Hvad har jeg lært i ACT? #9

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu en dag i ACT.

Vi lagde ud med en hjemmeøvelse, som altid, og jeg tror faktisk, vi brugte hele sessionen på det, for jeg har ikke sindssygt mange noter fra denne dag? Så det bliver et kort indlæg.

Vi skulle vælge en værdi, som vi ville leve efter, og udpensle, specifikt, hvad vi ville gøre, for at leve efter den, og derfra bemærke, hvilken betydning det havde, for vores tanker, følelser, og adfærd, at gøre dette.

Jeg valgte at omfavne øjeblikket og være modig. Her ville jeg tage jahatten på, gøre noget mere aktivt, og sige mindre fra.

Jeg er ikke sikker på, om jeg lavede opgaven(?), men jeg har skrevet notater til, at jeg sagde ja til forældremøde, og fitness (hvilket skete ugen før, så?). Menøh, basically gjorde jeg endelig op med mig selv, at det var på tide at starte i fitness over sommeren, for at prøve at komme lidt mere ud, og ikke sumpe rundt i løbet af sommeren. Samtidig indvilligede jeg i, at lade min kæreste møde mine forældre, og vice versa. At møde hans var uden tvivl mest skræmmende. Men det gik fint.

Det, der skete for mig, da jeg skulle møde hans forældre, var, at jeg var meget caught up i mit hoved. Der skete rigtig mange ting, og selv om jeg var lettet over, jeg endelig gjorde det, og stolt over, at jeg gjorde det, så kværnede tankerne derudaf. “Jeg er ikke god nok, de kan ikke lide mig, jeg er dum, hvad laver jeg her, hvorfor sker det her, jeg vil ikke, jeg vil hjem, omg jeg er så fucking dum, hvorfor forstår jeg ikke hvad de siger, hvorfor diskuterer de, er det min skyld, what the fuck”. Det kørte derudaf med 180 kilometer i timen, og jeg følte mig DØD, da jeg endelig kom hjem. Jeg kunne ikke slippe tanken om, at jeg ikke var god nok, og at jeg var dum. Samtidig følte jeg mig ked af det, rådvild, forvirret, alt muligt. Af samme årsag var jeg stille under mødet, bød ikke ret meget ind, og udviste ikke super meget intelligens, faktisk. Det var kikset. Og det var pinefuldt.

Men oveni alt det, var det også rart. Jeg havde gjort det første gang. Det var hårdt, jeg var fanget i kaos af tanker og følelser, men jeg vidste med mig selv, at det ville blive nemmere. Nok ikke anden gang, sikkert ikke engang tredje eller fjerde gang. Men på et eller andet tidspunkt, ville det blive bedre. Og jeg klyngede mig til det håb. Det allerværste var overstået nu, og det kunne kun blive bedre.

Vi så også denne her ACT-video.

Resten af noterne, jeg har fra denne dag, er de andres oplevelser, og selv om jeg synes det giver meget, at få flere oplevelser på, så lader jeg dem være. For jeg har ikke supermange noter, og jeg tror bare, det bliver forvirrende. Så det her var et meget kort indlæg, med det eneste indhold, at dele min hjemmeopgave.

Så hvad har jeg lært?

AT DET ER PISSEFUCKING HÅRDT, AT GÅ EFTER DET MAN GERNE VIL. Men, jeg har en værdi, der hedder familie, og en værdi, der hedder at være en god svigerdatter, og knytte gode bånd til min kærestes familie.

SÅ. Jeg udstår det her lort, og venter på, at jeg får det bedre, og det stopper med at være hårdt og udmattende.

For det skal nok blive bedre.

Hans familie er rigtig sød.

Jeg skal nok komme til at passe ind.

Så ro på, rid stormen af. Acceptér de følelser, der er, og prøv at lev med det, indtil din hjerne får tilpasset sig, at det ikke er farligt.

Så mit råd til jer er, at prøve noget af det samme. Find frem til jeres værdier, og lav små babysteps. Øvelser. Kom ud og gør noget aktivt. Gør én lille ting anerledes, og se, hvad der sker – og hæng i, selv om det er hårdt. Selv om tanker eller følelser fylder. Det skal nok blive det værd. <3