STATUS – OPUS, Vietnam, Bachelor

Hej bloggen, og velkommen tilbage. Der har været noget stilhed på bloggen, og det er simpelthen fordi, at jeg jo har været en måned i Vietnam ifm. sygeplejestudiet! Jeg ville gerne have blogget undervejs, men sådan blev det bare ikke. Dog har jeg taget en masser lækre billeder, og vil smide noget op her på bloggen tidligst muligt.

Jeg ville have lagt et Tokyo Haul op inden jeg tog af sted, men dagene op til, at jeg rejste, var superhektiske.

Jeg kom hjem lørdag aften, og mandag morgen startede vi lige på og hårdt med opstart til Bachelor. Yep, I hørte rigtigt – jeg starter på min bachelor nu, og kan derfor kalde mig sygeplejerske til januar, hvis jeg altså består. Så hvor meget aktivitet, der bliver på bloggen i den tid, kan jeg ikke lige love. Jeg håber bare, jeg kan få Vietnam op, men who knows.

 

Denne her status skulle i øvrigt også være kommet op, inden jeg rejste.

Men status er, at jeg jo har afsluttet mit OPUS-forløb. Det føles sgu mærkeligt, må jeg sige. Jeg var ret klar til at slutte, da jeg sluttede, men nu kan jeg godt mærke, at tingene brænder på indimellem, og jeg føler mig alene og forladt, og kan ikke helt håndtere dagligdagen selv. Og jeg har det rigtig, rigtig svært ved, at jeg stoppede i OPUS, som jeg gjorde. For jeg blev egentlig rimelig hurtigt afsluttet, og jeg fik ikke noget sikkerhedsnet med mig videre på vejen. Lige nu er jeg faktisk bare mig alene, uden nogen form for netværk eller sikkerhedsline, og det har jeg det faktisk rigtig svært med, fordi vi træder ind i en tid, hvor jeg ved, jeg vil blive presset. Både på grund af min upcomming bachelor, men også fordi det bliver vinter, og jeg altid får det dårligere om vinteren. Jeg har heldigvis fået en lysterapi lampe af min farfar, som jeg føler har gjort en forskel(?), men jeg tror bare heller ikke, at jeg kan satse på, at lysterapi kommer til at redde mig igennem. Så det er rigtig hårdt. De bad mig om selv at tage kontakt til en privatpraktiserende psykiater, men altså. Jeg har potentielt en brækket eller forstuvet ankel, der bare får det værre og værre. Jeg har haft svært ved at gå, og smerter i den, siden juli. Den anden siden maj. Og jeg har stadigvæk ikke reageret på nogen af delene, til trods for, at det virkelig progressivt bare bliver værre – så hvordan helvede skal jeg nogensinde få taget mig sammen til at få bestilt en tid hos egen læge OG fundet en psykiater, hvor kemien passer?

Jeg føler mig alene, og jeg føler mig tabt på gulvet. Og det er pissenederen. For jeg er allerede begyndt at få det svært igen, og jeg har ingen anelse om, hvad fanden jeg skal stille op. At komme ud af min seng er hårdt, og jeg bliver udmattet i løbet af no time, jeg slækker på ting, jeg ikke burde slække på, og alt virker uoverskueligt. Til mit held, bor jeg sammen med min kæreste, der hjælper lidt på humøret. Dagene er lidt lysere, når jeg ved, jeg står op til ham, og uden han ved det, hjælper han også til – får mig ud af lejligheden indimellem, får lokket noget rigtigt mad i mig, og sørger for, at jeg passer bare lidt på mig selv og mine basale behov. Og det er jeg ham dybt taknemlig for.

 

Vietnam var noget for sig, og jeg er superglad for, at jeg fik muligheden for at tage af sted – og valgte at tage i mod muligheden! Folk, der kender mig, ved jeg er hamrende neurotisk og generelt bare… ja, man skulle ikke tro, at jeg ville være typen, der tog dén udfordring op. Men det var hårdt, og det var svært. Jeg har aldrig taget så meget medicin, som jeg gjorde dernede, og jeg har virkelig haft nogle mørke stunder dernede. Dynamikken i vores gruppe dernede, var heller ikke skidegod, og faktisk enormt giftig for mig at være i, hvilket også er grunden til, at det gik… knapt så godt. Men da vi stod dernede og var færdige, kunne jeg også godt mærke, at jeg var stolt. Jeg havde sgu gjort det, jeg gerne ville, og jeg var kommet igennem, og det havde været benhårdt, men jeg havde GJORT det. Virkelig. At stå med mit certifikat i hånden var SÅ stort et øjeblik for mig.

 

Sidst, men ikke mindst: Bachelor på sygeplejestudiet. Om fucking 3 måneder (whoa) kan jeg kalde mig sygeplejerske. Det har været svært, det her bachelorfis. Og jeg er kun lige startet. Goddamn. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville skrive om, og det var kun heldigt, at jeg i det hele taget har en bachelorpartner (det skete for 2 ugers tid siden, huhej). Jeg ved bare, jeg vil skrive om psykiatri, og som det ser ud nu, er skizofrenipatienter nok en god kandidat. Men det er også sådan ca. dét, jeg ved. Og jeg skal aflevere problemstilling torsdag omkring middag 🙂 Tjuhej 🙂 Dét skal nok blive spændende.

 

Så…

Planen nu er, at jeg forsøger at få fucking oploadet min Tokyo haul at some point (måske efter Vietnam), og så at få uploadet nogle Vietnam-posts og haul derfra. Puha. Dertil at få min bachelor til at hænge sammen, og mit liv til at hænge sammen. Gonna be tough.

Så alt i alt; jeg har det ikke pissefedt lige for tiden, men jeg er mig, jeg er en fighter, og i might break down a few times (once a day, at least), men jeg skal nok klare den. Deep breaths. En dag af gangen. It’s gonna be fine. I can do this shit.

 

Så tak fordi I gad læse med på denne her semi pointless blogpost, jeg håber virkelig, jeg snart kan få opdateret herinde igen!

 

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i ACT? #10

Hej bloggen, og velkommen til allersidste dag af ACT.

Faktisk var der én dag mere, men der var jeg på Roskilde Festival, og kunne derfor ikke deltage. Så dette er min sidste officielle ACT-dag.

 

Som altid ligger jeg benhårdt ud med en hjemmeopgave. Den hedder villigheds- og handleplanen. Her er min:

  • Mit mål er at (vær specifik):
    • Være modigere & omfavne øjeblikket.
  • De værdier, der ligger til grund for mit mål er:
    • Jeg vil ikke være bange for nye ting. Jeg vil lære, opleve og udvikle mig, og lære at vise mine følelser bedre/kommunikerer dem bedre.
  • De handlinger, jeg vil udføre, for at nå dette mål er (vær specifik):
    • Være mere åben. Sige mere ja. Gøre et forsøg. Aktivt at fortælle/vise MINE behov.
  • De tanker, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Alle NAT. F.eks. “Jeg er ikke god nok”, “Jeg kan ikke”, “Jeg gør det forkert”, osv.
  • De følelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Angst/panik. Det er BARE følelser!!
  • De fornemmelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Rysten. Hjertebanken. Tårer. Svimlen for øjnene. Frys/passivitet.
  • De tilskyndelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Trang til at stikke af – UDEN reelt at stikke af.
  • Det vil være nyttigt at sige til mig selv, at:
    • Det er BARE tanker og følelser.
    • Ingen er god til noget første gang.
  • Hvis det er nødvendigt, kan jeg bryde dette mål ned i mindre skridt. Det mindste og letteste skridt, jeg kan begynde med, er:
    • Ved tilbud om noget, at stoppe op og tænke, ingen jeg siger nej (prøve at sige ja).
    • Aktivt at række ud.
  • Det tidspunkt, den dag, og den dato, hvor jeg vil tage dette første skridt er:

Vi gennemgik øvelserne i fællesskab, og jeg fortalte bl.a. det her med, at jeg ikke følte mig klog eller god nok, når jeg var sammen med min “svigerfamilie”. Her fik jeg gode råd fra gruppen, om at jeg skulle fortælle min kæreste, at jeg fik det sådan, når jeg var sammen med hans familie, og at jeg skulle defusionere og acceptere, hvordan jeg havde det, og prøve at fokuser på nuet (fordi det tog meget af min energi, at fokusere på alle mine negative tanker, så jeg glemte at følge med, og snublede lidt i virkeligheden, fordi jeg ikke kunne fokusere på flere ting). Derudover at spørge mere ind til hans forældre, og ikke være bange for at stille spørgsmål, hvis jeg ikke forstod noget, de sagde. Og derudover bare tænke mindre over tankernes sandhedsværdier, og bare accepterer de er der – hvad så, hvis jeg er dum? Det er i bund og grund ligegyldigt.

 

Vi gennemgik nogle andre hjemmeøvelser, og jeg vil her gennemgå de to, der sagde mig mest.

Der var en, der sagde, at værdier vælges af interne værdier, og ikke eksterne. Vedkommendes værdier var selvbevidsthed og disciplin, og forholde sig kritisk til egen adfærd og tanke, og accepterer, at ubehag er OK. Situationen var en familiesammenkost, hvor vedkommende prøvede at lade være med at blive provokeret over de forskellige ting, men bare se dem, som de var, og ignorere spydigheder m.m., og stå op, i stedet for at sove længere, og få gjort det, vedkommende havde sat sig for. Vedkommende fik tankerne til at fylde mindre, og oplevede, at det virkede, at lade tankerne fade ud, uden at bruge energi på dem, og accepterede, følelserne, i stedet for at løbe fra ubehaget og familieproblemerne, ved f.eks. at drikke sig i hegnet til en fest bagefter.

Noterede hjælpesætningen: Går det, så går det, og går det ikke, går det nok alligevel.

 

Der var også en, der havde en værdi ift. at give slip, og have egenomsorg.

Vedkommende var med i en trekløver, og følte sig som tredje hjul, når de andre lavede aftaler og lignende, uden at invitere vedkommende selv med. Det hjalp vedkommende at tænke, det var okay, og at vennerne nok ikke havde tænkt over det, og ikke ved, hvor meget det betyder at blive inviteret med/hvor ked af det, man kan blive, når man ikke bliver inviteret med.

Vedkommende her fandt det hjælpsomt at tænke over, at vennerne jo ikke vidste, at han/hun havde tænkt over at være sammen med vennerne, og nærmest planlagt at være sammen, og planlagt dagen ned i mindste detalje, før han/hun besluttede at skrive til dem, og derfor ved vennerne heller ikke, hvad de “bryder”, idet de ikke er tankelæsere, og ikke nødvendigvis har haft samme planer. Herfra at prøve at slippe tankerne om, ikke at være god nok, og at vennerne ikke gider en, i stedet for at blive sur og ked, eller tage i byen med andre venner.

Her blev et tip til vedkommende, at planlægge lidt længere frem, og ikke så spontant, da der så var større chance for succes. Dvs. i stedet for at skrive to timer før man gerne vil mødes, at man gerne vil mødes, så at lave aftaler nogle dage i forvejen, f.eks.

 

Det var det for ACT.
Derudover at huske, at det her er en PROCES, der udvikles HELE TIDEN. ACT bliver aldrig rigtigt færdigt, man udvikler sig hele tiden, man lærer hele tiden, osv. Giv det tid. Det skal nok blive bedre.

 

Personligt synes jeg, at det hjalp meget at lave så udpenslet en plan. Det var fucking irriterende at være “specifik”, men hvis jeg lige tænkte over det, og set i bakspejlet, var det rigtig rart, fordi det blev mere håndgribeligt, så jeg kan varmt anbefale, at lave sådan en liste med babysteps. Det behøver ikke være vildt og voldsomt. Selv de mindste ændringer er worth it. Så altså, giv det et skud, prøv dig frem, lev livet. Du ved.

Jeg håber I har fået noget ud af, at læse med. Jeg er i hvert fald selv blevet meget inspireret af ACT-tankegangen, og har mærket, at det kunne hjælpe mig videre. Kan også se i min journal fra OPUS, at mine behandlere oplever det samme. Så ja. Jeg håber, det har kunnet inspirere lidt, og jeg ønsker jer ALLE al mulig held og lykke i fremtiden. Og skriv endelig en kommentar her på bloggen, el. lign., hvis I har spørgsmål eller brug for et råd. Jeg vil gøre mit bedste, for at hjælpe.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i ACT? #9

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu en dag i ACT.

 

Vi lagde ud med en hjemmeøvelse, som altid, og jeg tror faktisk, vi brugte hele sessionen på det, for jeg har ikke sindssygt mange noter fra denne dag? Så det bliver et kort indlæg.

Vi skulle vælge en værdi, som vi ville leve efter, og udpensle, specifikt, hvad vi ville gøre, for at leve efter den, og derfra bemærke, hvilken betydning det havde, for vores tanker, følelser, og adfærd, at gøre dette.

Jeg valgte at omfavne øjeblikket og være modig. Her ville jeg tage jahatten på, gøre noget mere aktivt, og sige mindre fra.

Jeg er ikke sikker på, om jeg lavede opgaven(?), men jeg har skrevet notater til, at jeg sagde ja til forældremøde, og fitness (hvilket skete ugen før, så?). Menøh, basically gjorde jeg endelig op med mig selv, at det var på tide at starte i fitness over sommeren, for at prøve at komme lidt mere ud, og ikke sumpe rundt i løbet af sommeren. Samtidig indvilligede jeg i, at lade min kæreste møde mine forældre, og vice versa. At møde hans var uden tvivl mest skræmmende. Men det gik fint.

Det, der skete for mig, da jeg skulle møde hans forældre, var, at jeg var meget caught up i mit hoved. Der skete rigtig mange ting, og selv om jeg var lettet over, jeg endelig gjorde det, og stolt over, at jeg gjorde det, så kværnede tankerne derudaf. “Jeg er ikke god nok, de kan ikke lide mig, jeg er dum, hvad laver jeg her, hvorfor sker det her, jeg vil ikke, jeg vil hjem, omg jeg er så fucking dum, hvorfor forstår jeg ikke hvad de siger, hvorfor diskuterer de, er det min skyld, what the fuck”. Det kørte derudaf med 180 kilometer i timen, og jeg følte mig DØD, da jeg endelig kom hjem. Jeg kunne ikke slippe tanken om, at jeg ikke var god nok, og at jeg var dum. Samtidig følte jeg mig ked af det, rådvild, forvirret, alt muligt. Af samme årsag var jeg stille under mødet, bød ikke ret meget ind, og udviste ikke super meget intelligens, faktisk. Det var kikset. Og det var pinefuldt.

Men oveni alt det, var det også rart. Jeg havde gjort det første gang. Det var hårdt, jeg var fanget i kaos af tanker og følelser, men jeg vidste med mig selv, at det ville blive nemmere. Nok ikke anden gang, sikkert ikke engang tredje eller fjerde gang. Men på et eller andet tidspunkt, ville det blive bedre. Og jeg klyngede mig til det håb. Det allerværste var overstået nu, og det kunne kun blive bedre.

Vi så også denne her ACT-video.

 

Resten af noterne, jeg har fra denne dag, er de andres oplevelser, og selv om jeg synes det giver meget, at få flere oplevelser på, så lader jeg dem være. For jeg har ikke supermange noter, og jeg tror bare, det bliver forvirrende. Så det her var et meget kort indlæg, med det eneste indhold, at dele min hjemmeopgave.

Så hvad har jeg lært?

AT DET ER PISSEFUCKING HÅRDT, AT GÅ EFTER DET MAN GERNE VIL. Men, jeg har en værdi, der hedder familie, og en værdi, der hedder at være en god svigerdatter, og knytte gode bånd til min kærestes familie.

SÅ. Jeg udstår det her lort, og venter på, at jeg får det bedre, og det stopper med at være hårdt og udmattende.

For det skal nok blive bedre.

Hans familie er rigtig sød.

Jeg skal nok komme til at passe ind.

Så ro på, rid stormen af. Acceptér de følelser, der er, og prøv at lev med det, indtil din hjerne får tilpasset sig, at det ikke er farligt.

 

Så mit råd til jer er, at prøve noget af det samme. Find frem til jeres værdier, og lav små babysteps. Øvelser. Kom ud og gør noget aktivt. Gør én lille ting anerledes, og se, hvad der sker – og hæng i, selv om det er hårdt. Selv om tanker eller følelser fylder. Det skal nok blive det værd. <3

(billedet er faktisk fra den dag, jeg mødte hans forældre).

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i ACT? #8

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu en gang ACT.

 

Jeg lægger hårdt ud med en hjemmeopgave. der handler om EN SELV. Damn. Den var hård, btw. Let’s get started.

  • Hvilke personlige styrker/kvaliteter har du allerede?
    • Jeg er lyttende og empatisk.
    • Jeg er god til at skrive – mine egne følelser, og fiktion.
    • Jeg er klog/dygtig – og kan lære fra mig.
    • Jeg er opmærksom på folk omkring mig.
    • Jeg er sjov, og mit smil og humør smitter.
  • Hvilke nye vil du gerne udvikle?
    • At kunne tage ja-hatten på, være mere bekymringsfri, og kunne sige TIL fremfor fra.
    • Få mere overskud, og blive mindre udmattet at “små” ting.
    • Blive bedre til at cutte negative relationer, og i denne kontekst kunne sige FRA.
  • Hvordan vil du gerne anvende dem?
    • Tage flere chancer og leve livet. Både alene, og sammen med min kæreste.
    • Kunne bruge min tid bedre, og mere spændende (fremfor at ligge i min seng og se tv-serier og lade op i 7 dage i træk, fordi jeg er træt).
    • Blive bedre til at passe på mig, og nære mig/gøre ting, der får mig til at vokse og gro (som en lille blomst).

Bum du. Hårdt arbejde.

Af ting, som de andre sagde, var bl.a. at finde balance mellem gode kvaliteter, der kan blive drænende. F.eks. hvis man er meget hjælpsom, så at finde en balance, hvor man ikke kun dedikerer sit liv til at hjælpe andre, men husker at hjælpe sig selv også.

 

Dagens tema er nærvær og selvet.

Vi startede med en nærværsøvelse med musik, hvor man skulle fokusere på forskellige aspekter/instrumenter, i et musikstykke, der blev spillet (jeg kom for sent, og deltog derfor ikke i denne øvelse). Dette er fordi, at ACT handler om at kunne flytte sin opmærksomhed, og benytte sig af smal og bred opmærksomhed (se detaljer, og se helhed, og veksle mellem disse).

 

Første teorioplæg handlede om det bemærkende selv, dvs. det, at ens bevidsthed bemærker ting, men at man også selv bliver bevidst om, at der bliver bemærket noget, dvs. at træde et skridt tilbage, og bemærke, at man har oplevelsen, fremfor kun at være i oplevelsen (this is some fourth wall shit).

Dvs. det her med at opleve, at det er en selv, der har oplevelser, men at man ikke er sine oplevelser, og vide, at man har tanker og følelser, men ikke ER tanker og følelser.

Det bemærkende selv er derfor et sted inde i en, hvor man kan betragte sine tanker og følelser, det kan f.eks. kaldes et observationspunkt, vores iagttagende selv, eller selvet som kontekst. Og dette punkt er konstant, og er det “samme” over tid, selv om det, der opleves, hele tiden ændres. At vide dette, understøtter ens defusionsevne, dvs. at når man er klar over, at man har oplevelser, tanker og følelser, og ikke er disse ting, gør det det nemmere ikke at smelte sammen med disse, men i stedet for træde tilbage, og forholde sig mere objektivt til det.

Er I forvirrede?

Same. Det er lidt kringlet at forstå. Den her metafor for det, hjalp mig til at forstå det lidt bedre.

Det iagttagende selv er som himlen, mens tanker og følelser er som vejret. Vejret forandres hele tiden, men uanset hvor dårligt det bliver, kan det ikke gøre himlen skade. End ikke det værste tordenvejr, vildeste orkan, eller forfærdeligste snestorm, kan skade eller ændre himlen. For himlen har altid plads til det, og kan rumme det, og før eller siden forandres vejret også igen til noget positivt. Vi kan godt glemme, at himlen er der, når vejret er meget dårligt, men den er der altid. Nogle gange kan man f.eks. ikke se den, pga. skyer, men himlen er der alligevel, og den ændrer sig ikke.

Jeg håber, metaforen gav mere klarifikation. Den hjalp i hvert fald mig, til at forstå det.

Hvis ikke, så har jeg to metaforer mere.

Livet kan betragtes som et sceneshow. På scenen befinder der sig alle dine tanker, følelser, og sanser, som optræder i showet, og nogle gange prøver at trække dig op på scenen (fusion). Det iagttagende selv, er det publikum i dig, der kan træde tilbage, og se sceneshowet, enten de forskellige detaljer, eller helheden af det.

Vores kære ven, dr. Russ Harris, har også lavet en video for at forklare. Den er her.

Alt i alt handler det sådan set bare om, at blive opmærksom på 1) sig selv og 2) sine tanker, følelser, osv.

For mig oplever jeg det f.eks. i afspænding, når jeg zoomer totalt ud, og spacer out, og glemmer tid og sted, og nærmest bare føler mig som en alien, og så pludselig bliver opmærksom på, hvor fuck jeg er, og hvad jeg laver – og at jeg ikke er en alien. Totalt aha-oplevelse.

Ved ikke, om det giver mening. Jeg er forelsket i himmel og vejr-metaforen. Jeg synes den er rigtig god, til at forklare det her abstrakte begreb.

… Fortsætter under billedet her.

Afslutningsvis, skulle vi arbejde videre med vores værdier, på en lille skydeskive. Jeg vedhæfter billederne, da det er lidt lettere, end at forklare det. Jeg ville ikke have, min skydeskive skulle vises som det første billede i det her indlæg, på forsiden af bloggen, så… ja, enjoy et selfie af mit smil, der lader som om at det smitter og gør andre glade, haha.

Anyway, skydeskive.

Vi fik lov til at dele opgaven op, så det gjorde jeg, da jeg synes der er forskel på, om jeg er Sygeplejerske Cecilie, eller… Syge Cecilie.

Sygeplejerske Cecilie er KILLER til at give kærlighed. Udvise empati. Være sød, forstående, omsorgsfuld. Hun er så god til det. Hun tager også i mod komplimenter med et smil, og er ydmyg. Hun er A+.

Hun er god til at omfavne øjeblikket. Ikke perfekt, men hun gør sit bedste, og tager i mod udfordringer, så længe hun får lidt støtte og bliver guidet.

Hun er ikke så god til at mærke efter sine egne grænser, og hvornår hun bliver for presset.

Syge Cecilie, er også forholdsvis god til at give kærlighed. Lidt dårligere til at tage i mod.

Hun er ikke skidegod til at tage i mod øjeblikket. Faktisk er hun ret bange, og griber sjældent en chance.

Til gengæld er Syge Cecilie lidt bedre til at passe på sig selv, end Sygeplejerske Cecilie er.

 

Det føltes lidt underligt at tale om sig selv i 3. person, men jeg syntes, det gav mening sådan, haha.

Jeg er begge Cecilier. Og der er plads til forbedring hos begge Cecilier. Men de gør det begge godt, og de øver sig.

 

Afslutningsvis vil jeg opfordre jer andre til at se på lignende opgaver.

Det var benhårdt, men meget givende at se, hvad jeg var god til. Det giver altså bare lidt ekstra, hvis man føler, at der er noget, der kører for en. Og man må gerne prale, og man må gerne give sig selv credit, selv om det er svært. Man behøver ikke være perfekt, for at være god til noget.

Skydeskiven var også rigtig god, fordi den viser forskellige aspekter af en. For mig gav det ikke mening, at dele den yderligere op, men nogle delte den også op i fire. For vi har forskellige roller, afhængig af, hvorhenne vi er, og de forskellige værdier fylder måske mere eller mindre, afhængig af, hvilken rolle, vi har. Jeg syntes, den gav et godt overblik, i hvert fald.

Og helt til sidst, så har jeg lige nogle værdispørgsmål, I kan stille jer selv.

Hvad vil du virkelig gerne? Hvad skal dit liv stå for? Hvilken slags person vil du gerne være? Hvilken slags forhold vil du gerne opbygge, hvad skal det bestå i? Hvordan vil du gerne handle/opføre sig, overfor andre og dig selv? Hvis et mirakel kunne ske, hvad vil du så allermest gerne have i dit liv, som ikke er der nu? Hvad skal din (korte) tid på jorden handle om?

For mig?

Jeg vil gerne hjælpe andre, og jeg vil gerne skrive bøger. Jeg vil være et forbillede, og en rollemodel, der viser, at alt er muligt. Jeg vil være glad, smilende, empatisk, hjælpsom, fordybende, kreativ og dygtig. Jeg vil bygge stærke relationer, fyldt med tillid. Jeg vil være venlig og åbentsindet. Jeg ville ønske, jeg blev rask, og aldrig mere skulle føle sygdom. Jeg vil inspirere andre, til at blive en bedre version af dem selv.

Hvad vil du?

Tak fordi I læste med.

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i ACT? #7

Hej bloggen, og velkommen til endnu en dag i ACT.

 

Hjemmeøvelsen til denne dag, gik ud på, om at beskrive rollemodeller.

Så… sæt i gang. Spørgsmål:

  • Hvem er din rollemodel? Min kæreste.
  • Hvad inspirerer dig ved denne? Han er rolig, accepterende, kan give slip, og prøver nye ting.
  • Hvilke personlige styrker eller egenskaber har vedkommende? Han tager let på tingene. Han har overblik. Han udviser ro. Han accepterer ting, han ikke kan ændre på. Han udfordrer sig selv. Han passer på andre (mig). Han er lyttende (overfor mig). Han kan rationalisere dårlige tanker (selv, og hjælpe mig med det). Han er ærlig.
  • Hvad betyder disse egenskaber for dig? De betyder i høj grad jordforbindelse. De er vigtige ift. relationer med andre, og betyder for mig styrke, mod og egenomsorg.

Det var det. Ret intens opgave. Er virkelig glad for, min kæreste ikke læser min blog, for han tror nok, jeg er sindssyg, sådan som han bliver nævnt herinde! Men sandheden er bare, at han virkelig inspirerer mig. Til at blive bedre, og til at arbejde med mig selv. Så altså,  ¯\_(ツ)_/¯

Nogle af de ting, jeg bed mærke i, i andres hjemmeopgaver var, at én fortalte, at det ville være rart, at kunne støtte sig til andre mennesker, i stedet for at være afhængige af dem. I second that! Jeg har en del borderlinetræk, men min skizotypi var mest udpræget, så det var den, jeg kom i behandling for. Men jeg er meget sort/hvid, og det er alt eller intet for mig. Enten kan jeg ikke lide dig, og ellers er jeg head over heels afhængig af dig, og har brug for din opmærksomhed h e l e tiden. Hvilket selvfølgelig er urealistisk, og superudmattende, og tragisk for alle involverede, fordi det som regel ender ret grimt. SÅ. Jeg vil også rigtig gerne blive bedre til at se andre som en ressource, der kan hjælpe og støtte mig, men at jeg selv ligesom er “hovedparten” i det, og ligesom… ja selv kan fikse mig, og ikke har brug for andres gosignaler eller whatever, før jeg skrider til handling.

En anden fortalte, at vedkommende havde valgt en rollemodel, de spejlede sig lidt i, ift. at hvis denne person kunne det (trods sine udfordringer), kan jeg måske også selv… Dén tankegang går jeg også meget i. Hvis andre kan, trods deres dæmoner… så er der også håb for mig. Så kan jeg også. Håber jeg i hvert fald. Og det er også det, der for mig er meningen med de her blogindlæg. Jeg håber, at hvis I, der følger med ser, at jeg kan… at så tror I også på, at I godt kan. For det kan I. Alle kan. Det er bare om at lære sig selv, hvordan man bedst gør det, så man tager hensyn til ens forhindringer og begrænsninger. Men det er IKKE umuligt, selv om det føles sådan. <3

 

Vores overordnede tema er fortsat “værdier”, og vi så en video: Values VS. Goals by dr. Russ Harris, for lige at genopfriske, hvad vi gennemgik sidst.

Herefter gennemgik vi heksaflexen (??? de forskellige elementer i ACT), og det her med, at tankerne ikke er sandheder, og at det at leve efter vores værdier, kan koste ubehag, samt finde ud af, hvilke værdier, der er vores, og hvilke, der er blevet påduttet os (og om vi i det hele taget vil have de værdier).

Samtidig gennemgik vi det her med engageret handling ift. værdier og mål, og det med, at vi selv står i vejen, og at hvis vi gerne vil ændre på os selv, er vi nødt til at gøre noget anerledes. Hvilket er superhårdt.

 

Afslutningsvis skulle vi gå ud to og to, og fortælle om vores livsværdier (dem vi valgte sidst), og hvorfor disse var vigtige, om vi levede efter dem, som vi ønskede, og hvilke forhindringer, der stod i vejen for, at vi kunne leve fuldt efter disse værdier.

  • Omfavne øjeblikket. Denne værdi er vigtig for mig, fordi jeg er træt af, hele tiden at tænke katastrofetanker, og blive holdt tilbage af disse. For ærligt, hvor tit sker worst case scenario egentlig? Og hvad er worst case scenario? Jeg er aldrig stoppet med at fortryde, at jeg som 15-årig(?) IKKE crowdsurfede til en koncert, og kyssede en guitarist. Hvorfor gjorde jeg ikke det? Lille 55-kilo Cecilie troede, at hun var for fed, og at ingen kunne gribe hende, da hun sprang af scenen. Jeg missede en great mulighed, fordi mine katastrofetanker stod i vejen. Ain’t about that life. Jeg er træt af det. Jeg har sagt nej til utallige ting, fordi mine tanker fylder for meget. Jeg siger stadigvæk nej til mange ting, fordi mine tanker fylder for meget. Og det skal de bare ikke have lov til. Svarene på resten af spørgsmålene giver næsten sig selv. Jeg lever ikke efter den her værdi, så meget, som jeg gerne ville. Jeg er blevet bedre, bevares, men generelt set – nej. Og frygt står i vejen for mig. Min frygt fylder for meget, mine tanker fylder for meget.
  • Egenomsorg. Jeg synes den er vigtig, fordi jeg ALT for mange gange har fundet mig i ALT for meget shit fra andre, som har nedbrudt mit selvværd, fordi jeg bildte mig selv ind, at det fortjente jeg, eller noget andet bullshit. Ain’t about that life. Det er på tide at cutte toxic friendships, og lade dem være cut off. Not going back. Du er stærkere og bedre end det pis, og du får det MEGET bedre med dig selv, når du slipper de der giftige relationer. Pas på dig selv. Du skal holde længe endnu, og i can assure you, du fortryder det, hvis du ikke passer på dig selv. treat urself like a newborn puppy, feed urself love, be nice to urself. Jeg er blevet bedre til at leve efter denne værdi, men igen – holder stadigvæk tæt på en masse giftige relationer, som jeg burde cut off. Og det er jeg heldigvis i gang med 🙂 SÆS bitches.
  • Give og tage i mod kærlighed. Vigtig, fordi man ikke kun kan give kærlighed. Jo, det føles pisserart. Men nogle gange må man også tage i mod, for ellers krakelerer relationen. Man kan ikke kun give. Man kan ikke kun modtage. Der skal være balance i det, og det er en kunst, at lære at tro på, at man er værdig nok til at modtage kærlighed. Det er jeg heldigvis også blevet bedre til, igen i præg af min kæreste, der nærmest aldrig stopper, med at vise, hvor meget, han holder af mig. Rly, this dude goes thru a lot with me, and he has witnessed some shit, and he hasn’t left my side yet. Og jeg øver mig også i at vise og fortælle ham, hvor meget jeg holder af ham, for jeg vil aldrig have, han er i tvivl, og han skal aldrig føle, at jeg ikke holder af ham, for det gør jeg virkelig.

Det var det for denne gang. Den sidste øvelse her behøver man egentlig ikke lave i samarbejde med andre (men det kan hjælpe). Den kan sagtens laves alene. Så jeg vil anbefale at lave både den her, og min hjemmeopgave (med rollemodellerne). Fordi det giver en god forståelse for det her arbejde, og hjælper med at gøre det mere konkret og håndgribeligt at arbejde med værdier, og det giver mere overskud og glæde, at vide, præcis hvad man vil og hvad man gør, for at opnå det.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x