London 2018 – Dag 7 – London Eye & Imperial War Museum

Hej bloggen, og velkommen tilbage til dag 7, og dermed også sidste reelle dag i London.

Vi startede dagen med at gå ned til London Eye, som vi selvfølgelig skulle op i. Det var sidste attraktion på vores Merlin’s Magical London Pass.

 

Selvfølgelig obligatoriske Big Ben.

Fordi jeg i et tidligere indlæg lagde et selfie op med min mor (eller snarere et skelfie), kommer der også lige her et af min far og jeg. Egentlig ville han tage et selfie af sig selv, men jeg hoppede lige med ind og photobombede. Elsker du mig, papa?

Sådan ca. her, var vi højest oppe i luften, og var på lige fod med dem i vognen bag os. De søde drenge smilede og vinkede til mig. Lidt cute.

Og så lige lidt flere udsigtsbilleder, og afslutningsvis, altanerne, som jeg forelskede mig lidt i. Det er sikkert pissedyrt at bo der, men fuck, det må være lækkert.

Vi betragtede også lige London Eye from afar, som vi gik over broen mod Elephant & Castle.

 

Vi skulle nemlig mod Imperial War Museum. På vejen snuppede vi lige en is. Min var en sodavandsis med bubblegum – den var goood. Og mindede om en, jeg smagte i Tokyo (nederst i dette indlæg) omend bubblegum-smagen i den her godt kunne have været lidt mere intens. Men god, det var den – og forfriskende!

Mig, der desperat prøver at capture the perfect ice lolly billede, inden min is smelter mellem fingrene på mig ¯\_(ツ)_/¯ nå. Ind på museummet vi gik!

Er forelsket i gamle skilte som disse. Much love. Derudover havde de en skyttegrav, man kunne gå igennem – den var ret fed. Men, gotta be honest – det gav ikke samme experience, som National Showa Museum i Tokyo, hvor man også fik lov til at sidde i en “bunker” og mærke vibrationerne fra “bomberne”. Læs mere her.

Her ses en af Prinsesse Mary’s “gift boxes”, som blev sendt til de britiske tropper under 1 verdenskrig (1914). Prinsesse Mary var 17 år, og datter af Kong George V, og sparede pengene sammen via en offentlig indsamling, så tropperne kunne modtage en julegave fra den britiske nation. Rygerne fik cigaretter, tobak, lightere og piber, og dem, der ikke røg, fik blyanter og papir. Indiske tropper modtog søde sager og krydderier, og sygeplejerskerne (mit fag) modtog chokolade. How cute!

Her ses en røde kors’ sygeplejerske kyse-ting, som tilhørte Edith Cavell, som holdt til på et hospital i Brussels, der var invaderet af tyskere (kan ikke lige huske det rigtige ord). I 1915 blev hun myrdet af tyske soldater, fordi hun hjalp strandede Allierede soldater med at komme tilbage til tropperne. Der er også skrevet en bog, som også ligger fremme.

En sygeplejerskeuniform. Synes bare, jeg ville tage den med, fordi… hallo, sygeplejerske in the making her.

Mange døde under krigen, men mange flere havde ladt livet, hvis ikke at sygepleje og behandling var blevet så effektivt, som det blev. Medicinske teams skulle gjorde de sårede mænd klar til hamp, og fik derfor mere og mere viden om shock, blodtab og infektioner. At vide, at soldaterne fik god behandling, hvis de blev såret, var noget, der holdt moralen af soldaterne og deres familier, oppe.

Nogle mænd kunne humpe til nærmeste sted for at få hjælp, mens andre måtte bæres på bårer og lign. Røntgenbilleder spillede en stor rolle, for at lægerne kunne lokalisere kugler og granatsplinter i soldaternes kroppe, og dermed fjerne dem. I 1918 kom der en ny procedure, hvor man kunne transfusere blod, hvilket øgede chancen for overlevelse blandt soldaterne, der ofte ellers led af blodtab og shock (oversættelsen er ikke totalt perfekt, fordi jeg kan åbenbart ikke finde ud af at oversætte engelsk til dansk inde i min hjerne??).

Her ses tydeligvis en båre.

Og derudover, vi springer lige frem i tiden, til 1938, optakten til 2. verdenskrig. 38 millioner gasmasker blev uddelt rundt i England. 2 millioner af dem var specielle røde og blå “Mickey Mouse” masker, der var til børn mellem 2-4 år. Maskerne lugtede og blev svedige, og mange brød sig ikke om dem. Men nogle børn fandt ud af, at hvis de indåndede hårdt nok, og derefter udåndede, kunne de lave en pruttelignende lyd, der fik dem til at grine, selv når de var bange.

First off, what a cute frigging story. Second, hallo, de lavede MICKEY MOUSE MASKER TIL BØRNENE. FOR AT GØRE DEM MINDRE BANGE. DET ER SGU DA CUTE.

Et metal-operationsbord, der blev brugt omkring 1940’erne… lidt cool. Bare lidt.

Vi var også inde og se en speciel udstilling om Holocaust, men der var ingen billeder tilladt. Men dén udstilling syntes jeg faktisk var sindssygt spændende. Jeg syntes resten af museummet havde været lidt tamt, havde forventet mere. Men det kan også skyldes, jeg bare var i enormt dårligt humør den dag, og derfor bare ikke kunne fokusere så superfantastisk. Men ja. Holocaust var virkelig spændende. Det var så fangende, at gå og læse om (selv om jeg efterhånden har læst virkelig meget), og ja. Jeg bliver aldrig træt af det. Jeg synes det er spændende, og fascinerende – og fuldkommen forfærdeligt! – alt det, der foregik dengang.

Herefter var dagen så godt som slut. Min mor og jeg gik til nærmeste H&M, da jeg skulle have byttet en kjole, mens min far og lillebror gik tilbage på hotellet. Vi afsluttede dagen med lækkert Mcdonald’s.

 

***

 

Jeg ville ikke lige lave en separat post for hjemflyvning, så… dag 8 – HJEEEM!

Vi spiste morgenmad på hotellet, pakkede, smuttede af sted mod lufthavnen. Som vi kom ind i lufthavnen, og havde checket ind osv., besluttede vi os for at købe en meal deal, at tage med på flyet. Jeg havde også 5 vouchers til gratis cola zero, og dem kunne jeg fandeme cash in i lufthavnen, så jeg måtte se virkelig yndig ud med en meal deal med sodavand, yderligere 5 sodavand, og så 3 kæmpe toblerone. Jeg er ikke sær. Og manden i kassen tog sygt meget pis på mig, og jeg forstod det bare sleeet ikke, så det var sygt akavet :)) Men ja, vi fik tiden til at gå, og ikke længe efter skulle vi boarde.

Obligatorisk pasbillede, og obligatorisk jeg er i London-lufthavn. Vi var hjemme ved 16-17-tiden, og min kæreste var sådan “ville gerne være dukket op hos dig, men er sikker på det ville have været lidt creepy” (på daværende tidspunkt havde han ikke en nøgle, og vi var ikke flyttet sammen). Jeg kom hjem, og noget af det første jeg gjorde, var bare at skrive til ham, jeg var hjemme, så han bare kunne komme. Ikke noget med at pakke ud. Bare “kom hjem til mig er hjemme nuuu”. Og det var præcis, hvad han gjorde. Og det var virkelig rart at se ham igen. No joke. Intet bedre end at ligge og putte med en, man har savnet. <3

Så ja, det var afslutningen på min tur til London. Inden længe får jeg postet en London-haul/Primark Haul, så stay tuned, hvis det har interesse! Tak fordi I gad læse med. 🙂

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x