Introduktion til ACT

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

Som nogle af jer måske ved, er jeg blevet tilbudt en gruppe, i et nyt projekt, der hedder ACT ifm. mit OPUS-forløb. Hvis du ikke vidste det, kan du læse mere om det her.

Men kort fortalt, så er ACT en gruppe, der handler om at arbejde hen i mod, at ens negative tanker bliver mindre styrende for ens liv, som det så fint hedder. Det betyder, at vi skal arbejde rigtig meget med håb, drømme, og forhindringer – og hvordan forhindringerne kommer til at fylde mindre i ens liv. Noget, som har haft rigtig stor betydning for mig, hvilket man blandt andet kan læse om her. Gruppen foregår om eftermiddagen, hvilket har stor betydning for mit kliniske forløb, idet jeg har fri kl. 15 i hverdagene, som regel. Phew. Sidst jeg gik i gruppe, var det fra 11-12:30, så det var lidt problematisk for mig. Menøh, here goes. Og så foregår det om mandagen! Det bliver spændende, om ACT kan få mig til at hade mandage mindre? I hvert fald bliver det benhårdt, for ligesom til SFT, er der selvfølgelig nogle hjemmeopgaver, man skal lave. Hjemmeopgaverne trækker tænder ud, det kan jeg ligeså godt sige… det lærer en supermeget, men det er FANDEME hårdt. Alt det her er egentlig bare administrative opgaver ifm. ACT. Jeg har været til en forsamtale, og skulle i den forbindelse også udfylde nogle papirer. Nogle meget personlige papirer, som jeg dog tænker, at jeg vil dele. For det betyder rigtig meget for mig, at kunne dele mine oplevelser, og inspirere andre, der måske har det ligesom jeg har.

 

Så lad os komme i gang!

Første etape handler om “DRØMMEN”. Hvad vil jeg?

“Hvis du vågnede en morgen, helt uden dine nuværende svære tanker og følelser, hvordan ville din hverdag og dit liv så se ud?” – Lettere. Det ville ikke være så tungt. Jeg ville kunne vågne ved siden af min kæreste (LOL stopper aldrig med at bruge det ord), uden at være bange for, at stå op før ham, uden at være bange for, at røre mig, uden at være bange for, at trække vejret, uden at være bange for at forstyrre ham, uden at være bange for, at jeg ville gøre noget forkert… vi ville kunne tage ud og handle, og gå på dates, rigtige dates, ud at spise middag, i biografen, i zoologisk have… og ikke bare chille i min lejlighed, fordi jeg er for bange til at gå nogen steder med ham. Jeg ville kunne stå op om morgenen, uden at være udmattet fra start af, og uden at tænke på, hvornår jeg kan komme tilbage i min seng. Jeg ville kunne være frisk, og have fart over feltet hver dag i mit liv. Jeg ville kunne slappe af, uden at trippe derudaf med benene, fordi min krop er urolig.

“Hvad ville du gøre mere af?” – Jeg ville være mere sammen med andre mennesker. Faktisk follow through, når jeg sagde, vi skal finde en dag. Jeg ville være mere intimt sammen med min kæreste. Jeg ville have større tillid til andre mennesker. Jeg ville have et arbejde. Jeg ville tage på udlandsophold.

“Hvad ville du gøre mindre af?” – Jeg ville isolerere mig mindre. Jeg ville holde mig mindre tilbage. Jeg ville fortryde mindre. Jeg ville hade mig selv/min situation mindre.

“Hvordan ville du ønske, du kunne være overfor andre?” – Jeg ville være mere overskudsagtig og frisk. Jeg ville være mere hjælpende. Jeg ville tale mere. Jeg ville være gladere.

“Hvordan ville du ønske, du kunne være overfor dig selv?” – SØDERE. Jeg ville være mere tilgivende overfor mig selv. Jeg ville stole mere på mig selv.

… og nu kommer vi jo så til det svære og personlige. For nu skal vi til “HVAD STÅR I VEJEN?”. Hvorfor gør jeg det ikke?

“Hvad forhindrer dig i at leve dit liv, som du ønsker?” – ANGST. Jeg er hele tiden bange. Jeg er træt og udmattet. Jeg er deprimeret, til tider. Mine negative tanker står meget i vejen, de fylder meget.

“Hvilke tanker står i vejen?” – Bliver han sur? Forlader han mig nu? Hvad hvis jeg ikke kan? Griner de af mig? Synes de, jeg er dum? Grim? Fed? Jeg kan ikke. Jeg er dårlig. Jeg er ikke god nok. Alle synes jeg er dum. Det går galt. Jeg bliver fyret. Jeg bliver smidt ud. Jeg bliver efterladt alene. Jeg kan ingenting. Hvis jeg ikke prøver, kan det ikke gå galt.

“Hvilke følelser står i vejen?” – Angst. Tvivl.

“Hvilke øvrige forhindringer er på spil?” – Stigmatisering fra andre. Ydre restriktioner (læs mere om det, også her eller her).

“Hvordan ville jeg opdage, at tingene gik bedre? Hvad ville jeg kunne, som jeg ikke kan nu?” – Handle med min kæreste (det går langsomt bedre, men jeg er absolut stadigvæk fucking terrified, hvilket er mærkeligt, fordi jeg kan jo godt alene???). Lave mad sammen med ham (også terrifying). Som nævnt før, gå på date. Være mere sikker som sygeplejerske. Være mere selvstændig som sygeplejerske og generelt (ikke hele tiden spørge “er det her rigtigt”, selv om jeg godt ved, at det er det). Være mindre træt. Have mere overskud.

Så ja, det var det til forsamtalen, og forberedelse op til.

 

Og nu til det spændende – min første dag i ACT!

Første dag i en ny gruppe er altid lidt speciel. Vi skulle selvfølgelig præsentere os selv, med navn, hvor længe, vi havde gået i OPUS, hvad vi lavede i dagligdagen, og hvad vores interesser var. Derudover om vi kendte nogen fra gruppen i forvejen. Ud fra vores gruppe, kendte jeg 4.

Efter præsentationen, skulle vi lave en lille kropsbevidsthedsøvelse. Jeg går i afspændingsgruppe i OPUS, så det her er jeg vant til. Det vi skulle, var at mærke vores tæer, fødder, vejrtrækning, ryg, tæer og vejrtrækning igen, og derefter bare sidde lidt og mærke efter. Bagefter skulle vi forklare, hvorfor vi gjorde det. Der blev sagt afslapning, og komme mere til stede i sig selv. Men jeg syntes faktisk, det var ubehageligt! Hvilket er mærkeligt. Da jeg startede i afspænding, syntes jeg den slags her var ubehageligt, men nu har jeg jo vendt mig til det… tydeligvis ikke godt nok, for jeg fandt det rigtig ubehageligt. Jeg tror, det hang sammen med, at så længe, jeg var anspændt, holdt jeg sammen på mig selv… så da jeg gav slip, og skulle slappe af, føltes det som om, at jeg faldt fra hinanden. Oh well, sådan er det jo.

 

Nå. Hvad er ACT så, mere udpenslet?

– ACT står for Acceptance Commitment Therapy, og er lavet af Steven Hayes. Det handler om psykologisk fleksibilitet, dvs. at man bliver i stand til at udleve vigtige personlige værdier, fremfor at kæmpe mod egne negative tanker, følelser og kropslige fornemmelser. Det handler om at være til stedet i nuet, da det er alt, der er (ingen fortid, ingen fremtid, kun nu), med fuld bevidsthed og åbenhed, overfor vores oplevelser (om det er negative oplevelser eller positive), og handle i overensstemmelse med vores værdier.  Dvs. acceptere det, der er. Kort sagt: open, aware og engaged.

Grundlæggende ACT-tanker:

– Ifølge ACT skaber livet symptomer/lidelse hele tiden, vi er ikke glade hele tiden; og det skal vi heller ikke være. Dette skyldes, at vores hjerne er udviklet til ikke at dø, og derfor er der en problemløsnings”maskine”, en vurderings”maskine”, og en “maskine”, der forudser negativer begivenheder i vores hjerner, der altid har været der – for at sikre, vi ikke bliver slået ihjel. Læs meget mere om maskinerne i det her SFT-indlæg. Men kort fortalt; vores hjerne er indrettet til at finde problemer, forsøge at løse dem, og vurdere os selv ift. andre. Det er ALLES hjerner programmeret til, og det er derfor, det kan være rigtig svært at være glad og tilfreds, for hjernen ER indbygget sådan. Og vores hjerne opfatter vores negative tanker og negative forestillinger som problemer, som den vil løse – dog afstedkommer det ofte bare flere problemer, fordi man ikke på den måde kan løse sin negative tanke, som man kan løse f.eks. at have spildt et glas mælk.

– Derudover er det i ACT vigtigt at huske på, vi alle er i samme båd, og vi ikke er gået i stykker, fordi vi tænker negativt. Sådan er alle indrettet. Lidelse er en naturlig del af livet. Og vi har alle sammen det, der skal til, for at leve et vitalt og meningsfyldt liv.

 

Kerneprocesserne i ACT, for at opnå psykologisk fleksibilitet, er nærvær, værdier, accept, defusion, selvet som kontekst, og engageret handling. Hvad betyder de ord?

– Accept: At være villig til at tage imod uønskede oplevelser. Ingen har lyst til at være i dårligt humør, have angst eller whatever. Men hvis det er det, der er lige nu, så må vi ligesom tage i mod det, og mærke det.

– Bevidst nærvær: At kunne rette opmærksomheden mod nuet, i modsætning til at blive ført væk af tankerne f.eks. til grublen over fortiden eller bekymringer om fremtiden.

– Defusion: Dvs. at man opfatter tanker, som det, de er – tanker. “jeg er dum” er i princippet det samme, som “jeg har et køleskab”. De er begge to tanker, og absolut ikke mere eller mindre end det. Modsætningen hertil er fusion, hvor tingene smelter sammen, dvs. at man smelter sammen med tanken “jeg er dum” og nærmest bliver til den tanke.

– Selvet som kontekst: Handler om at opleve fra en lokalisation el. perspektiv kaldet “selvet”, som er et sted, der altid vil være der. I modsætning til selvet som indhold, hvor det er tanker og følelser, der betragtes som værende selvet.

– Værdier: At man er klar over, hvad ens liv skal handle om. Værdier er konstruktioner, vi selv har valgt, og som knyttes til handlingsmønstre, der giver en oplevelse af mening og vitalitet, som kan give os retningslinjer for vores adfærd.

– Engageret handling: At man bevidst, nærværende og aktivt bevæger sig i retning af ens værdier, trods indre barrierer som f.eks. tanker og følelser.

Da jeg først kom ind i ACT, var jeg sikker på, at det var relevant for mig. Det standpunkt har ikke ændret sig, overhovedet. Jeg synes mange af de her ACT-ting giver ret god mening, og jeg glæder mig til at arbejde videre med det.

 

Sproget er et tveægget sværd, der kan få os til at blive rigtig glade, eller rigtig kede af det. Det kan få os til at føle en masse, tænke en masse – og det blev demonstreret ved citronøvelsen. I korte træk handler den om, at først blev vi guidet til at se en citron for os, som ofte resulterede i, at folk kunne lugte, næsten smage citronen. Derefter skulle vi gentage ordet citron i 30 sekunder, til ordet blev flydende og næsten umuligt at sige.

– Hvorfor citronøvelsen? Den illustrerede meget fint fusion, hvor vi smelter sammen med den her citron, og defusion, hvordan vi kan distancere os fra den igen.

Nu havde jeg allerede stiftet bekendtskab med citronøvelsen før, i SFT, men jeg syntes, den gav et godt billede på, hvad de her begreber er for noget. For i teorien kan man jo gøre det samme med tanker, på en eller anden vis.

Inden vi gik derfra, så vi The 3 Happiness Myths, som jeg også havde haft i SFT, så intet nyt der. Men for jer, der ikke har fulgt mig gennem SFT, kender I den måske ikke, og den er faktisk meget sjov. Den forklarer meget godt, hvorfor det er svært at være glad – og hvor normalt, det egentlig er, ikke at være glad hele tiden. Og altså, den varer 4 minutter, så det er til at overkomme.

 

Det var det fra første dag i ACT. Jeg håber, at det gav mening, noget af det, jeg har fået skrevet ned. Og jeg håber, at der er nogen, derude, der synes ACT er lige så spændende, som jeg synes, og vil følge med på min lille rejse gennem forløbet. Målet er, at smide indlæg op hver uge (eller i hvert fald fra hver uge, fuck knows om de kommer ud ugentligt), ligesom med SFT, og så håber jeg, at der er nogen, der kan drage lidt nytte af mine erfaringer. I sidste ende vil jeg jo sådan set bare gerne inspirere.

Personligt fik jeg rigtig meget ud af det her “acceptere det, der er”, og “tanker er tanker”. Jeg har brugt mantraet “en tanke er en tanke, en følelse er en følelse – ikke sandheder”, og “min virkelighed er ikke den samme som andres virkelighed. tag det roligt, det er sikkert ikke så slemt”. Men det gav bare endnu mere mening, da jeg hørte dem igen. Det var som om de bundfældede sig for alvor nu. For tanker ER tanker. Og jeg DØR ikke af at have angst. Det er pisse ubehageligt, men hvis det er det, der er… så er det det, der er. Så må jeg ligesom leve gennem det. På et tidspunkt er det ikke sådan mere.

Det lyder selvfølgelig pissenemt, og det ved jeg godt, det ikke kommer til at blive. Det bliver sikkert afsindigt svært, at leve efter. Og jeg kommer med garanti ikke til at synes, det er sjovt, næste gang jeg skal gøre noget grænseoverskridende. Jeg kommer sikkert ikke engang til at kunne overbevise mig selv om, at den angst jeg føler, kun er kortvarig, når jeg står i det. For det er møgsvært. Men jeg har min hjerne med nu. Mit mindset. En måde, at rationalisere lidt på. Og det håber jeg vil hjælpe mig i hvert fald et stykke af vejen – mon ikke?

30121106_996370837186443_1165024458_n

Tak fordi I gad læse med hertil, og jeg håber, I vil følge med fremadrettet.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Påskeferie 2018, del 1

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

 

Idet jeg er overgået til semesterordningen, har jeg for første gang, siden jeg startede min sygeplejerskeuddannelse tilbage i 2015 haft påskeferie! Dog syntes jeg ikke, jeg fik ret meget ud af min ferie. Mandag startede med SimNord, som er simulationsundervisning. Det gik rent ud sagt af helvede til. Jeg var syg, havde været det weekenden over, rigtig nasty forkølelse, og jeg havde det bare skidt. Min psyke var heller ikke i top, og jeg blev rigtig hurtigt ængstelig, usikker, og bare rigtig presset. Det kulminerede så også i, at jeg endte med at stå og græde. Jeg følte virkelig, jeg ødelagde simulationen for alle, for da vi fordelte roller, var det så, jeg begyndte at græde, fordi de andre ville have, jeg skulle være ledende sygeplejerske. Dét ansvar kunne jeg slet ikke overskue, især fordi første scenarie, jeg havde kørt, havde jeg følt mig så dum, og så presset, at min hjerne gik helt i sort. At skulle være ledende sygeplejerske tog fuldkommen pusten fra mig. Jeg fik heldigvis gjort, så jeg stadigvæk bare skulle være assistent, og vente ude foran døren, til der blev kaldt assistance. Men jeg kom ikke ind, da der blev kaldt assistance, for jeg kunne ikke stoppe med at græde. Alt det pres, jeg havde følt i løbet af dagen, alt den ængstelighed, alting kulminerede simpelthen bare, og jeg kunne ikke stoppe. Det blev så skidt, at en af mine vejledere måtte gå ud til mig og trøste mig, fordi jeg var så ked af det. Generelt var seancen pinlig, for det var en af mine vejldere, der så mig bryde sammen udenfor, og hun sendte så den anden ud til mig… puha. Men jeg har nogle skønne vejledere, så der er intet dér. De er fantastiske begge to, og jeg var så taknemlig og glad for, at der blev taget hånd om mig, nu jeg var så knust. De roste mig heldigvis til skyerne. De syntes, det var så godt, at jeg i det hele taget var kommet, for de viste godt, det var svært. De var så glade for, at jeg forsøgte, og at jeg sagde fra, når det blev for meget. Efter scenariet var kørt igennem, kom jeg ind igen som observatør til næste scenarie, og da det sluttede, sagde vejlederen, der var blevet derinde også, at det var så fedt, jeg havde besluttet at gennemføre dagen (jeg fik valget mellem at tage hjem nu, eller blive og bare være passivt deltagende). Da alle scenarierne var slut, og dagen sluttede, snakkede de også med mig bagefter, om jeg var okay, osv. Og nævnte igen, at de var pavestolte af mig, og at de var totalt ligeglade med, hvad jeg havde vist, at jeg kunne i dag i simulation (som jo var ingenting, fordi jeg gik i panik (((:), fordi de vidste, at jeg udmærket godt kunne det, jeg skulle. For de havde jo observeret mig under hjertestoppet (læs mere her), som nok var den mest pressede situation, man kunne komme ud i som sygeplejerske, og der havde jeg klaret mig eminent. De vidste, jeg kunne det, jeg skulle. Så de var bare glade for, at jeg havde forsøgt. Det lettede lidt, så jeg kunne gå fra dagen med et smil, og en succesoplevelse, fremfor det modsatte. Jeg klyngede mig virkelig til de ord.

Da jeg kom hjem, kom min farfar så på besøg. Han havde en påskekurv med til mig, fra ham og hans kone, og altså… jeg græd. Jeg begyndte flat out bare at tude, da jeg fik stukket kurven i hånden, for jeg blev så rørt. Jeg havde da tænkt, jeg ville tigge mine forældre om et påskeæg, men jeg havde ikke regnet med noget fra mine bedsteforældre, slet ikke nu, når de havde inviteret min bror og jeg på ferie. Slet ikke. Så jeg var overvældet, og i forvejen lidt on edge over hele SimNord, så… ja. Tude-Cecilie slog sgu til igen. Sådan var det. Men ærligt, se lige, hvor cute den kurv var?

p1010037 p1010040 p1010044 p1010046 p1010033

Efterfølgende tog vi ud til farfars kones arbejde, hvor vi alle tre spiste aftensmad sammen, og hyggede.

 

Tirsdag tog jeg et smut til lægen, for at være sikker på, at jeg ikke fejlede noget behandlingskrævende. Det var jeg næsten sikker på, men min vejleder mindede mig om, det nok var en god idé at få tjekket, da hun hørte, hvor sløj jeg var mandag, og jeg ville også gerne selv lige krydstjekke, det bare var forkølelse, nu jeg skulle af sted på ferie om torsdagen. Efter lægen tog jeg hjem til mine forældre, og sammen kørte vi så hjem til mig, hvor de hjalp mig med at sætte min lejlighed lidt i stand. Vi fik styr på et badeforhæng, jeg kunne hænge over skab og spejl, for at beskytte det lidt, og sat en hylde op ude på badeværelset. Tilmed fik vi pustet luft i en motionsbold, hængt lyskæder op, og lidt andet nips. De havde også nogle flyttekasser med til mig, med gammelt babytøj, lidt gamle legesager, gamle bamser, skolesager fra 0-9. klasse, gamle børnebøger, og sådan lidt. Det brugte jeg det meste af dagen, på at finde rundt i. Der var blandt andet talvise kommentarer fra min dansklærer i mine logbøger om, at jeg skrev godt, men at jeg seriøst skulle SKRIVE PÆNT. Fordi tilsyneladende var min skønskrift ikke særlig skøn. Derudover var der nogle gange kontaktbøger, jeg også kiggede i, og endnu en kommentar fra min dansklærer om, at jeg ikke måtte have legetøj med i skole, fordi jeg smed det ud af vinduet #såkendervimigigen #aggressivlillemøgunge. Alt i alt, rigtig fint, although jeg begyndte at græde, da jeg så mit gamle Peter Plys ur???? Sådan kan det gå. Er bare emotional as hell for tiden.

Om aftenen kom min kæreste, som jeg stadigvæk ikke er sikker på, om jeg må omtale sådan, men nu gør jeg det fandeme. Bum du. Han var dog stadigvæk lidt af en pivskid omkring at komme for tæt på mig, fordi jeg var syg :/ #tøsedreng. Men vi hyggede med et spil superhelte Monopoly (man må tage, hvad man kan få), hvor jeg fik godt og grundigt tæv. Øv. Derefter så vi lidt serie, og slappede sådan set bare af, og jeg døs lidt hen. Han gik faktisk hen og fik lidt ondt af mig, fordi min næse var så tilstoppet, og jeg bare generelt var virkelig ynkelig at se på, haha.

 

Onsdag… hvad helvede lavede jeg mon om onsdagen. Det kan jeg ikke helt huske, og jeg er lidt for doven til at hente min ugeplan og se efter. Jeg tror, jeg fik læst lidt, i noget af det, jeg var bagud med, og fik lavet en smule på min medicinlogbog, som jeg skulle have afleveret i sidste uge, men aldrig fik afleveret… og med lidt, så mener jeg meget lidt. Derudover fik jeg taget lidt billeder af diverse ting og sager, til blogindlæg, så det bliver spændende, om jeg nogensinde får skrevet de indlæg. Hvis ikke, så… har jeg spildt en god del af min tid på at tage latterlige billeder. Ohwell. Jeg planlægger så mange ting, men får dem egentlig ret sjældent ført ud i livet? Sådan kan det gå xD Om aftenen tog jeg med min farfar og mine forældre ud at spise på vores lokale thai restaurant. Vi kender ejerne ret godt, jeg gør bl.a., fordi jeg i en længere periode (for faktisk ret mange år siden efterhånden) passede deres børn, når de arbejdede i resturanten. Det var typisk om torsdagen, fredagen el. lørdagen, hvor jeg gjorde det, og det var fantastisk. Jeg savner det lidt, når jeg tænker tilbage på det xD vi hyggede så meget sammen, og jeg kan huske, at hvis jeg passede dem om fredagen, så ville jeg altid hype dem totalt op til, at vi skulle se Disneysjov, så når jeg kom og passede dem, spurgte de altid “hvornår er der Disneysjov” også selv om det slet ikke var fredag.

Men vi fik noget at spise, og jeg får det, jeg altid får, når jeg er der. Karryris med kylling, cashewnødder, og peber. Normalt er der også ananas i, men det kan jeg ikke lide. Og så selvfølgelig en forret bestående af kyllingespyd, forårsruller og rejer. Mums. <3

img_2735img_2739

Efterfølgende tog jeg hjem, begyndte at pakke, da vi skulle til Hamburg om torsdagen, og senere på aftenen kom min lillebror så forbi. Vi spillede lidt Disney’s Extreme Skate Adventure på min oldgamle playstation 2, og hyggede ellers bare lidt, inden vi gik i seng.

 

Tak fordi I læste med så langt. Næste indlæg kommer til at handle om min tur til Hamburg, men det bliver sikkert ret langt, så jeg besluttede at dele disse to indlæg op. Efterfølgende planlægger jeg en Hamburg Haul, men nu må vi se… Håber I vil følge med <3

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Forlængelse af OPUS & ny gruppe

Hej bloggen, og velkommen tilbage!
Tjuhej, som tiden går, synes jeg! Jeg har stadigvæk travlt med opgaver, læsning, klinik, og hvad der ellers hører ind under dén gren. Derudover har jeg travlt med en milliard andre ting også, og har også en person, der snupper rigtig meget af min tid, hvilket jeg ikke lige har været ude for før i mit liv… så derfor ryger bloggen desværre lidt ned i prioritet, men jeg prøver, at få skrevet, når jeg nu kan – og jeg tager billeder og planlægger og alt muligt, jeg kommer bare ikke rigtig længere end det.

NÅ. Påskeferie for de flestes vedkommende, og også mit. Men det er nu ikke det, det her indlæg kommer til at handle om. Næ, det her skal nemlig handle om OPUS.

 

Mine SFT-indlæg har været oppe i forbindelse med OPUS, fordi SFT var et gruppetilbud jeg fik, i præg af min behandling i det, der hedder OPUS (forestil jer min forvirring, da IT-systemet på hospitalet også hed OPUS – det var mærkeligt triggering. Men det er ovre nu, da vi er skiftet over til Sundhedsplatformen, haha!).

Nå, hvad er det her OPUS så for noget, hvorfor er jeg forlænget, og hvad betyder det overhovedet?

OPUS er et toårigt, tværfagligt behandlingsforløb, for unge med skizofreni eller mistanke om skizofreni, skizotypi eller psykose. Jeg falder ind under kategorien “skizotypi”, eller skizotypisk sindslidelse, som det egentlig hedder. Det tænker jeg også at lave et indlæg om, på et tidspunkt. Men jeg kan i hvert fald slå fast allerede nu, at jeg IKKE er skizofren. Ikke, at der er noget galt med det – jeg har mødt masser af unge i OPUS, som er de sødeste mennesker, jeg har mødt, trods deres skizofrenidiagnose. Så folk med skizofreni er altså ikke farlige, drenge og piger. De er ligesom dig og mig, og de er som regel pissesøde, ligesom et hvert andet menneske. De har bare lidt ting at slås med på sidelinjen. Med det sagt, så er skizotypi dog en slags skizofreni, men bare uden hallucinationer og/eller psykotiske episoder, selv om det godt kan forekomme meget sjældent, og meget kortvarigt (kaldet mikropsykoser). Så de to ligger tæt op ad hinanden, og jeg er også i risikozone for at udvikle skizofreni, og dét skræmmer mig sgu lidt. Synes det er svært nok at have skizotypi, magter ikke en udvikling af det, haha.

NOK om det. OPUS er altså et tilbud til denne her gruppe af psykiske sygdomme, og man får en primærbehandler, som man så har samtaler med ugentligt, eller efter behov. Det her fungerede slet ikke for mig. Jeg elskede min første terapeut, men efter mit første halve år i OPUS, så stoppede hun. Hun var virkelig fantastisk, hun forstod mig, vi snakkede godt sammen, hun var rigtig god til at tegne og forstå mine abstrakte tanker, og sætte tingene i orden, når de var i kaos i mit hoved, og det var så rart. En dag havde jeg en virkelig skidt dag, og hun kom op til mig på Frederikssund sygehus, hvor jeg var i klinik, for at snakke med mig – hun var GULD værd. Så skiftede jeg terapeut, og jeg havde enormt meget mistillid til hende. Det gjorde det ikke bedre, at jeg ikke følte, hun forstod mig, og jeg var enormt presset fra flere sider, da jeg undergik det her skift i terapeut. Jeg følte, at min terapeut blev ved med at svigte mig, fordi der gik 2-3-4 uger, mellem samtalerne med hende, en sjælden gang i mellem 6 uger, og jeg syntes det var SÅ meget under kritik, og det slog virkelig min psyke ned. Jeg havde ingen tillid til den her kvinde, overhovedet. Jeg var så vred, jeg var så skuffet, jeg følte mig alene, og jeg havde det rigtig skidt, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Nu har jeg fået lidt mere styr på mig selv, og mit forhold til min terapeut er lidt bedre. Jeg skuler ikke helt til hende på samme måde mere, og selv om jeg ikke ligefrem elsker hende eller synes, hun er den fedeste i verdenen, så kan jeg da tale med hende nu, uden at det er “alt for farligt”. Og jeg vil sige, til trods for, at jeg virkelig ikke døjede hende i en periode, så har det alligevel hjulpet mig at vide, at jeg jo har OPUS. Jeg har et bagland. Jeg har et sted, hvor jeg er tilknyttet, hvor jeg kan være, og hvor nogen holder fast i mig. Så selv om jeg følte intet hjalp dengang, så har jeg det jo bedre nu, og det har OPUS da haft indflydelse i.

Ifm., at man kører i OPUS, har man også en tilknyttet læge. Denne læge står for diagnosticering, statussamtaler, og medicin. Jeg er nu på min 4. omgang medicin. Jeg startede med Abilify, så Zeldox og så Latuda. Jeg fik bivirkninger ved dem alle sammen. Ved Abilify var det rigtig godt i starten, fordi jeg var mere frisk og vågen om morgenen, men hurtigt døde min energi, og jeg blev så træt og døsig, at jeg faldt i søvn alle mulige steder. Zeldox fik jeg en dag nældefeber af, så det skulle jeg ikke tage mere, mente lægen – selvfølgelig fordi der så er risiko for mere alvorlige, allergiske bivirkninger. Latuda gik fint, indtil jeg steg i dosis (pga. manglende effekt), for så skete der det, at jeg en time efter indtagelse af medicinen begyndte at ryste og nærmest være ved at besvime, fordi jeg blev så træt og døsig, og det stod som regel på en times tid, indtil det var væk igen… så det fungerede heller ikke. Nu tager jeg Risperidon, og indtil videre har jeg ingen nævneværdige bivirkninger, men heller ingen effekt. Så det bliver spændende.

 

Udover primærbehandler og ugentlige samtaler, tilbyder OPUS også psykoedukation, som er undervisning i sygdom, og alt, hvad der hører til. Dette har jeg ikke deltaget i, da jeg ikke rigtig følte behov for det.

Så har de SFT, social færdighedstræning, som er en gruppe, hvor man lærer at tage stilling til, og begå sig i sociale situationer. Det lyder ret banalt, og selvfølgelig kan de fleste godt navigere i sociale sammenhænge, men det gav meget alligevel. Jeg gik i gruppen det halve år, det strækker sig over, og lavede opdateringer her på bloggen, efter hver gang. Indlæggene kan findes her.

De har en afspændingsgruppe, som jeg også går i, og det har jeg gjort siden januar, 2017. Der kom en plads kort tid efter, at jeg havde været indlagt, så det var rigtig fint. Først var jeg rigtig nervøs, og det var jeg de første mange gange, men det er jeg ikke mere. Jeg ser rigtig meget frem til afspændingsgruppen, hvor vi først kører noget ballstick under fødderne, og derefter varmer lidt op, og så kan vi lave hvad som helst, der lige er stemning for, hvorefter der sluttes af med spænd-slap-af-afspænding. Det er SUPER lækkert, og jeg føler virkelig, jeg gør noget godt for mig selv.

 

Derudover deltog jeg i et projekt, indenfor mit første halve år i OPUS, og projektet omhandlede metakognitiv træning (MCT). Det var faktisk ret spændende, og handlede om at rate sine forestillinger, og sandsynlighedstænke, fremfor at katastrofetænke.
Så ja, OPUS er mange ting. De er også i gang med nogle flere sociale arrangementer, og havde bl.a. julehygge i julen, to fredage. Det var superfedt, og vi lavede kage den ene af gangene. GOALS. Det var bare lidt kikset, fordi idet vi befandt os på psyk, var der ingen knive, til at skære kagen ud med :/ ikke engang af plastik. Så vi måtte bruge en saks xD
Men OPUS er også tidsbegrænset. Man har 2 år i OPUS, og så skal man videre. Mine to år slap op her i februar, 2018. Jeg startede i februar 2016. Og det var jeg selvfølgelig rigtig ked af, for hvad skulle jeg stille op? Især fordi jeg hele tiden fik at vide, jeg ikke passede ind nogle steder, og at jeg nok skulle tilbage til privatpraktiserende regi. Det ville jeg simpelthen ikke! Det var der, jeg kom fra, da jeg startede i OPUS, og det eneste, jeg havde med derfra var min antidepressive medicin, der var blevet skruet højere og højere op i dosis, for hver gang, jeg havde en nedtur. Jeg ville jo gerne arbejde videre. Blive mere rask. Lære noget om mig selv… men det kunne jeg ikke, får jeg var simpelthen bare ikke “syg nok”. Og det syntes jeg fandeme er noget bullshit at sige, for de har ingen anelse om, hvor syg eller ikke-syg jeg er. Jeg har været syg, siden jeg var helt ung, og jeg klarede mig sgu fint nok alligevel, og fik først hjælp, efter jeg var fyldt 18. Men det betyder ikke, jeg vil tilbage til, at lave som ingenting og bare fake it ’til you make it. Jeg vil hellere lære at leve med min sygdom, end at gå tilbage til, at lade som om, den ikke er der. Og bare fordi jeg udadtil er velfungerende, så betyder det jo ikke, at det er det, jeg er. Ikke engang mine forældre ved, hvor meget, jeg gik igennem. Jeg har da sagt til dem, det var svært, og hårdt. Men jeg tror vitterligt ikke nogen gør sig nogen idé om, hvor svært det var. For det var fandeme hårdt, med en hjerne, der prøvede at slå en ihjel, samtidig med en hjerne, der prøvede at please alle andre, og ikke lade nogen vide, hvad der var galt. En hjerne, der ikke orkede at lave sit arbejde, men samtidig også var nødt til af få 12. Jeg var maks presset hele tiden, og jeg vil absolut ikke tilbage, bare fordi en eller anden idiot mener, at fordi jeg kan passe min uddannelse, så har jeg det fint nok – for de ser ikke de gange, jeg løber grædende fra uddannelsesstedet. De ser ikke, hvordan jeg måtte trækkes ud af simulationstræning, fordi jeg fik et panikanfald, og en af de kliniske vejledere var nødt til at være ved siden af mig, for at tale mig til ro igen. Og jeg kan love jer, at jeg var godt gal i skralden, efter dén besked.
Heldigvis fik jeg dagen efter en besked, der vendte op og ned på det hele. Min terapeut ringede, for at informere mig om, at de havde startet en ny gruppe op, også på projekt/forsøgsbasis. Gruppen hed ACT, og handlede om, at lære, at tilegne sig sit drømmeliv, trods diagnose, og lære at stå imod, tro på sine drømme, og holde fast i dem, selv når tingene blev svære. Altså, står der Cecilie henover den gruppe eller hvAD? Og fordi de startede denne her gruppe, og fordi de mente, jeg ville være en fantastisk kandidat til gruppen, så havde jeg fået bevilliget en forlængelse i mit OPUS forløb. Hvor heldig kan man være? Jeg havde dagen inden siddet og sagt til min kliniske vejleder, det var så rart, jeg havde en tryg base i klinikstedet, fordi min behandling var shaky, og ingen vidste, hvad jeg skulle, når jeg ikke skulle være i OPUS mere, og pludselig fik jeg bevilliget forlængelse i OPUS? Det kunne absolut ikke blive bedre. Og jeg er SÅ spændt på at starte i ACT-gruppe! For jeg er nemlig meget presset over de ting, min sygdom har fået mig til at navigere udenom, enten på grund af min egen usikkerhed, eller andres fordomme og stigmatiseringer. Og det kan der læses mere om i det her indlæg. Så bare kom AN ACT! Jeg starter d. 9. april, og jeg glæder mig. Og hvad bedre er jo, at jeg fortsætter i OPUS, som jeg plejer, og ser min terapeut hver anden uge, som hun er blevet enig med sig selv om, at det skal være… og jeg føler trop, for lige nu har jeg det fint. Jeg har en dejlig, støttende familie, og en dejlig, støttende… kæreste. Semi. Jeg er ikke helt sikker på, hvad vi er – og det skyldes vitterligt bare, at jeg er for dum til at fatte et hint, jeg skal have det straight up serveret, før jeg kan fatte det i min lille, ustabile, usikre æggehjerne – men sød, det er han. Og han er en fantastisk støtte. Selvfølgelig også mine dejlige, kliniske vejledere, der ikke er blege for at sige, at jeg rykker med hastige skridt, og at de er stolte. Selv om jeg måtte trækkes grædende ud af simulation (af mig selv, da jeg valgte at blive udenfor, trods der blev kaldt assistance), og en vejleder blev sendt ud for at trøste, så var de begge stolte af mig alligevel. For de vidste jo, at jeg var presset, og de vidste, at jeg prøvede, de vidste, at jeg gjorde mit bedste, og de var fandeme stolte af, at jeg kom, og at jeg respekterede mine grænser og sagde fra, og at de havde set mig i den mest pressede situation, hvor jeg havde handlet perfekt (læs mere her), så det var ligegyldigt, at jeg ikke kunne klare en simulation, for de vidste, hvad jeg virkelig kunne – og det var meget mere, end det jeg viste til simulation.  Så alt i alt: jeg har mange, der passer på mig, masser af støtte, og det hele skal sgu nok gå. Og så er jeg pisseheldig med den forlængelse af OPUS, så jeg ikke behøver bekymre mig om noget før til sommer!
Tak fordi I gad læse med <3
PS. Jeg tænker, at lægge nogle indlæg op fra ACT, når jeg starter? Lidt i stil med SFT, hver uge, eller i hvert fald fra hver gang, jeg har haft det (om de så kommer ugentligt eller en gang om måneden er jo så, hvad det er). Har det nogen interesse?
img_1315

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Afslutning i SFT

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Der er gået knapt to uger, siden mit sidste indlæg, og det skyldes, at jeg er startet på semester 6 på sygeplejerskeuddannelsen. Jeg har et indlæg planlagt (dog ikke skrevet) om valentinschokolade og klinikstart, men jeg ville lige gøre SFT helt færdigt først. Det karambolerer også med, at jeg snart slutter i OPUS, og jeg ville også gerne lige knytte nogle indlæg til, hvordan dét har været. Men i hvert fald, det her indlæg handler om SFT-afslutning.

img_9720

I mit sidste SFT-indlæg skrev jeg, at vi havde haft sidste dag, osv., hvilket også er rigtigt nok. MEN, vi skulle så have en afslutning udenfor hospitalet også. Oprindeligt skulle turen være gået til Louisana, men de havde sgu lukket lige den mandag, så vi slog turen forbi Frederiksborg Slot i stedet for. Og jeg vil da gerne indrømme, at jeg var den første, til at være LIDT hype. History funfacts??? fuck yes!

 

Ovenstående billede har en forklaring. Da jeg gik i 8.-9. klasse, var vi på skoleudflugt hertil, hvor vi skulle ledsage en masse fra de mindre klasser rundt på slottet. Min veninde og jeg, der i øvrigt var røvhamrende emo på det her tidspunkt, fandt hurtigt vej til Riddersalen, hvor vi dansede rundt, og fik de små børn til at filme os imens xD så da prinsesse Cecilie fandt riddersalen igen, måtte hun lige have et selfie, som den prinsesse, hun nu engang er.

ANYWAY.

 

Jeg var en af de førstankommende, og stødte tilfældigvis ind i PIER-medarbejderen, så vi fulgtes resten af vejen ind til slottet og snakkede lidt, mens vi ventede på resten af min SFT-gruppe, og de professionelle. Og jeg må indrømme, jeg syntes, det føltes lidt sært. På den ene side, følte jeg mig slet ikke syg, da jeg vandrede rundt på slottet. Omvendt følte jeg mig virkelig som sådan en “psykoseungerne på tur ft. støttepædagoger”-agtig. Jeg var nemlig også pinligt bevidst om, at vi jo ikke… ikke helt var der som ligesindende. Vi havde jo professionelle med. Men altså, de var der jo ikke for at overvåge os på dén led, men mere for at sparke samtalen i gang, hvis den gik død, og den slags. I hvert fald.

Vi blev henvist til kælderen, hvor vi kunne lægge vores jakker og tasker, og kloge lille jeg beholdte min jakke på, som den freak jeg er. Dog viste det sig hurtigt, at de andre syntes slottet var lidt koldt, og misundede, at jeg havde været kvik nok til at beholde min jakke xD

 

OG LAD OS SÅ KOMME I GANG MED TOUREN RUNDT PÅ SLOTTET, HVAAAA

img_9735 img_9700 img_9699

Først ser vi en vandbeholder, nede i kirken. Den førte direkte til Christian IV’s værelse, og han var dermed den eneste, med rindende vand. Hvor fucking cool er det ikke lige? Altså damn bro.

Dernæst har vi de farvede vinduer fra kirken, som jeg quite frankly er lidt småforelsket i. Generelt har jeg en ting for kirker, helligdomme, all sorts like that, og farvede vinduer er ikke en undtagelse. De giver mig sådan en sær, men dejlig nostalgisk følelse?

Third, så har vi et lille overview af kirken, som var det første, vi trådte ind i. Eller, vi var først henne og se en laaang fotoudstilling, og jeg kan forsikre jer om, at lille Cecilies tykke ben trippede til sidst efter noget HISTORY FUN FACTS, jeg var så træt af at kigge på fotografier, jeg ville vide noget historie!! se nogle kirker og gamle indretninger!! kom nuuuu!! så da vi endelig nåede til kirken, var jeg jo elektrisk. Derfor var det også kun mig, der spottede en lille gang ind til et værelse, hvor man kunne se overviewet her. De andre gik raskt videre, henne på venstre side, hvor skjoldene kan ses, mens jeg var resortet til det lille værelse, og kukkelukkede til de andre. Der var én, som jeg snakker ret godt med. Hvad kan vi kalde ham? Der er Xenia, som jeg har talt om før, og ja… lad os kalde ham her… øhm. Xander. HAHAHA. Hvor er jeg kreativ, hva’? Anyway. Xander så meget forvirret på mig, sådan virkelig “hvordan fuck”, og han stod bare “HVORDAN KOM DU DERIND!” og jeg stod bare… øhm jeg åbnede mine øjne og gik på eventyr :))) men var dog sød nok til lige at vise ham vejen… han synes også det var ok cool at stå her. Man følte sig lidt vigtig, du ved.

 

Vi gik videre til Audienssalen, hvor man skulle krydse en lille, indendørs “bro”. Det var ret flot, fyi. Koldt, men flot.

img_9702 img_9703 img_9706 img_9705

Først har vi krysningen til Audienssalen, og derefter selve salen. Jeg måtte meget seriøst lige have fat i Xander, som jeg hviskede til ham: “hvae, er jeg den eneste, der har en uimodståelig trang til at klatre rundt deroppe under loftet mellem vinduerne?” (hint, kig på billede 3 – der er jo skabt til, at man lige kan krybe ind mellem vinduet til salen, og vinduet ud, for pokker da!!). Det blev meget hurtigt konkluderet, at ja, det var bare mig, der havde lyst til det. Trist nok, alligevel.

img_9710

Vi kom forbi her, hvor jeg lige kunne brilliere min viden om, at folk faktisk sjældent lå ned og sov, pga. der ofte var så koldt, og at man frygtede lungebetændelse, så de fleste sad op og sov… jeg følte mig ret klog, thank u very muhc.

img_9711 img_9713

Det her kan jeg ikke lige helt huske, hvad er, men jeg syntes det var pænt, og det gav mig en god mulighed for lige at tage et selfie, så… jeg snuppede chancen… sue me ¯\_(ツ)_/¯

img_9714 img_9715

Vi gik videre ind i et lille tårnværelse her, hvor der var den her flotte stjernetegns…globus? Either way var den ret fin, og fisken var noget nær det eneste af tegnene, der var i farver. Meget spændende. Der var også en lille creepy spilledåse herinde… det var ret fedt.

 

Vi nåede selvfølgelig også til riddersalen!

img_9718 img_9719

Her ses ildstedet, der skulle varme salen op (jeg tvivler dog på, at denne pejs kunne varme kæmpesalen op… altså no offence, for det var en kæmpe pejs, men salen var enorm, jo!). Jeg er ikke sikker på, hvad løverne gør her… beskytter de mon?

 

img_9722 img_9725 img_9726

Godt nok stod smykkeskrinet ikke i samme værelse, men… jeg forestiller mig, det her, jeg ville bo, hvis jeg var en prinsesse. Der er jo det hele: en flot seng, millioner af spejle højere oppe på væggene, noget der kunne gå for at være et sminkebord (halløj flere mirrorselfies ¯\_(ツ)_/¯), og hvis vi så lige rykkede smykkeskrinet ind…? Perfekt.

 

img_9728 img_9729 img_9733

Så gik vi så forbi en gang med den SMUKKESTE pastellyserøde væg, og det flotteste sølvspejl, og urghhh, jeg kunne lige se mig selv her :)) og så entered jeg det fineste lille værelse, med den flotteste lille sofa!!! og så et tredje værelse med et klaver i!!! altså mygod!!! kan vi samle alle tre smukke ting i et værelse med pastellyserøde vægge, og så er min lykke gjort, tak. Ahhhhh.

Vil for evigt have prinsessedrømme, i don’t even care

 

Herefter gik vi så ovenpå, fordi de andre gerne ville se mere fotoudstilling. Jeg døde slightly indeni, da jeg har ingen!! interesse i fotoudstilling!! jeg har interesse i historIE. Men ja, nu var jeg jo ikke på solotur, så… jeg gik pænt med.

Desuden havde slottet også skuffet mig lidt, fordi der var stort set INGEN fucking history fun facts!??!?!?! tror du lige jeg var en skuffet pige??? Øv. De havde flyers til hvert eneste fucking rum, men det eneste der stod på dem var bare… de fortalte om malerierne i rummene :/ ØV. Efter at have besøgt Sønderborg Slot (og det kan I læse om her), havde jeg ret høje forventninger til Frederiksborg, og der må jeg sige… der blev ikke levet op til de forventninger. På nogen måde. Jeg var virkelig skuffet. Tingene var da fine, men… jeg havde brug for flere facts, mere historie. Øvøv. :/

 

Efter turen på slottet, begav vi os over på en lille café, alle mand, hvor vi hver især bestilte lidt at drikke (i hvert fald de fleste af os), og så gik snakken ellers. Inden vi forlod slottet, var jeg ellers klar på en tur i mønt-, vand-, og vinkælderen, men… der var sgu ikke andre end mig, der var på den, så vi smuttede, hehe.

Men cafébesøget var rigtig hyggeligt, og jeg fik snakket meget med både Xander og Xenia, om alt muligt mellem himmel og jord, og ja… det var en rigtig god afslutning. Nu har vi trods alt kendt hinanden i et halvt år, og siddet sammen hver eneste fredag formiddag, snakket, trænet og udvekslet personlige ting, taget ved lære af hinanden, osv. Så det var en god måde, at afslutte det på. Med det sagt ikke, at vi ikke kommer til at ses igen, for det håber jeg da. Og jeg fik både Xenias nummer, og Xanders nummer, og jeg har da snakket med Xander sidenhen! Så… ja.

 

Omkring 16-tiden gik vi hver til sit, og jeg begav mig en tur ned gennem gågaden, for lige at se, om der var noget spændende, og fik da også købt lidt. Det kan I læse mere om her.

 

Alt i alt, en rigtig vellykket dag. Og med det, kan jeg jo så sige, at mit SFT-kapitel er slut. Jeg arbejder selvfølgelig videre, med alt det, jeg har lært, og skal da også minde mig selv om de ting, jeg har lært. Men nu er det mere vedligeholdelse, og ikke at “lære” på den måde mere, så man kan sige, at det er en ny epoke i hele SFT-temaet, der så starter nu. Omlægning af gamle vaner, og vedligeholdelse, og det bliver sikkert en kamp, men jeg er nogenlunde klar til at kæmpe den (siger hun efter at have haft et meltdown, hvor jeg havde angstanfald og græd i en halv time for blot en time siden, men ok). It’s not gonna be easy, but it’s gonna be worth it. Og sårn er det.

Tak fordi I læste med <3

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

 

Tekst – 10,8

Hej, og velkommen tilbage.

En veninde, jeg har – Sofie Riis Endahl – udgav i november, tror jeg det var, ungdomsromanen Sindstequila. I den forbindelse, lavede hun en konkurrence, hvor man kunne vinde en forfatterbrunch, feedback og en kopi af bogen. Jeg var desværre ikke blandt vinderne, har jeg lige fundet ud af.

Men derfor, kan jeg godt dele min tekst alligevel, tænker jeg. Jeg elsker at skrive fiktion med afsæt i egne følelser/tanker, og derfra blev denne tekst (jeg ved ikke, hvad jeg vil kalde den? For det er hverken et digt eller en novelle, den er bare) affødt… 30 minutter før deadline 🙂 #udeigodtidjo

Bogen handler bl.a. om at stå ved sig selv og sine grænser. Konkurrencekravet var, ved den mulighed jeg valgte, at skrive en tekst med inspiration af dette citat fra bogen: “Jeg sidder et øjeblik med telefonen i hånden og møder et blik i spejlet, der ikke er mit.”

Så ud fra det, fik jeg denne her lille tekst frem. Håber, I vil tage godt i mod den:

PS. Åbenbart driller alle afsnit mig bare, så jeg er nødt til at markere dem med en -, så man kan se, der er linjeskift… sorry!

***

10,8.

Mit gennemsnit er 10,8.

Min familie åbner champagne, smiler, ønsker mig tillykke.

Jeg kan kun tænke på 10,8.

Hvilket dårligt snit.

Ærgrer mig, over, at jeg kun kan skrive 10 i min studenterhue.

“Tillykke med det, skat!” Min mor kysser mig på kinden, som hun hælder champagne op i glasset, jeg fik med min studenterhue.

10 i huen. Ikke 12.

“Her.” Min farfar rækker mig en lille smykkeæske.

Han smiler.

10,8.

Jeg åbner æsken. Der er et lille læderarmbånd i fra WISH med et sølvfarvet påhæng med en studenterhue på.

Hvorfor kunne jeg ikke få 12?

“Tak.” Jeg giver ham og min pap-bedstemor et knus, mens jeg smiler anstrengt.

Hvad kan jeg bruge 10 til?

“Hvor er du sej, du fik 10!”

Men det var ikke 12.

“Vi er så stolte.”

Jeg er ikke. Fordi jeg kun fik 10, røg mit gennemsnit fra 10,9 til 10,8. Havde jeg fået 12, havde mit gennemsnit været på 11. Dét havde været noget at være stolt af. Ikke 10,8.

“Skal vi ikke få taget nogle billeder af vores kloge student?”

Skal de bare træde i det?

“Jeg er så glad for, at du lod mig sætte huen på dit kønne hoved.”

Stakkels farmor, der kom helt fra Jylland, blot for at se sit barnebarn få noget så luset, som 10,8 i snit.

Jeg ser en video, fra en af de andre, der også har været til eksamen – i engelsk B. Jeg havde min sidste eksamen i engelsk A, og blev derfor frataget engelsk B.

Jeg valgte engelsk A, fordi jeg ikke kunne overskue nogle af valgfagene, og fordi jeg troede, jeg var god til engelsk – tydeligvis ikke.

Han kom ud med et 10-tal.

Hans reaktion var at råbe højt: “Pis mig i øret.”

De andre ønskede ham tillykke.

Jeg relaterede til ham.

10 er pissenederen.

For 10 er så tæt på 12, men alligevel så langt fra.

Det er en konstant påmindelse om, at man kunne have været dét bedre, men man ikke var det.

10,8.

Der er mange, der har spurgt, hvordan det gik til min sidste eksamen.

Hvad jeg fik.

Mange, der har ønsket mig tillykke.

Sagt, at jeg var god.

10,8.

Jeg rejser mig fra sengen.

Kan alligevel ikke sove.

Tager et blik på købmandskurven med kropspleje, jeg fik af naboerne i studentergave, og alle de blå roser.

10,8.

Tager min iPhone.

Surfer lidt rundt på nettet.

Gennemgår forskellige uddannelser på ug.dk.

Jeg har ingen anelse om, hvad jeg vil med mit liv.

10,8.

Hvad kan jeg blive, når jeg kun har 10,8 i snit?

Surfer videre.

Åbenbart en hel masse.

Tårerne presser sig på igen, som jeg ser op fra telefonen.

Kigger ud af vinduet, ud i mørket.

Ser mit spejlbillede i vinduet.

10,8.

Hvorfor er det så vigtigt?

Hvornår blev det så vigtigt for mig, at være god til alt?

Hvornår blev det så vigtigt for mig, at få 12 i alt?

Hvorfor kan jeg ikke slå mig til tåls med 10?

10 er ikke en dårlig karakter.

10,8 er ikke et dårligt snit.

Så hvorfor er jeg ikke tilfreds?

Hvornår begyndte jeg at værdsætte små lusede tal, fremfor min interesse og læreiver?

Jeg fik 10,8.

Jeg er ikke 10,8.

Er ikke 10,8 på en skala, jeg ikke engang ved, hvordan ser ud, men bare automatisk forestiller mig, ligger i bunden.

10,8 afholder mig ikke fra frit at kunne vælge, hvad jeg gerne vil uddanne mig som.

Tværtimod har 10,8 åbnet mange flere døre.

Måske i virkeligheden for mange.

Tårerne presser sig stadigvæk på.

Jeg vil ikke være 10,8.

For selv om jeg godt ved, at 10,8 ikke definerer mig, vil jeg bare hellere være 11.

Men det er ikke derfor, tårerne så småt begynder at falde.

Jeg ville ønske, jeg ikke var sådan.

For det er ikke mig.

Jeg har altid været en 12-tals pige.

Ikke fordi karaktererne betød noget.

Men fordi jeg elskede at lære; elskede at læse.

Nu er jeg reduceret til et tal.

Et tal, der aldrig nogensinde vil være godt nok.

Og jeg vil ikke mere.

Fucking 10,8.

***

3f175e575f4743e9aea7262c209a67af

Så ja, det var det! I er mere end velkomne til at efterlade en kommentar, om hvad I synes om teksten. Personligt synes jeg, den er acceptabel, og forholdsvis relaterbar ift. dagens samfund, og hvilket stort pres, karakterer giver. Jeg ville aldrig have været foruden mine karakterer, men det er nok mere toksisk for mig, at være del af karakterkulturen, end hvis jeg ikke havde. For grunden til, at jeg gerne vil beholde karaktererne er, at jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skal måle min værdi. Jeg har altid brugt tallene til at måle, hvad jeg er værd, og jeg føler mig fortabt uden dem. Og det er altså alt andet end sundt… men ja. Faktum er bare, at karakterer presser rigtig mange unge, og mange unge står tilbage med en følelse af, at deres arbejde aldrig nogensinde er godt nok, uanset hvilken karakter, man kommer ud med.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x