangen. It’s gonna be fine. I can do this shit.

 

Så tak fordi I gad læse med på denne her semi pointless blogpost, jeg håber virkelig, jeg snart kan få opdateret herinde igen!

 

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x